Kommentar: Anarkistiske og autonome bogcaféer før og nu

Denne tekst er en opsamling af nogle tanker om det at være aktivist i en bogcafé. Skrevet med udgangspunkt i års erfaring i venstreradikale miljøer.

" Hvordan kan infoshops/bogcaféer overleve i en tid, hvor digitale sociale medier dominerer og folk i mindre grad læser trykte bøger og andet fysisk materiale? "

• Et diskussionsbidrag fra Stephan, anarkistisk aktivist fra ’Bogcaféen Halmtorvet’ på Vesterbro i København.

• Anarkistiske og Autonome Bogcaféer [1]

Der er offentliggjort relativt få artikler om, hvordan anarkister driver infoshops.

De første artikler jeg faldt over, er mere end 10 år gamle. Engelsksprogede tekster såsom "Building a new kind of infoshop"  , "5 Steps to Reviving Your Failing Anarchist Bookstore" og “Building a cohesive vision for infoshops", er hvad man kan, eller kunne, finde i en tekst på infoshop.org. 
Engang imellem er der artikler, der omhandler aktivisters egne erfaringer. De skrives som regel, når projekter lukker og aktivister drager nogle konklusioner af deres oplevelser - som f.eks.: "Demise of the beehive collective: Infoshops ain’t the revolution" . 

• Kommunikation styrker netværket

En sjælden gang hører vi om et projekt under andre omstændigheder. Det kan være, når der sker større forandringer, som påvirker mere end blot kernegruppen af aktivister. Som f.eks. når konceptet skal laves om af en eller anden grund, og derfor påvirker brugerne af stedet.

Jeg husker en kommentar i det tysksprogede blad Gǎidào om, at Infoladen Black Pigeon (billedet nedenfor) lavede deres koncept om, fra at have almindelige åbningstider med salg af bøger, til kun at sælge og have åbent, når der var aktiviteter planlagt i bogcaféen.   (Forstør ved at klikke på billedet): 

• Efterlysning af information 

Det findes et netværk af bogcafeer i UK. [1]  Ligeledes er Bogcaféen Halmtorvet med i et netværk af venstreradikale bogcafeer i Norden (Danmark, Sverige og Finland kaldt Förenade Bokcaféer).  
Spørgsmålet er, om der er lignende netværk af bogcaféer i andre lande?

Der bliver skabt venstreradikale og anarkistiske bogmesser på de mest utrolige steder i verden, så må der vel være formelle eller uformelle netværk i flere lande. 

Dette er kun nogle af de generelle praktiske spørgsmål, men et mere gennemarbejdet teoretisk perspektiv mangler, med henblik på historiske erfaringer og nutidige perspektiver. Infoshops i 2020 kan ikke være de samme, som de var i 1900, eller i 1970erne.
Hvordan kan infoshops/bogcaféer overleve i en tid, hvor digitale sociale medier dominerer og folk i mindre grad læser trykte bøger og andet fysisk materiale?
Internettet og de kommercielle bog-handlere har ikke gjort det nemmere for venstreradikale infoshops at klare sig, men nogle florerer og overlever alligevel, uanset deres økonomiske succes burde disse være de primære mødesteder for at samle individer og deres ideer, da de er med til at skabe en essentiel venstreradikal ånd, man ikke finder andre steder.[1] 

• Fra Storbritannien ...

Det interessante er, at der er relativt meget nutidig debat om, hvordan anarkister og andre venstreradikale organiserer sig i grupper, føderationer og de metoder, vi baserer vores strukturer på. Der foregår dog næsten ingen diskussion om de roller, infoshops har, og har haft, inden for en venstreradikale og anarkistiske bevægelse.
Som for eksempel den centrale rolle som bladet ”Freedom” i London har spillet, et skrift hvis udgangs-punkt var en bogcafé med samme navn, som i mange år var og stadig er et samlingssted for anarkister og sociale bevægelser. Fra kilder i bladet ”Freedom” ved jeg, at der engang fandtes aktiviststeder med bogsalg i flere mindre byer i UK. 

• ... til Danmark

Fra det jeg kan fortolke med udgangspunkt i annoncer i venstreradikale tidsskrifter og bøger, har der været en del autonome og anarkistiske bogcaféer Danmark med længere eller kortere levetid. 

