Anmeldelse: Ny roman om revolution og kontrarevolution i Spanien

Anarko-syndikalistiske militsfolk i Barcelona
Anarko-syndikalistiske militsfolk i Barcelona

Den revolutionære forfatter Andreas Bülow har skrevet en spændende og bevægende roman om 30’ernes Spanien:  ”Midnat i århundredet”. Romanen tager udgangspunkt i to unge danske trotskisters spontane rejse til Spanien, hvor de deltager i modstanden mod generalissimo Francos militære kup mod den folkevalgte republik.

I modsætning til de allerfleste bøger om Den Spanske Borgerkrig, der er udkommet på dansk, så giver Andreas Bülows roman et kvalificeret indblik i de dramatiske konflikter indenfor den antifascistiske lejr. Konflikter der var af afgørende betydning for, at fascisterne sejrede.

  • Ekstra: Facts om konflikterne i den antifascistiske lejr under borgerkrigen

            _______________________________________

”At begrænse revolutionære erfaringer og teori til det dagsaktuelle er at dømme det til evig glemsel, hvor nutiden ophører med at kunne erkendes, så snart den glider ind i fortiden.”   - Isaac Deutscher, revolutionær veteran og historiker



 

MIDNAT I ÅRHUNDREDET

   af Andreas Bülow

Romanen underbygges af interessante dokumenter, som forfatteren har fundet frem til i det spanske nationalarkiv i Salamanca. Her har han bla. fundet det anklageskrift, som stalinisterne udfærdigede mod den ene af de to danske internationalister, som er hovedpersoner i bogen.

Fortællingen, der strækker sig over 346 sider, er udgivet af forlaget Solidaritet, 2014.

 

 Handlingen

På cykeltur til Esperanto-konferencen i Beograd 

Da Aaage Kjelsø og Tage Lau, begge i starten af tyverne, blev trætte af småjobs og trange kår i arbejderhjemmene, besluttede de i juli 1936 at springe på deres gamle cykler og

tage til Esperanto-konferencen i Beograd. Planen var, at de derefter ville tage videre til Japan.

Idéen blev til, da deres noget ældre trotskistiske kammerat Poul Moth præsenterede dem for et brev fra Japan, adresseret til den hjemlige socialistiske brevklub ”Levigu”. Klubben var del af det verdensomspændende Esperanto-netværk, der havde til formål at muliggøre kommunikation på tværs af forskellige modersmål ved hjælp af kunstsproget Esperanto, også kaldt ”verdens mest enkle sprog”.

På vejen til Balkan-metropolen Beograd drog de med lav profil gennem det nazistiske ”Tredje Rige” og ankom via Prag til den østrigske hovedstad Wien.

På dette tidspunkt var den førhen så mægtige østrigske arbejderbevægelse presset i under-grunden af et klerikalt-konservativt regime, der orienterede sig mod Mussolinis fascistiske diktatur i Italien. (1)

De to danske revolutionære fik kontakt med nogle faglige folk, der fortalte dem, at spanske generaler havde lavet et militærkup mod republikken. De fik lejlighed til at deltage i en spontan demo mod de spanske kupmagere i Wien, og så med egne øjne, hvordan arbejderdemonstrationen blev kniplet sønder og sammen:

”De hujede gennem Wiens små gyder og måtte skynde på alt og alle, for at gøre plads til at trænge forbi fortovscaféerne. Aage var opstemt på eventyr. Han havde glemt alle de farlige aspekter af tilværelsen i det østrigske, og de konsekvenser, som en anholdelse kunne få. Han ville løbe om kap med politiet i hundrede år, vise dem hvor uduelige de var. Grine af statsmagtens miserable håndlangere, imens Wiens befolkning så til.”

De drog videre og i starten af august 1936 nåede de Beograd. Esperanto-kongressen viste sig dog at være en noget ”triviel” skuffelse.

