Intro til kapitalismens univers

Karl Marx
Karl Marx

I en tidligere artikel har vi beskrevet nogle af de centrale begreber der, illustrerer casino- kapitalismens univers idag. (1)

Nu går vi et skridt tilbage for at forklare grundlæggende egenskaber i selve den kapitalistiske produktionsmåde. 

  • Tag dig en stærk kop kaffe eller et krus the – og kast dig ud i Marx’s metode til forståelse af kapitalismens funktionsmåde.

+ Video: * Robert Kurz om den gobale kapitalistiske krise (på tysk)  * Ernest Mandel: 'Debate on State Capitalism'  

 ____________________________________

” ... Reformkampen er vigtig, men støder også samtidig gang på gang mod sine grænser. Kan man for eksempel forestille sig nogen varig løsning på de økologiske problemer i et system, hvis hovedproces er endeløs og ekspanderet akkumulation?

Hovedstødet må, som flot påpeget af Naomi Klein i ”This Changes Everything”, rettes mod den globale kapitalisme som system.”   Curt Sørensen (2) 

 

 

  • Hvad kendetegner den kapitalistiske produktionsmåde? 
"Simple vareproduktion"  dengang .....
"Simple vareproduktion" dengang .....

Kapital & kapitalisme

Kapital er enhver værdi, som tilføjes mer- værdi. Kapital eksisterer derfor ikke kun i det kapitalistiske samfund, men i alle samfunds- formationer der er baseret på ’simpel vare- produktion’.

Kapitalen har sine rødder flere tusind år tilbage og er derfor meget ældre end den kapitalistiske vareproduktions ca. 250-årige eksistens.

Den kapitalistiske produktionsmåde er den første form for social organisering, hvor kapitalen ikke er begrænset til rollen som mellemled/profitør mellem ikke-kapitalistiske produktionsformer - altså den såkaldte ’simple vareproduktion’. I den kapitalistiske produktionsmåde overtager kapitalen produktionsmidlerne og trænger dermed direkte ind i selve produktionen.

            _________________

Kapitalismens centrale kendetegn er

  • At lønarbejderen er adskilt fra hendes produktionsmidler. Dette er den grundlæggende betingelse for eksistensen af et kapitalistisk system.
  • Koncentration af produktionsmidlerne i form af monopoler under kontrol af en enkelt social klasse: Borgerskabet. Denne koncentration forudsætter en stadig revolutionering af produktionsmidlerne, som bliver stadig mere komplicerede. Som regel kræves der derfor en stor startkapital for at kunne igangsætte en storindustri.
  • Fremkomsten af en social klasse som ikke har andre eksistensmuligheder end at sælge sin arbejdskraft eller/og sin kreativitet/viden til ejere af produktions- midlerne. Hvad der kendetegner flertallet af den lønarbejdende klasse - såvel i Danmark, i EUropa som på globalt plan - er ikke de forskellige aflønnings- niveauer, men først og fremmest det forhold, at lønarbejderne er afskåret fra produktionsmidlerne og at deres indkomst er utilstrækkelig til, at de kan arbejde for sig selv. De er med andre ord afhængige af at kunne sælge deres arbejdskraft til ejerne af produktionsmidlerne.

... og kapitalistisk produktion idag:

 

  • Karl Marx & værdiloven   

Karl Marx førte alle væsentlige kapitalistiske fremtrædelses-fænomener tilbage til værdiloven. For at markedsmekanismerne skal give almengyldige resultater,

forudsættes et princip for bytte- handelen, som kan forklare priserne og deres udsving / forandringer.

I den klassiske nationaløkonomi var prisen på en vare en afledning af værdien, som igen var bestemt af den samfundsmæssige arbejdstid, der er nødvendig for at kunne fremstille varen. Der var ingen grund til at opponere mod dette forklaringsmønster, som ikke udelukkede at der kunne eksistere særlige tilfælde, hvor prisen ingen relation har til arbejdstiden.

Marx accepterede arbejdsværditeorien som den ”bedste tilnærmelse” til de faktiske vurderingsforløb, som ligger til grund for priserne. Værditeorien er afgjort ikke en pristeori i den neoklassiske økonomis forstand, hvor prisen fremkommer som krysningspunktet mellem en udbuds- og en efterspørgselskurve. I den marxistiske økonomi er ’pris’ og ’værdi’ vidt forskellige.   

