Tidsdoku. Væbnet opstand i Nicaragua 1979 - interview med en sandinista

" Vi mødte Auxiliadora Sanches (27), leder af en kolonne væbnede sandinistas under folkeopstanden i Nicaragua, på den internationale kvindekonference, der blev afholdt i København 1980. Vi inviterede hende hjem i kollektivet og her fortalte hun en hel aften om kampene mod det USAs støttede Somoza-regime. "

·   Vi bringer her interviewet, der er offentliggjort i Venstresocialisternes avis ’Solidaritet’ nr. 7 - 1980. 

Interview

  • "Vores revolution standser jo ikke ved Somozas fald"  (Interviewer er Alfred L. og Kristine J.) 

"Jeg begyndte at være politisk aktiv i kampen mod Somoza, mens jeg stadig gik i folke-skolen. Det var 1 år før, jeg blev gift og jeg var 15 år gammel. Rigtigt medlem af FSLN blev jeg først omkring 1975, altså for fem år siden." 

 

Således fortæller Auxiliadora, som vi mødte på den alternative kvindekonference på Amager Universitet i København 1980 

                       _______________                                                                   ”Jeg blev smidt ud af skolen”

Auxiliadora S.: Mine aktiviteter dengang gik ud på at uddele løbesedler og videre-give hemmelige dokumenter og agitere blandt mine skolekammerater for nødvendig-heden af at deltage i den organiserede modstand mod styret. Lærerne var generelt alle Somoza-tilhængere og undertrykte anderledes meninger, så jeg blev smidt ud af skolen, der sagde, jeg var en ballademager, som lavede uro på skolen.

- I den tid deltog vi skoleelever som ungdomsbevægelse i demonstrationer i protest mod vores sociale elendighed og retsløshed. Da kammeraterne så, at jeg lavede et godt stykke arbejde, besluttede de, at jeg skulle have en mere dybtgående skoling. 

- Sidenhen var jeg meget sammen med kammerater med større politisk erfaring, og det var præcis det, jeg ønskede:                    At være med i den forreste front i den organiserede del af Somoza oppositionen. Jeg deltog i samtlige af frontens aktiviteter, dvs. i arbejderdemonstrationer, i agitations-arbejde, i organisering af de undertrykte og meget mere. Efter 2 år som kandidatmedlem, blev jeg optaget i FSLN. 

  • Var der en sammenhæng mellem dine illegale aktiviteter og dit familieliv?  

Auxiliadora S.: Overhovedet ikke! På det tidspunkt havde jeg mand og børn og arbejdede hemmeligt under jorden uden, at min mand vidste det. Jeg ville ikke blande familien ind i mine politiske aktiviteter og dermed bringe deres liv i fare, uden at jeg vidste, at deres selvstændige politiske overbevisning var så grundfæstet, at de var villige til at tage de risici, der følger med.                                                                                                    ____________________________        

           ”Min mand troede, at jeg var ham utro”   

Der kom en vanskelig tid for os alle sammen. Det var svært at følge med i det aktivitetskrav, som fronten krævede, da al aktivitet var livsfarlig og derfor hemmelig. Jeg kunne ikke engang fortælle mine nærmeste om det. Faktisk troede min mand, at jeg havde en affære, når jeg gik til hemmelige møder og deltog i forskellige aktioner.

- Mit største problem var, at jeg kom til at forsømme mit familieliv. Mine svigerforældre og min mand var temmelig misfornøjede med mig og mine børn led under det. Jeg selv havde en fast overbevisning om, at først når vi var blevet befriet for den daglige undertrykkelse, ville vi kunne give vores børn et anstændigt liv. 

  • Hvordan forberedte I jer på selve kampen om magten?

Auxiliadora S.: Otte måneder før det endelige opgør måtte jeg sende mine børn til Costa Rica, da jeg på det tidspunkt gik under jorden pga. Somoza-myndighedernes ”interesse” for mig.

- Solidaritetskomitéen dér gav husly og mad til mine børn. Jeg fik overtalt min mand til at tage over til børnene, mens jeg – forklarede jeg ham – fik ordnet mit pas. Min mand er også organiseret i FSLN nu , men han har stadig svært ved at acceptere, at jeg er mere centralt placeret i fronten end han og at jeg sendte ham til Costa Rica for at passe børn, mens jeg selv deltog i den væbnede kamp.

           ____________________                                                                                    ”Vi dannede forsvarskomitéer” 

- På det tidspunkt var vi i fuld gang med at lære folket at forsvare sig med våben og forberede dem til oprøret. Min opgave var at organisere og politisere husmødrene i slumkvartererne. Vi dannede civile forsvarskomitéer og fordelte arbejdsopgaverne i blandt os med hensyn til sundhed, organisering, selvforsvar, agitation.                          - Vi samlede flasker, dåser og andet materiale til at lave bomber af, skaffede første-hjælpsgrej og byggede beskyttelsesrum mod bombningerne. På denne måde spredtes vores militære skoling. I den sidste fase var jeg aktiv direkte i hæren. (1)

  • Hvordan var det at være kvinde i guerillaen?

