Oktober 1917 – Statskup eller Revolution?

Den russiske Oktoberrevolution var et folkeligt oprør baseret på krav om "Stop for russisk deltagelse i Første Verdenskrig" og om gennemgribende sociale reformer.
Revolutionen byggede på valgte dobbeltmagtsorganer – dvs. først og fremmest på det 'alrussiske arbejder – og soldaterråd'.
Her gik et flertal ind for et socialistisk  rådsdemokrati (sovjetmagt) og under-kendte de borgerlige parlamentariske institutioner.

  • I navn af ”proletariatets diktatur” overtog Bolsjevikpartiet magten og forpurrede etableringen af føderale, selvforvaltede strukturer. Anarkistiske og rådskommunistiske grupperinger og miljøer forsøgte ihærdigt og ofte med livet som indsats at give udviklingen en anden retning ...

Det er 2. del af vores artikelserie på ialt tre dele om den revolutionære opposition op til og efter Oktober-revolutionen:

  • Februar-revolutionen 1917 – præget af arbejdermagt fra neden: Selvorganisering & massestrejker
  • Situationen omkring og efter Oktober-revolutionen

__________________

1. del: Remember the Anarchists!
Anarkismen i Rusland omkring Oktoberrevolutionen  
3. del: 
Den rådskommunistiske opposition omkring den russiske Oktoberrevolution

  

Februar-revolutionen i 1917 
- d. 23. februar 1917 efter den  julianske kalender. (Efter den vestlige gregorianske kalender, d. 8. marts 1917)

 

 

______________

Tekstilarbejderskernes selv-organiserede massestrejke på kvindernes internationale kampdag

I den daværende russiske hovedstad Petrograd var situationen fra oktober 1916 til februar 1917 præget af omfattende klassekampe.

Under Februarrevolutionen i 1917 kulminerede de mange strejkekampe og fabriksbesættelser. Kampene var organiseret af arbejderne selv, hverken partier eller fagforeninger stod bag de kollosale bevægelseskampe.

Den 23. februar 1917 (juliansk kalender) , på kvindernes internationale kampdag, indledte tekstilarbejderskene i Petrograd en selvorganiseret strejke. De strejkende kvinder sendte delegerede til metalarbejderne og fik dem til at tilslutte sig deres arbejdsnedlæggelse. Med undtagelse af anarkosyndikalisterne afviste bolsjevikkerne ligesom de andre arbejderpartier kvindernes strejkeinitiativ.
Denne dag gik omkring 90.000 arbejdere i strejke. Således blev den inter-nationale kvindekampdag i Petrograd gennemført i form af fabriksbesættelser, demonstrationer og forsamlinger. I løbet af dagen kom det til blodige sammenstød med tsarens politi.
Bolsjevikkerne opgav dog deres umiddelbare dæmpende holdning og forsøgte derefter i kampens hede at sætte sig på spidsen af kampene for ikke at miste partiets politiske kontrol over arbejdernes sociale kampe.  

  • ”Brød!”, ”Ned med krigen!” , ”Ned med udbytterne!”

Den 24. februar 1917 nedlagde omkring 50 procent af Petrograds industriarbejdere arbejdet. Tekstilarbejderskene, der startede det hele, besatte deres virksomheder, holdt møder og gik på gaden i magtfulde demonstrationer.
Kæmpe menneskemængder demonstrerede gennem bydelene, hvor beboere tilsluttede sig. Store politienheder angreb demonstranterne, som spredtes og senere samledes igen på byens pladser som Snamenskij Plads og på Nweskij-Prospektet. De råbte paroler som ”Brød!”, ”Ned med krigen!” , ”Ned med udbytterne!”. 

Demonstration i Petrograd 1917
Demonstration i Petrograd 1917

Bevægelsen tvang tsar Nikolaus II og hans efterfølger, broderen storfyrst Michail, til at abdicere og dermed afsluttedes monarkiet i Rusland. (1)
De efterfølgende regeringer havde dog ikke i sinde at løse landets kollosale sociale og politiske problemer. Det mest akutte spørgsmål var Ruslands holdning til den siden 1914 igangværende krig med Østrig-Ungarn og Tyskland.
En krig der førte til en yderligere skærpelse af de i forvejende dramatiske sociale problemer i det kæmpestore land, der var præget af agrarproduktion og hvis bønder var rekrutteret til tsarens militær.

