Den 4. marts 2018 er der parlamentsvalg i Italien. Det bliver et valg præget af en yderligere højredrejning med massive racistiske indslag. Venstrefløjen er stærkt splittet og tenderer til at stemme på ”det mindste onde” - på Matteo Renzi’s neoliberale socialdemokratiske blok. Så sent som i december 2017 blev der dannet to nye venstrefløjsalliancer : 'Liberi e Uguali' (Frie og Lige) og 'Potere al Popolo' (Magten til Folket). Mens det førstnævnte initiativ snarere ligner et opkog af gamle parlamentsfikserede politikerkredse, så er det andet et forsøg på at udvikle en samfundspolitisk kraft nedefra.
- Italiens politiske klima
De seneste fem år er det italienske samfund blevet rystet af en markant højre-drejning af samtlige partier i parlamentet og af det offentlige debatklima. Ledsaget af massive forringelser af arbejdernes rettigheder.
På den traditionelle højrefløj med de racistiske partier 'Lega Nord – Fratelli d’Italia' og 'Forza Italia' (Silvio Berlusconis parti), er der kommet yderligere to varianter til: Det højresocialdemokratiske ’Partido Democratico’ (det transformerede kommunistiske parti PCI) og "Movimento 5 Stelle” (Fem-stjerne-bevægelsen ledet af Peppe Grillo).
Fem-stjerne-bevægelsen startede som et progressivt populistisk parti – i begyndelsen støttet af bl.a. dramatikeren Dario Fo (1926-1916), Antonio Negri, m.fl. *
Men partiet gled længere og længere ud til højre. Idag er "Movimento 5 Stelle” sammen med de britiske ultranationalister i UKIP (UK Independence Party) og det tyske højre-ekstremistiske parti AfD (Alternative für Deutschland) del af højrepopulisternes fraktion ”Europe of Freedom and Direct Democracy” - EFDD i EU-parlamentet. En fraktion, der sympatiserer med både Trump og Rajoy.
* (Se også ”Rend-mig-i-røven” – bevægelsen blev tredjestærkeste kraft i Italien, hos autonom infoservice (2013) ).
I socialdemokraten Matteo Renzi’s regeringstid blev der, trods fagbevægelsens massive modstand, gennemført en markant de-regulering af tidligere tiders tilkæmpede rettigheder (den såkaldte Jobs Act), pensionsalderen blev forhøjet til 67 år. Der blev gennemført omfattende nedskæringer i den offentlige sundhedssektor og ikke mindst en ”uddannelsesreform” (Buona Scuola) der gik ud på at indføre en tvunget ikke-lønnet erhvervs- praktik for elever i det sidste skoleår. Fagforeningerne kritiserer dette for at være en ”statslig forordnet mobilisering af billig arbejds- kraft til virksomhederne”.
- Samarbejdet mellem den italienske stat og forretningsdrivende libyske bander
Flygtningehjælpere, der har reddet tusinder af liv i Middelhavet, blev udsat for en veritabel hets fra den højresocialdemokratiske Renzi-regerings side. Samtidig med at denne regering arbejdede sammen med libyske militsgrupper for at forhindre flygt-ninge i at komme i sikkerhed i EUropa.
Italiens statsapparat har således oprustet den libyske ”kystvagt” med højteknologisk grej og har betalt den libyske ”kystvagt” mange penge for enten at sende flygtninge på vej over Middelhavet tilbage til Libyen eller for ligefrem at sænke både med flygtninge ombord.
Det er de selvsamme libyske myndigheder, der tolererer tortur, seksuelle overgreb og slavehandel i landets talrige koncentrationslejre for flygtninge. Netop denne politik har ført til en del venstrefløjssplittelser fra regeringspartiet ’Partido Democratico’.
______________________
Valgalliancen 'Liberi e Uguali' (Frie og lige).
Den 3. december 2017 dannede omkring 1500 delegerede ved en sammenkomst i Rom, valgalliancen 'Liberi e Uguali' .
Alliancen består af nogle mindre splittel-ser fra ’Partido Democratico’. Så som 'Movimento Democratico e Progressista Articolo Uno' og 'Possibile' samt Sydtirols Grønne og ’Sinistra Italiana’ (Italiens Venstre).
Sidstnævnte er den mest betydningsfulde kraft i alliancen. ’Sinistra Italiana’ er opstået som en fusion mellem 'Sinistra Ecologia Libertà' – SEL (en tidl. splittelse fra Rifondazione Comunista – en politisk pendant til Enhedslisten) og en gruppe af tidligere parlamentsmedlemmer fra såvel regeringspartiet ’Partido Democratico’ (deriblandt finanministeren Stefano Fassina) og Rifondazione Comunista.
Alliancens spidskandidat er den tidligere juridistiske anklager mod landets mafia-kredse, Pietro Grasso, der er tidligere medlem af ’Partido Democratico’ (billede nedenfor tv.). Skønt der findes en del uafhængige kandidater i 'Liberi e Uguali' – alliancen, så er valglisten præget af det ”gamle” lag af politikere * der har tabt den interne magtkamp i ’Partido Democratico’ mod Matteo Renzi.
" De har støttet neoliberal politik i årevis, før Matteo Renzi indtog Partido Democraticos ledelse. Nu, efter de har tabt magtkampen indenfor partiet, er de begyndt at formulere sig mere venstreorienteret ”, udtaler det kriseramte Rifondazione Comunistas landssekretær Maurizio Acerbo til dagbladet ”Il Manifesto”.
