Tidsdoku. Anarkosyndikalister i væbnet modstand mod Franco og Hitler

Anarkisterne kollektiviserede sommeren 1936 utallige industri – og landbrugs- virksomheder i Catalonien, Asturien og andre spanske provinser.

Efter tre års kamp tabte de antifascistiske kræfter borgerkrigen. Sejrherre blev den spanske fascisme og dens allierede - Mussolini og Hitler.

Den libertære revolution var tabt. Men de spanske anarkister fortsatte den libertære, antifascistiske modstand i såvel det tysk besatte Frankrig som på den iberiske halvø.

  • Læs om en glemt historie

Masseflugten fra Spanien

Masseflugt fra Francos tropper: Ved grænsen til Frankrig
Masseflugt fra Francos tropper: Ved grænsen til Frankrig

Vinteren 1938/39 flygtede hundredetusinder af spanske antifascister og libertære fra de fremrykkende facistiske Franco tropper. Mange af dem flygtede til nabolandet Frankrig.

Den franske republik modtog som bekendt ikke flygtningene med åbne arme. De fleste blev interneret under ekstremt usle vilkår i lejre.

Da den tyske værnemagt overfaldt og besatte Frankrig i sommeren 1940, blev lejrenes internerede udsat for hårdt tvangsarbejde. Omkring 10.000 antifascister som nazierne kategoriserede som ”Rotspanier” blev deporteret til tyske koncentrations-lejre. Først og fremmest til KZ Mauthausen i Østrig (”Ostmark”).

_________________________________________

Tilslutter sig den franske modstandsbevægelse ’Résistance’

Talrige spanske libertære sluttede sig i denne dramatiske situation til den kommunistisk dominerede franske modstandsbevægelse ”Résistance” (1).

For dem var partisankampen mod den tyske værnemagt en logisk fortsættelse af modstanden mod fascismen i Spanien. En stor del af de militante libertære integrerede sig i den sydfranske ”Maquis”, en betegnelse der refererer til det kratlandskab i Middelhavsområdet, hvor guerillaen skjulte sig.

”Kommandør Raymond”

Ramon Vila Capdevila (”Kommandør Raymond”) kæmpede i en anarkistisk kolonne mod Franco. I 1944 ledte han en guerillagruppe på omkring 200 ”Maquisards”. Kendt som spræng- stofeksperter var gruppen specialiseret i anslag mod tyske militære togtransporter i det besatte Frankrig.

(Forstør ved at klikke på billedet)

Vila’s enhed tilhørte formelt den franske general Philippe Leclerc’s division, der som de første militære allierede tropper indmarcherede i Paris i august 1944. Mange af Leclerc’s folk var spanske anarkister.

På deres tanks stod ”Ebro” - et af de centrale militære slag i den spanske borgerkrig, eller ”Durruti” - navnet på den berømte spanske anarkist Buenaventura Durruti Dumange (1896 -1936). Durruti var et særdeles indflydelsrigt medlem af  den anarko-syndikalistiske fagbevægelse ”Confederación Nacional del Trabajo” (CNT) og valgt leder af den militante anarko-kommunistiske organisation ”Federación Anarquista Ibérica” (FAI). (2)

___________________

Modstanden under Franco

I Spanien havde Franco og hans tilhængere efter den militære sejr i borgerkrigen i 1939 oprettet et militærdiktatur, der brutalt knuste samtlige arbejder – og bonde- organisationer. Franco-fascisterne henrettede op mod 200.000 af deres mod- standere. Andre blev i årevis indespærret i regimets koncentrationslejre og fængsler eller blev indrullet i tvangsarbejde.

Den anarko-syndikalistiske fagbevægelse CNT var i 1930’erne en masseorganisation med langt over en million medlemmer.

I årene efter nederlaget tog anarkosyndikalisterne stadig nye initiativer til at opbygge handlekraftige illegale strukturer. Under de omfattende repressive betingelser der herskede i Franco-staten var dette dog ekstremt vanskeligt.

I en del år drejede det sig først og fremmest om at støtte bevægelsens fanger, samt at hjælpe efter- lyste revolutionære ud af landet. CNTs aktivister - ”cenetistas” – forsøgte derudover at danne en undergrunds nationalkomité for bedre at kunne koordinere det illegale arbejde rundt om i Spanien.

Jævnligt blev aktivister anholdt og i bedste fald forsvandt de i årtier i fængslerne – ofte blev de henrettet, efter de var blevet forhørt og tortureret...