  • Mensjevikkernes ideologiske underdrejning under det liberale borgerskab

Efter monarkiets fald opstod der en magtbalance, der blev udfyldt af to institutioner: Parlamentet (Dumaen) samt arbejder – og soldaterrådene (sovjetterne). Mensjevikkerne (2) der havde flertallet i rådene, gik ud fra den gængse marxistiske opfattelse, at ifølge det historisk betingede udviklingsforløb må det feudalistiske monarki på det næste samfundstrin afløses af et borgerligt-kapitalistisk demokrati. Derfor måtte det liberale borgerskab være den politisk ledende faktor i dumaen / regeringen.

Den første provisoriske regering blev således anført af ministerpræsident Georgij Lwow og derefter af Alexander Kerenskij. For efteråret 1917 planlagde de valget til en forfatningsgivende forsamling, der skulle afgøre Ruslands fremtidige statsform.  
Resultatet af Februarrevolutionen var en dobbelmagtsituation mellem på den ene side den provisoriske regering og på den anden side de forskellige former for proletariske strukturer.
Den provisoriske regering, som mange – ikke kun borgerlige kræfter – i dag mener kunne have været et alternativ til Oktoberrevolutionen, var i grunden dybt reaktionær. Således fortsatte denne regering den imperialistiske krig og druknede de påkrævede jordreformer i bureaukratiske hyrdler.
Arbejder – og soldaterrådene var på dette tidspunkt under kontrol af parti-politikere fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære, der havde flertallet i de øverste organer. 

Disse var dog udsat for et stærkt pres fra såvel arbejderne i byens industrier, som fra soldaterne (bønderne), og i løbet af konflikterne formede disse råd sig til selvstændige klassekamp-organer. 

På den måde skabte arbejderne sig deres egne strukturer i form af fabriks- komitéer. Såvel anarkosyndikalister som rådskommunistiske grupper spillede en vigtig rolle her. Dog havde medlemmer af bolsjevikpartiet gennem-gående den største indflydelse. 

  • Lenins "April-teser"

Den 3. april 1917 ankom Lenin (billedet nedenfor)  til Petrograd efter sin berømte rejse i en aflåst togvogn, der via snørklede omveje førtes tværs gennem Tyskland over Finland til Rusland.

Ved hans ankomst præsenterede Lenin et radikalt politisk kursskifte i bolsjevikpartiets hidtidige kompromissøgende holdning overfor den Provisoriske Regering. Det var et kurs-skifte, som rystede de fleste gamle bolsjevikker i deres grundvold.
Således propaganderede Lenin med sine såkaldte April-teser, at kampen om magten via en socialistisk revolution nu stod på dagsordenen, og at den igangværende imperialistiske krig måtte forvandles til en borgerkrig i hele Europa mod de krigs-førende landes eget borgerskab. (3)  

Medlemmer af  'Den Røde Gade'
Medlemmer af 'Den Røde Gade'

Talrige anarkister tilsluttede sig i denne periode bolsjevikkerne. De indgik i historien som ”Sovjet-anarkister”(4) 
Fabrikskomitéer dannede ”Den Røde Garde”, væbnede arbejder-militser med omkring 20.000 bevæbnede folk. Militserne skulle beskytte strejkeaktioner og demoer mod væbnede overfald fra politiets og væbnede banders side. 
På den alrussiske arbejder – og  soldaterrådskongres i starten af juni 1917 blev Lenins radikale socialistiske holdning afvist af både mensjevikker og af det socialrevolutionære parti.
Disse to partier havde til sammen 805 delegerede,  mens bolsjevikkerne kun var repræsenteret med 105 delegerede.

  • Fabriksbesættelser & kollektiv organiseret produktion

Fra maj 1917 udbrød en strejkebølge, som blev mere og mere omfangsrig og kulminerede i oktober 1917 med en storstrejke, der omfattede over en million russiske industriarbejdere. Virksomhedsejerne svarede med en storstilet lockout, hvorpå arbejderkommitéerne ofte svarede med fabriksbesættelser. 
Her startede de med kollektivt at producere ting, som der var behov for i hverdagen og som enten kunne sælges eller byttes. Den russiske økonomi bevægede sig på grund- laget af denne ’socialisering uden overordnet plan’ i retning af en tilbagevenden til forhold med byttehandel. 
 
Kerenskijs provisoriske regering forsøgte i juli 1917 ved hjælp af en militær offensiv at trænge det fremrykkende tyske militær tilbage.
Dette resulterede i et svigende nederlag og førte til den endelige opløsning af den russiske hær. I realiteten havde den provisoriske regering ingen planer om at foretage en omfattende omfordeling af jorden, sådan som det store flertal af de russiske bønder – og deres parti De Socialrevolutionære (5) der deltog i regeringen – krævede. 
De liberale og reformsocialisterne var rygende uenige, om det skulle være lovligt at omfordele godsejernes jord – og i tilfælde heraf om der skulle udbetales erstatning for eksproprieret jord. Da den forventede jordrefom udeblev, overtog bønderne i mange landsbyer selv jorden og fordrev godsejerne.