                                                     _________________________________________

Værditeorien er nødvendig for forståelsen af udbytning, magt og kulturel dominans i det kapitalistiske samfund. Den invalideres ikke (’sættes ikke ud af kraft’, aut.info), fordi arbejdsstyrken har ændret karakter og fordi flere og flere samfundsområder er blevet underkastet kapitalen, tværtimod. Misforståelsen opstår, tror jeg, fordi man opererer med et substantialistisk værdibegreb (’ingenting har sin værdi i sig selv, men altid kun ved sine relationer

til alt’ aut. info). Værdi er et teoretisk begreb, der gør det muligt at gennemtrænge udvekslingen på markedet og afdække processen af udbytning og tilsløringen af denne. Det kan den neoklassiske pristeori ikke. Den kan ikke se udbytningen, fordi den ikke har et begreb herom og fordi den iøvrigt naturali- serer historie og samfund”  (Curt Sørensen)  

_________________________________________

 

  • Forældet? En ideologisk konstruktion? 

Hvilken rolle spiller Marx’s værdilære i de økonomiske videnskabsteorier idag?

Hos mange borgerlige økonomer - og ligeledes hos en en del marxistisk orienterede økonomer - har der fæstnet sig en forestilling om, at arbejds- værdilæren godt nok er blevet udviklet af borgerlige økonomer, men idag kun spiller en rolle indenfor marxismen.

Den moderne borgerlige teori er ifølge mainstream holdninger ”forlængst kommet frem til langt mere holdbare teorier” – og for visse marxistiske strømningers vedkommende bliver arbejdsværdilæren stemplet som en "ideologisk konstruktion"...

Marx tager udgangspunkt i, at varer har det til fælles, at de er blevet fremstillet gennem arbejde. Tøj, brød, sko etc. bliver fremstillet af arbejdende mennesker bag maskiner. Disse konkrete fremstillingsprocesser er dog ikke nogen fælles værdikriterier, fordi den konkrete arbejdsproces er lige så forskellig som den fremstillede vares brugsværdi. Abstraherer vi bort fra forskellen mellem de konkrete fremstillingsmåder, er der det ”abstrakte arbejde” tilbage.

Den tid som anvendes til dette abstrakte arbejde er således kriteriet for dettes værdi. (Dette bliver noget nemmere at håndtere, da netop arbejdsprocesserne i den højt- eknologisk udviklede kapitalistiske arbejdsproces bliver tilsvarende standardiseret).

Sammenhængen mellem arbejdsintensiteten og profitmaksimeringen beskriver Marx i sit hovedværk ”Das Kapital, bind 3” (Marx Engels Werke 25, side 207, tyske udgave) på følgende måde:

" Omfanget af udbytning af arbejdet afhænger på en given arbejdsdag af arbejdets gennemsnitlige intensitet – og af den givne intensitet i arbejdsdagens længde. Størrelsen af merværdiraten afhænger af udbytningsgraden af arbejdet og af den givne helhedsvolumen af arbejdskraftens omkostninger (variabel kapital) bestemmes størrelsen af merværdien og dermes størrelsen af profitten."

 _______________________________

> Se også Esben Bøgh Sørensens artikel  ”Fra arbejdsværditeori til værdikritik” , hos ’Kritisk Debat’

  • Kapitalens organiske sammensætning: Variabel og konstant kapital

Produktionsmidlerne (maskiner, teknologisk udstyr, div. redskaber) bliver forarbejdet til produkter. Deres værdi bliver dermed overleveret til produktet. Værdiens størrelse forandres ikke i denne proces. Denne værdi forbliver altså konstant. Marx siger i den forbindelse, at produktionsmidlerne i den kapitalistiske produktion fungerer som konstant kapital.

Anderledes forholder det sig med arbejdskraften. Dens værdi bliver bestemt af værdien af dens reproduktions- betingelser - inklusiv tilkæmpede landvindinger som resultat af klassekampe bestemt af styrkeforholdet mellem lønarbejdere og arbejdsgivere. Hvad der tæller i den kapitalistiske produktionsproces er ikke arbejds- kraftens værdi, men dens brugsværdi, det levende arbejde.

Denne skaber i produktionsprocessen (se næste afsnit) en ny værdi, som er større end den kapital/lønsum, der oprindeligt er investeret i arbejdskraften. Den kapital-andel som er investeret i arbejdskraften betegnes som variabel kapital.

