Revolten startede med en stor protestdemo den 26. februar 1921 i flådens hovedbase Kronstadt nær Petrograd.
I solidaritet med de igangværende strejker i Petrograd og i protest mod bolsjevikkernes partikontrol over arbejderrådene (sovjets).
Bolsjevikpartiets nedkæmpelse af Kronstadt-oprøret den 18. marts 1921 var et markant nederlag for rådsidéen i Rusland.
- Det statsbureaukratiske regime viste sig at være uforenligt med basisdemokratiske principper, der bygger på producenternes føderale fællesskaber...
Revolutionsåret 1921 markerede to afgørende begivenheder for den russiske revolutions videre skæbne: Matrosernes opstand i Kronstadt (26. februar – 18. marts 1921) og bolsjevikpartiets 10. partikongres (8. – 16. marts 1921), hvor den partiinterne opposition ’Arbejderoppositionen’ måtte opløse deres fraktion. (1)
Kronstadtrevolten startede med en stor protestdemo d. 26. februar 1921
i flådens hovedbase Kronstadt nær Petrograd. I solidaritetet med de igangværende strejker i Petrograd (2), og i protest mod bolsjevikkernes partikontrol over arbejderrådene.
Oprørernes krav var:
* Frie og hemmelige valg til rådene,
* ucensureret tale - og pressefrihed,
* frie og partiuafhængige fagforeninger,
* løsladelse af de politiske fanger,
* stop for tvangsrekvireringer hos bønderne og * stop for den ulige fødevarerationering.
-
’Arbejderoppositionen’ i bolsjevikpartiet og
Kronstadt-oprørerne havde en del kritikker til fælles:
” Begge kritiserede massivt bolsjevikkernes parti- og statsledelse for brud på de revolutionære idealer ved at ofre demokratiske principper og lighedsprincipper til fordel for en autoritær statsræson og et udpræget bureaukratisk forhold til magten for magtens skyld.” (Kilde: Maurice Brinton, Die Bolschewikki und die Arbeiter-kontrolle. Verlag Associaton, Hamburg 1976)
Dette fælles fodslag mellem bolsjevikpartiets venstrefløj og Kronstadt-oprørerne endte dog, da oprørerne krævede frie valg til Sovjetterne (rådene), hvilket partimedlemmer opfattede som en trussel mod partiets legitimitet.
-
Kronstadtoprøret hentede inspiration til deres politiske
alternativ fra de klassiske anarko-syndikalistiske idéer:
”Hvis fagforeningerne fik retten til omfattende autonomi,ville bolsjevikkernes centralistiske strukturer bryde sammen, og dermed ville kommissærernes og de politiske afdelingers eksistensberettigelse bortfalde. (..) Den socialistiske sovjetrepublik kan kun være stærk, når dens forvaltning bliver udøvet af den arbejdende klasse selv gennem demokratiske fagforeninger. ” (kilde: Oprøret i Kronstadt, udgivet som antologi hos forlaget Rhodos, 1973)
Bolsjevikpartiets ledende folk, først og fremmest Lenin selv, mente at kravet om fag-foreninger der agerer uafhængigt af partiet, indebar en uforenelig modsætning mellem de to organisationsformer. Derfor var det for partiets ledelse uomgængeligt, at Kronstadt-oprøret måtte knuses og enhver opposition, der anfægtede partiets ledende rolle måtte bekæmpes.
At Arbejderoppositionens delegerede på bolsjevikpartiets X. kongres frivilligt sammen med de øvrige partidelegerede meldte sig til at deltage i den militære smadring af Kronstadt-revolten, er del af historiens ironi. Så udpræget var troen på partiets ledelsesdogma.
- "Kronstadt - Pariserkommunen"
Skønt opstanden blev mødt med sympati fra de dele af befolkningen, der fik kend-skab til den og på trods af
partiets indre splittelse samt et ihærdigt forsoningsforsøg fra respekterede revolutionære som Emma Goldman og Alexander Berkman, der på dette tidspunkt opholdt sig i Rusland, udraderede den nye
stat hensynsløst opstanden i Kronstadt.
Emma Goldman anklagede fuld af vrede bolsjevikpartiets ledelse for, at nedslagt-ningen af Pariserkommunen havde
fået en efterligning i Kronstadt ”den 18. marts 1921” – årsdagen for proklameringen af Kommunen. (kilde: Emma Goldman, Anarkistiske erindringer,
Borgen 1976)
Victor Serge kommenterede med bemærkelsesværdig skarphed, at bolsjevikpartiet i det øjeblik
Kronstadt-oprørerne krævede en tilbagevenden til rådsdemokrati og frihedsidealer, prompte reagerede med propaganda og misinformation:
”Det værste var, at den officielle løgn lammede os. At vores eget parti løj for os
på en måde, som ikke er sket nogensinde før” (kilde: Victor Serge, Erindringer af en revolutionær, Politisk Revy, 1976/77).
