Tidsdoku. Ulrike Meinhofs dødsdag

Som medlem af byguerillagruppen Rote Armée Fraktion (RAF) var Ulrike Meinhof siden sommeren 1972 fængslet i Stammheim. Den 9. maj 1976 blev hun fundet hængt i sin fængselscelle.

De nøjagtige omstændigheder er stadig væk ikke opklaret og talrige kritiske stemmer betvivler indtil i dag den officielle statslige version om ”selvmord”.

Ulrike Meinhof havde som skarp samfundskritisk journalist et stort spektrum af læsere. Hun var læst og populær i såvel intellektuelle kredse som i politisk aktive ungdomsmiljøer.

At Ulrike Meinhof var en af de mest profilerede venstrefløjspersonligheder i Tyskland i nyere tid er blevet fortrængt af de borgerlige medier.                         Hendes intellektuelle virke er i den borgerlige offentlighed som regel blevet opsplittet i to dele. Den ene Ulrike Meinhof var en accepteret ”borgerlig” journalist. Kendt i hele Tyskland og en der ofte optrådte i debatudsendelser på TV.


Den "anden" Ulrike Meinhof deltog i byguerilla-gruppen RAF (Rote Armee Fraktion) og fik derfor stemplet ”forrykt terrorist”.

Alene det at beskæftige sig offentligt med Ulrike Meinhof efter hun gik i under- grunden, har betydet at man blev mistænkeliggjort i medierne og som regel udsat for politiets observation. 

De artikler Ulrike Meinhof skrev som redaktør for 68-bevægelsens vigtigste tidsskrift ’Konkret’, forsvandt næsten fuldstændigt fra den offentlige hukommelse.

Glemt blev ligeledes blev hendes kniv- skarpe reportager om de katastrofale tilstande på statens børnehjem og de ekstremt repressive pædagogiske retningslinjer, som blev praktiseret der. Bandlyst blev også hendes journalistiske tekster, der dokumenterede de diskriminerende forhold, som arbejderkvinder blev udsat for i tyske industrivirksomheder. 

  • ”Napalm og budding”

I maj 1967 skrev Ulrike Meinhof en artikel i tids- skriftet ’Konkret’ under overskriften ”Napalm og budding”. I denne artikel forholder hun sig direkte til den udenomsparlamentariske oppositions happenings.

I Vestberlin hetzede den reaktionære Springer-presse med flagskibet ”Bildzeitung” i spidsen imod antikrigs aktivisterne.

’Bild’ betegnede aktivisterne som ”morderiske attentats folk”, fordi de i protest mod Vietnam-krigen havde forsøgt at kaste budding på USAs daværende vicepræsident Hubert Humphrey, der var på statsbesøg i Vestberlin.

  • Ulrike Meinhof kommenterede denne hændelse: 

” Det er ifølge medierne ikke kriminelt at kaste napalmbomber på kvinder, børn og gamle mennesker, men at protestere imod det. (...) Det er altså forkasteligt at kaste budding og kvark mod politikere, men at modtage politikere som Hubert Humphrey, der lader hele landsbyer udradere og byer bombardere, er helt i orden.”

Det venstreradikale 'happenings'-kollektiv "Kommune 1" i Vestberlin
Det venstreradikale 'happenings'-kollektiv "Kommune 1" i Vestberlin

I samme artikel kritiserer Ulrike Meinhof også de aktionerende fra ”Kommune 1” * der gennemførte det såkaldte 'budding attentat':

” I stedet for at dreje den opmærksomhed aktionen forårsagede på Vietnam og i stedet for at besvare de mange interesserede spørgsmål med sandheden om krigen i Vietnam med facts, tal og politik, så talte de om sig selv og udnyttede det offentliges interesse (...) til deres private ekshibitionisme."  (Ulrike Meinhof, 'Konkret', nr. 5/1967)

____________________________________

 * ’Kommune 1’  er det legendariske venstreradikale kollektiv, der fra slutningen af 1966 til 1969 dannede ramme om en antiautoritær kommune i Vestberlin.