Efter ni dage var de så tilbage i den jugoslaviske grænseby Susak. Tage Lau surmulede ovenpå den skuffende oplevelse i Beograd og de blev enige om at ændre planer: Istedet for at rejse videre til

Japan besluttede de at sætte kursen mod Spanien for at deltage i kampen mod fascisterne. De var begge opsat på at fortsætte deres tidligere antifascistiske engagement i den militante ”tre-pile-bevægelse”, udsprunget af Socialdemokratiske Studenter omkring 1932 og opløst i 1934, i forbindelse med det danske Socialdemokratis transformation fra klasseparti til folkeparti. (2) De skiltes og aftalte at mødes igen i Barcelona. 


Barcelona, september 1936


Det gik ikke, som de havde planlagt. De to venner mødtes aldrig i Spanien.Aage Kjelsø nåede til den franske havneby Marseilles, hvor han fik kontakt med de Internationale Brigaders rekruteringsbureau ”Le bureau de Front Populaire”.

Havnebyen Marseilles
Havnebyen Marseilles

På skibet ”L’espoir” der lå på kajen i Marseilles havn havde de deres kontaktsted. Allerede ved de første indledende orienterings-samtaler med kaptajnens stedfortræder kom Aage Kjelsø i modvind pga. sine kritiske bemærkninger til de skueprocesser, der på samme tid fandt sted i Moskva. Initieret af Stalin

POUM - ”Arbejderpartiet for marxistisk samling”
POUM - ”Arbejderpartiet for marxistisk samling”

og de daværende ledende stats – og partibueraukrater vendt mod de gamle bolsjevikker og andre reelle eller påståede politiske dissidenter. Disse revolutionære veteraner blev nu beskyldt for at være ”trotskistisk - fascistiske agenter og spioner”.

Aage Kjeldsøe slipper med nød og næppe fra skibet og kommer så med hjælp fra fransk-spanske anarko-syndikalister til Barcelona.

Tage Lau fik tyfus og måtte efter få måneders ophold i Barcelona, til-knyttet det lille venstresocialistiske parti 'POUM' vende hjem til Danmark uden at være stødt på Aage Kjelsø.


 ”Durruti? Hvem er Durruti?”

”CASA CNT-FAI, som var anarkisternes hovedkvarter par excellence, lå i Calle Mercarders nummer 26. Det var i virkeligheden to huse, det andet lå på hjørnet til Via Layetana 34. Et stort skilt annoncerede, at det ikke blot var det (anarkosyndikalistiske) fagforbund CNT og dets (anarkistiske) moderparti FAI, som havde til huse her. Det gjaldt også en række sub-komitéer, ikke mindst kvindeorganisationen Mujeres Libres...”

Buenaventura Durruti
Buenaventura Durruti

Aage tager sammen med andre ”inter-nacionalistas” til ”Durrutis kolonne” i kasernen lidt udenfor byen. Han kender ikke noget til den legendariske militante anarkist: ”Durruti? Hvem er Durruti?” , spørger han og får promte svaret fra Jaime Balius, der ledsager Aage ud til kasernen og er ansvarlig for de internationale frivillige: ”Han er koordinator for alle anarkistiske enheder på den aragonske front. Måske kommer du til at møde ham en dag...du bliver en del af den gruppe, der kommer til at erobre Huesca. Og bagefter Zaragoza, Aragoniens hovedstad!”

Ankommet til fronten møder Aage også nogle delegerede fra det venstresocialist-iske POUM. En af dem siger:

”Kammerater. Jeg er her som repræsentant for POUM. Vi er anarkisternes faste allierede, fordi vi deler visioner og værdier.... Den militære situation lige nu er mere eller mindre fastlåst. Fronten ligger stille. Mange kammerater spørger hvorfor? Svaret er ganske enkelt, at vi mangler våben....Russerne har besluttet sig for at sende våben. Men det kommer vi ikke til at nyde noget af her på den aragonske front. Det bliver de Stalin-tro delinger, som bliver bevæbnet, mens vi må slås med de gamle rifler fra Napoleons-krigene.”