  • I julidagene udbrød i mange byer store gadekampe rettet mod Kerenskij-regeringen. 

Regeringen svarede igen med at forbyde en masse bevægelser, bydels- kommitéer, etc. – samt Bolsjevikpartiet, som magthaverne rettede en massiv propagandakrig imod. Bl.a. spredte de rygter om, at Bolsjevikpartiets ledelse var det tyske kejserriges betalte agenter, altimens bolsjevikkerne nu delvist agerede i undergrunden og forberedte den væbnede opstand. (På dette tidspunkt var en del af deres ledere allerede opsporet og fængslet ). 

  • General Kornilovs militærkup 

I slutningen af august forsøgte Kerenskij-regeringens egen øverste general, L.G. Kornilow, at vælte den provisoriske regering ved et militærkup. For at kunne imødgå denne trussel om kup fra den yderste højrefløj, måtte regeringen søge støtte fra venstrefløjen. I direkte forlængelse heraf standsede regeringen sin hidtidige skarpe for- følgelse af aktivister og kendte folk fra venstrefløjen og løslod derfor den 4. september 1917 de fleste fængslede, deriblandt ledende bolsjevikker som Lev Borisovitj Kamenev og Lev Davidovitj Bronstein - Trotskij.

Samtidigt voksede tilslutningen til bolsjevikkerne og til de venstresocialrevolutionære med kolossal hastighed: Fra at være et revolutionært mindretal blev disse to partier tilsammen en dominerende organisatorisk faktor for den revolutionære proces. I dette krisens øjeblik og i den revolutionære stemning virkede bolsjevikkernes enkle paroler: ”BRØD, LAND, FRED” som en katalysator, der formåede at forene Ruslands fattige masser.

  • Bolsjevikpartiets fløje op til Oktoberrevolutionen

Forberedelsen af den revolutionære opstand var præget af interne fraktionsstridigheder og en atmosfære af rastesløse selvransagelser. Noget der i det hele taget var karakteristisk for bolsjevikpartiets generelle udvikling og varede indtil hierarkiseringen af partiet i begyndelsen af 1920’erne.

* En større del af bolsjevikpartiets basis var indstillet på at danne en enhedsfront med venstrefløjen i mensjevikkerne og det store socialrevolutionære  parti. Denne fløj blev ledet af de gamle bolsjevikker omkring Rykov, , Sinowjev, Kamenev og Stalin.

Mens Lenin – støttet af bolsjevikkernes venstre-fløj, deriblandt Bucharin, Sokolnikov,  Trotskij, Joffe, etc. – propaganderede en revolutionær magtover-tagelse, om nødvendigt ledet af bolsjevikpartiet alene og evt. i samarbejde med venstrefløjen af det Social-revolutionære Parti.
Argumentet for dette var, at samtlige af de reformistiske partier pga. deres samarbejde med Kerenskijs provisoriske kadetregering, var dybt miskrediteret i befolkningen.

* Den radikale venstrefløj indenfor bolsjevikpartiet,  som havde flertallet i partiets Petrograd–afdelinger, krævede direkte masseaktioner og væbnet modstand mod den provisoriske regering. De opponerede også mod partiets officielle parole om en fredsaflutning med Tyskland, da de anså en revolutionær krig for en nød-vendig forudsætning for at udløse den socialistiske revolution i Europa.   

De mente, at et Rusland, som gik uden om et sådant perspektiv pga. en generel selvopretsholdelsesdrift, ville styre ind i en isolation, der tvangsmæssigt ville medføre en samfundsmæssig udvikling, som ikke tillod socialistiske styreformer.
Disse positioner var meget tæt på  venstrefløjen i Det Socialrevolutionære Parti, kaldet de  ”Venstre Social-revolutionære”. 
Lenin-fløjen satte sig alligevel igennem med sit krav om øjeblikkelig fred. Dette blev en af de vigtigste paroler i bolsjevikkernes kamp i den revolutionære proces frem til revolutionen.   

