Da den første chokbølge har lagt sig efter eksplosionen i Beiruts havn d. 4. august, er tusinder af vrede libanesere gået på gaden.
De protesterer mod de politiske magt-haveres skødesløshed, korruption og uansvarlighed, der er årsagen til den enorme eksplosion, som har ødelagt halvdelen af den libanesiske
hovedstad.
- Et essay af den libanesiske forfatter Selim Nassib
"Vi vil konfrontere jer med vores brændende kroppe og med vores blodindsmurte ansigter og I vil sammen med os gå under i disse ruiner”
(Citat: den libanesiske forfatter Elias Khoury)
Essay
af den libanesiske forfatter Sélim Nassib
- Intet kan trøste dem, intet kan tilfredsstille dem, helst ville de personligt kvæle de, som regerer.
Den egentlig fornuftige Fifi Abou Dib fra det fransksproglige dagblad L`Orient-le-Jour ,
skriver i en redaktionel leder, at ”den fortvivlede befolkning burde stille “guillotinerne” parat”.
Bloggeren Samer Frangie forslår, at man indsamler glasskårene fra gaderne og opbevarer dem og, når dagen kommer, kaster dem på de ansvarliges gravsten.
En anden foreslår i forbindelse med de hundredtusinder, der nu er blevet hjemløse og befinder sig på gaden, at angribe de regerendes luksusvillaer, for at rive dem ud af deres senge. Først på
dette tidspunkt kan man tale om en revolution.
Og forfatteren Elias Khoury skriver: „Vi vil konfrontere jer med vores brændende kroppe og med vores blodindsmurte ansigter og I vil sammen med os gå under i disse ruiner”.
Journalisten Antoine Courban, som blev lettere såret under eksplosionen, kunne ikke styre sin vrede, idet han på facebook uden videre kommentarer postede en endeløs svada af raseri.
- Beiruts gader koger over, da demonstranter kræver retfærdighed for ofrene af eksplosionen (8. august 2020):
________________________________
”Hvis I vil hjælpe os, så tag vores præsident med tilbage i jeres bagage og befri os fra ham”
For dem, der stadigvæk gør ligesom om, de taler i det libanesiske folks navn, er den lovede internationale
hjælp et lykketræf. ”Uden tvivl gnider de sig allerede i hænderne over den forventede finansielle støtte”, skriver L`Orient-le-Jours redaktør. Uden tvivl forhandler de allerede om
fordelingen og om, hvor meget den menighed de selv repræsenterer vil kunne modtage.
Allerede en dag efter eksplosionen rejste Frankrigs præsident Emmanuel Macron til Beirut for at udtrykke sin medfølelse. ”Hvis I vil hjælpe os”, skriver en blogger ” så tag
vores præsident med tilbage i jeres bagage og befri os fra ham.”
Efter 20 års fravær grundet en vis afsky, tog jeg sidste år i oktober et fly til Beirut. Det er nu ni måneder siden og det forekommer mig som en evighed. ”Revolutionen” var begyndt at tage fart og jeg troede, at jeg så syner: Folk af alle trosretninger demonstrerede side om side, blokerede pladser og veje, organiserede menneskekæder fra nord til syd og råbte magthaverne imod: ”Alle! Alle vil virkeligt sige alle!” (1)
Det politiske system i Libanon, der baserer på tilhørsforhold til en religiøs menighed har overlevet så mange kriser og krige. Men i folks hoveder brød systemet nu sammen på et øjeblik. Ligesom en slags åbenbaring har folk – om de er kristne, drusere, shiitter eller sunniter , forstået det essentielle: At magthaverne, der næsten alle sammen er ledere af militære militser og som er gået ind i politik, har dannet et kartel der fordeler finansmidlerne blandt sig og dermed sikrer dem indflydelse på ”deres menighed”.
Libanons politiske system er overvejende blevet finansieret fra udlandet af, men idag fungerer denne korrumperende nepotisme ikke mere. Saudi-Arabien vil ikke længere betale ”sine” sunnitiske libanesere. Riyadh vægrer sig mod at sende penge til et land, hvor ¾ nu kontrolleres af Iran. Iran selv, der er presset af USAs sanktioner har ikke længere råd til at betale ”sine” shiitter.