  • Vestberlin, den 2. juni 1967: Politimord på studenten Benno Ohnesorg 
Studenten Benno Ohnesorg, der blev skudt i nakken af  politibetjenten Karl-HeinzKurras
Studenten Benno Ohnesorg, der blev skudt i nakken af politibetjenten Karl-HeinzKurras
Demo mod politimordet på Benno Ohnesorg i Vestberlin
Demo mod politimordet på Benno Ohnesorg i Vestberlin

Da studenten Benno Ohnesorg blev nakkeskudt af en politimand i forbindelse med demonstrationen mod den iranske shah Reza Phalevi’s besøg i Vestberlin, kommenterede Ulrike Meinhof dette i en alternativ Radiokanal: "Der Tod von Benno Ohnesorg" på YouTube

  • ”Bambule” – oprør i statslige ’tugthuse’ for børn

Ulrike Meinhof var en fremtrædende forsvarer for ”børnehjem børnenes befrielsesbevægelse” i Vesttyskland. Med hendes reportager blev børnenes elendighed i disse statslige ”tugthuse” kendt i offentligheden.

På børnehjemmene blev der anvendt brutale fysiske og psykiske afstraffelsesmetoder i ordenens navn. Sammen med Eberhard Iztenplitz producerede Ulrike Meinhof derfor TV-filmen ”Bambule”, der handler om oprørske piger på et sådant børnetugthus i Vestberlin.

 

  • Befrielsen af Andreas Baader

Filmen ”Bambule” blev dog taget af programmet ti dage før den planlagte sendetid på den tyske TV-kanal ARD, da det blev kendt, at Ulrike Meinhof den 14. maj 1970 havde deltaget i en fangebefrielse af  Andreas Baader, en af de senere medgrund- læggere af RAF. (1) Efter fangebefrielsen var hun nødt til at gå i undergrunden. Hun blev eftersøgt for ”mordforsøg”.

Politiets efterlysningsplakat
Politiets efterlysningsplakat

Fangebefrielsen af Andreas Baader - som ikke var uomstridt i aktivist kredse - fik uoverskuelige konsekvenser for befrierne. Ved selve aktionen opstod der uforudset tumult, og en ansat på det institut, hvor befrielsen fandt sted, blev skudt i benene.

Alle der havde deltaget i befrielsen af Andreas Baader blev derefter straks efterlyst. På tusindvis af plakater ophængt på gader og stræder blev de efterlyst som ”terrorister”. Uden særlige strategiske og logistiske forberedelser blev byguerillagruppen RAF dannet i al hast. (2)                                                     Modtaget med jubel og begejstring

Mange unge aktivister og venstrefløjs intellektuelle reagerede med jubel og begejstring på fangebefrielsen.

Andreas Baader i politiets varetægt
Andreas Baader i politiets varetægt

Endelig var der nogen, som effektivt gjorde modstand mod statens massive repression overfor samfundskritiske aktiviteter.

I forbindelse med 68-oprørets protester mod krigen i Sydøstasien, mod Sydafrikas apartheids regime, mod naziforbrydere i statsinstitutionerne, etc. anlagde myndig- hederne flere end 20.000 retssager mod bevægelsens aktivister, som blev anklaget for ”statsfjendtlige holdninger”.

  • ”Anden front - i selve imperialismens bagland”

Det var i denne samfundsmæssigt meget anspændte situation, en gruppe venstrefløjsaktivister dannede ”Rote Armee Fraktion” (RAF).

Undergrundsgruppen positionerede sig som ”anden front i imperialismens bagland” imod USAs krig i Vietnam. En krig, der på dette tidspunkt allerede havde kostet 2 millioner civile livet. RAFs aktioner rettede sig imod staten og de politisk og økonomisk ansvarlige – ikke imod tilfældige individer:

”Spørgsmålet som ofte bliver stillet til os er,  om vi ville have gennemført fange-befrielsen, hvis vi havde vidst, at en biblioteks ansat blev såret af skud – hertil kan vi kun svare med et klart NEJ .” (RAF citat).