  • Oktoberrevolutionen 

Oktoberrevolutionen var en kompleks proces. Vidt forskellige revolutionære udgangspunkter var på spil :

  • den socialrevolutionære masserevolution med aktiv medvirken af anarkosyndikalistiske og anarkistiske kræfter, en borgerlig revolution, 
  • en anti-elitær revolution i den russiske intellegensia, 
  • en revolution for selvbestemmelse for tsarrigets mindretal / folkeslag, 
  • en revolution der baserede på den teoretiske marxistiske antagelse, at kun et samfund med en fuldt udviklet kapitalisme kan frembringe en proletarisk revolution
  • en revolutionen i revolutionen, hvori bolsjevikkerne indoptog alle andre socialistiske  retningers agendaer ...   

Fra den 24. oktober 1917 (fra nu af baserer vi alle datoer på den gregorianske kalender som bolsjevikkerne efter Oktoberrevolutionen skifter til d. 14. februar 1918) afholder bolsjevikpartiets ledende folk døgnet rundt strategimøder i det befæstede Smolny-institut i Petrograd.
Bolsjevikkerne havde efter sommeren 1917 opnået flertallet i byens arbejder - og soldaterråd (Petrograds sovjet). Formanden var Lev Davidovitj Bronstein / Leo Troskij.
Også i byens revolutionære militærkomité, der kom til at organisere Oktoberrevolutionen, fik bolsjevikkerne et solidt flertal.
Natten til den 7. november 1917 indtog væbnede revolutionære enheder strategiske steder i byen – bla. våbendepotet. Dette var starten på opstanden. Signalet til stormen på Vinterpaladset, hvor den provisoriske regering havde til huse, kom fra panserkrydseren ’Aurora’, der affyrede en drivpatron fra kanonen på skibets bov. 

Panserkrydseren ’Aurora’ ( i dag et revolutions-museum )
Panserkrydseren ’Aurora’ ( i dag et revolutions-museum )

Den følgende nat blev Vinter-paladset indtaget og samtlige regeringsmedlemmer i den provisoriske regering blev anholdt med undtagelse af ministerpræsidenten Alexander Kerenskij, som flygtede.
Politikerne blev atter løsladt efter de havde underskrevet en personlig erklæring om, at de ville trække sig ud af politik. De revolutionæres magtover-tagelse foregik fuldstændigt ublodigt. 
Den 2. alrussiske sovjetkongres blev sat til at starte fem dage senere end oprindeligt planlagt, til den 7. november 1917. Her deltog repræsentanter fra over 400 regionale råd. De fleste repræsentanter kom fra de store industriregioner og fra landets politiske centre (Petrograd, Moskva, Kiev og Odessa). Tilstede var også delegerede fra nationale regioner som Ukraine, Bessarabien, Baltikum, Kaukasus og Centralasien.

  • I kongressen havde bolsjevikkerne og de  Venstre Social-revolutionære (6) et flertal. Af ialt 649 delegerede var 390 bolsjevikker, 160 højre socialrevolutionære, 72 mensjevikker og 19 venstre socialrevolutionære.

På baggrund af den væbnede opstand krævede det Socialrevolutionære Parti  sammen med mensjevikkerne at henlægge kongressen til en senere dato. Da forslaget blev afvist af flertallet, forlod de fleste socialrevolutionære og mensjevikker i protest kongressen. Kun få delegerede fra disse to partier forblev på kongressen, der fortsatte den vedtagne dagsorden.  

Sovjetdelegerede i Petrograd under Oktoberrevolutionen
Sovjetdelegerede i Petrograd under Oktoberrevolutionen

Bolsjevikkerne afstemte tidspunktet for den revolutionære overtagelse af regeringsmagten med starten på kongressen, for at kunne få godkendt deres forehavende i dette forum:
Rådskongessen varede indtil de tidlige morgentimer den 8. november 1917 og efter stormen på Vinterpaladset ved 02-tiden blev magtovertagelsen fastskrevet i en erklæring med overskriften ” Til arbejderne, soldaterne og bønderne”
I denne erklæring blev der formuleret elementer af den nye sovjetiske grundlov.   
Der blev stemt om ekspropriation af godsejerne og kapitalisterne og spørsmål om fremtidige beslutningsstrukturer blev til dels afklaret.
De vigtigste beslutninger var de tre revolutionsdekreter: Dekretet om fred, dekretet om jordreform (se kopierne nedenfor) og dekretet om folkeslagenes rettigheder i Rusland.

Andre progressive tiltag: * indførelsen af en 8-timers arbejdsdag,
* kvinderne blev juridisk ligestillet med mænd og fik adgang til
skilsmisse og fri abort * afskaffelse af religionsundervisning
* dekret mod diskriminering af etniske og religiøse minoriteter 

  • Kampen for ytrings– og mediefrihed

Lenin proklamerede derpå grundlæggelsen af den Socialistiske Sovjetrepublik. ”Folkekommissærernes råd” (i 1946 navneforandret til Ministerrådet) blev indsat som landets øverste udøvende og lovgivende forsamling udnævnt med Lenin som leder. Regeringens sammensætning bestod kun af bolsjevikker. (7)
Indenfor nogle uger etablerede bolsjevikkerne deres kontrol over de fleste etnisk-russiske områder og med noget mindre succes i etnisk ikke-russiske områder.
 