  • Fra det sociale merprodukt til merværdien  

Når en arbejder (producent) udfører merarbejde, producerer hun/han et socialt merprodukt.

Det er den del af samfundets produktion, der produceres af lønarbejdere, men tilegnes af virksomhedsejeren, uanset hvilken form dette sociale merprodukt måtte antage. Hvad enten det drejer sig om naturalier eller varer beregnet til salg.

MERVÆRDIEN er ifølge Marx  penge- formen af det sociale merprodukt. Når virksomhedsejeren tilegner sig den del af samfundets produktion – ”merproduktet” udelukkende i pengeform, anvendes betegnelsen ”merværdi” i stedet for "mer- produkt”. Værdi kan ikke måles i sig selv men kun i form af penge. 

  • Spørgsmålet er så, hvordan det sociale merprodukt opstår?

Det opstår som resultat af en gratis tilegnelse, dvs. virksomhedsejerens gratis til- egnelse (”uden betaling”) af en del af de producerendes produktion. Det samfunds- mæssige merprodukt i pengeform. Det vil sige pengeformen af den del af producent-ens produktion, som han/hun afstår til ejeren af produktionsmidlerne / virksomheden, uden at modtage noget til gengæld.

Det foregår gennem bytteprocessen, ligesom alle vigtige funktioner i det kapitalist- iske samfund foregår via bytterelationer: Kapitalisten køber arbejdskraften af arbejderen, og til gengæld for dennes løn, tilegner virksomhedsejeren sig hele den producerede mængde/produktion. Altså hele den nyproducerede værdi, som er ind- føjet i værdien af denne produktion.  

Karl Marx & anarkisten Mikhail Bakunin. - Måske på vej hjem fra et møde i  'Første Internationale' (Internationale Arbeiter-Assoziation - IAA, 1864-1900) ...?
Karl Marx & anarkisten Mikhail Bakunin. - Måske på vej hjem fra et møde i 'Første Internationale' (Internationale Arbeiter-Assoziation - IAA, 1864-1900) ...?
  • Enhver vare har både en brugsværdi og en bytteværdi

Arbejdskraften er i en kapitalistisk kontekst en vare - og som enhver anden vares værdi er dens værdi lig med den mængde arbejde, der samfundmæssigt er nød-vendigt for at producere og reproducere arbejdskraften.

Enhver vare har både en brugsværdi og en bytteværdi. En varemasse, der er frem- stillet med det formål at blive solgt, kan ikke længere betragtes som simpel produktion af brugsværdier, men må kategoriseres som en produktion af varer. Vareproduktionen, produktionen af bytteværdier og den indbyggede tvang til akkumulation, er altså selve aksen i kapitalismens væsen.

Produktet må på den ene side have brugsværdi, ellers vil ingen købe den, men på den anden side behøver ethvert produkt, som har brugsværdi, ikke nødvendigvis have bytteværdi. For eksempel er dette tilfældet i forhold til selvforsynende landbrug, kollektiver, eller produktion til egen husholdning, etc.. 

 

 

 

 

  Læsepause ...?

 

 

 

  • Kapitalens tvang til akummulation

Kapitalisterne står i et konstant konkurrenceforhold til hinanden. Dette gør profitmaksimeringen og kapitalakkumulationen nødvendig, ellers kan den enkelte kapitalist ikke klare sig i konkurrencen. Jagten efter merprofit er den drivende kraft bag hele den kapitalistiske produktionsmåde. ( kapitalens ”tvang til akkumulation”).

Enhver kapitalistisk virksomhed tvinges af konkurrencen til at prøve at opnå større profit. For dette er den eneste måde, hvorpå den til stadighed kan forbedre sin teknologi og arbejdsproduktivitet. Derfor er alle firmaer tvunget til at styre i denne retning.  

Deraf udspringer virksomhedsejerens / managementets behov for at udfritte et maksimum af merværd af de ansattes arbejde.

De vigtigste instrumenter til dette er løn- reduktion, forhøjelse af antal arbejdstimer, intensivering af arbejdet gennem rationaliseringer og øjet arbejdspres. Dette indebærer, at det der en periode var en 'produktivitet over gennemsnittet', ender på det nye produktivitetsgennemsnit, hvorefter merprofitten simpelthen fosvinder ...

