18. maj 1993: Intet glemt – intet tilgivet

Efter gentagelsen af Unionsafstemningen kom det til heftige konfrontationer mellem politi og demonstranter på Nørrebro i København.                                  Situationen kulminerede, da politiet skød på demonstranter. Der blev affyret 113 skud. 11 demonstranter og tilskuere blev såret.

  • Socialdemokratisk regering og Folketinget underkender tidligere folkeafstemning
  • Politiet undersøger sig selv – og bliver senere frikendt for al kritik
  • Forhistorien

Den 2. juni 1992 havde 50,7 % af de stemmeberettigede i Danmark stemt NEJ til den såkaldte Maastricht-traktat, der skulle forcere unionsdannelsen i EF (Senere = EU) . Dette på trods af at Folketinget, de borgerlige medier samt erhvervslivet igangsatte en massiv JA-kampagne.                                          Flertallets afgørelse ”stak en kæp i hjulet” og blokerede for EU-toget. For at Maastricht - traktaten kunne træde i kraft, krævede det ratificering fra samtlige medlemsstater.                        Dette problem løste EFs teknokrater med vedtagelsen af  'Edinburgh-erklæringen'  (1) i december 1992 (med Socialistisk Folkepartis støtte. På denne baggrund blev der mindre end et år senere udskrevet en ny folke-afstemning i Danmark om den samme traktat.

Denne afstemning fandt sted 18. maj 1993. Atter en gang gennemførte Folketingets ja-partier og erhvervslivet en omfattende kampagne, der denne gang skulle vende nej'et til et ja. 

  • Vred modstand mod parlamentarikernes underkendelse af folkeafstemningen året før

For at markere modstand mod underkendelsen af folkeafstemningen d. 2. juni 1992 blev der mobiliseret til demo på Nørrebro i København. 

Demoen, der startede på Blågårds Plads om aftenen den 18. maj 1993, var anmeldt af Anti Fascistisk Aktion (AFA) og forløb fredeligt. Efter musik og taler blev demoen som planlagt opløst af arrangørerne ved 22-tiden.

Men vreden og frustrationerne var enorm. EF og deres politiske repræsentanter i Folketinget nægtede at ville acceptere folkeafstemningens klare NEJ-resultat og den gentagne afstemning resulterede nu i det ønskede JA (57 procent) til Maastricht-traktaten.

  •  ”EF-Fri Zone”  

Efter den officielle opløsning af demoen bevægede flere hundrede demonstranter sig op til Nørrebrogade, hvor der blev lavet barrikader med bl.a skurvogne ved Dronning Louises Bro. I løbet af kort tid samledes omkring et par tusinder vrede demonstranter, deriblandt mange lokale beboere. Over barrikaden hængtes et banner med teksten ”EF-Fri Zone” :

Der blev tændt bål flere steder på Nørrebrogade og ved 23-tiden ankom de første politienheder. Lidt senere stormede politiet barrikaden efter at have pumpet store mængder tåregas ind i beboelseskvarteret.  

  • ”Skyd efter benene ... ”

Lidt over midnat sender politiet en mindre gruppe civilstrissere op mod Skt. Hans Torv med ordre til at observere og rapportere om demonstranternes bevægelser. Næsten samtidig ankommer en politideling ad Blegdamsvej til pladsen, hvor den bliver mødt af  stenkast og må trække sig tilbage.

Politiet skyder de første varselsskud. Larmen på Skt. Hans Torv er over-vældende og folk råber af politiet , hvilket kan høres på diverse TV-optagelser.                                            På et tidspunkt rammer en enkelt sten en betjent, der krummer sig sammen, og næsten samtidig høres på TV-optagelserne råbet: ”Skyd efter benene!...”  Så lyder der et enkelt skud. Råbet gentages nogle øjeblikke senere – denne gang mere tydeligt.

Dette resulterer i en massiv skud-salve. På optagelser fra de tilstedeværende tv-kanaler, bla. den tyske kanal NDR (Norddeutscher Rundfunk) samt Vesterbro Lokal TV, TV-stop og Local Eyes, ses det tydeligt, at politibetjente skyder direkte ind i menneskemængden. Det er fortsat helt uopklaret, hvem der gav ordre til denne anden skudepisode.

Skyderierne finder sted i flere omgange. I starten skød politiet overvejende varsels-skud op i luften. I anden omgang besluttede politiet - tilsyneladende opildnet af grupper af civilklædte politifolk - at skyde direkte ind i mængden.