Kontroverser indenfor den anarkistiske modstand                 Under 2. Verdenskrig opererede nogle få guerillagrupper i de svært tilgængelige bjergregioner – ”den spanske Maquis” (billeder nedenfor).

Den libertære gruppe omkring Francisco Ponzán udløste konflikten imellem anarkisterne indbyrdes, da gruppen som modydelse til våben fungerede som spion-netværk for den franske og britiske efterretningstjeneste.

(Forstør ved at klikke på billedet)

På grund af dette samarbejde med pro-kapitalistiske institutioner afviste den anarkosyndikalistiske fag- bevægelse CNTs eksilorganisation enhver støtte til gruppen omkring Francisco Ponzán.

De libertære partisaner fortsatte derefter kampen uden CNTs støtte. Under hele verdenskrigens forløb udgjorde Ponzán’s gruppe et centralt bindeled til et flugthjælpsnetværk, der hjalp efterlyste antifascister ud af landet.

Derudover støttede gruppen talrige jøder - men også allierede piloter, der var skudt ned over Frankrig. Via Spanien og Portugal blev de bragt i sikkerhed i Latinamerika.

_________________________________

Illegale strejker og direkte aktioner i efterkrigstidens Spanien 

Med Nazitysklands militære nederlag i 1945 opstod en ny situation. CNT kunne nu i Frankrig legalt / offentligt reorganisere sig. På dette tidspunkt håbede mange spanske antifascister, at de allierede nu ville feje Franco-diktaturet væk.

Blandt andet dette håb førte til et nyt medlemsopsving i det illegale CNT i Spanien og efterfølgende til talrige illegale propagandaaktiviteter og små lokale strejker. 

Debatten og splittelsen om fremtidige modstandsstrategier

Anarkosyndikalisterne diskuterede ud fra den nye situation på ny, hvilken strategi der skulle vælges i kampen for at vælte Franco-styret. Dette resulterede ret hurtigt i uenigheder, der forhindrede en fælles fremgangsmåde.

Grunden hertil var på den ene side de forskellige vurderinger af de erfaringer med ”folkefronten”, de libertære havde gjort sig under borgerkrigen. (3) På den anden side var der de stående uenigheder om den væbnede kamp som central del af den fremtidige strategi.

* En flertalsfraktion i CNTs eksilorganisation i Frankrig ville tilbage til anarkismens klassiske handlingsprinciper: revolutionær syndikalisme og basisdemokrati ved hjælp af strejker og direkte aktioner/sabotage.

Anarkistiske partisaner i Spanien i 1940'erne
Anarkistiske partisaner i Spanien i 1940'erne

Da denne strømning afviste enhver parlamentarisk ”realpolitik”, blev dens tilhængere kategoriseret som ”anti-politiske”. (Dette udtryk er ofte blevet anvendt af visse anarkosyndikalistiske strømninger selv, for at fremhæve bevægelsens overordende, basis- demokratiske syndikalistiske strategi )

* For den oppositionelle ”politiske” strømning der fortrinsvis var tilstede i selve Spanien, havde situationen ikke forandret sig mærkbart. For at få ned- kæmpet Franco-regimet skulle de resterende folkefrontskræfter i undergrunden fortsat indgå et fælles samarbejde:

Ved hjælp af en alliance af alle anti- francistiske kræfter ville den ”politiske” anarkistiske fløj tilbyde de allierede en konkret option for tiden efter Franco-styrets fald – og dermed bevæge dem til at fjerne styret. I forlængelse heraf blev der i efteråret 1945 dannet en republikansk eksilregering.

Da to repræsentanter af den anarko-syndikalistiske ”politiske” fløj indtrådte i eksil- regeringen, forårsagede det en endelig splittelse i CNT. De efterfølgende yderligere fragmenteringer og interne konflikter blev på den måde karakteristisk for CNTs historie efter 1939 – og svækkede markant den anarkosyndikalistiske bevægelse.

  • Genoptagelse af guerillakampen efter 1945

 

Samtidigt indstillede mange ”cenetistas” fra den ”anti-politiske” fløj sig på at genoptage den væbnede kamp mod Franco-styret. Anarkisterne kæmpede allerede væbnet i adskillige smågrupper på landet, men det var det spanske kommunistiske parti, som dominerede ”Maquis’en”. 

Således kom det under ledelse af kommunistpartiet i 1944 sågar til en større anlagt ”invasion” udført af omkring tusind partisaner, som havde samlet sig ved Frankrigs grænse ved Arán-dalen i Pyrenæerne. Men Francos militær standsede sammen med Guardia Civil ret hurtigt partisanernes offensiv.