- Kritiske røster overfor alliancen
Uafhængige venstrefløjsaktivister kritiserer "Liberi e Uguali' for, at den ikke har støttet de venstreorienterede bevægelsers kampagner mod miljøødelæggelse, mod neoliberale privatiseringer og kampene til forsvar for sociale og faglige rettigheder.
Alliancen kritiseres for, at den ikke ville give de kæmpende bevægelser en stemme, men derimod har til hensigt efter valget at danne en regeringskoalition med den højresocialdemokratiske blok omkring Partido Democratico og dermed bidrage til fortsættelsen af den gamle politik.
Derudover er 'Liberi e Uguali' – alliancen udsat for en heftig kritik fra den feministiske bevægelses side. Bl.a. opfattes det som et kuriosum, at en størrelse der i sit program kalder sig ”feministisk”, kun har mænd som de øverste topkandidater.
_____________
Potere al Popolo (Magten til folket) blev dannet den 17. december 2017 i Rom. På Potere al Popolos grundlæggelseskongres deltog omkring 1000 delegerede.
De medvirkende er mindre partier og organisationer fra det opsplittede kommunistiske spektrum, venstreorienterede klimagrupper, venstreradikale og libertære initiativer samt den basisdemokratiske fagforening ”Unione Sindacale di Base”. (1)
Som inviterede internationale gæster deltog bl.a. Spaniens revolutionære venstrefløjsalliance ”Izquierda Unida” og “France Insoumise“ med venstresocialdemokraten Jean-Luc Mélenchon i spidsen.
”Den politiske situation taget i betragtning kan vi ikke bare observere dette politiske cirkus. Derfor besluttede vi at repræsentere den lønarbejdende befolknings reelle interesser ved at opstille til valg” , hedder det i en presseerklæring fra 'Potere al Popolo'.
Til forskel fra 'Liberi e Uguali' består kærnen af 'Potere al Popolo'-alliancen ikke af folk fra den gamle italienske politikergeneration, men af aktivister fra de forskellige sociale bevægelser. 'Potere al Popolo' opfatter ikke valget som alliancens primære aktivitet, men satser derimod på en strategisk kamp for retfærdighed, solidaritet og lighed.
'Potere al Popolo' opfatter sig som den eneste kraft i parlamentsvalgene, der støtter kampen for arbejderrettigheder og overvindelse af den neoliberale krisepolitik. ’Potere al Popolo’ kræver derudover en human og fair modtagelse af flygtninge og bekæmper aftalen med Libyen om afværgelse af flygtninge.
Solidaritet med LGBTQIA-bevægelsens kamp
Menneskerettighedernes universalitet er en helt central orientering for ’Potere al Popolo'. Såldes støtter alliancen LGBTQIA-bevægelsen (Lesbian, Gay, Bisexual, Transsexual, Queer, Intersex, Asexual) i kampen mod diskriminering og for sam-fundsmæssig diversitet. I forlængelse af landets fredsbevægelse kræver 'Potere al Popolo' nedrustning, Italien ud af Nato og politiske løsninger på internationale konflikter.
- Uddrag af ’Potere al Popolo’s manifest
__________________
”Samtlige politiske kræfter vil intensivere deres racistiske politik ... ”
” Vi kæmper for samfundskontrol fra neden. For os betyder det, at arbejder-klassen vænner sig til at overtage kontrollen med den politiske og sociale hverdag og derigennem genvinder tillid til de sociale institutioner og det politiske liv. Hver gang arbejderne og andre undertrykte står fast på deres rettigheder, gennem-skuer de politiske beslutningsprocesser og de offentlige institutioners egentlige fungeren, så er der tale om en ”reel kontrol fra neden”.
For os er dette det første skridt i retning af en aktivisme, der sikrer alles del-tagelse og engagement uden nogen forskel og uden forhindringer. Vi er ove-rbeviste om, at folk er i stand til at praktisere en sådan kontrol fra neden. Det går ud på at kontrollere tilegnelsen af den kollektive magt, af produktionen og fo-rdelingen af rigdommen, at realisere demokratiet i dets oprindelige forstand. Vi kan altså godt påstå, at vi har en målsætning, nemlig at bidrage til at magten kommer i arbejderklassens og det undertrykte flertals hænder. Vi vil en reel ”Potere al Popolo”!
Parlamentsvalget er altså overhovedet ikke vores hovedmål. Vi ønsker at ind-drage så mange politiske og sociale kræfter som muligt for at opnå de bedst mulige resultater. Så hvorfor ikke også vinde et par parlamentssæder? Men det vigtigste vi ønsker er at genopbygge arbejdernes og de undertryktes selvtillid og at fokusere på de temaer, der kommer vores hverdag ved.
Vi vil stille disse ting i midtpunktet af valgkampen, fordi vi ved allerede nu, at denne valgkamp vil blive den mest reaktionære de sidste 20 år. Samtlige politiske kræfter vil intensivere deres racistiske politik og forårsage angst, usikkerhed og opgivenhed gennem yderligere forringelser af de sociale ydelser.
Dette scenarie vil vi modsvare med et strategisk projekt: Vi vil spænde et net, i hvilket hver eneste komité og hver eneste arbejdsplads, skole og samtlige nabo-fællesskaber – og først og fremmest hvert enkelt menneske - bindes sammen. Vi vil bringe alle mennesker, som har oplevet uretfærdighed på egen krop og som er parat til at kæmpe imod det, sammen.” (ikh., al. / autonom infoservice)