Denne ændring af politiets adfærd ses i en tredje skudepisode, der fandt sted ca. tre kvarter over midtnat. Politiet var da nået frem til Skt. Hans Torv, hvor de affyrede tåregas mod demonstranterne, der var ved at trække sig tilbage.                                                   Samtidig rykkede en afdeling af politiet op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. I denne situation skyder politiet for tredje gang direkte mod demonstranterne.                        Videooptagelserne dokumenterer endvidere, at civilstrisserkorpset, der skulle ”observere” i virkeligheden deltager aktivt i kastningen af brosten - ind i mængden af  demonstranter og derudover deltager i skyderierne.  

  • Affyrede 113 skud og sårede 11 demonstranter og tilskuere

Politiet har iflg. sine egne oplysninger affyret 113 skud. Som ved et mirakel er ingen blevet dræbt, men 11 demonstranter og tilskuere blev såret. Politiet foretager sig ikke de procedureagtige balistiske undersøgelser, da de næste morgen beder Køben-havns Kommune om at rydde op i området. 
Af de 113 projektiler bliver derfor kun 7 indsamlet - 6 fra skudofre, der indlægges på Rigshospitalet og 1 projektil, der pilles ud af en vinduesramme på Rigshospitalet, ca. 600 m borte. 
Hele hændelsesforløbet omkring Fælledvej / Skt. Hans Torv bliver dækket af forsk. TV-kanaler og desuden bekræftet af over 100 øjenvidner. Optagelserne og vidne-forklaringerne skal senere få stor betydning for afsløringen af politiets og politikernes forsøg på at tilsløre begivenhedernes faktiske forløb. 

  • Den socialdemokratiske regering og Folketinget bakker fuldt op bag politiets adfærd

Den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen udtalte efter-følgende sin uforbeholdne støtte til politiet. Men pga. den internationale omtale og det offentlige pres i Danmark blev regeringen tvunget til at gennemføre en efterforskning af begivenhederne.
Undersøgelsen blev i starten præsenteret som ”uvildig”, men det viste sig, at politiet (som så ofte) havde fået til opgave at undersøge sig selv. Det kan derfor ikke undre, at det aldrig er blevet fastslået, hvem der gav ordre til politiets skyderier på Nørrebro, og hvad de reelle begrundelser var ...

  • This is what democracy looks like! 

Efter anmodning fra daværende justitsminister, socialdemokraten Erling Olsen, udarbejdede forligs-manden Asbjørn Jensen en rapport om 18. maj – konfrontationerne.
I sin redegørelse, der blev fremlagt et år senere i 1994 samt i en supplerende redegørelse, som er færdig året  efter, frikendes politiet stort set for al kritik. På trods af verserende TV-dokumentationer der klart viser politiets kritisable adfærd.

  • ”... ikke fandt grund til kritik af nogen art”

Asbjørn Jensens undersøgelsesrapport bliver senere, januar 1996, udsat for massiv kritik af blandt andet Folketingets daværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Kritikken førte til, at Folketinget nedsatte et tværpolitisk undersøgelses-udvalg. Kommissionen skrev den 28. august 2000 i en efterfølgende rapport, at den ”... ikke fandt grund til kritik af nogen art” i forhold til forligsmanden Asbjørn Jensens frifindelse af politiet. Rapporten kommer til at fungere som en fuldstændig hvid-vaskning af ministre, embedsmænd og politi. 

Sandheden omkring politiets skyderier på Nørrebro natten mellem den 18. og 19. maj 1993 er endnu ikke blevet afdækket, fordi politiet ikke ønsker at medvirke, og fordi statsmagten ikke er interesseret i, at sandheden kom frem.
(folk fra autonom infoservice)

 

Note

1) Edinburgh-aftalen blev vedtaget af  EFs stats- og regeringschefer på Det Europæiske Råds møde i Edingburgh i december 1992 og betød en særordning vedrørende Danmarks medlemsskab af EF. Aftalen indeholder de fire forbehold, som de danske politikere var blevet enige om i et såkaldt ”nationalt kompromis” efter afvisningen af Maastricht-traktaten den 2. juni 1992.

Edinburgh-aftalen var til folkeafstemning i Danmark den 18. maj 1993, hvor folke-afstemningens NEJ den 2. juni 1992 blev revideret til et JA til  Maastricht-traktaten med disse 4 undtagelser:

  • Danmark deltager ikke i den fælles forsvarspolitik og i Den Vesteuropæiske Union (WEU), hvor landet dog har observatørstatus.
  • Danmark deltager ikke i møntunionens 3. fase (euroen), bevarer muligheden for at føre selvstændig penge- og valutakurspolitik, men deltager fortsat i EMS-samarbejdet
  • Danmark tager forbehold for unionsborgerskabet, der bliver et supplement til dansk statsborgerskab og således ikke erstatter det
  • Danmark deltager fuldt ud i politi – og asylsamarbejdet, men udelukkende på mellemstatsligt niveau