Vestsahara - Afrikas sidste koloni

Midt i november sidste år startede efter næsten 29 års våbenhvile en ny væbnet konflikt mellem det marokkanske militær og  den venstreorienterede befrielses-bevægelse ’Frente Polisario’.
" 30 års udbytning, 30 års flugt, 30 års elendighed. Vi har naturligvis fortsat med at kæmpe, med andre midler, politisk, diplomatisk, juridisk, men ikke militært. Det har dog ikke ført til noget som helst. Nu vil vi igen også bruge den væbnede kamp som legitimt redskab for at befri og forsvare vores land"  (Nadjat  Hamdi fra Frente Polisario)

• I 1975 besatte Marokko Vestsahara.

Landet står på FNs liste over verdens 17 kolonier og er Afrikas sidste koloni. Marokko holder indtil i dag 2/3 del af landet besat, det område hvor omkring 95 procent af saharawierne lever.

En stor del af befolkningen i området er imidlertid marrokanere, der er blevet flyttet hertil af den marokkanske regering, hvilket er i strid med Geneve-konventionens artikl 49. Den forbyder en besættelsesmagt at flytte dele af sin egen befolkning ind det besatte område. 
Tilbage i 1991 forhandlede FN en fredsaftale på plads, der skulle efterfølges af en fredsafstemning om den præcise fordeling af land. Den afstemning er imidlertid aldrig blevet afholdt – primært på grund af en strid med den marokkanske regering om, hvem der er stemmeberettigede

Frente Polisario

Den ’Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik’   (SADR) er landområdet i det nordvestlige Afrika. Den venstreorienterede befrielsesbevægelse Frente Polisario har basis i flygtningelejrene i det algierske Tindouf og kontrollerer derfra den næsten ubeboede tredjedel af det østlige Sahara.

Efter århundreder med skiftende europæisk og osmanisk besættelse og kontrol blev Marokko i 1912 formelt opdelt i et fransk og et spansk protektorat. I 1956 opgav begge lande på baggrund af de antikoloniale revolter på verdensplan deres kolonier og Marokko blev uafhængigt. Mens Vestsahara forblev besat af Spanien.
I 1973 dannede tidligere studenter en socialistisk orienteret bevægelse ved navn ”Frente Polisario” (”Folkefronten for frigørelse af Saguia el-Hamret og Río de Oro”), som er henholdsvis den nordlige og sydlige del af Vestsahara.
Samme år gennemførte Polisario det første væbnede angreb mod spanske styrker. Polisarios væbnede kamp gav Spanien store problemer med at beholde kontrollen. Sommeren 1975 havde Spanien kun kontrol over byerne Dachla, l’Ayoune og Smara.
En af årsagen til Spaniens manglende kontrol var, at Francos regime i den spanske stat var ved at gå i opløsning, og landet havde hverken kapacitet eller politisk kraft til at føre kolonikrig.

• Guerillaens kamp i Sahara

Støttet af Algeriets regering startede den saharawieske befrielsesbevægelse Frente Polisario en guerillakrig mod begge de to besættelsesmagter og udråbte  i 1976 ’Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik’ i det nordvestlige Afrika. Oprindeligt blev Sahara-republikken officielt anerkendt af 86 stater.

Idag er der pga. de mange geo-politiske forandrede styrkeforhold kun 36 lande tilbage, som anerkender Polisarios republik. Deriblandt Algeriet, Sydafrika, Nigeria og Etiopien, samt lande der er i konflikt med den vestlige del af imperialismen, så som Cuba, Venezuela, Mexico, Nordkorea, mv.
Men ikke et eneste land fra det globale Norden (se wikipedia ).
Også 'Den Afrikanske Union' (AU) anerkender ’Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik’ som den eneste legitime repræsentant for menneskerne i Vestsahara. 

• ”Skændelsens mur”

Efter tre år med guerillakrig og saharawiernes mod-stand trak den mauretanske regering i 1979 sig ud af den sydlige del af Vestsahara. De befriede områder blev dog omgående besat af Marokko.
Siden marokkanske styrker rykkede ind i området i 1980, har Marokko bygget en 2.700 km lang mur gennem Vestsahara, som deler territoriet i to (se billedet nedenfor) .
Langs muren blev der bygget marokkanske militærpoints og der blev lagt minefelter i området. Dette skulle beskytte muren og forhindre befolkningen i de besatte områder fra at komme i kontakt med befolkningen i flygtningelejrene i Algeriet. Saharawierne kalder muren  ”Skændslens mur”. Polisarios krig mod besættelsesmagten Marokko resulterede i 1991 i, at FN tog initiativ til forhandling om en våbenhvileaftale.
I den befriede zone, der er på størrelse med Portugal, lever der i dag omkring 30.000 mennesker.

I slutningen af september 2020 startede en mindre gruppe ubevæbnede aktivister fra de saharawierske flygtningelejre i Algieret en 1500 km lang march langs muren til byen Guerguerat sydvest for Vestsahara, hvor de midt i pufferzonene midt i oktober 2020 oprettede en protestcamp mod den marrokanske besættelsesmagt.
På samme tid organiserede sahrawierne demonstrationer og blokadeaktiviteter langs muren. Slut oktober blokerede omkring 60 aktivister i mere end tre uger en central handelsrute melem Marokko og Mauretanien. Den 13. november ankom marokkanske tropper til blokaden. 

Ifølge brevet fra saharawiernes præsident Brahim Ghali til FNs generalsekretær António Guterres gennemførte det marrokanske militær et brutalt angreb på de civile demonstranter. Polisarios enheder intervenerede til støtte for aktivisterne og det kom til væbnede konfrontationer med de marokkanske tropper.

Nadjat Hamdi fra Polisario udtaler:
” 30 års tålmodig venten, betyder uendelig meget. En hel generation, som under vanskelige betingelser er vokset op i flygtningelejre. 30 års udbytning, 30 års flugt, 30 års elendighed. Vi har naturligvis fortsat med at kæmpe, med andre midler, politisk, diplomatisk, juridisk, men ikke militært. Det har dog ikke ført til noget som helst. Nu vil vi igen også bruge den væbnede kamp som legitimt redskab for at befri og forsvare vores land. Vi forherliger ikke krigen, som vi har oplevet og ved, hvad betyder. Vi ønsker ikke denne krig, men den er nu for anden gang blevet påtvunget os.”
(julie, ikh., al.  / autonom infoservice)  

• links til Frente Polisarios hjemmeside på spansk 

Kilder

• wikipedia.de 
• Terre des Homme Schweiz 
• Middle East Eye 
• Graswurzelrevolution nr. 456  (1. februar 2021)