Intermezzo hos 'De Internationale Brigader'

Efter at have erobret landsbyen Barra-güel tilbage fra de fascistiske tropper, går fronten af ovennævnte grunde i stå og Aage bliver utålmodig.

Han beslutter med tungt hjerte i slut-ningen af november 1936 at forlade fronten i Aragon og tage til Valencia-regionen for at deltage i kampen om Madrid. Han tilslutter sig De Inter-nationale Brigaders ”Fjortende brigade".


Aage deltager i nogle yderst kaotiske militære konfrontationer. I folkefrontsstyrkerne, der er under ledelse af kommunistpartiets kommisærer og officerer, møder han en umyndiggørende politisk og militær kadaverdisciplin. Langt fra de basisdemokratiske men disciplinerede beslutninger han lærte at kende hos anarkisterne.

PCE / PSUC - plakat
PCE / PSUC - plakat

I modsætning til kommunistpartiet PCE, som i Katalonien hedder PSUC (3) , og Socialdemokratiet PSOE mener Aage, at kampen mod fascisterne kun kan vindes i forbindelse med grundlæg-gende sociale forandringer .

Den militære kamp alene, som især Sovjetunionen og dets spanske til-

hængere går ind for, er dømt til neder-lag overfor en professionel fascistisk militærmaskine,der massivt bliver støttet af Nazityskland, det fascistiske Italien og Portugal. Dybt skuffet forlader Aage Kjelsø derfor de internationale brigader.

CNT- land

Han tager til Barcelona, hvor han bl.a. kommer til at arbejde på en anarkistisk kontrolleret våbenfabrik. Kataloniens rustningsindustri omfatter på dette tidspunkt omkring 300 arbejderkontrollerede virksomheder med ca. 150.000 beskæftigede. Ligeløn er her en selvfølgelighed.

Via POUM får Aage kontakt til en meget lille trotskistisk gruppe, den spanske sektion af den 'Inter-nationale Venstreopposition' med navnet ”Bolsjevikker-leninister”  ("Seccíon bolchevique-leninista de Espaná”) og bladet " La Voz Leninista".

Gruppen bestod hovedsagligt af udenlandske aktivister, der kæmpede i Spanien. 

Stalinisternes angreb på anarkisternes og venstre-socialisternes strukturer

Med bagvaskelseskampagner, kombineret med voldelige overgreb, fremturede kommunistpartiet PCE mod POUM. Helt i Moskva-processernes ånd mente PCE, at POUM optrådte som ”fascismens femte kolonne”.

Fra januar til april 1937 foranledigede kommunistpartiet i folkefrontsregeringen, at POUMs militærhospital og radiostation blev beslaglagt, partiets avis for milits-styrkerne forbudt og POUMs ”Røde Hjælp" –organisation lukket.

Barrikader i Barcelonas gader

Gnisten i denne yderst anspændte situation blev tændt den 3. maj 1937, da Rodriguez Salas – politichef og medlem af kommunistpartiet – gav ’Guardia Civil’ og byens politi ”Guardia de Asalto” (stormgarden) ordre til at overtage Telefoncentralen på Plaza de Catalunya. Bygningen havde siden borgerkrigens start været kontrolleret af anarkisterne og spillede en vigtig rolle i kommunikationen med udlandet. Såvel anarkisterne som POUMs medlemmer anså det som et frontalt angreb på deres organisationer. ”Krigen i krigen” var dermed en realitet. (4)

Aage Kjelsø var med til at forsvare barrikaderne og i kølvandet af kampens afslutning og ved kampens ophør den 8. maj startede de kommunistiske dele af politistyrkerne den længe forberedte illegalisering af POUM.

