Tyskland: Ulrike Meinhofs død i Stammheim – stadig uafklaret

Som medlem af byguerillagruppen Rote Armée Fraktion (RAF) var Ulrike Meinhof siden sommeren 1972 fængslet i Stammheim. 
Den 9. maj 1976 blev hun fundet hængt i sin fængselscelle. De 
nøjagtige omstændigheder er stadigvæk ikke opklaret og talrige kritiske stemmer betvivler indtil i dag den officielle statslige version om ”selvmord”.
Ulrike Meinhof havde som skarp samfundskritisk journalist et stort spektrum af læsere. Hun var læst og populær i såvel intellektuelle kredse som i aktivistiske miljøer.

Alene det at beskæftige sig offentligt med Ulrike Meinhof efter hun gik i undergrunden, har betydet at man blev mistænkeliggjort i medierne og som regel udsat for politiets observation. 
De artikler Ulrike Meinhof skrev som redaktør for 68-bevægelsens vigtigste tidsskrift ’Konkret’, forsvandt næsten fuldstændigt fra den offentlige hukommelse.
Glemt blev ligeledes blev hendes knivskarpe reportager om de katastrofale tilstande på statens børnehjem og de ekstremt repressive pædagogiske retningslinjer, som blev praktiseret der.
Bandlyst blev også hendes journalistiske tekster, der dokumenterede de diskriminerende forhold, som arbejderkvinder blev udsat for i tyske industrivirksomheder. 

• ”Napalm og budding”

I maj 1967 skrev Ulrike Meinhof en artikel i tidsskriftet ’Konkret’ under overskriften ”Napalm og budding”.
I denne artikel forholder hun sig direkte til den udenomsparlamentariske oppositions happenings.
I Vestberlin hetzede den ultrareaktionære Springer presse med flagskibet ”Bild Zeitung” i spidsen imod antikrigs aktivisterne.
’Bild Zeitung" betegnede aktivisterne som ”morderiske attentats folk”, fordi de i protest mod Vietnamkrigen havde forsøgt at kaste budding på USAs daværende vicepræsident Hubert Humphrey, der var på statsbesøg i Vestberlin.

• Ulrike Meinhof kommenterede denne hændelse: 

” Det er ifølge medierne ikke kriminelt at kaste napalmbomber på kvinder,
børn og gamle mennesker, men at protestere imod det. (...) Det er altså forkasteligt at kaste budding og kvark mod politikere, men at modtage
politikere som Hubert Humphrey, der lader hele landsbyer udradere og
byer bombardere, er helt i orden.”

I samme artikel kritiserer Ulrike Meinhof også de aktionerende fra ”Kommune 1” * der gennem-førte det såkaldte 'budding attentat' :
” I stedet for at dreje den opmærk-somhed aktionen forårsagede på Vietnam og i stedet for at besvare de mange interesserede spørgs-mål med sandheden om krigen i Vietnam med facts, tal og politik, så talte de om sig selv og ud-nyttede det offentliges interesse (...) til deres private ekshibitionisme." (Ulrike Meinhof, i tidsskriftet 'Konkret', nr. 5 /1967)
* ’Kommune 1’  er det legendariske venstreradikale kollektiv i Vestberlin (1966 - 1969) 

• Vestberlin, den 2. juni 1967:
  Politimord på studenten Benno Ohnesorg 

• ”Bambule” – oprør i statslige ’tugthuse’ for børn

Ulrike Meinhof var en fremtrædende forsvarer for ”børnehjem børnenes befrielsesbevægelse” i Vesttyskland. Med hendes reportager blev børnenes elendighed i disse statslige ”tugthuse” kendt i offentligheden.

På børnehjemmene blev der anvendt brutale fysiske og psykiske afstraffelses- metoder i ordenens navn. Sammen med Eberhard Iztenplitz producerede Ulrike Meinhof derfor TV-filmen ”Bambule”, der handler om oprørske piger på et sådant børnetugthus i Vestberlin.  

• Befrielsen af Andreas Baader

Filmen ”Bambule” blev dog taget af programmet ti dage før den planlagte sendetid på den tyske TV-kanal ARD, da det blev kendt, at Ulrike Meinhof den 14. maj 1970 havde deltaget i en fangebefrielse af  Andreas Baader, en af de senere medgrundlæggere af RAF. (1)
Efter fangebefrielsen var hun nødt til at gå i undergrunden. Hun blev eftersøgt for ”mordforsøg”.

• Fangebefrielsen af Andreas Baader - som ikke var uomstridt i aktivist kredse - fik uover-skuelige konsekvenser for befrierne.

Andreas Baader og tre andre venstre-radikale aktivister var hver blevet idømt
tre års fængsel for at sætte ild til et tomt varehus i Frankfurt om aftenen 2. april 1968 i protest mod ”konsumborgernes passivitet ift.  forbrydelserne i Vietnam”.

Ulrike Meinhof havde fået tilladelse under Andreas Baaders fængselsophold til at møde ham på det tyske socialinstitut i Berlins bydel, Dahlem i forbindelse med journalistisk researcharbejde. 

