- Ken Loach’s formodenligt sidste film ”Jimmy’s Hall“ har netop haft premiere i danske biografer.
Et broget landsbyfællesskab genopbygger en forfalden lade midt i Irlands evige grønne bakker. Et slags ”centro soziale” for alle generationer, et frirum i det ærkekonservative Irland i 1930’ erne.
Ken Loach’s ”Jimmy’s Hall” er en hjerteskærende fortælling om religiøs fanatisme, herskende magtstrukturer og klassesolidaritet fra neden.
”Netop venstrefløjen kan somme tider være så gravalvorlig og selvhøjtidelig eller sågar pissesur. Jimmy (James Gralton) var det ikke! Han var en original med en skarp tunge, som også kunne lide, når folk festede. Han var kreativ, idet han kunne forbinde den politiske analyse med hverdagens glæder. Det gjorde ham til noget særligt. Den amerikanske anarkist Emma Goldmann har engang sagt: ”Hvis jeg ikke kan danse, vil jeg ikke være del af denne revolution!”." * Ken Loach
- Ken Loach’s film er baseret på en virkelig historie
I årene før den irske uafhængighedskrig (1919-21) havde Jimmy, der i virkeligheden hed James Gralton (1886-1945), åbnet et lille dansested i hans sydirske hjemstavn, den såkaldte ”Pearse-Connolly-Hall”.
Den som betræder salen med det dårligt stemte klaver og de skæve bogreoler, møder her en lille fri enklave. Med swing – og charleston grammofonplader, dans og udveksling af idéer.
Snart bliver det glade, ukonventionelle samvær for meget for de katolske reaktionære i om- egnen. De hetser ordensmagten mod det ukontrollerbare sted og dens centrale skikkelse, kommunisten Jimmy må flygte til New York.
Et årti senere kommer Jimmy tilbage for at overtage farmen efter sin broders død. I huset bor også Jimmys mor, der er enke. Når kameraet fører tilskueren rundt i Jimmys mors lille bondehus og flygtigt strejfer over hendes furede og opsvulmede hænder, er der allerede sagt meget om deres daglige eksistens.
For Jimmy er det en bittersød hjem- venden, fordi meget har forandret sig i de år, han var væk. Dansehallen er forfalden og Jimmys tidligere kæreste Oonagh har imellemtiden giftet sig med en anden.
Efter nogen tøven lader Jimmy sig presse af landsbyens unge folk til at genåbne dansehallen. Med stor lidenskab og energi går en gruppe landsbybeboere og Jimmy igang med at genopbygge hallen.
Snart stråler den igen i al sin pragt. Landsbyen og omegnen har igen fået et levende socialt mødested, hvor folk kan ’hygge sig’, læse, male, blive undervist i gælisk, diskutere, bokse, - og naturligvis danse.
Når kameraet blander sig i den lille læseklub og indfanger de koncentrerede ansigter, oser atmosfæren i rummet af vidensbegær.
På samme suggestive måde iscenesætter Ken Loach den stigende mistro og agression imod hallen, som kommer fra den lokale præst og hans allierede – godsejere, lokal- politikere og fascistiske bøller. Som mørke skygger lægger hadet sig over billederne.
Den katolske kirke og dens rigide moralforestillinger personificeres i ’Father Sheridan’ og det er bare et spørgsmål om tid, før den lokale rekationære alliance ved hjælp af politiet skræmmer og chikanerer gæsterne ud af dansehallen...
Landsbybeboerne kan i længden ikke stille noget op imod denne reaktionære alliance. Derudover er de indbyrdes uenige og der er kun lidt hjælp at hente udefra: En lille fraktion af socialrevolutionære IRA folk kommer hallens aktivister til hjælp.
De står overfor en magtfuld klassefjende, der er dybt foruroliget over den store strejke i Belfast, som på dette tidspunkt forener store dele af de katolske og protest- antiske arbejdere.
I 1932 brænder nogen hallen ned, og politiet arresterer endnu engang Jimmy. Han bliver derefter udvist af sit eget land med den begrundelse, at han under sit ophold i USA har fået amerikansk statsborgerskab.
Jimmy /James Gralton kommer aldrig mere til at gense Irland, sin gamle mor og sine venner. Han forbliver dog aktiv som medlem af det lille, men meget aktive amerikan- ske kommunistparti (Under William Z. Foster opnåede det stalinistisk orienterede ’Communist Party USA’ i denne periode dets højeste stemmeantal nogensinde: 103.000 stemmer, svarende til 0, 29 procent).
Klassekampen er hos Ken Loach, såvel i denne som i alle hans andre film, ens- betydende med betingelsesløs solidaritet. Upoleret, ligefrem og ikke sentimental men bare realistisk.
Han lader sine figurer optræde med værdighed og viser dem som mennesker, der med åben pande og i fællesskab forsøger at takle deres sociale situation på en beundringsværdig måde. (Dette er måske også grunden til, at de fleste borgerlige danske avisanmeldere fra ’BerlingskeTidende’, BT, ’Politiken’, etc. ikke bryder sig synderligt om denne film...)
I et interview ifm. en pressekonference, siger Ken Loach om filmen
- ”... den fortæller os en del om vores nutid. Se bare omkring i verden: Der findes mange lande, hvor det at danse og synge er forbudt og hvor en radikal fundamentalisme beskærer den enkeltes frihed, særlig kvindernes”.
Skønt Ken Loach ikke tror, at spillefilm kan forandre publikumstankemåde, mener han
- ”... at spillefilm taler til følelser. Og via følelserne kommer måske et par mennesker til at reflektere deres tanker”.
(ikh. og julie / autonom infoservice)
____________________________
”Jimmys Hall” * Instruktør: Ken Loach * Drejbog: Paul Laverty og Donal O'Kelly * Skuespillere: Barry Ward, Francis Magee, Aileen Henry, m.fl. * Spilletid: 1 time 49 minutter
(Citaterne af Ken Loach uden henvisning, er fra et interview med ham i det tyske dagblad ”Frankfurter Rundschau”, d. 16. august 2014)
- ** Om Ken Loach kan læses på wikipedia
- Vi anbefaler Ken Loachs film om den spanske borgerkrig ”Land and Freedom” (se trailer):
Kommentar schreiben