Dertil kommer den alvorlige finanskrise, der skyldes at den libanesiske stat finansierede sine udgifter således, at den via centralbanken tilbød renter langt over det markedsorienterede niveau. Tilbagebetalingen af statsgæld blev finansieret af nye lån. Men uanset fallitens årsager – de tilstrømmende penge fyldte ikke bare magthavernes lommer, de finansierede også deres vidt forgrenede netværk. Libanon blev således et system baseret på vennetjenester.
Da ressourcerne blev opsuget og forsvandt i magtcirklernes kanaler, blev vanskelighederne for de fleste
almindelige borgere helt ubærlige: Det blev for de fleste umuligt at klare sig indtil slutningen af måneden, at finde en arbejdsplads, at klare huslejen, at sende børnene i skole og betale
lægehjælp.
Tredive år efter borgerkrigen i Libanon var det stadig ikke lykkedes for statsvæsenet at sørge for at rydde affald bort, forsyne beboerne
med rent drikkevand og skabe et fungerende strømnet. For ikke at nævne den bitre elendighed for alle dem, der ikke har nogen somhelst indkomst, og børnene der søger efter mad i
skraldespandene. Pludseligt og eksplosivt er vreden blevet tændt, nok er nok.
Hvordan har magthaverne så reageret? De er gået i dækning og håber på, at bevægelsen langsomt fordamper igen. De har sendt betalte bøller ud for at slå opstanden ned og fremprovokeret konfrontationerne for at tilintetgøre den ikke-voldelige konsens i den folkelige opstand. Samtidig har de indført et banksystem, som kun i meget begrænset omfang giver folk tilgang til deres egne penge.
Samtidigt flyttede magthaverne milliarder af Euro til udenlandske konti. Da Corona-krisen brød ud og folk måtte blive hjemme, profiterede statsmagten også af det: Pladser blev ryddet og alle de tegn på protest, der endnu var tilbage, blev udryddet. Man lod som om, der ikke var sket noget som helst. Libanon var ruineret og den nationale valuta brød sammen. Befolkningen blev kastet ud i ekstrem fattigdom.
_________________________________________________
”Selvom vreden retter sig mod alle magthavere, så er den især rettet mod Hisbollah, der for et par år siden overtog kontrollen med en stor del af
Beiruts havn”
Når 2.750 tons ammoniumnitrat, på trods af gentagne advarsler, illegalt oplagres havnen og eksploderer med en kraft, så halvdelen af byen ødelægges – så forstår man hvorfor mordlysten har grebet en stor del af befolkningen.
Selvom vreden retter sig mod alle magthavere, så er den især rettet mod Hisbollah, der for et par år siden overtog kontrollen med en stor del af Beiruts havn. Denne kontrolpostition har gjort det muligt at sluse våben, flydele mv. ind i landet fra Iran - under påskud af ”Kampen mod Israel” . Enhver reform af det libanesiske system støder uværgerligt på spørgsmålet om Hisbollahs våben, som den shiitiske organisation vil beholde, uanset hvad der sker.
Nu har landets aldrende præsident, Michel Aoun, nøjagtig lige som sin grådige svigersøn, der drømmer om at kunne afløse ham, indgået en alliance med Hisbollah og dermed cementeret en magtstruktur, der er næsten umulig at bryde op. Alt imens folk sulter på gaden.
Kontrollen med havnen har også tilladt "Guds Parti“ (billederne ovenfor)
at skaffe sig væsentlige fordele ved, at en stor del af de produkter, som forbruges i Libanon føres ind i landet ad denne vej. At de er ansvarlige for gerningsstedet, hvor denne gruopvækkende
eksplosion fandt sted, betyder at det shiitiske parti har en særlig skyld.
På de sociale medier florerer der derfor en karikaturtegning af en paddehatsformet eksplosion beklædt med ajatollahens turban og undertitlen: Ud!”.