Det var dog ikke Meinhof selv, men nogle andre aktivister der befriede Andreas Baader (med Ulrikes viden). 
Under aktionen opstod der uforudset tumult, og en ansat på det institut – hvor befrielsen fandt sted – blev skudt i benene. Alle, der havde deltaget i befrielsen af Andreas Baader, blev derefter straks efterlyst. Efter fangebefrielsen var Ulrike Meinhof nødt til at gå under jorden. Hun blev eftersøgt for mordforsøg. 

På tusindvis af plakater ophængt på gader og stræder blev de aktivister, der havde befriet Andreas Baader, efterlyst som ”terrorister”.
Først og fremmest fik aktionen uoverskuelige konsekvenser for befrierne. Uden særlige strategiske og logistiske forberedelser, blev byguerillagruppen RAF dannet i al hast. (2)

• Venstrefløjens holdning var delt mellem begejstring og afstandstagen

Fangebefrielsen af Andreas Baader delte venstrefløjen i for eller imod.
Særligt mange unge aktivister og en del venstreorienterede intellektuelle, reagerede
på fangebefrielsen med jubel og begejstring: "Endelig var der nogen, som effektivt gjorde modstand mod statens massive repression overfor samfundskritiske aktiviteter. * 

Det parlamentarisk orienterede venstrefløjsmiljø reagerede derimod gennemgående med kritik og/eller afstandtagen. 

* I forbindelse med 68-oprørets protester mod krigen i Sydøstasien, mod Sydafrikas apartheids regime, mod naziforbrydere i statsinstitutionerne, etc. anlagde myndighederne flere end 20.000 retssager mod bevægelsens aktivister, som blev anklaget for ”statsfjendtlige holdninger”.

• ”Anden front - i imperialismens bagland” (RAF)
  Det var i denne samfundsmæssigt meget anspændte situation, en gruppe venstrefløjsaktivister dannede ”Rote Armee Fraktion” (RAF).

Et år efter befrielsen af Andreas Baader udgav man i april 1971 teksten Koncept Byguerilla. Heri skrev RAF, at den væbnede kamp nu måtte og skulle starte, fordi der uden den ikke ville eksistere nogen mulighed for en anti-imperialistisk kamp i metropolerne:

“Vi siger ikke, at organiseringen af illegale, væbnede modstandsgrupper kan erstatte legale, proletariske organisationer, eller at væbnede aktioner kan erstatte klassekampen. Den væbnede kamp kan heller ikke erstatte det politiske arbejde i virksomheder og i bydelene. Vi påstår bare, at det ene er en forudsætning for en succesrig udvikling og fremskridt for det andet.”

Undergrundsgruppen positionerede sig som ”anden front i imperialismens bagland” imod USAs krig i Vietnam. En krig, der på dette tidspunkt allerede havde kostet over 2 millioner vietnamesere livet. RAFs aktioner rettede sig imod USAs militærbaser i Vesttyskland, mod statens institutioner og de politisk og økonomisk ansvarlige – ikke imod tilfældige individer:

”Spørgsmålet som ofte bliver stillet til os er,  om vi ville have gennemført fangebefrielsen, hvis vi havde vidst, at en biblioteks ansat blev såret af
skud – hertil kan vi kun svare med et klart NEJ .” (RAF citat).

• Politisk motiverede særlove mod ”simple kriminelle”?

 Det vesttyske statsapparat betegnede RAF som ”kriminelle” og forfulgte dem samtidigt som politiske statsfjender. Man iværksatte nye love og efterlysnings-metoder og man anvendte skærpet isolations-fængsling. Metoderne blev uden videre udvidet og brugt i repressionen mod hele det aktive venstrefløjs-miljø i Tyskland.

• Kritisk historieskrivning efterlyses

Der mangler den dag i dag stadigt en kritisk historieskrivning, som kan afklare, hvorvidt der fandtes en reel fare for en politisk refascisering af det tyske stats-apparat. Dette med henblik på de talrige naziforbrydere, der var ansat på høje poster i statsapparatet, den fortrængte nazi-fortid og ikke mindst på baggrund af de repressive ”undtagelseslove” ( ”Notstandsgesetze”  ), der blev vedtaget i juni 1968 for at kunne kriminalisere enhver form for radikal samfundsopposition. 

Et par eksempler:

• Af de omkring 500.000 indledende retssager mod naziforbrydere førte kun 900 til domme. 
• Af 6900 ansatte der var beskæftiget som vogtere og andet personale i koncentrationslejren Auschwitz blev kun 29 dømt, deraf 9 i Vesttyskland og 20 i DDR.
• Indtil midt i 1970´erne havde forhenværende aktive nazier et solid flertal i forbundshærens topledelse, i politiets efterretningsvæsen (Bundesamt für Verfassungsschutz) og i det føderale kriminalpoliti (BKA). 