Anarkisterne støttede uden tøven revolten og dens krav. De så i Kronstadt chancen for en genopliven af
revolutionen. I form af en ’tredje og sidste etappe’, som skulle bringe overtagelsen af magten gennem et politisk parti til ophør og bane vejen frem til et basisdemokratisk struktureret
samfund. Et krav som anarkisterne allerede i 1917 fremkom med.
Ifølge den russiske anarkist
Voline (Vsevolod Mikhailovich Eikhenbaum, 1882 - 1945) udkrystalliserede der sig i årene 1919 og 1921
” ... et andet grundlæggende revolutionskoncept som ligeledes tilstræbte en fri og altomfattende social revolution, som også fandt udbredelse blandt den
arbejdende befolkning (...). Den i starten ringe indflydelse voksede i takt med begivenhedernes gang (...) På den måde indtager kampen mellem det bolsjevistiske magtapparat og nogle af den
arbejdende klasses bevægelser en vigtig plads i begivenhederne i perioden 1919 – 1921” (kilde: Citat fra det
anarkosyndikalistiske ugetidsskrift Golos Truda, citeret af Voline, Die unbekannte Revolution, side 191-193).
- Bureaukratisering af bolsjevikpartiet
Bolsjevikkernes militære nedkæmpelse af Kronstadt-oprøret (3) og den efterfølgende stadig større samfundsmæssige magtudfoldelse fik også konsekvenser for partiets politiske og sociale sammensætning. Således
iagttager bolsjevikkernes politisk marginaliserede venstrefløj, hvorledes alskens karrieremagere og opportunister placerer sig på indflydelsesrige poster.
Ledende folk og persongrupper fra det gamle regime blev integreret i den nye stats institutioner samt i militæret som ”samfundsrelevante eksperter”.
(4) Mere end alt andet frygtede den store del af kritiske bolsjevikker dog en kontrarevolution og
af den grund accepterede de i sidste konsekvens partitoppens påstande om, at enhver tvivl på partiets ledende rolle ville føre til "kaos og kontrarevolution".
- Indenfor rådene (sovjetterne) fandtes to modsatte grund-holdninger.
Anarkister, syndikalister og nogle venstre-radikale bolsjevikker troede på, at en tilbagevenden til et
reelt, direkte demokrati kunne genoplive rådenes oprindelige revolutionære praksis, mens flertallet af de forblevne kritiske bolsjevikker så muligheden for en revolutionær fornyelse i udskiftning
af partiledelsen.
I realiteten var partiledelsen efter ned-kæmpelsen af Kronstadt-oprøret gået styrket ud af krisen. Og den overtog under navnet ”Ny
Økonomisk Politik” (NØP) de centrale økonomiske krav fra dem, som de lige havde nedkæmpet militært ...
Umiddelbart efter bandlyste et flertal på bolsjevikkernes 11. partikongres i slutningen af marts 1922 den
venstreradikale fraktion ”Arbejderopposition”, der blev betegnet som ”anarkosyndikalistisk afvigelse” og man forbød fremover enhver fraktionsdannelse i partiet.
Med undertrykkelsen af enhver ansats til autonomi og demokrati i basisorganisationerne forsvandt den organiserede opposition i kommunistpartiet ligeså grundigt som håbet om reelle politiske
debatter nedefra. (5)
Begivenhederne i 1921 var et vendepunkt, som sætter grundlaget for og karakteren af den russiske
revolution i et ’grelt lys’ og havde skæbnesvangre konsekvenser for den videre udvikling. Det samme gjaldt for de fleste kommunistiske partier rundt om i verden, der ukritiske fulgte den
hierarkiserede sovjetiske partimodel.
Victor Serge skildrer i sine erindringer, hvordan Lenin -
der imellemtiden måtte erkende, at den så håbefuldt forventede ’europæiske revolution’ udeblev – betegnede partiets politiske håndhævelse af situationen som kontrarevolutionære
foranstaltninger, som partiet var nødt til at praktisere for at kunne beholde magten.
Lenins kommentar: ”Det er thermidoren.(synonym med tiden af jakobinernes terror i den franske revolution, aut.info). Men vi vil ikke lade os guillotinere. Vi laver selv vores thermidor!”
Nedkæmpelsen af Kronstadt-oprøret var et markant nederlag for rådsidéen i Rusland. Det statsbureaukratiske regime viste sig at være uforenligt med basisdemokratiske principer, der bygger på producenternes føderale fællesskaber.