Ligesom mange andre nu efterlyste revolutionære bliver Aage og hans venner nødt til at gå under jorden. Flere af hans nærmeste venner bliver i de næste måneder anholdt og fænglset.

Erwin Wolf sammen med Leon Trotski i Norge
Erwin Wolf sammen med Leon Trotski i Norge

Nogle af dem blev myrdet - som for eksempel Leo Trotzkis unge sekretær Erwin Wolf. Hans modige norske kone Hjørdis Knudsen, der var på hans side, da han blev afhentet af politiet, forsøgte desperat - og forgæves - at finde ud af, hvorhen politiagenterne havde bortført ham.

Til sidst blev hun selv fængslet og kun med hjælp af norske diplomater løs-lades hun igen og udvises for altid af Spaniens Republik. (Hjørdis Knudsen var datter af Konrad Knudsen, norsk maler, journalist og folketingsmedlem for det venstre-socialdemokratiske 'Norske Arbeiderparti'. Han var i 1935 vært og ledsager for Leo Trotski under hans kortvarige eksil i Norge).

Den 16. juni 1937 blev størstedelen af POUMs ledelse anholdt. De forsvandt i torturkældrene tilhørende den sovjetiske hemmelige sikkerhedstjeneste, som op- rindeligt hed GPU men fra 1934 fik navnet NKVD (Narodnyy Komissariat Vnutren-nikh Del). Deriblandt venstresocialisternes karismatiske leder Andrés Nin. (5)

Aage Kjelsø bliver anholdt, fængslet og tortureret

En dag i februar i 1938 kom turen så til Aage. Han bliver anholdt og lander i første omgang i et af de hemmelige stalinistisk kontrollerede fængsler. Aage og hans lille gruppe bliver anklaget for at være en del af et hemmeligt sabotage-netværk, som står i ledtog med Franco.

Konkret bliver han anklaget for at have myrdet en polsk kaptajn fra de inter-nationale brigader, der var plantet som stikker først hos POUM og derefter hos bl.a. Aages lille revolutionære gruppe. Under tortur bukker Aage under og underskriver på tysk (!) en tilståelses-erklæring.

Forfatteren Andreas Bülow har fundet sagens dokumenter i det spanske nationalhistoriske arkiv og de er aftrykt i bogen. (se dokumentet tv.)

Dokumenterne bekræfter endnu engang, at Stalin-fløjen forsøgte at overføre Moskvaprocesserne til selve Spanien. Ved hjælp af psykisk og fysisk tortur skulle der frembringes de mest absurde tilståelser, der skulle påvise de ”store

sammensværgelser” mod Stalins Sovjet-union og dets politiske epigoner. Det ser sort ud for Aage. I sin nød skriver han et postkort til sin kammerat Tage Lau og beder ham indtrængende om hjælp:

På et tidspunkt får han postkortet smuglet ud af fængslet. Tage Lau reagerer øjeblikkeligt, idet han kontakter sin gamle ven fra tiden i Danmarks Socialdemokrat-iske Ungdom, Hans Hedtoft.

Fra det hollandske arkiv ”International Institute of Social History”   får forfatteren Andreas Bülow tilsendt et dokument af den 24. maj 1938, hvori Hans Hedtoft kontakter den daværende sekretær for den socialdemokratiske 2. Internationale, østrigeren Friedrich Adler, og beder ham intervenere for Aage Kjelsø’s løsladelse.

Det som ingen på dette tidspunkt vidste var, at Aage selv med hjælp fra en fange-vogter formåede at stikke af fra retsbygningen. Hans kontakter blandt anarkisterne hjalp ham videre og Aage kunne forblive i undergrunden et stykke tid. Et tilfældigt sammentræf med nogle danske søfolk mundede ud i, at han blev smuglet som blind passager ud af Spanien til Marseilles i Frankrig. Nu var han tilbage der, hvor hans spanske engagement startede knap to år tidligere. 