Det sidste RAF-anslag i 1993 imod et netop færdigbygget superfængsel
Det sidste RAF-anslag i 1993 imod et netop færdigbygget superfængsel

  • Politisk motiverede særlove mod ”simple kriminelle”?

 Det vesttyske statsapparat betegnede RAF som ”kriminelle” og forfulgte dem samtidigt som politiske statsfjender. Man iværksatte nye love og efterlysnings-metoder og man anvendte skærpet isolationsfængsling. Metoderne blev uden videre udvidet og brugt i repressionen mod hele det aktive venstrefløjsmiljø i Tyskland.

  • Kritisk historieskrivning efterlyses

Der mangler den dag i dag stadigt en kritisk historieskrivning, som kan afklare, hvorvidt der fandtes en reel fare for en politisk refascisering af det tyske statsapparat.

På baggrund af de talrige naziforbrydere, der var ansat på høje poster i stats- apparatet, den fortrængte nazi-fortid og ikke mindst på baggrund af de repressive ”undtagelseslove” ( ”Notstandsgesetze”  ), der blev vedtaget i juni 1968 for at kunne kriminalisere enhver form for radikal samfundsopposition.

  • Et par eksempler: Af de omkring 500.000 indledende retssager mod naziforbrydere førte kun 900 til domme. Af 6900 ansatte der var beskæftiget som vogtere og andet personale i koncentrationslejren Auschwitz blev kun 29 dømt, deraf 9 i Vesttyskland og 20 i DDR. Indtil midt i 1970´erne havde forhenværende aktive nazier et solid flertal i ledelsen af Vesttysklands politis efterretningsvæsen (BKA).

Sidstnævnte eksempel er ifølge en del kritiske mediestemmer også forklaringen for, at forholdsvist mange (reelle såvel som formodede) undergrundsaktivister simpelthen blev likvideret af politiet i forbindelse med deres anholdelse.

__________________

Billede tv.: Hamburg, den 15. juli 1971: RAF-medlem Petra Schelm, skudt af en skarpskytte fra politiet efter hun havde overgivet sig. På trods af en mængde dokumentationsmateriale, blev den pågældende politimand ikke retsforfulgt...  

  • Langvarig Isolationsfængsling = "hvid tortur"

De fængslede RAF-medlemmer praktiserede på flere måder modstand mod det tyske justitsvæsen, som de anså for at være et ’fascistisk agerende statsapparat’. Statens repræsentanter nægtede kategorisk at deltage i denne politiske diskurs. Ikke mindst fordi repressionen mod fangerne så åbenlyst var baseret på et politisk grundlag.

De fængslede RAF-medlemmer blev ikke kun betegnet som politiske fanger af deres sympatisører – staten selv tildelte dem sådan set en særstatus ved systematisk at holde dem i isolation og underkaste dem særbetingelser, som Amnesty International betegnede som ’hvid tortur’. 

  •  Ulrike Meinhof i processen mod RAF om isolation:

 

  • Ulrike Meinhofs ”selvmord” ...

Som medlem af RAF blev Ulrike Meinhof den 9. maj 1976 fundet hængt i sin fængselscelle i Stuttgart-Stammheim. De nøjagtige omstændigheder er stadig væk ikke opklaret og kritiske stemmer betvivler indtil i dag den officielle statslige version om ”selvmord”.

Maleren Gerhard Richter's mindeportræt
Maleren Gerhard Richter's mindeportræt

_________________

Mindedemo i København

I København tog Rødstrømpebevægelsen sammen med enkelte medlemmer fra VS / Venstresocialisterne initiativ til en mindedemonstration for Ulrike Meinhof. Flere hundrede gik fra Kvindehuset i Gothersgade 37 til den tyske ambassade i Stockholmsgade på Østerbro.