Hele den kapitalistiske produktionsmådes strategi udspringer af dette ønske hos enhver virksomhed om at opnå en produktivitetsvækstrate, der ligger over branchens / markedets gennemsnit – for dermed at skabe sig en merprofit. Dette fremprovokerer en konkurrencebevægelse, som får merprofitten til at forsvinde i kraft af den gennemsnitlige produktivitetsrates konstant stigende tendens. Dette er ifølge Karl Marx mekanismen i profitraternes tendens til fald.

Dette fører fra et bestemt tidspunkt i den kapitalistiske udviklingsproces til en en generel nedgang i vækstraten og dermed til de kendte kapitalistiske krisecyklusser

__________________________________________

(Se for eksempel den marxistiske økonom Henryk Grossmanns analyser herom på wikipedia)

Dette bliver stadig mere present via automatiseringen af produktionen gennem højteknologiske processer og den dermed forbundne reduktion af levende arbejde (arbejdskraften) i selve produktionsprocessen. Akkumulationsprocessen er samtidig en kapital-koncentrationsproces, som tenderer mod at koncentrere det kapitalistiske verdensmaked på færre og færre mennesker.

  • Kapitalistiske kriser

Marx forudsagde, at kapitalismen, efter at den engang hurtigt havde udviklet sam- fundets produktivkræfter, ville blive nødt til at styre disse, og at produktivkræfternes videre eksistens ikke kun ville medføre krise – og stagnationsperioder, men også ødelæggelse af kapitalen selv...

Kapitalistiske kriser opstår som regel i form af stagnation i den kapitalistiske produktion. Årsagerne kan være mange. Grundlæggende skyldes det under- konsumtions - / overproduktionskriser (Se nedenfor).

Der hersker stor uenighed desangående indenfor venstrefløjen. Kriserne, hvor dybt- gående de end er, fører ikke automatisk til det kapitalistiske sytems endeligt. Det kræver en revolutionær forandringsproces fra neden, båret af den overvejende del af befolkningen i regionen, samt en forandring af styrkeforholdet på globalt plan. Div. borgerlige og socialdemokratiske regeringer foranlediger som regel, at staten dæmper sådanne periodiske kriser, som for- mindskes til recessioner.  

For eksempel ved at sørge for en socialforsikring / rbejdsløsheds-understøttelse eller lignende, for at forhindre omfattende revolter som resultat af masseafskedigelser og manglende købekraft.

Samtidig er det med til at skabe en arbejdsløshedsreservehær, der bidrager til de-regulering af hidtil tilkæmpede arbejds – og leveforhold for store dele af befolkningen. Kombineret med forskellige former for borgerlige eller også statsautoritære systemstabiliserende krisepolitikker og statslige interventioner af forskellig båndbredde.

For eksempel i form af subventioner til finanssektoren, skattelettelser til kapital-virksomheder, protektionisme, mv. Alt dette som vi idag er vidne til i de kapitalistiske metropoler...  

  • Forskellige krisetyper

Indenfor venstrefløjen er der forskellige opfattelser af årsagerne til de tilbagevendende kapitalistiske kriser. Nogle mener, krisernes årsag ligger i hhv. ’underkonsumtion’ / ’overproduktion’ .

Derudover er der andre teorier, for eksempel

* ”Disproportionalitetseorien” : Kapitalens uduelighed til at skabe ligevægt mellem produktionsmidler og konsumtionsmidler. Teorien  repræsenteres bl.a. af den østrigsk fødte, tyske marxistiske økonom, social- demokraten Rudolf Hilferding (Han døede efter tortur i Gestapo-fængslet i Paris i 1941).

* ”Overakkumulationskrisen” går ud på at en "utilstrækkelig merværdiproduktion" er årsagen til de kapitalistiske kriser, mente den kendte austromarxist Otto Bauer (3) 

  • Hvad er en overproduktionskrise? ...

I den marxistiske økonomiske teori defineres ’overproduktionskrise’ som en periodisk tilbagevendende krise, hvori der bliver produceret flere varer end der bliver solgt. Når der for eksempel eksisterer en relativ overflod af fødevarer, men de sultende ikke har de penge der kræves for at kunne købe dem.

(I dette tilfælde håber vi, at kollektive ’tag-selv-aktioner’ i levnedsmiddelkoncerners supermarkedskæder vil antage massekaraktér! :) ).