Auxiliadora S.: Situationen dikterede os vores handlinger. Regimet var på det tidspunkt begyndt at dræbe alle unge systematisk. For de fleste husmødre var det derfor ikke længere muligt at vurdere spørgsmål ud fra deres traditionelle kvinderolle. De så jo, hvordan folk blev forfulgt og følte, at de var nødt til at overtage de opgaver, der var for farlige for de unge. Mange kvinder tilsluttede sig guerillaen for at forsvare sig mod repressionen. I guerillaen var der fuld ligeberettigelse mellem kvinder og mænd. 

- Det var vigtigt for os kvinder, at vi så, at vi kunne det samme som mændene og at vi kunne videregive denne erfaring til vores medsøstre. Det er jo et vigtigt udgangspunkt i kampen mod den traditionelle kvinderolle. 

_____________

Kampen for ligestilling

  • Hvad er de største problemer for kvinder i Nicaragua i dag?  

Auxiliadora S.: Det vigtigste for kvinderne i Nicaragua i dag er, at de begynder at føle deres værd som kvinde, dvs. komme ’machismo’ til livs. Denne ekstreme form for mands-chauvinisme har en sej tradition i Nicaragua. 

- Mændene skal lære at dele pligterne i hjemmet og være ansvarlige for børnene. I Nicaragua er der mange mænd, som får et barn med en kvinde hist og med en anden her, men aldrig betaler en eneste cordoba til barnets underhold. Vores kvindeorganisation AMNLAE og socialministeriet arbejder med et lovforslag, som skal løse disse problemer.

- Et andet problem er kvinders ret til at deltage i produktionen. For eksempel er der meget få kvinder, som arbejder på fabrik og de få, som arbejder i industrien arbejder fortrinsvis i tekstilindustrien, hvor lønningerne er meget lave. Vi kæmper for, at kvinderne skal deltage på lige fod med mændene i folkemilitsen, i FSLNs landsledelse og for at flere kvinder får en teknisk uddannelse og vigtige positioner i ministerierne. I den sammenhæng er det vigtigt, at kvinderne organiserer sig, for på den måde at fremme udviklingen bort fra den traditionelle kvinderolle. 

  • Hvilken karakter har den revolution, du var med til at lave? Ikke mindst når man tænker på den relativt bløde linje overfor den anti-somozistiske borgerskab?

Auxiliadora S.: Det var en demokratisk revolution og alle, som var modstandere af Somoza-kliken kunne deltage i kampen. På trods af at FSLN og dens interesse-organisationer varetager de udbyttedes interesser, er vi på nuværende tidspunkt også nødt til at samarbejde med det anti-somozistiske borgerskab. Men i realiteten sidder de organiserede masser på magten, gennem vores deltagelse i de koordinerende planlægningskommissioner ( CPC).

- Hvor masseorganisationerne på ministerielt plan kan få præsenteret deres specifikke interesser, har vi også mulighed for at kontrollere embedsmænd og teknikere. For eksempel er der mange eks-somozister blandt teknikerne, der benytter sig af deres stillinger til at lave projekter til egen fordel. De kan måske finde på at lede en planlagt vej eller bro op til deres eget gods. Nu hvor vi har planøkonomi er det vigtigt, at projekterne gavner den brede befolkning og ikke en enkeltperson. 

Trotskistisk initiativ " Brigada Simón Bolivar"
Trotskistisk initiativ " Brigada Simón Bolivar"
  • Hvad mener du om, at FSLN bla. i sin avis ”Barricada” har fordømt venstrefløjsstrømninger som det maoistiske Frente Obrero (FO) og en række trotskistiske grupper? (2)              - Føler FSLN sig så svag, at de i stedet for en offentlig demokratisk diskussion med disse kritiske strømninger må gribe til borgerlige metoder, bla. ved at fængsle dem?

Auxiliadora S.: FSLN er ikke svag. Men af og til presser folket meget på og det var folket selv, der krævede, at de skulle fængsles. Folket kunne ikke forstå dem. Men FSLN kan godt diskutere med dem, som den diskuterer med partierne, der alle er medlemmer af statsrådet. I øvrigt er folkene fra Frente Obrero nu løsladt. 

USAs tidl. præsident Ronald Reagan
USAs tidl. præsident Ronald Reagan
  • Tror du, at FSLNs forestilling om at fortrænge borgerskabet, når landets økonomi og folkets bevidsthed tillader det, er muligt uden en ny borgerkrig?