I Århus var der i mange år Bogcaféen Regnbuen, som blev kendt i medierne, på grund af politiets efterretningstjenestes (PETs) infiltration, hvor en agent forsøgte at sælge sprængstof. En sag som endte med en kæmpe offentlig skandale. [1] 
Siden har der været flere forsøg på at etablere lignende anarkistiske bogcafé-projekter i samme by. For eksempel fandtes der en sådan bogcafé i Trøjborg Beboerhus, som skiftede til navnet 'Regnbuen'. Et andet sted i byen fandtes der en bogcafé ved navn 'Kotik' (på facebook)  

I Aalborg var der også en bogcafe, der hed Nordvestpassagen, den lå i beboerhuset 1000FRYD .

• Anarkisten Carl Heinrich Pedersens bogbutik

Der var også en bogcafé med navnet Sorte Slyngel i Esbjerg [1] og der endnu mindre viden at finde om det sted. 
Det mest kendte sted for venstreradikalt bogsalg var nok Carl Heinrich Pedersens   Anarkistisk Boghandel. Den lå i Gothers-gade 27 i Viborg. 
I ejendommen, som Carl Heinrich havde arvet, indrettede han en bogbutik, der eksisterede i mange år. Efter hans død blev huset gjort om til en fond med det formål at sikre den lavest mulige husleje for beboerne. 
^[1] https://barrikaden.dk/wp-content/uploads/2018/10/jubil%C3%A6umsskrift_web_rettet.pdf

• Københavns antiautoritære bogcaféer før og nu

Organisationen af Revolutionære Anarkister (ORA) havde noget bogsalg i en butikslejlighed, der fungerede både som Anarkistisk Boghandel [1] antikvariat, mødelokale og lokale til børnepasning på Amager i Frankrigsgade 16.
Stedet blev kaldt “16” og eksisterede fra 1971 til 1973. ORA lavede en egentligt anarkistisk bogcafé også kaldt Anarkistisk Boghandel på Frederiksberg i Schønbergsgade 7. På grund af interne splittelser i gruppen fandtes den kun fra 1973 til 1974.

Der var også en bogcafé i Ungdomshuset på Jagtvej 69. Det startede som Ungdomshusets Infocafé, og i begyndelsen af 1990’erne blev det til Infocafé Usmalia (billedet tv.) , der holdt til i husets kælder. 
Usmalia havde en aflægger på Christianias Pusherstreet under navnet Infolade 69 fra 2005 . Den fandtes i nogle år med skiftende aktivitetsniveau. 

I det nye ungdomshus på Dortheavej 61 i København NV. blev der grundlagt en ny bogcafë ved navn 'Barrikaden', som havde 10 års-jubilæum i 2018 [1], og den findes den dag i dag.

^[1] https://barrikaden.dk/wp-content/uploads/2018/10/jubil%C3%A6umsskrift_web_rettet.pdf

• Bogcaféen Halmtorvet

Senere blev Bogcaféen Halmtorvet    på Vesterbro stiftet og den kan snart kan fejre 5 års jubilæum.
Barrikaden og Bogcafeen Halmtorvet har lavet deres eget lokale bogcafé-netværk under navnet Forenede Anarkistiske Bogcaféer (FAB).

Bogcaféen 'Zapata' blev dannet af en autonom, rådsocialistisk gruppe: autonomi-kollektivet. Infocaféen var et samlingssted for forskellige aktive politiske og kulturelle grupper (bla. en kurdisk og tyrkisk revolutionær gruppe, et palæstinensisk dansekollektiv, en autonom og feministisk gruppe). Enhver af disse grupper havde en fast ugentlig dag i bogcaféen. (Nogle af aktivisterne derfra er i dag aktive omkring autonom infoservice). 

Som aktivist kan jeg kun sige, at manglende evne til at håndtere diskussioner om vigtige emner, strategier og perspektiver er dybt frustrerende, fordi det personlige også i den grad er politisk.
Det kan ikke være anderledes, eftersom man bruger så meget tid, så mange forhåbninger og penge på at skabe dette sted til kammerater, til vores fælles kamp.
Man kan endda efter nogen tid selv opfatte det som noget, der bliver taget for givet af andre kammerater.
Det er desuden også potentielt en udfordring, at man i årevis er afhængig af at arbejde tæt sammen med de samme personer. Det kan skabe konflikter på et personligt niveau.
Det kan resultere i følelsen af, at man er overbebyrdet med arbejde, med de projekter man er involveret i. Hvad der også kan være overvældende, er den desillusionerede indsigt i, hvor meget der er at lave, og hvor lidt man som enkeltperson kan gøre i en bogcafe, især i kontrast til kapitalismens daglige vanvid, og hvor store modsætninger det præsenterer, i forhold til det radikale utopi, man kæmper for. 

