Et interview med Karim Wasfi, tidligere dirigent i det irakiske symfoniorkester, om stemningen i den irakiske protestbevægelse på baggrund af den aktuelle militære konflikt mellem USA og det iranske regime.
Wasfi blev international kendt, da han demonstrativt spillede med sin cello på steder, hvor der kort tid forinden skete bombe - eksplosioner der havde dræbt mennesker.
- Med sin musik ville han vise, at det ikke udelukkende er grusomheder og rædsel, der fylder menneskenes sind.
Eskalationen mellem Iran og USA udspiller sig i Irak. Det er ikke tilfældigt, mener dirigent og cellist Karim Wasfi. Protestbevægelsen fortsætter sin kamp for et systemskifte.
- Du har netop været i Bagdad, hvor du bla. har støttet protest bevægelsen med koncertarrangementer. Hvordan er stemningen blandt demonstranterne, der har været på gaden i ugevis – nu efter den seneste eskalation mellem Iran og USA?
Karim Wasfi: Protest-bevægelsen har tydeligt vist, at den stadig eksisterer. Men naturligvis hersker der frygt for, at demonstranter endnu oftere bliver udsat for angreb, fordi de under denne krise står for et neutralt Irak og ikke stiller sig på Irans side. Dermed er de i fare for at blive stemplet som proamerikanske eller provestlige. Regeringen har i ugevis forsøgt at bagtale demonstranterne i stedet for at se dem, som det de er: Irakere der forsøger at opbygge en nation.
- Mange frygter, at situationen forværres, at en krig truer – og at denne i høj grad vil finde sted på irakisk jord.
Karim Wasfi: Ja, og mange spørger sig selv, hvorfor det netop er i Irak, at USA har dræbt den iranske general Soleimani. For mig er det ikke den store overraskelse.
De seneste angreb, som Iran og dets forbundsfæller har udført mod USA, fandt heller ikke sted i Libanon eller i Syrien – men i Irak. - Hvorfor? Fordi såvel USA som Iran har tilgang hertil. Den irakiske regering har ikke kunnet forhindret de seneste pro-iranske militsers angreb på amerikanske og internationale institutioner i Irak, og har dermed selv bidraget til eskalationen.
- Jeg tror, at demonstranterne har mere at frygte fra den irakiske regering end fra en eskalation af konflikten mellem Iran og USA. For regeringen respekterer beskytter ikke landets borgere, der demonstrerer fredeligt, men har svaret igen med voldelige angreb på demonstrationerne. 600 mennesker er blevet dræbt siden oktober sidste år, mere end 16.000 er blevet såret. ( … )
- Befolkningen i Irak ser, hvorledes regeringens olieeksport hver eneste dag giver en indtægt på 300 millioner dollars. Samtidigt med at der ikke bygges nye hospitaler eller skoler og universiteter.
- ”Et lille mindretal profiterer af systemet – det er statsansatte og politikere ...”
- I 1990’erne, i perioden med US-sanktioner, fandtes der i det mindste en nogenlunde fungerende privatsektor. I dag findes der ikke engang det. Samfundet er splittet: Et lille mindretal profiterer af systemet – det er statsansatte og politikere, der har fået deres poster takket være forbindelser eller partimedlemskab. Og så er der det store flertal, som stort set mangler alt.
- Det er en udbredt opfattelse i omverdenen, at splittelsen af Irak frem for alt forløber langs trosretninger eller etniske grupper. Har det forandret sig ?
Karim Wasfi: Noget af det protestbevægelsen har opnået er, at den har pustet liv i en irakisk identitet, der i lang tid har været begravet. Demonstranterne er hverken venstreorienterede eller højreorienterede eller identificerer sig med den ene eller den anden religion. Der er opstået en følelse af tilhørsforhold, som er stærkere end alle andre forskelle.
- Hvordan kom det dertil?
Karim Wasfi: Kort fortalt: Saddam-regimets fald i 2003 var et chock for det irakiske samfund. Et system, en stat var fra den ene dag til den anden simpelthen væk. Så kom borgerkrigen og mange flygtede ud af landet. - 2014 kom ”Islamisk Stat” og volden eskalerede yderligere, hvilket regeringen ikke kunne forhindre. Alt dette har de unge irakere været vidne til og oplevet, mens de samtidigt på internettet betragtede verden udenfor og fra deres forældre hørte, hvordan Irak tidligere engang havde været. De unge søger en identitet. Og anerkendelse.
- Du er selv blevet kendt, fordi du under borgerkrigen i Bagdad i årene 2006-2009 spillede musik på din cello på steder, hvor der kort tid forinden var eksploderet en bombe. Hvad betyder kunst og kultur for protestbevægelsen?
Karim Wasfi: Det er forbavsende: Jeg har lavet så meget – i min tid som dirigent for det irakiske symfoniorkester 2007 til 2016, eller som grundlægger af NGOen ”Fred via kunst“, der engagerede sig i de-radikalisering og fred. Når det kom til stykket, var denne personlige handling nøjagtig lige så effektiv. __________________________________________________
”Omkring Tahrir-pladsen i Bagdads forsømte gamle bydel har protestbevægelsen skabt en utopi – en drøm om det land, de gerne vil leve i”
- I den aktuelle protestbevægelse er kunst også en essentiel bestanddel. I det vi arrangerer koncerter, sætter vi et tegn for civilisering. Mange politikere har forsøgt at diffamere de protesterende som uuddannede, der bare ønsker at stifte kaos. Omkring Tahrir-pladsen i Bagdads forsømte gamle bydel har protestbevægelsen skabt en utopi – en drøm om det land, de gerne vil leve i. Det er en genfødsel af alt det, som i årevis har været umuligt.
___________________________________________________
”Det vigtigste har de allerede opnået - folk rejser sig og kæmper for deres rettigheder...”
- Gør det indtryk på politikerne?
Karim Wasfi: Det er ikke kun på gaden, man kan sætte et regime under pres. Man må også gøre det vha. uddannelse. Befolkningen har indset, at de selv skal beslutte, hvordan de vil leve – og ikke skal lade sig foreskrive dette af andre.
- Når diplomater eller repræsentanter fra internationale organisationer spørger mig, hvad protestbevægelsen kan opnå, svarer jeg dem altid: Det vigtigste har de allerede opnået. Nemlig at folk rejser sig og kæmper for deres rettigheder og pligter, at de tror på, at de af egen kraft kan forandre noget, og at de handler derefter. På et eller andet tidspunkt må politikerne mærke, at deres regning ikke længere går op. De mennesker, som gennemskuer spillet, er i overtal.
___________________________
(Interviewet er oprindeligt offentliggjort i det tyske dagbald ‚Die Tageszeitung‘ – taz, den 9. januar 2020. Oversat og forkortet af autonom infoservice).
- Relateret
konfront, d. 22. november 2019: Irak: De forhadte Tuktuks er blevet symbolet på protesterne i Irak