Aage vendte hjem og deltog aktivt i modstandskampen mod den tyske besættelse.

 

_______________

Et par kritiske bemærkninger til romanen

- Jeg synes, at arbejdernes forhold i 30’ernes København er noget firkantet skildret og mangler den atmosfæriske tæthed, der senere kommer fint til udtryk i romanens afsnit om Spanien. Især dialogen mellem Aage Kjelsø og hans socialdemokratiske far antager lidt karaktér af et ”Brechtsk agitprop-teater”. Måske ville det her have været mere autentisk at beskrive situationen med nogle dramaturgiske fakta, derunder måske også en kort beskrivelse af de politiske brydninger på venstrefløjen i Danmark på dette tidspunkt?

           _______________

- Kapitlet om Østrig forekommer mig noget overfladisk, improviseret. Læseren få stort set intet at vide om den store arbejderrevolte og den efterfølgende omfattende repression, som det ”austrofascistiske” styre under landets forbunds-kansler Schuschnigg udøvede mod de illegaliserede arbejderorganisationer. Forfatteren fremstiller Aage som komplet uinteresseret i den østrigske situation og relaterer det hele til en spontan solidaritetsdemo for den spanske modstand.

           _________________

- Med Aages entré i Barcelona får romanen en anden dynamik. Fortællingen griber og med en sproglig virtuositet hvirvles vi ind i de hæsblæsende begivenheder. Her viser forfatteren sit indgående kendskab til temaet, til sproget og kulturen. Dette er absolut bogens styrke.

Det som jeg savner i bogen er en skildring af den anarkistiske bevægelses land-vindinger i Aragon og Katalonien. Det er trods alt dem, der præger de klassemæssige forhold i disse landsdele.

På trods heraf fremstår romanen ikke blot som en spændende fortælling, men kan de facto læses som en korrekt indføring i de daværende komplekse begiven-heder i den antifascistiske lejr under Den Spanske Borgerkrig.

Når alt kommer til alt, er ”Midnat i århundredet” på mange måder mere informerende om de faktiske forhold under Den Spanske Borgerkrig, end fleste biografier og selv-biografier der er udkommet på dansk om samme tema. Læs den - og giv den som gave til en ven!  

(al./ autonom infoservice)

 _______________________________________

Om forfatteren

Andreas Bülow (f. 1985) blev aktiv på den danske venstrefløj i 1999. Bosatte sig fra 2005 i Spanien og senere Venezuela, hvorfra han arbejdede som journalist i en årrække og skrev bogen ”Den venezuelanske revolution” (2010). Bor i dag i København og er i lære som Film – og TV-produktions- tekniker.

Andreas Bülow: ”Midnat i århundredet” Forlaget Solidaritet 2014, ISBN: 978-87-87603-80-5 www.solidaritet.dk

Noter & uddybninger

- af al. / autonom infoservice

1) Se også Februar 1934: Den væbnede arbejderopstand i Østrig 

2) Trepile-bevægelsens ledende medlem var Sergej Tschachotin. Han var født i Rusland, deltog i Februarrevolutionen 1917 og var ad omveje havnet i Tyskland omkring 1930. Som revolutionær socialist lå Sergej Tscharchotin ikke på linie med den klasse-samarbejdsorienterede socialdemokratiske ideologi. Hans artikelsamling ”Trepil mod Hagekors” udkom på den daværende uafhængige socialist R. Broby Johansens Frem-Forlag. 

3) PCE og Sovjetunionen under Stalin. Sovjetunionen var foruden Mexico den eneste alliancepartner i kampen mod Francos militærmaskine. På denne måde blev den spanske republik faktisk afhængig af Moskva. (Sovjetunionen lod deres våben-leverancer betale dyrt: 500 tons spansk guld, den fjerdestørste guldreserve i verden, samt en gældsbevis på over 110 millioner dollars måtte Republikken betale for

”Sovjetunionens solidaritet”). Det havde bla., som Andreas Bülows roman godt illustrerer, graverende indenrigs-politiske konsekvenser.