• Manglende anerkendelse & afmagtsfølelser

Generelt oplever jeg, at der er en manglende anerkendelse af, hvad kammerater yder, ud over at skulle overleve i det kapitalistiske demokrati. 
Afmagtsfølelse kan skabe en idé om, at man ejer eller har ret over et projekt, fordi man prøver at styre det, med den smule formåen man har, så godt man nu kan, og skabe sit eget lille præfigurative fristed. 

Det er kun forståeligt, at man efter mange års aktivisme for et projekt får samme afhængighedsforhold, som forældre har med deres børn.
Det bliver især problematisk, når det bliver en statisk idé og man ikke kan indse, at man fejlede, eller at man tolker kritik ideologisk eller personligt.
Noget der er dybt problematisk i de mest ekstreme tilfælde. Det er også svært at indrømme fejl, hvis man har brugt så meget tid på et projekt, hvilket kan resultere i en fornemmelse af, at det er dem og os - eller én alene mod alle andre.
Jeg tror, ud fra min egen erfaring, at på baggrund af ressourcemangel, opstår ind imellem en følelse af, at man konkurrerer med andre projekter om aktivister og økonomi. Det reproducerer desværre potentielt den selvsamme antagonistiske konkurrencementalitet, som finder sted i resten af samfundet, men mellem kammerater.

Aktivister har roller i et projekt og det kan forårsage konflikter og berøringsangst omkring bestemte emner på grund af frygt for splittelse, på grund af reelle, også ofte knap så reelle, uenigheder.  Men det skaber også en giftig kultur som, i form af call-out culture. Denne kultur reproducerer middelklassens måde at bruge viden og uddannelse til at sikre sig privilegier og dominans i et miljø, frem for at skabe en kultur af solidaritet og omsorg blandt kammerater.
Omstændigheder som giver plads til mennesker, som ikke taler politisk ”korrekt”, eller har svært ved at leve op til de mange krav og normer, vi har til kammerater. (Dette bliver rigtig godt beskrevet i et interview med Geroge Lakey og Daniel Hunter  (George Lakey - How We Win A Guide To Nonviolent Direct Action Campaigning: TACKLING OPPRESSION TO FREE UP OUR POWERA DIALOGUE WITH DANIEL HUNTER, s. 31-40 ).

Måske er det muligt at skabe en kultur af omsorg og solidaritet, der netop giver plads i bogcaféerne til at facilitere de nødvendige diskussioner om strategi, uenighed og konflikter omkring roller i forhold til opgaver. Problemer vi ikke kan undgå, men i stedet må forsøge at finde den bedst mulige måde at håndtere på.

- Er det muligt at mødes om et projekt, samle penge og planlægge noget måske flere år frem i tiden? Det vil sige, at opbygge noget at se frem til, i stedet for altid at løbe efter begivenhed efter begivenhed, protest efter protest?

Bogcaféerne kan være med i større kampagner, stå for projekter som folkehøjskoler, lave oplysningsarbejde, osv. ...
- Man hvad er egentligt bogcafeernes rolle i sociale bevægelser som helhed?
- Det er meget uklart for mig. Er vi en service til politiske forbrugere?
- Hvor meget er det en forretning og hvor meget af det, er det ideelle forenings-arbejde?
- Hvilken rolle har disse som et sted med infrastruktur for fællesskaber for militans og agitation?
- Er det lukkede foreninger og studiegrupper? Et sted at møde venner og dyrke en subkultur?
- Er det steder hvor anarkister har en historie?

- Hvad er disse projekters rolle i forhold til at organisere sig?

• "Bogcafeernes aktivisme er ikke for alle, det er sikkert"

Tilfældet er nok, at infoshops er lidt af hvert og vægter forskelligt fra sted til sted.

Bogcafeernes aktivisme er ikke for alle, det er sikkert. En del af foreningsarbejdet kan være kedeligt. Det kræver også, at man forpligter sig økonomisk og til at holde stedet åbent for andre som et minimum.
- Hvordan kan man gøre det interessant for mennesker, som ikke umiddelbart synes, at det er spændende, hvordan appellerer vi bredere?
Jeg tror, hvis vi ønsker flere og også længere eksisterende bogcafeer, så er vi nødt til at tage nogle af disse spørgsmål op. 

• En opfordring til kritisk diskussion

Jeg tror, jeg kan svare på nogle af spørgsmålene ud fra egen erfaring. Hvad jeg dog ikke kan, er at tale fyldestgørende på andres vegne.

I kan potentielt være med til at hjælpe med at belyse, hvad bogcafeernes roller er, fordi det er jo også er jeres publikationer, der står på hylderne i butikken, og forhåbentligt bliver solgt og spredt i større stil i fremtiden. 
Dette forudsætter dog, at vi hjælper hinanden med at finde ud af, hvordan vi opbygger en mere veludtænkt og organiseret fremgangsmåde til at forstå vores præmisser, roller og muligheder gennem bogcaféerne. Tænk hvis vores indbyrdes solidaritet formår at bidrage til skabelsen af flere steder for radikal forandring.