De opblussede væbnede kampaktiviteter blev af mange medlemmer af CNTs ”politiske” fløj i Spanien anset som skærpende riscici for den i forvejen meget sårbare undergrundsfagbevægelse. De frygtede yderligere tiltag til repression og forfølgelse.

For de mere radikale ”anti-politiske” cenetistas, som orienterede sig til CNTs eksil-ledelse i den franske by Toulouse var der intet alternativ til den væbnede kamp, som de opfattede som det mest effektive forsvarsmiddel imod repression og tilintet- gørelse.

______________

Byguerilla i aktion ...

Fra 1945 blev der etableret en ”aktions- gruppe”, der fortrinsvis bestod af unge militante libertære, der blev sendt ind Cataloniens byer. Denne byguerilla skulle ved hjælp af ”handlingens propaganda” i form af sabotage og attentater bidrage til destabiliseringen af Franco-regimet og på sigt udløse en ny folkeopstand.

Grupper som ”Los Manos” eller de væbnede libertære omkring Josep Facerias og Francesc Sabaté formåede på mange måder op til 1950 at forusikre de francistiske repressionsorganer i regionen omkring Barcelona.

Attentater og bankrøverier

De gennemførte attentater på vigtige medlemmer af det politiske politi og lavede bombeattentater mod for eksempel ved Franco’s besøg i Barcelona i 1949. De støttede også libertære undergrundsblade og fattige anarkistiske familier med penge fra talrige bankrøverier og fordelte i ly af deres væbnede aktivister anti-regime flyers. Aktionerne blev dog i det store og hele uden den ventede folkelige resonans. Eksistensangsten og repressionen var for stor – og bevægelsen for lille.

... og repressionen

De allierede takkede ikke de spanske antifascister for deres indsats i anti-Hitler-alliancen. De boykottede halvhjertet Francoregimet, men gjorde intet for at vælte diktaturet. I takt med opkomsten af den kolde krig, løsnedes den internationale isolation af Spanien og det fascistiske militærdiktatur kunne konsolidere dets magt.

I Spanien gik magthaverne yderst hårdt til værks overfor enhver form for reel opposition eller bare mistanke for oppositionelt virke. Således lykkedes det for Guardia Civil i starten af 1950’erne at knuse de fleste maquis – og byguerillagrupper.

Spanske anarkistiske veteraner , deriblandt Alba Sabaté, minder Francesc Sabaté, der blev skudt af Guardia Civil, d. 5. januar 1960
Spanske anarkistiske veteraner , deriblandt Alba Sabaté, minder Francesc Sabaté, der blev skudt af Guardia Civil, d. 5. januar 1960

  • Afslutningen af den organiserede væbnede strategi

Den ”anti-politiske” fløj fra eksil CNT gik derefter bort fra den væbnede kampstrategi. Det spanske kommunistparti opgav ligeledes den væbnede modstand.

De gamle anarko-kommunistiske fightere Facerias, Sabaté og den tidl. résistance- kommandør Ramon Vila Capdevila anså denne kovending som en "resignerende kapitulationserklæring" (Abel Paz) og kæmpede videre. Alle tre blev i de efter- følgende år opsporet og henrettet af Francos bødler.

________________________

(Billede tv.: Aktivister fra forskellige politiske bevægelser i Barcelona, arrangerede i 2011 en mindekoncert for Francesc Sabaté )

 

  • Anarkosyndikalisternes store strejke – og nederlag

I 1951 viste anarkosyndikalisterne med en omfattende strejke i Barcelona endnu engang deres mobiliseringsduelighed. Dette på trods af de værst tænkelige betingelser for legale aktioner.

Franco-regimet slog nådesløst igen og knuste fuldstændigt CNTs spanske afdeling. Efter dette andet store nederlag formåede den traditionsrige libertære bevægelse ikke at rejse sig igen til tidligere styrke.

Den historiske arv som CNT repræsenterer i sin kamp for det klasseløse samfund og den ufatteligt omkostningsrige kamp bevægelsen anførte imod fascismen, har hæftet sig i mange oprørske unges bevidsthed i dag.

Det danner grobund for den aktuelle libertære indflydelse i socialpolitiske bevægelser som ”Podemos”, boligbevægelsen PAH (”Plataforma de afectados por la hipoteca”), sociale centre og kvindebevægelsen – og ikke mindst i de deciderede anarko- syndikalistiske organisationer som Confederación Nacional del Trabajo (CNT), Confederación General del Trabajo (CGT), Solidaridad Obrera (SO), m.fl.