Gennem Sovjetunionens indflydelse voksede PCEs med-lemsskare eksplosivt. I 1936 havde PCE således 5000 medlemmer – året efter var medlemstallet oppe på 300.000. Partiet rekruterede først og fremmest medlem-mer fra mellemlaget og småborgerskabet. Flertallet af dem var fjendtligt indstillet overfor det revolutionære venstres kamp for en social revolution, fordi de frygtede tab af egne privilegier.

Militæret blev på grund af de sovjetiske våbenleverancer, som PCE var ene om at fordele, mere og mere domineret af kommunistpartiet og dets ’politiske kommissærer’ under ledelse af generalkommissær Alvarez del Vayo. I foråret 1937 var således 125 af ialt 168 bataljonskommisærer medlemmer af PCE , PSUC (kommunistpartiets afdeling i Katalonien) eller medlem af ”Spaniens kommunistiske ungdomsforbund.”

PCE havde også kontrol over den militære sikkerhedstjeneste "Servicio de Investi- gación Militar” - SIM (i katalonien: SSI). SIM/SSI havde omkring 6000 medarbejdere, som var specialiseret i at opspore, fængsle og likvidere såkaldte ”uønskede elementer”, dvs. oppositionelle socialister, anarkister og trotskister. Instrueret blev PCEs ledelse af argentineren Codovilla og italieneren Vittorio Vidali ( ”Carlos Contreras”) fra den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVDs kæmpe apparat i Spanien.

4) Barrikadekampe i Barcelona. Anarkisterne forsvarede sig resolut i ’Telefónica’. Da kendskabet til de væbnede konfrontationer bredte sig over byen, nedlagde mange arbejdere i byen deres arbejde. Overalt i Barcelona blev der bygget barrikader.

Væbnede militser fra CNT/FAI og POUM trængte i heftige gade-kampe ind i de af kommunistpartiet og ’Guardia Civil’ kontrollerede bydele og kontrollerede den 5. maj størstedelen af Barcelona.

Fronterne var trukket hårdt op: På den ene side anarkisterne, POUM-folk og autonome virksomhedsgrupper. På den anden siden stormgardister (”Guardia de Asalto”) , medlemmer af kommunistpartiet og folk fra det borgerlige ”Estat Catala”. Folkefrontshæren og De Internationale Brigader forholdt sig stort set neutrale i konflikten.

Omkring 1500 militsfolk fra den anarkistiske kolonne ”Roja y Negra” og den venstre-socialistiske ”Lenin – division” , samt den 128. brigade fra Aragon – fronten begav sig straks på vej for at komme den revolutionære venstrefløj i byen til undsætning. På deres vej til Barcelona blev de ved den lille by Binéfar ved Huesca angrebet af republikanske fly.

Efter forhandlingerne vendte enheden tilbage til fronten. Samtidigt beordrede den spanske folkefrontregering to af deres krigsskibe ”Lepanto” og ”Snachez Barcaiz-tegui” med paramilitære enheder fra byen Valencia til Barcelona.

Regeringen Largo Caballero og Kataloniens "Generalitat”  (regionalregeringen) opfordrede til våbenhvile og sendte de to anarkistiske ministre Juan Garcia Oliver og Frederica Montseny fra Valencia til Barcelona for at forhandle om våbenstilstand. Da dette ikke havde nogen succes, opfordrede højre-socialdemokraten Negrin, der var under massiv pres fra kommunistpartiet, til at sætte centralregeringens militær ind mod anarkisterne.

Stemningen ændredes, da CNTs ledelse gjorde alt for at indstille kamphandlingerne. De ville forhindre, at fortsatte kampe mellem de forskellige fløje i den anti-fascistiske lejr ville resultere i en opløsning af fronten mod fascismen.Også POUM bøjede sig til sidst, men krævede dog, at de kæmpende skulle beholde deres våben.