Den ny regering forbød den 17. november alle ikke-socialistiske aviser, men tillod valget af den forfatningsgivende forsamling. Dette valg, der var blevet udskrevet af den afsatte provisoriske regering, blev gennem-ført den 25. november 1917.   

Krisen kulminerede mellem bolsjevikpartiets flertal og de ikke-bolsjevistiske partier, autonome komitéer og en stærk oppositionel strømning i selve bolsjevikpartiet i for-bindelse med centraleksekutivkomitéens diskussion om kontrol med den ikke-socialistiske presse.

  • Bolsjevikpartiets flertal gennemtrumfer kontrollen med pressen 

Med en afstemning, hvor 34 var for og 24 imod, blev det besluttet at kontrollere pressen mht. dens loyalitet overfor den grundlovgivende forfatning, den såkaldte arbejderforfatning, som var udformet af bolsjevikpartiet . 

Repræsentanter fra den bolsjevistiske opposition, der var bekymret for, at denne udvikling åbnede op for diktatoriske magtmetoder, fordømte disse tvangs-foranstaltninger mod aviser og publikationer, der ikke rent faktisk opfordrede til oprør mod regeringen. 

  • Styrkeforholdet mellem parlamentariske og rådsdemokratiske kræfter efter Oktober-revolutionen

Officielt erklærede sovjetregeringen sig selv for provisorisk og underlagt den kommende forfatningsgivende forsamling. Således skrev Lenin den 18. november 1917:

”Derfor er de arbejderdelegeredes råd, hovedsagligt de lokale – og provinsrådene, fra nu af midlertidigt og indtil samlingen af den forfatningsgivende forsamling, i deres distrikter udstyret med den fulde regeringsautoritet. (V. I. Lenin: “Reply To Questions From Peasants” ).

Bolsjevikkerne startede diskussionen om, hvorvidt de umiddelbart efter valget skulle indkalde den forfatningsgivende forsamling. Et muligt nederlag kunne ikke udelukkes. Den 14. november 1917 erklærede Lenin på de arbejderdelegeredes rådskongres:

”Med henblik på den konstituerende forsamling er dets arbejde afhængigt af stemningen i landet – hav tillid til denne stemning, men glem ikke jeres geværer!” (kilde: Statement to the Bolshevik Group at the Extraordinary All-Russia Congress of Soviets of Peasants' Deputies ).

Den 21. november 1917 gav søflådens folkekommisær Pavel Dybenko (senere gift med den fremtrædende russiske feminist Alexandra Kollontaj, medlem af ’Arbejderoppositionen’, en rådskommunistisk fraktion indenfor bolsjevikpartiet, fra 1919 -1921) ordre til 7000 probolsjevistiske søfolk om at holde sig parat til kamp, når den forfatningsgivende forsamling den 26. november konstituerer sig.

En forsamling på 20.000 soldater, arbejdere og bønder i Kronstadt erklærede i en resolution, at de kun ville støtte en forfatningsgivende forsamling, som er sammensat på en måde, der godkender Oktoberrevolutionens krav og som er fri af tilhængerne af tsaren og lederne af det kontrarevolutionære borgerskab.

  • Resultatet af valget til den forfatningsgivende forsamling, den 25. november 1917: 
  • Socialistisk koalitionsregering eller bolsjevistisk et-parti regering

Imidlertid brød den gamle konflikt mellem de forskellige fløje i bolsjevikpartiet med fornyet kraft ud i lys lue. Stridsspørgsmålet var, hvad der skulle ske med de andre partier, som var repræsenteret i Sovjetkongressen. Af samtlige disse partier var det kun det Venstresocialrevolutionære Parti, som støttede Oktober-revolutionens opstand. 

Nogle fagforeninger, med jernbane- arbejdernes fagforening i spidsen, samt talrige sovjetdelegerede fra forskellige sociale bevægelser, og ikke mindst en større gruppe i selve bolsjevikpartiet støttede dannelsen
af en bred koalitionsregering mellem samtlige socialistiske partier.
Der førtes således i nogle dage for-handlinger mellem bolsjevikkerne og de andre partier med henblik på dannelse af en socialistisk koalitions-regering. 
Forhandlingerne brød imidlertid sammen uden resultat, da mensjevikkerne og højrefløjen af de socialrevolutionære under ingen omstændigheder ville acceptere Lenin og Trotskij i en sådan regerings ledelse: Det vil sige den såkaldte ”centrale eksekutivkomité“, der skulle være den nye sovjetregerings lovgivende myndighed.