- To revolutionære personligheder fra henholdvis anarkistisk og udogmatisk marxistisk side forudså denne udvikling, hver på sin måde:
Emma Goldman, Rusland 1921
”Intet, intet kan standse vognhjulet af denne kommunistiske stat ...” (kilde: Emma Goldman, Anarkistiske erindringer, Borgen 1976)
Rosa Luxemburg, Berlin 1918
” Med undertrykkelsen af det politiske liv i landet som helhed må livet i
sovjetterne (rådsstrukturerne) også blive forkrøblet. Uden almindelige valg, uden ubegrænset presse – og forsamlingsfrihed og uden en total fri meningskamp, uddør livet i enhver offentlig
institution, bliver til et skinliv, hvor kun bureaukratiet vil forblive et aktivt element.” (kilde: Rosa Luxemburg Speaks, Pathfinder Press, New
York 1970, side 391) ·
(al. / autonom infoservice, marts 2021)
Noter
-
På trods af partiflertallets beslutning om fraktionsforbuddet blev ”Arbejder-oppositionen” og andre mindre interne venstreradikale
grupperinger som ”Arbejdergruppe” , ”Arbejdersandhed”, ”Demokratisk Centralisme”, ”Socialistisk Arbejder – og Bondepartiet”, m.fl. fortsat aktive et
stykke tid indtil omtrent 1923. Først den efterfølgende 11. partikongres et år senere, i slutningen af marts 1922 indsatte en særlig kommission, der skulle sørge for en konsekvent
opløsning af Arbejderoppositionen.
Partiets kontrolorgan fik store beføjelser og sørgede for en halvmilitær disciplin for partimedlemmer, som var professionelle partifunktionærer – inklusive de parti-udnævnte funktionærer i statsapparatet, i fagforeningerne og i hæren.
Alexandra Kollontai, Moskva 1920 - russisk feminist og fremtrædende medlem af den rådskommunistiske Arbejderopposition - fraktion indenfor bolsjevikpartiet:
” Desto længere vi stiger op ad sovjet – og partihierarkiets stige, desto færre tilhængere af Arbejderopposition finder vi. Desto længere ned vi blander os med masserne, desto større bliver modtageligheden for Arbejderoppositionens program . Når masserne fjerner sig fra de øverste dele af partiet, når kløften mellem det ledende centrum og de underste dele af befolkningen bliver tydeligt, så betyder det, at der er noget rivende galt hos de øverste lag.”
-
Petrograd blev rystet af en bølge af vilde arbejderstrejker. Både mensjevikkerne og de socialrevolutionære kræfter forsøger at vinde
indflydelse på strejkerne, som dog suverænt blev organiseret af autonome, selvforvaltede basiskomitéer uden særlig partitilknytning. (kilde:
E.H.Carr, ”The Russian Revolution”).
Anarkisten Alexander Berkman, som på dette tidspunkt opholdt sig i Petrograd, beretter følgende:
”Selv nogle partikommunister er oprørte over den tone, som regeringen slår an.
De mener, at det er en skæbnesvanger fejltagelse, at tyde arbejdernes fortvivlede skrig efter brød som politisk opposition. Kronstadtoprørernes sympati med de strejkende og kravene om demokratiske valg bliver af Sinowjew fremstillet som ’kontrarevolutionær sammensværgelse’. (..) Alle er enige om, at matroserne fra Kronstadt er Sovjets mest trofaste tilhængere, hvis mål er at gennemtvinge nogle helt nødvendige reformer.”
(Citat: Alexander Berkman: ”The bolshevik Myth”, London, 1925.)
-
Se en mere udførlig gennemgang af situationen omkring og under Kronstadt-oprøret: autonom infoservice, november 2017: ”Tidsdoku. Den rådskommunistiske opposition omkring den russiske Oktoberrevolution”
-
En illustration heraf er en episode i starten af 1919, hvor Lenin foreslår, at Trotskij som krigskommisær og organisator af Den Røde Hær fyrer samtlige tsaristiske officerer fra hæren pga. de hyppige tilfælde af forræderi.
Han var totalt overrasket, da Trotskij fortalte ham, at der var mere end 30.000 officerer fra den tidl. tsarhær, som gjorde tjeneste i Den Røde Hær og at det var umuligt at fyre dem, da hærens struktur unægtlig ville bryde sammen.
(kilde: Isaac Deutscher, Trotski. Der bewaffnete Prophet 1879-1921, side 404).
-
Et citat af Leo Trotskij, der mange år senere i eksil i Mexico i 1937 selvkritisk meget præcist illustrerede bolsjevikpartiets flertals diktatoriske tiltag:
”Forbuddet mod fraktioner endte med et forbud mod at tænke anderledes end de ufejlbarlige ledere. Partiets politiopbyggede stenkolos resulterede i straffrihed for bureaukratiet, som igen blev til en kilde til al slags tøjlesløshed og korruption”.
PRO ....
- Alexander Berkman - The Kronstadt Rebellion
... og KONTRA
- Leon Trotsky: ”Hue and Cry Over Kronstadt” (January 1938)