 Auxiliadora S.: Vores udgangspunkt er arbejdernes bøndernes og de sociale randgruppers behov. Men vores erfaringer med at regere et land er små, så det er uundgåeligt at der begås fejl. Trods disse mangler har FSLN udviklet sig til at spille så stor en rolle, at befolkningen har kunnet mærke ændringerne i deres liv.

- Aldrig før har der været et styre i Nicaragua, som i så høj grad har kunnet forsvare folkets interesser og hvor der er blevet taget så meget fat på deres problemer. Jeg tror ikke, fabrikkerne på nuværende tidspunkt kan overtages af arbejderne, for det vil betyde en nedgang i produktionen.

- Som det fremgår af den økonomiske reaktiveringsplan er vi nødt til i første omgang at stabilisere økonomien med en form for blandingsøkonomi, bla. for at klare udenlandsgælden. I den private sektor er der klare regler. I det øjeblik arbejdsgivere ikke opfylder arbejdslove og aftaler med fagforeningerne eller undlader at geninvestere og vedligeholde produktionsapparatet, bliver fabrikkerne overtaget af arbejderne. I denne proces sker der en konstant svækkelse af borgerskabet.  

- FSLNs linje er den sociale forandring mod socialisme, men det lader sig ikke gøre, før befolkningen er organiseret og har fået et højere uddannelsesniveau. Igennem denne udvikling vil folket forstå nødvendigheden af at gå videre i den politiske proces. Vores fremtidsønske er at skabe en arbejderstat i Nicaragua.                                    - - Mange tak for interviewet, Auxiliadora! 

     

      Noter ( al. / autonom infoservice)

  1. FSLNs opråb til generalstrejke og opstanden i maj 1979 fandt stor genklang i befolkningen. Den 8. juni kontrollerede sandinisterne allerede 25 småbyer i det nordlige Nigaracua samtidg med, at kampene med Somazas militær og efterretningstjeneste rasede i hovedstaden Managua.                     De militser, der var blevet dannet under generalstrejke-opstanden overtog kontrollen over større dele af Managua, før FSLNs guerilla-kolonner nåede ind i byen. Somozas ”Guardia Nacional” blev nedkæmpet og opløste sig i panik under den vilde anstorm af de væbnede folkemagtsmilitser og FSLN-militserne. Somoza-klanen flygtede til USA.                                                        Den borgerlige stat gik efter Somoza-diktaturets fald i opløsning. De af sandinisterne opbyggede ”Comités de Defensa Civil” (civile forsvarskomitéer) dannede en forform af rådsdemokratiske strukturer, der bl.a. overtog forvaltningen af byerne.
Sandinistfronten FSLN ved indtagelse af hovedstaden Managua i 1979
Sandinistfronten FSLN ved indtagelse af hovedstaden Managua i 1979

2. * Det trotskistiske ”Partido Socialista de los Trabajadores-Colombia” – PST , tog initiativ til en international latinamerikansk brigade ”Brigada Simon Bolivar”, der tog til Nigaragua for at kæmpe på FSNLs side mod Somoza-diktaturet. I modsætning til talrige andre internationalister – bl.a. italienske og tyske autonome fra Vesteuropa – agerede brigaden politisk og militær uafhængig af  FSLN. Dette førte til en konflikt med sandinisterne og medlemmerne af Brigada Simon Bolivar blev efter Somoza-regimets fald udvist af landet.                  Det colombianske PST var  tæt forbundet med dens betydelig større argentinske pendant under Nahuel Moreno. PST var på dette tidspunkt argentinsk sektion af ”Organising Committee for the Reconstruction of the Fourth International” - En af de talrige trotskistiske formationer udenfor - og i opposition til den eksisterende 4. Internationale med kendte historiske personligheder som bl.a. Ernest Mandel,   Daniel Bensaïd, Alain Krivine, Silvio Maitan, Bernadette Devlin, Tariq Ali, Georg Jungclas, m.fl.  

* Den maoistiske "Movimiento de Acción Popular” – MAP organiserede via dens faglige organisation ”Frente Obrero” (FO) nogle strejker og landbesættelser. Maoisterne der anså sig som revolutionens avantgarde, kom hurtigt oppe at toppes med sandinisterne. Den tilspidsede konflikt resulterede efter sandinisternes magtovertagelse i anholdelsen af  Frente Obrero’s ledelse og lukningen af maoisternes partiavis ”El pueblo”. Deres lille selvstændige milits blev opløst.

Compañero Omar Cabeza (th)
Compañero Omar Cabeza (th)
  • Boganbefaling

Hvis du er interesseret i folkeoprørets tilblivelseshistorie, kan du for eksempel læse den fremragende selvbiografiske roman af studenterlederen Omar Cabezas: ”Fire from the Mountain: The Making of a Sandinista”.New American Library, 1985.                                        På dansk er der udkommet: Omar Cabezas: ”Bjergene er mere end en umådelig stor grøn slette”. Forlaget Klim, 1984.