Derudover var de ikke villige til at indrømme bolsjevikkerne et flertal heri. Dette anså bolsjevikkernes flertal som et forsøg på at gøre oktoberopstanden ugyldig og dreje tiden tilbage. Forhandlingerne brød sammen og bolsjevikpartiets hegemoni i centraleksekutivkomiteen / regeringen var en realitet.

  • Mange bolsjevistiske oppositionelle trådte i protest tilbage fra parti– og statsembeder.

Dette skridt anså kritikkerne som direkte resultat af dannelsen af en ren bolsjevistisk regering, og mange bolsjevistiske oppositionelle trådte i protest tilbage fra parti– og statsembeder. Heriblandt samtlige kritikere af denne beslutning i Bolsjevikpartiets ledelse - dvs. Sinovjev, Kamenev, Rykow, Miljutin
og Nogin.
De hørte alle til partiets moderate fløj, men også den rådskommunistiske fløj under ledelse af folke- komissæren for arbejde (arbejdsministeren), syndikalisten Alexander Sjlapnikov, tilsluttede sig denne protestbølge mod centraleksekutiv-komitéens beslutning:

”Vi mener, at det er nødvendigt at danne en socialistisk regering af samtlige partier, der er repræsenteret i Sovjetkongressen... En ren bolsjevistisk regering vil i længden kun kunne opretholdes med politisk terror som middel. Det kan vi ikke godtage, for det vil føre til revolutionens og landets sammenbrud. Dette kan vi ikke tage ansvar for og derfor trækker vi os fra samtlige ledelsesfunktioner.”  (kilde: Carr: The history of the russian revolution, Bd.I, side 147). 

Det viste sig, at den parti-interne opposition ikke formåede at udvikle en koordineret fælles fremgangmåde. Da den derudover manglede organisator-iske strukturer, brød den hurtigt sammen.   

  • Statskup eller revolution?  

Den alrussiske forfatningsgivende forsamling, valgt den 25. november 1917, konstituerede sig den 18. januar 1918, kl.16. Kun 13 timer senere, den 19. januar kl. 05 om morgenen, blev den opløst af bolsjevikkernes regering.

Grunden var, at forsamlingen der var domineret af socialrevolutionære og mensjevikker, resolut modsatte sig samtlige af Sovjetregeringens tiltag.
Under ledelse af en anarkistisk sømand overtog Garden opløsningen af forsamlingen, eftersom der blev stemt om resolutioner, der ophævede bolsjevikkernes hovedanliggender – så som afslutningen på krigen, jordfordeling og folkeslagenes selvbestemmelsesret.

___________

Man kan formelt set betegne bolsjevikkernes opløsning af den grundlovsgivende forsamling (konventet) d. 19. januar 1918 som et 'kup', hvor det socialrevolutionære parti fik over dobbelt så mange valgte repræsentanter som bolsjevikkerne, der kun opnåede omkring 25 procent af stemmerne. 
Bolsjevikkerne selv begrundede opløsningen af den grundlovsgivende forsamling med, at det Socialrevolutionære Parti var blevet splittet og valget dermed ikke var repræsentativt. Dette blev jo også tydeliggjort ved, at venstrefløjen i Det Social-revolutionære Parti ved valget til arbejderrådet (sovjetten) nogle uger efter, opnåede næsten det samme stemmeantal som den reformistiske del af det socialrevolution-ære partiflertal. 
Derudover argumenterede bolsjevikkerne for, at arbejderrådets kongres var et basisdemokratisk alternativ, da de valgte delegerede omgående kunne blive udvekslet af deres basis, mens den parlamentariske repræsentation først gør dette muligt efter en årrække. 
Den gamle kontrovers mellem et parlamentarisk repræsentativ styre og råds-demokratiske alternative beslutningsprocesser ...