Denne form for økonomisk krise – så absurd det end er, er resultat af modsætnings-forholdet i selve den kapitalistiske akkumulation. På den ene side tilstræber kapitalisten at producere og sælge så mange varer som muligt for at opnå en optimal profit. På den anden side tilstræber den samme produktions-/virksomhedsejer på grund af profitmaksimeringen at holde /og presse prisen på arbejdskraften (den såkaldte ”variable kapital”) nede.

Dette resulterer i, at de producerede varer af mangel på købere ikke længere kan blive afsat i deres fulde mængde. Den manglende købekraft angår ikke kun varerne til de direkte konsumenter, men forplanter sig til andre økonomiske områder. Der bliver for eksempel afgivet færre bestillingsordrer mellem virksomhederne og gamle ordrer bliver annulleret. Produktionen står i stampe. Fyringer tager stødt til og formindsker dermed købekraften som helhed.

”Hele lortet starter forfra” (Marx)

En ond cirkel som først bliver lukket med selvransagelsesmekanismen i markedet: Via lukningen af virksomheder og en formindskelse af produktionen som reducerer varernes volumen. Dette bliver blandt borgerlige økonomer kynisk kaldt ”at skrumpe sig rask”. Dette muliggør at ”hele lortet starter forfra” (Marx).

  • ... og en underkonsumtionskrise?
Rosa Luxemburg (1871-1919)
Rosa Luxemburg (1871-1919)

Tilhængere af  'underkonsumtionsteorien’  (deri- blandt Rosa Luxemburg og Paul Sweezy) mente, at årsagen til de tilbagevendende kriser må søges i kapitalens øgede organiske sammensætning, der resulterer i, at en øget købekraft til erhvervelse af produktionsmidlerne stiger stærkere end massernes købekraft.

Derfor forbliver en del forbrugsvarer usælgelige. ”Når den ophobede rigdom i toppen af samfundet bliver reinvesteret og drypper nedad, skabes mere efterspørgsel. Sker det ikke, svækkes købekraften og en underforbrugskrise forstærkes. Det er denne paradoksale situation, hvor økonomien holder sig flydende og omfordeler via en svimlende gældsætning og kapitalakkumulation, der skaber destruktion af samfund og af byerne” -  David Harvey, amerikansk marxist (4)

Ernest Mandel (1923-1995)
Ernest Mandel (1923-1995)

Den kendte marxistiske økonom og agitator Ernest Mandel  mente, at begge krisefænomener betinger hinanden: Imens tidligere økonomiske kriser i deres kerne var kriser, der var kendetegnet ved mangel på fødevarer, så er de karakteristiske træk i den kapitalistiske produktions kriser en overproduktion af varer og en overakkumulation af kapital.

  • Er en kapitalistisk produktion uden vækst mulig?

Det kapitalistiske system, som vi kender, investerer kapital for at maximere profit, for at reinvestere, for at øge produktiviteten - og dermed profitten. Denne fremtrædelses-form fungerer ikke uden vedvarende vækst. Kapitalens væsenstræk - tvang til akkumulation - udelukker kategorisk enhver skrumpeproces. I modsat fald vil hele systemet kollapse. 

Hvis kapitalens akkumulation ikke kan realiseres, vil de eksisterende økonomiske og politiske (nationalstatslige og globale) magtinstitutioner igangsætte systemimmanente kriseløsningsmekanismer. Typiske eksempler er: Krisen i Argentina 1999 – 2002, den globale finanskrise 2007-2009, Irland 2008, Euro-krisen fra 2009 og Grækenland idag...  

'Grøn kapitalisme'

Det samme gælder for klimaet. Også her er det kapitalistiske system både årsag til klimakatastrofen og samtidig en uovervindelig barriere for en grundlæggende anderledes klimapolitik.

Den “grønne kapitalisme“ er en stærk ekspanderende, kapitalakkumulerende branche på verdensmarkedet. Den benytter sig af markedsøkonomiske instrumenter med kapitalinnovative egenskaber.

At udvikle en klimavenlig produktion kræver et radikalt opgør med hele den eksisterende produktionsmåde. Et folkeligt oprør der baner vejen for decentral nystrukturering af en behovsorienteret, økologisk produktion...

(ikh. og al. / autonom infoservice) 

 

Noter

Relateret

autonom infoservice:

 

Kommentar schreiben

Kommentare: 0