I Berlin deltog omkring 6.000 demonstranter i begravelsesoptoget og en antistatslig demonstration for Ulrike Meinhof.

  • Mainstream-biografier med statskonforme holdninger

I den brede offentlighed hersker i dag et meget reduceret syn på Ulrike Meinhof og hendes journalistiske og politiske engagement. For det meste er der blevet skrevet om hende i forbindelse med RAFs væbnede aktioner.

Med ganske få undtagelser drejer det sig om populære biografier, hvis kilder gennem-gående er baseret på Ulrike Meinhofs eks-mand Klaus Rainer Röhl og borgerlige mediers artikler. (Röhl, der tidligere tilhørte venstrefløjen er idag placeret på den tyske højre-konservative fløj). 

Undtagelser er blandt andet den Ulrike Meinhof biografi, som er skrevet af den venstreradikale Jutta Ditfurth , forhen-værende forkvinde for partiet ’Die Grünen’ (3). Se interviewet th. >

Nævnes skal også finske Katriina Letho-Bleckert’s omfangsrige magisterarbejde om samme tema. Sidstnævntes arbejde indeholder en mængde originalcitater af Ulrike Meinhof fra hendes personlige breve.


Ulrike Meinhofs tekster har ikke kun fået en væsentlig betydning for mange af den ældre generations tyske revolutionære, men også for kredse indenfor det evangeliske aktivistiske spektrum.

Først og fremmest fordi hun altid forsøgte at klarlægge tingene i stedet for at påtrænge læserne hendes analyser og iagttagelser. Hendes kolumner var skarpe og kritiske. Uden at de tog modet fra en, idet hun inspirerede hendes læsere til at deltage i forandring af forholdene – ud fra deres eget ståsted. Dette var hendes særlige egenskab.

(ikh. og al./ autonom infoservice. Skrevet i 2016 og ajourført d. 9. maj 2017.)

___

Noter

1)  Andreas Baader og tre andre aktivister var blevet dømt hver tre år fængsel, for at sætte ild til et varehus i Frankfurt om aftenen den 2. april 1968 i protest mod ’konsumborgernes passivitet ift. forbrydelserne i Vietnam’.

2)  Se også Rote Armee Fraktion - Den vesttyske byguerillagruppes historie (1970 - 1998)

3)  Anbefalelsesværdig læsning: Jutta Ditfurth: Ulrike Meinhof. Die Biografie. Ullstein Verlag, 2007.

____

Relateret

    autonom infoservice:

 

_____________

  • Relevant litteratur på tysk

* BAMBULE (Hrsg.): Der Tod Ulrike Meinhofs: Bericht der Internationalen Untersuchungskommission. Iva, Tübingen 1979, ISBN 3-88266-012-0; Neuauflage: Münster: Unrast-Verlag, 2001, ISBN 3-89771-952-5 (PDF)

* Peter Brückner: Ulrike Meinhof und die deutschen Verhältnisse. Wagenbach, Berlin 1976, ISBN 3-8031-2407-7.

* Jutta Ditfurth: Ulrike Meinhof. Die Biographie. Ullstein, Berlin 2007, ISBN 978-3-550-08728-8.

* Katriina Lehto-Bleckert: Ulrike Meinhof 1934-1976, Ihr Weg zur Terroristin. Tectum Verlag, Marburg 2010 (deutsche überarbeitete Ausgabe der Dissertation an der Universität Tampere 2010) ISBN 978-3-8288-2538-3.

* Pieter Bakker Schut: Stammheim. Der Prozess gegen die Rote Armee Fraktion. Neuer Malik Verlag, Kiel 1986, ISBN 3-89029-010-8, S. 394–409; / Neuauflage: 20 Jahre Stammheim. Die notwendige Korrektur der herrschenden Meinung. Pahl-Rugenstein, Bonn 1997, ISBN 3-89144-247-5. (2. Auflage. 2007, ISBN 978-3-89144-247-0)