(al. , ikh. / autonom infoservice)

Bureaukratiets opståen og bolsjevikpartiets stedfortræderpolitik

  • Den rådskommunistiske opposition 
  • Kampen om fagforeningernes autonomi
  • Arbejderoppositionen
  • Kronstadt
  • Partibureaukratiet som politisk magt

 

   

________________

 Noter

  1. Monarkiets fald. Presset af den provisoriske regerings ledende politikere Lwow, Kerenski og andre Duma-medlemmer undertegnede den nye tsar Michail, efterfølger af Nikolaus II, en tilbagetrædelseserklæring den 16. marts 1917. Dermed sluttede Romanov-dynastiets 300-årige feudale magt. Den 21. marts 1917 blev Nikolaus II og hans familie på Duma-præsidentens ordre deporteret til Sibirien. I april 1918 blev de overført til Jekaterinburg (hvor utallige af tsarens modstandere var fængslet og døde under tortur eller af sult). Natten til den 17. juli 1918 blev familien henrettet.
  2. Splittelsen i det russiske Socialdemokrati fandt sted på en partikongres i 1903. Partiet blev splittet i to strømninger på spørgsmålet om taktik: Flertallet (bolsjinstvo) kontra Mindretallet (mensjiinstvo). Uenighederne drejede sig først og fremmest om selve parti-konceptet: Masseparti a la vesteuropæiske socialdemokratier kontra demokratisk struktureret kadreparti.
    Fra denne splittelse stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig: ”Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti”, og begge bekendte sig til marxisme. Efter revolutionen i 1905 udgjorde bolsjevikkerne faktisk mindretallet, men de blev igen flertallet i løbet af sommeren 1917.                    
    Mensjevikkerne rummede alle afskygninger af reformistiske socialister / marxister, som gik ind for at fremme et borgerligt demokrati og den kapitalistiske produktionsmåde, i hvis kølvand den udviklede arbejderklasse iflg. deres forestillinger ville erobre den politiske magt. Højrefløjen i dette parti støttede Kerenskijs provisoriske regering netop ud fra disse strategiske positioner.  
  3. Lenins ”aprilteser". Den 3.april 1917 ankom Lenin efter sin berømte rejse i en aflåst togvogn , der via snørklede omveje førtes tværs gennem Tyskland over Finland, til Petrograd. Ved hans ankomst præsenterede Lenin et radikalt politisk kursskifte, der rystede de fleste gamle bolsjevikker i deres grundvold. Således propaganderede Lenin med sine såkaldte April-teser, at kampen om magten via en socialistisk revolution nu stod på dagsordenen, og at den igangværende imperialistiske krig måtte forvandles til en borgerkrig i hele Europa mod borgerskabet.
    Dermed overtog Lenin centrale dele af Leo Trotskijs "permanente revolutions“- teori. (se nedenfor). Med undtagelse af den lille venstrefløj i Bolsjevikpartiet omkring Schlapnikow, Alexandra Kollontai og Mollotow vakte Lenins teser stort set ingen resonans i partiet.
    Tværtimod offentliggjorde Kamenew en erklæring i partiavisen Prawda, hvori han fastslog, at Lenin ikke taler for partiet, og at tesen om den umiddelbare overgang fra den demokratiske til den socialistiske revolution må betragtes som værende absurd. Lev Kamenev afsluttede hans erklæring med håbet om 
    ” ... at vores standpunkter forbliver det eneste mulige at forsvare for revolutionære socialdemokrater, sålænge partiet forbliver et revolutionært masseparti for proletariatet og ikke forandrer sig til en gruppe af kommunistiske propagandister .”  Kampen for at vinde partiets flertal for den revolutionære opstand var hermed begyndt.                                                    
    Den Permanente Revolutions teori:
    Leo Trotskij udviklede teorien om den permanente revolution. Inspiration hertil fik han fra en tysk socialist: Helphand Parvus. Trotskij uddybede sine strategiske overvejelser, mens han sad i fængsel i 1905 som valgt leder af Peterborgs sovjet under Decemberopstanden. De publiceredes under titlen Resultater og Perspektiver revolutionens drivkræfter. Trotskijs intentioner var at bidrage til løsningen af et dilemma, der plagede de russiske marxister: Efter de gængse marxistiske analyser var Rusland økonomisk og politisk ikke udviklet nok til en socialistisk revolution.
    Landet befandt sig i et socialt og økonomisk udviklings-stadium, som kun en ” borgerlig revolution” og dermed fremkomsten og konstituering af et borgerskab, en kapitalistisk vareproduktion, tilblivelsen af en industriel arbejderklasse etc. kunne løse. I modsætning til de vesteuropæiske kapitalistiske lande, har Rusland i 1848 ikke gennemgået nogen borgerlig revolution. Helt i overensstemmelse med Marx analyse i 1880´erne, som definerede Ruslands feudale, førkapitalistiske produktionsforhold som en ”halvasiatisk produktionsmåde”.