Mindre venstrefløjsgrupper som ”Durrutis venner” og nogle trotskister blev ved med at kræve ”generalitatet” væltet og revolutionære råd indsat istedet for. Men uden den anarkist-iske massebevægelses deltagelse var sådanne krav håbløse.

Om formiddagen den 7. maj 1937 var barri-kaderne atter ryddet. Først den 8. maj sluttede kampene helt. Ifølge forskellige vurderinger døde over 400 mennesker ved disse maj-konfrontationer.

Den 6. maj 1937 blev en del kendte anarkister myrdet i deres boliger af dødspatruljer fra SIM/SSI. Den 7. maj ankom flere end 6.000 folk fra ”Stormgarden” sammen med to krigsskibe fra Valencia til Barcelona.

Ifølge anarkistiske kilders oplysninger fra juli 1937 blev der alene i Barcelona i maj/juli 1937 anholdt 800 CNT-medlemmer. 60 af dem dukkede aldrig op igen. (kilde: Abel Paz: ”Durruti – Leben und Tod des spanischen Anarchisten, Nautilus-Verlag).

En lignende bilans havde det langt mindre POUM: Efter barrikadekampene i maj 1937 blev 1000 POUM-medlemmer anholdt og fængslet. Deriblandt alle de POUM-internationalister, som det af PSUC kontrollerede politiet og deres sovjetiske overordnede i NKDV, der opererede i Spanien, kunne få fat i.

Anarkisternes militante kreds omkring ”Amigos de Durruti”,der var i stærk opposition til den anarkistiske CNT-ledelses samarbejdspolitik med folkefrontsregeringen, blev ligeledes hårdt forfulgt af PSUCs politi. Samtidig med at de blev kaldt ”agent provokateurs” af CNTs leder. (Interesserede henvises til: “The Friends of Durruti Group: 1937-39 - Agustin Guilamòn”, hos libcom.org  ). 

Durrutis begravelse i Barcelona med 500.000 - 1.500.000 deltagere
Durrutis begravelse i Barcelona med 500.000 - 1.500.000 deltagere

5) Andrés Nin og POUM.

Efter at den spanske folkefront havde vundet valget i 1936, blev Andres Nin justitsminister. Med starten af borgerkrigen fik Katalonien en autonom status og Nin deltog i regionalregeringen under ledelse af Lluis Companys fra det katalonske progressive regionalparti ERC.

Som en gestus til Sovjetunionen fjernede man ret hurtigt ham og andre medlemmer af det lille venstresocialistsike POUM fra regeringen igen.

POUM havde omkring 40.000 medlemmer (med tilknyttede faglige strukturer omkring 60.000 tilhængere). 10.000 af POUMs medlemmer var organiseret i væbnede, basisdemokratiske militser. Deraf var 700 -1000 af dem internationalister, fortrinsvis fra venstresocialistiske og revolutionære marxistiske organisationer og partier rundt om i verden. (Interesserede henvises til: ”International Volunteers in the POUM Militias”, hos libcom.org ).

POUM - brigadister
POUM - brigadister

Den 11. maj 1937 erklærede kommunistpartiets PSUC’s leder i Katalonien Valdés: "Nu skal der gøres rent bord med Nin og hans vennerskare”. Kort efter blev POUMs avis ”La Batalla” forbudt.

Den 16. juni 1937 bliver Andres Nin sammen med størstedelen af POUM anholdt. Han bliver adskilt fra de andre og overført til Madrid, hvor han bliver tortureret af sovjetiske NKVD – agenter under ledelse af Alexander Orlow med direkte tråd til det sovjetiske Indenrigs-ministerium. (Orlow flygtede i 1938 til USA, hvor han bl.a. advarede Leo Trotskij om et forestående planlagt attentat mod ham fra Stalins side).  Da Andres Nin på trods af tortur ikke tilstod noget som helst, blev han likvideret.