(al./ autonom infoservice) 

Anarkistiske veteraner i Barcelona, maj 1998
Anarkistiske veteraner i Barcelona, maj 1998

__________

Noter

1) Anbefalelsesværdig litteratur herom:

  • Stéphane Courtois, Denis Peschanski, Adam Rayski: ”L’Affiche Rouge – Immigranten und Juden in der französischen Résistance”, Schwarze Risse –Verlag Berlin, 1989 (388 sider. ISBN 3-924737-22-3)

2) Interesserede henvises til:

  • libcom.org.: artikelarkiv om FAI / CNT
  • Abel Paz: ”Durruti – Leben und Tode des spanischen Anarchisten” (oversat fra spansk) Nautilus-Verlag, 1994. (730 sider. ISBN: 3-89401-224-2)
  • Lucien van der Walt, Michael Schmidt: “Schwarze Flamme – Revolutionäre Klassenpolitik im Anarchismus und Syndikalismus“ (oversat fra engelsk), Nautilus-Verlag, 2013. (557 sider, ISBN 978-3-89401-783-5)

3) En kort opsummering: Omkring den 19. juli 1936 besejrede en revolutionær massebevægelse i Barcelona hærenheder under ledelse af en højreekstrem general, som prøvede at kuppe den i februar 1936 valgte folkefrontsregering (en alliance mellem venstrefløjs-partier og borgerlige kræfter). Statsmagten var ineksistent og CNT var den afgørende kraft i det revolutionære opsving:

Særligt i Catalonien, hvor 75 procent af den spanske industriproduktion var placeret, blev fabrikkerne socialiseret eller stillet under arbejderkontrol. På denne basis blev der oprettet en rustningsindustri, der omfattede 300 virksomheder med ca. 150.000 beskæftigede. De producerede foruden geværer og infanterimunition også bomber, granater, tanks og mindre fly. Uden dette basisdemokratisk, stort set anarkistisk kontrollerede produktionsapparat ville republikkens væbnede modstand ikke have været mulig. På trods af Sovjetunionens leveringer.

Omkring 3 millioner mennesker deltog aktivt i den sociale revolution i Spanien. Lønnen var baseret på ligeløn. I den korte periode blev der i anarkismens højtid i Katalonien udviklet en samfundsøkonomi, der tillod en 40-timers arbejdsuge, et udviklet social – og sundhedsvæsen, skoleundervisning for alle børn og et mang- foldigt kulturelt liv.

_________________

Flertallet af CNTs ledelse gik efter en del heftige debatter sammen med folkefronts- kræfterne – socialdemokrater, stalinister, venstresocialister og borgerlige republikanere).

Dette samarbejde førte i efteråret 1936 til, at ledende anarkosyndikalister indtrådte i den katalanske og spanske folkefrontsregering. Kritikerne bl.a. fra kredsen omkring Durruti afviste kategorisk, at anarkister kunne være del af en stat, hvis instituion de kæmpede for at afskaffe.

Efter krigen anså mange anarkister CNT- ledelsens  deltagelse i folkfronten som en fatal fejl. Særlig indskærende var deres bitre erfaringer med det stalinistiske spanske kommunistparti PCE (i Catalonien: PSUC), der bekæmpede anarko-syndikalisterne med massive bagvaskelseskampagner, for- følgelser og anholdelser vha. det tilstedeværende sovjetiske sikkerhedspoliti, samt angreb på de anarkistisk orienterede, selvforvaltede industrivirksomheder og landbrugskollektiver.

PCE havde kontrol over den militære sikkerhedstjeneste "Servicio de Investigación Militar” - SIM (i Catalonien: SSI). SIM/SSI havde omkring 6000 medarbejdere, som var specialiseret i at opspore, fængsle og likvidere såkaldte ”uønskede elementer”, dvs. oppositionelle socialister, anarkister og trotskister. Instrueret blev PCEs ledelse af argentineren Codovilla og italieneren Vittorio Vidali ( ”Carlos Contreras”) fra den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVDs apparat i Spanien...

Roman

En hæsblæsende roman om partisanen "El Mexicano", som blev og kæmpede videre efter Franco-fascisterne vandt borgerkrigen i 1939. Historien om en ukuelig modstand i en håbløs situation.

_________________

Francisco Pérez López: El Mexicano (fransk og spansk) På dansk: El Mexicano, Danske bogsamleres klub, 1972

 

Kommentar schreiben

Kommentare: 0