____________________________________
” ...Samtidigt forhindrede de logisk nok at der blev etableret en ledelse, der talte på oprørets vegne”.
Men tilbage til udgangspunktet: Revolutionen
i oktober 2019, der bragte libaneserne sammen som aldrig før, har vist sig ude af stand til at omvælte den herskende samfundsorden. Takket være de sociale netværk har oprørets horisontale
struktur muliggjort dannelsen og udbredelsen af tusindvis af initiativer. Samtidigt forhindrede de logisk nok at der blev etableret en ledelse, der talte på oprørets
vegne.
Denne bevægelse ville ikke have nogen chef. Den følte, at dens sjæl og særlige egenskaber ville være gået tabt, hvis repræsentationsmagten var blevet uddelegeret til bestemte
personer.
____________________________________
"For det som udspiller sig i Libanon, er større end Libanon"
Det var oprørets styrke, men også dets svaghed – især pga. de ”hajer”, der hellere vil lade deres land gå under end afgive magten. Næsten
alle folkeopstande i dette århundrede, fra USA til Chile samt Det Arabiske Forår, er mislykkedes på denne måde og af den samme grund.
Kun i Tunesien gik det anderledes, ikke uden vanskeligheder, nøjagtig lige som i Sudan, hvor faglige organisationer der agerer i det skjulte har formået at skabe en modvægt, der kan yde
inflydelse på udviklingen. For alle andre folkeoprør går det dårligt, men spillet er ikke slut endnu.
Uanset skuffelser og frustrationer viser den konstante opblussen af denne slags revolter, at de opståede fælleskaber er igang med at finde
en udvej, mens kapitalismen, der regerer os, har vist sig ude af stand til at håndere de store udfordringer.
På trods af smerten, de døde og hjemløshed for hundredtusindvis af mennesker, er libaneserne tvunget til at søge mere ihærdigt efter en udvej. Det er deres sørgelige ære. For det som udspiller
sig i Libanon, er større end Libanon.
___________________________________________
Den oprindelig tekst er oversat fra fransk og offentliggjort i det tyske dagblad Die Tageszeitung – taz, d.8. august 2020, oversat og forkortet af autonom infoservice.
- Om eftermiddagen den 4. august 2020 skete der flere eksplosioner i Beirut havn.
Mindst 100 personer døde og mindst 4.000 blev såret og ifølge forskellige vurderinger er omkring 300.000 mennesker blevet hjemløse som følge
af eksplosionerne.
Hovedeksplosionen skyldes de omkring 2.750 tons ammoniumnitrat, der var blevet konfiskeret af regeringen fra et forladt skib og opbevaret på havnen uden særlige
sikkerhedsforanstaltning i de seneste seks år.
Årsagen til eksplosionen ligger endnu ikke fast, men meget tyder på, at eksplosionen udløste en brand. Eksplosionens trykbølge ødelagde huse i en radius på flere kilometer, og der blev
registreret rystelser på Cypern mere end 200 km væk.
- Note
1) Se også autonom infoservice, d. 29. oktober 2019: ”Libanon: Folkeoprøret bringer regeringen til fald”
- Relateret
Tariq Ali: A FRIEND WRITES FROM LEBANON
" There’s a blind rage
in the streets. I’ve seen nothing like it, Tariq. Not in Pakistan, not in Sri Lanka, not in Turkey, not even in Tunisia when I was there in 2011. I was in Martyrs’ Square yesterday, and there
were young people everywhere just looking for something to break.
They didn’t care if they would get infected with COVID-19, knowing that the hospitals have collapsed and wouldn’t be able to take care of them. They didn’t fear the security forces arrayed around
them, who fired multiple rounds of tear gas first, then rubber bullets, then live ammunition in an abortive attempt to scatter their ranks. “They’ll run out of tear gas and bullets soon,” one
protestor told me, noting how everything is in short supply in Lebanon these days. “Then what will they do to us?” It’s extraordinary. (... ) ".
- Læs hele teksten via facebook
__________
Udpluk af Sélim Nassibs bøger (Forstør ved at klikke på billedet):