  • Retsproces frikender POUM fra samtlige beskyldninger om ”forræderi”

Den 11. til den 22. oktober 1938, et halvt år før Republikkens endeligt, gennemførte en særdomstol en retsproces mod seks af POUMs fremtrædende ledere (Gorkin, Arquer, Andrade, Girondella + to andre).

I følge retsprocessens initiatorer – kommunistpartiet og det sovjetiske indenrigs-ministerium – skulle POUM-lederne afsløres som fordækte fascistiske agenter og ”5.kolonne”, der arbejdede sammen med Franco-fascisterne. For at skabe det nødvendige pres på dommerpanelet, organiserede kommunistpartiet møder i virksomheder og på fronterne. Disse resulterede som regel i kravet om et "konse-kvent opgør med de trotskistiske forrædere”. Også ministerpræsident Julian Negrin gik ind for en henrettelse af de anklagede.

POUM - medlemmer samles foran partiets centrale i Barcelona
POUM - medlemmer samles foran partiets centrale i Barcelona

Samtidigt blev de anklagedes advokat på grund af fysiske overgreb og dødstrusler tvunget til at flygte. På trods af dettte trusselscenarie kunne de anklagede, der nu forsvarede sig uden advokat, påvise anklagernes absurditeter og løgne.

Til sidst blev samtlige anklagede frifundet og kunne forlade retten. Dommen bekræftede POUMs ” store antifascistiske præstation” i kampen mod Franco-tropperne og konstaterede, at de anklagede ”nyder stærk antifascistisk anseelse gennem mange år” og at der hverken direkte eller indirekte var tale om nogen form for kontakt til Franco eller Hitler-Tyskland”.

Kommunistpartiets internationale presse undlod at nævne dommen og istedet for gentog de anklagerne mod de venstresocialistiske revolutionære... (kilde: Reiner Tosstorff: “Spanischer Bürgerkrieg, Stalinismus und POUM“: Utopie kreativ, Nr. 69/70, Juli/August 1996)

___________________

Anarkisternes rolle i den sociale revolution under den spanske borgerkrig

I modsætning til Stalins Sovjetunion, hvor den bureaukratisk gennemførte tvangs-kollektivisering radikalt formindskede indtægterne, steg de i Spanien til netto over-skud.

Særligt i Katalonien, hvor 75 procent af den spanske industriproduktion var placeret, blev fabrikkerne socialiseret eller stillet under arbejderkontrol. På denne basis blev der oprettet en rustningsindustri, der omfattede 300 virksomheder med ca. 150.000 beskæftigede. De producerede foruden geværer og infanterimunition også bomber, granater, tanks og mindre fly.

Uden dette basisdemokratisk , stort set anarkistisk kontrollerede, produktionsapparat ville republikkens væbnede modstand ikke have været mulig. På trods af Sovjet-unionens leveringer.

Omkring 3 millioner mennesker deltog aktivt i den sociale revolution i Spanien. Lønnen var baseret på ligeløn. I den korte periode blev der i anarkismens højtid i Katalonien udviklet en samfundsøkonomi, der tillod en 40-timers arbejdsuge, et udviklet social – og sundhedsvæsen, skoleundervisning for alle børn og et mangfoldigt kulturelt liv.   (al./ autonom infoservice)

Ekstra: The Spanish Civil War and Google Street View (16 billeder fra dengang, monteret i gadebilleder fra i dag) 

         ______________

  • OPLÆG & DEBAT. Er I en politisk gruppe, der er interesseret i at høre / diskutere begivenhederne under den spanske borgerkrig? Hvis vi har tid, vil vi gerne komme med et oplæg om temaet. Du kan kontakte os på autonom.infoservice@gmail.com

Kommentar schreiben

Kommentare: 0