Sidstnævnte eksempel er ifølge en del kritiske mediestemmer også forklaringen for, at forholdsvist mange (reelle såvel som formodede) undergrundsaktivister simpelthen blev likvideret af politiet i forbindelse med deres anholdelse.

_________________

Billede tv.:

Hamburg, den 15. juli 1971: RAF-medlem
Petra Schelm, skudt af en skarpskytte fra politiet efter hun havde overgivet sig. På trods af en mængde dokumentationsmateriale, blev den pågældende politimand ikke retsforfulgt...  

• Langvarig Isolationsfængsling
  = "hvid tortur" (Amnesty International)
  

De fængslede RAF- medlemmer praktiserede på flere måder modstand mod det tyske justitsvæsen, som de anså for at være et ’fascistisk agerende statsapparat’.

Statens repræsentanter nægtede kategorisk at deltage i denne politiske diskurs. Ikke mindst fordi repressionen mod fangerne så åbenlyst var baseret på et politisk grundlag. 

RAF-fangerne blev ikke kun betegnet som politiske fanger af den revolutionære venstrefløj – staten selv tildelte dem sådan set en særstatus ved systematisk at holde dem i isolation og underkaste dem særbetingelser, som Amnesty International betegnede som ’hvid tortur’. 

I løbet af juni og juli 1972 blev de fleste af RAF’s grundlæggere anholdt.

De anholdte omfattede Andreas Baader, Holger Meins, Jan-Carl Raspe, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Brigitte Mohnhaupt, Irmgard Möller, Klaus Jünschke

og Gerhard Müller.

Samtlige RAF-aktivister, som fremadrettet blev anholdt, blev automatisk anbragt i total isolation i de nybyggede isolationsfængsels afdelinger. De blev udsat for

såkaldt “sensorisk deprivation”, hvilket betyder systematisk fratagelse af enhver sanselig fornemmelse.

• RAF-fanger gennemførte 10 kollektive sultestrejker

De fængslede RAF-medlemmer praktiserede på flere måder modstand mod det

tyske justitsvæsen, som de anså for at være et ‘fascistisk agerende statsapparat’.

De gennemførte blandt andet 10 kollektive sultestrejker, og under én af disse døde medlemmet Holger Meins.

Statens repræsentanter nægtede kategorisk at deltage i den politiske diskurs, ikke mindst fordi undertrykkelsen af RAF-fangerne åbenlyst var politisk motiveret.

 Ulrike Meinhof i processen mod RAF om isolation:

_________________

• Mindedemo i København ...

I København tog Rødstrømpebevægelsen sammen med nogle medlemmer fra VS / Venstresocialisterne, initiativ til en minde-demonstration for Ulrike Meinhof. 
Nogle hundrede demonstranter gik fra Kvindehuset i Gothersgade 37 til den tyske ambassade i Stockholmsgade på Østerbro, hvor der blev holdt vrede taler og råbt slagord mod den tyske stat.

• ... og Berlin 

I Berlin deltog ca. 6.000 demonstranter i begravelsesoptoget og en antistatslig demo for Ulrike Meinhof: 

• Mainstream-biografier med statskonforme holdninger

I den brede offentlighed hersker i dag et meget reduceret syn på Ulrike Meinhof og hendes journalistiske og politiske engage-ment. For det meste er der blevet skrevet om hende i forbindelse med RAFs væbnede aktioner.
Med ganske få undtagelser drejer det sig om populistiske biografier, hvis kilder gennemgående er baseret på Ulrike Meinhofs eksmand Klaus Rainer Röhl og borgerlige mediers artikler. (Röhl, der i 1960'erne tilhørte venstrefløjen, blev senere national-konservativ) 

_____________

• Relevant litteratur på tysk

* BAMBULE (Hrsg.): Der Tod Ulrike Meinhofs: Bericht der Internationalen Untersuchungskommission. Iva, Tübingen 1979, ISBN 3-88266-012-0; Neuauflage: Münster: Unrast-Verlag, 2001, ISBN 3-89771-952-5 (PDF)

* Peter Brückner: Ulrike Meinhof und die deutschen Verhältnisse. Wagenbach, Berlin 1976, ISBN 3-8031-2407-7.

* Jutta Ditfurth: Ulrike Meinhof. Die Biographie. Ullstein, Berlin 2007, ISBN 978-3-550-08728-8.

* Katriina Lehto-Bleckert: Ulrike Meinhof 1934-1976, Ihr Weg zur Terroristin. Tectum Verlag, Marburg 2010 (deutsche über-arbeitete  Ausgabe der Dissertation an der Universität Tampere 2010) ISBN 978-3-8288-2538-3.

* Pieter Bakker Schut: Stammheim. Der Prozess gegen die Rote Armee Fraktion. Neuer Malik Verlag, Kiel 1986, ISBN 3-89029-010-8, S. 394–409; / Neuauflage: 20 Jahre Stammheim. Die notwendige Korrektur der herrschenden Meinung. Pahl-Rugenstein, Bonn 1997, ISBN 3-89144-247-5. (2. Auflage. 2007, ISBN 978-3-89144-247-0)