    Den permanente revolution propaganderede nødvendigheden af en direkte socialistisk Revolution, som skulle løse de borgerligt–demokratiske opgaver. Trotskij fastslog, at de to store skridt, som ville være umulige at løse for et borgerskab i et økonomisk afhængigt land, var opnåelsen af national uafhængighed og løsningen af agrarspørgsmålet (jordfordeling).
    Dette skulle den sejrende socialistiske revolution så efterleve - vel at mærke indenfor rammen af opbygningen af en ikke-kapitalistisk produktion. Der skulle anvendes politiske og økonomiske midler, som var forenelige med perspektivet om fremtidens klasseløse samfundsformationer og som kunne fremme denne proces.
    Trotskij udviklede imidlertid sin strategi, der oprindeligt var møntet på den russiske revolution efter 1924, til at omfatte alle de nuværende og forhenværende kolonier.
    Han mente, at lande med et svagt, imperialisme-afhængigt borgerskab udgør de svageste led i kæden af imperialistiske lande, og at en socialistisk magtovertagelse hurtigere kan ske i sådanne lande. Derimod vil en reel transformation til socialistiske samfunds- forhold være afhængig af socialistiske revolutioner i de imperialistiske metropoler. Iflg. Trotskis tese kunne anti-kapitalistiske revolutioner i fattige lande imidlertid frembringe et reaktionsmønster, som kunne forrykke balancen på verdensplan.
  4. ”Sovjet-anarkister” var betegnelsen for anarkistiske revolutionære, der blev medlem af Bolsjevikpartiet på trods af deres distance til partiets politiske (marxistiske) og organisatoriske doktriner (Lenins organisationskoncept, den såkaldte ’demokratiske centralisme’). Mange af dem forlod senere skuffet partiet igen, eller forblev der og kæmpede i den parti-interne rådskommunistiske opposition imod Bolsjevikpartiets diktatoriske flertalskurs).
  5. Det Socialrevolutionære Parti. Oprindeligt var det ”bøndernes revolutionære parti“, der kæmpede en væbnet kamp og således videreførte den politiske arv efter de væbnede undergrundsorganisationer Narodnikki og Narodnaja Volja, der opnåede en betydelig indflydelse blandt de russiske bønder og studenterne i byerne. Efter Februarrevolutionen fik de tilslutning fra mange, der aldrig havde været socialister. Partiets flertal antog i løbet af kort tid en parlamentarisk praksis og indtog lignende positioner som de socialdemokratiserede mensjevikker.
  6. Venstre Revolutionære. En militant venstrefløj - de såkaldte ”Venstre Revolutionære“ - brød ud af det Socialrevolutionære Parti og gik i tæt samarbejde med Bolsjevikpartiet indtil sommeren 1918, hvor de brød med bolsjevikkerne i spørgsmålet om fredsaftale kontra ’revolutionær krigsførelse’mod den tyske miltærinvasion. Partiet blev ligesom alle andre partier forbudt og opløst af Bolsjevikpartiet (1921). 
    I 1917 splittedes Det Socialrevolutionære Parti i to fraktioner. Den ene støttede den efter Februarrevolutionen dannede provisoriske regering under ledelse af Alexander Kerenkij, mens den anden fløj – Venstre Socialrevolutionære støttede bolsjevikkernes og rådskongressens magtovertagelse. En af de fremtrædende personligheder var Maria Spiridonova.
    Efter Oktoberrevolutionen indgik Det Venstre Socialrevolutionære Parti i en koalitionsregering med bolsjevikkerne. Spørgsmålet om at slutte fred med Tyskland og Østrig-Ungarn i Brest-Litovsk den 3. marts 1918 skabte en dyb konflikt mellem de to alliancepartnere og resulterede i Venstre Social-revolutionæres væbnede opstand i juni 1918.
    Medlemmer af Venstre Socialrevolutionære skød den tyske diplomat Wilhelm Mirbach-Harff den 6. juli 1918 for at fremprovokere en tysk militær offensiv, som bevægelsen ville bekæmpe med ’revolutionær guerillakrig’. Partiet blev militært nedkæmpet af bolsjevikkerne og dets ledende aktivister blev fængslet og skudt. 1921 fulgte partiets tvangsopløsning.
  7. De vigtigste embeder efter Vladimir Ilitj Lenin, der blev sovjetisk statsleder (6. november 1917 – 21. januar 1924), overtog Lev Trotskij (udenrigsposten, efter 1918 forsvarsposten), Georgi Tsjitsjerin (udenrigsposten fra 1918),  Alexej Rykov (indenrigsposten) , m. fl. Josef Stalin blev udvalgt som folkekommisær for nationalitetsspørgsmål.