Filminstruktøren Bernardo Bertolucci: Det var storslået kino

Den italienske filminstruktør Bernardo Bertolucci døde i Rom den 26. november 2018, 77 år gammel.                                     Han har indspillet 16 store film, deriblandt  "Novecento" / "1900" (1976), “Den sidste kejser“ (1987), “Little Buddha“ (1993) og  ”Drømmerne” (2003).                                  Hans verdensberømte film ”Den sidste tango i Paris” fra 1972 indbragte ham heftig kritik på grund af en reel voldtægt i en af filmscenerne mellem Marlon Brando og Maria Schneider.

• Italienske feminister har i forbindelse med Bertoluccis død skrevet en kritisk replik om det.  

Den unge Bernado Bertolucci, der arbejdede som assistent for den italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolini, var præget af hans neorealisme og den radikale fornyelsesbevægelse i tiden efter fascismens fald.

________________

Bertoluccis filmdebut ”La commare secca”  (på dansk: ”Døden er en gammel kvinde”) fra 1962 bygger netop på en fortælling af Pasolini. Bertoluccis radikalitet viste sig som regel relativ kompatibel med den internationale filmbranche.  Til hans mest kendte filmproduktioner tæller  ”Il conformista” ) med den franske skuespiller Jean-Louis Trintignant (1970), 

Mens alskens filmentusiaster sørgede over Bertoluccis død i mandags, kritiserede den italienske feministiske organisation "Non una di meno" ("Ikke en mindre") behandlingen af den dengang 19-årige franske skuespiller Maria Schneider (1952-2011), der spillede en hovedrolle i ”Den sidste tango i Paris“ :  

"Den sidste Tango i Paris“ er historien om en voldtægt. I dag mindes vi Maria Schneider, der døde i 2011. Den vold, hun var udsat for i filmoptagelserne til ”Den sidste tango i Paris”, mærkede hende for altid..." (‘Non una di meno‘  og de efterfølgende kommentarer d. 26.november 2018 på twitter).

Bertolucci har i en erklæring afvist, at hovedrolleindehaveren i filmen, Marlon Brando, under filmoptagelserne skulle have misbrugt Maria Schneider seksuelt. 

I ”Den sidste tango i Paris” (1972) spiller Marlon Brando en ældre mand, som tiden er rullet hen over – ligesom den skrigende Pariser metro i indledningen af filmen. En ung kvinde, spillet af Maria Schneider, betages til en vis grad af den ældre mand, indtil hun i en tom lejlighed bliver voldtaget af ham. 

Maria Schneider har flere gange berettet, at denne filmoptagelse blev en traumatisk erfaring for hende. Da anklagerne mod Bertolucci endnu engang vakte furore i medierne i 2016 , undskyldte Bertolucci, at han uden at ville det var kommet til at såre Maria Schneider.

Han påpegede dog, at filmscenen, hvor Brando lader som om han tvinger Maria Schneider til analsex, fra starten af fremgik af drejebogen og at Maria Schneider var bekendt med dette. Det afviste den dengang 19-årige Maria Schneider kategorisk og hun udtalte senere, at denne voldtægtsscene havde præget hende hele livet igennem.

Da godsejerne ikke længere kan regne med politiet i deres kamp mod landarbejderne med røde faner med hammer og segl, hyrer godsejerne fascisterne. Sortskjorter omkring arbejdslederen Attila, spillet af Donald Sutherland.

Filmen er, på trods af fremragende scener, alt i alt politisk præget af historiefortolkningen fra det italienske kommunistparti PCI, som Bertolucci blev medlem af i 1968.

Filmen beskriver således, hvordan de kommunistisk dominerede partisaner efter 2. verdenskrigs afslutning under protest afleverer deres våben - og accepterer kommunistpartiets politik med at deltage i restaurationen af de borgerlige-demokratiske forhold i tæt samarbejde med det reaktionære kristligt-demokratiske partikartel.

I realiteten var der imidlertid adskillige partisanformationer, som nægtede  at aflevere deres våben til gavn for den nye kapitalistiske orden og først opgav kampen langt senere, under tvang:

Efter nogle decideret sentimentale kostumekitschfilm som “Den sidste kejser“ (1987) og “Little Buddha“ (1993), kastede Bertolucci i 2003 endnu engang, og uden bitterhed, et blik på tiden for hans personlige politisering.            “Drømmerne“  hedder hans vel mest oprørske værk. En film med klare emancipatoriske træk. 

Love and Rage

Filmen handler om en ung kvinde og to unge fyre, alle filmstuderende i revoltens Paris maj 1968. De udlever en sensuel og seksuel trekant, blandt andet i en stor herskabelig lejlighed i Quartier Latin, mens forældrene er på ferie.