Ud fra mit lavpraktiske perspektiv som frivillig i en anarkistisk bogcafe lige nu, formoder jeg, vi skal starte med noget simpelt i praksis. Noget som en bred diversitet af mennesker kan være med på.

Jeg foreslår eksempelvis, at vi kan begynde med at lave en liste af aktiviteter, man kan lave i en infoshop, ud over det at sælge bøger, T-shirts og andet, og netop centrere at skabe kultur / fællesskab/reklame omkring det, vi kan tilbyde af modkultur, og støtte op om sociale kampe mod hierarki, stat og kapital.
Lad os starte med de forhold, som er nemme at relatere sig til, og se hvordan vi kan gå videre derfra.
Det kan eventuelt bruges som inspiration til at starte en tråd på sociale medier/grupper. 

• Forslag inkluderer bla:

1) En opdateret wiki/liste/googlemap over hvilke bogcaféer - og lignende projekter som f.eks. biblioteker - der faktisk findes. (Det vil gøre det nemmere for kammerater at besøge hinandens projekter og blive gensidigt inspireret)
2) En wiki/liste med artikler med gode råd til, hvordan man kan starte en bogcafé op og holde den kørende.
3) Workshop om hvordan nogen vil/kan udvikle et sted, eller noget som agerer som inspiration til at opstart af et sted. Eventuelt i form af en work-shop som kan træne/uddanne aktivister.
4) En samling af tekster - evt. som pjece - som udgangspunkt for oplæg til lokale debatter / workshops om, hvad der fungerer, og ikke fungerer, i driften af bogcaféer.

5) I videre forløb kan man tage emner op, som er relevante for bogcaféaktivister om, hvordan man forholder sig realistisk til blandt andet sikkerhed f.eks. IT, myndighederne, angreb fra højre-ekstremister osv. Fordi det er steder, som er offentlige og der er ansigter udadtil, og der er adgang til vores bevægelse.
6) Pjece/workshop/råd til hvordan man behandler interne konflikter og uoverensstemmelser mellem kammerater i kontekst af driften af en bogcafé.
7) At skabe kontakter til eksisterende netværk, eller inspirere til skabelse af nye initiativer. Især med hensigt på at arrangere anarkistiske og venstre-radikale bogmesser.
8) Nyhedsbrev af og for radikale og anarkistiske bogsælgere, eventuelt på flere sprog

9) Fælles kampagne imod Amazon, som den UK baserede Alliances of Radical Booksellers (ARB) skriver om på deres hjemmeside.  

10) Etableringen af fælles hjemmesider, plakater, klistermærker, T-shirts, flyers, pod-casts, m.m., der reklamerer for og fortæller om bogcaféerne. (Det kunne også være interessant at lave et klistermærke / mærkat, ved indgangsdøren eller et andet synligt sted, til bogcaféer som er en del af dette lokale / internationale netværk)
11) Bogcaféerne kan hjælpe hinanden med at formidle og arrangere: foredrag, mindre udstillinger af billeder/maleri/musik mm.
12) Lave en fælles årlig pris for at mindes / udmærke særlig venstreradikal / revolutionær aktivisme / litteratur. 
13) Lave en bogklub og læsegrupper sammen og reklamer for dem i bogcafeerne.

14) Indlæse bøger som lydbog for at gøre dem tilgængeligt, og sælg lydbøger og støt forfatterne der.
15) Lydoptag foredrag, der sker i bogcafeerne og læg dem ud på bogcaféens hjemmeside.
16) Lave DIY-udstillinger med korte tekster, der er nemme at oversætte og med billeder som folk selv kan printe ud og sætte op i bogcafeer og andre steder. Udstillingerne kan have historiske emner som f.eks. 1. majs revolutionære historie, anarkistiske kvinder, BZ' huse, … .
17) Måske stifte en brancheforening for alle socialøkonomiske, kooperative og forretningsdrivende bogcaféer. Det kan skabe mange flere resurser til vores projekter og introducere vores idealer og praksis ud over små subkulturelle miljøer.

______________

Disse forslag er alle nogen, som kunne tages op som emner til møder / workshops blandt kammeraterne på en af de mange A-bogmesser, og
vil kunne bidrage til at skabe samarbejde på tværs af infoshops på internationalt plan. Noget som netop har vist sig at være svært at få organiseret efter min egen erfaring.           # Stephan, august 2020