Antonio Negri: ”Pariserkommunen, autonomi og opløsning af staten”

  • Et interview

” I Pariserkommunen sker der en sammenfletning af intellektuelle og proletariske kræfter i kampen for socialisme i en radikal form.  

En erfaring, der er organiseret omkring kravet om et progressivt demokrati, der går ud over det repræsentative system og kan defineres som rådsdemokrati, direkte demokrati, det umiddel-bare deltagerdemokrati ..."

  ______
Interview 
med Antonio Negri

(Oprindelig offentliggjort i acta zone : Antonio Negri: ”Vive la Commune et Qu’elle nous porte chance!” , d. 21. marts 2021. Oversat og forkortet af autonom infoservice)

Antonio Negri under 'Potere Operaio's transparent
Antonio Negri under 'Potere Operaio's transparent

Antonio Negri tager udgangspunkt i Pariserkommunen og sætter derefter fokus på kommunistiske erfaringer i den senere transnationale verden.
Han kommer ind på så forskellige begivenheder og perioder som 77-autonomia bevægelsen i Italien og De Gule Vestes opstand og fremkomsten af en ny kæmpende feministisk bevægelse.
I centrum står det spørgsmål, som revolutionære siden 1871 og indtil i dag bliver ved med at være optaget af på mange forskellige måder:

  • ”Hvordan konstituerer en modmagt sig? 
  • Hvordan kan bruddet med den herskende magt praktiseres, så det gennemhuller og øde-lægger den kapitalistiske magts kompleksitet?

”Lad os sige det tydeligt: At destruere opfattelsen af selve magtens legitimitet og erstatte den med visionen om en mangfoldighed af beslutningsprocesser, af råd, af transparens, der tilsammen omsætter opløsningen af den kapitalistiske kompleksitet til handling, er den indsats, alle kommunistiske perspektiver må underordne sig – og det er den indsats, vi må eksperimentere med” (Antonio Negri)

Kommunen som historisk begivenhed

  • Lad os begynde med Pariser-kommunen som historisk begivenhed. Hvilken betydning har Kommunen i dette historiske moment, som begivenhed i denne tid? Hvad mente Marx om Kommunen og hvilke former for forandringer har den frembragt i politisk tænkning og i arbejder-bevægelsen?

Antonio Negri: På den ene side er det sådan en voldsom begivenhed og på den anden side, er den så kompleks, at den altid er vanskelig at definere. Der er to yderpunkter, hvorfra man kan betragte Pariserkommunen:
- Man kan tage udgangspunkt i den gamle bog af Prosper-Olivier Lissagaray (’Histoire de la Commune de 1871’), som er det vigtigste, det mest objektive der nogensinde er skrevet om Kommunen. Den er skrevet med en kæmpende kommunards engagement og er en autentisk beretning fra en, der måtte flygte i eksil.
Man kan på den anden side også tage udgangspunkt i den nye bog af Kristin Ross, der er den nyeste bog om Pariserkommunen. Ross’ bog, ’Communal Luxury’ (Verso, London 2015) , er blevet til i forbindelse med et universitetsarbejde om digteren Arthur Rimbaud og hans grandiose digt (’L’orgie parisienne ou Paris se repeuple’), som blev skrevet i den blodige uge, hvor Kommunen blev nedslagtet af Versailles’ sejrende tropper. 

Der er en vidunderlig strofe, som jeg hermed giver videre:
Da dine fødder dansede så højlydt i vrede
Paris! Når man har så mange stiksår,
Når du ligger der, med dine klare øjne
Lidt af det værdifulde i den vilde opvågnen 

- Hvilken kraftfuld erindring om denne kommunistiske opstand! Det er vers, jeg hæger om. Paris er det revolutionære vanvid, Paris den forrykte, Paris martyren – under knivene fra Versailles – et rasende og vildt opbrud. Kommunen er begivenheden, simpelthen, i enhver betydning af ordet.
På den ene side, fordi opstanden samlede et maksimum af kræfter, som havde organiseret sig i de forudgående halvtreds år – i 1830erne, der er beskrevet i Victor Hugos ’Les Misérables’, og siden i takt med den ”subversive liberalisme” mod restaurationen.
På den anden side var Kommunen et resultat af dannelsen og konsolideringen af de kæmpende arbejderlaug, der i juni 1848 for første gang viste sig som organisatorer af en revolutionær og væbnet kamp. 

- I Kommunen finder udbredelsen af arbejderbevægelsens socialisme i en radikal og demokratisk form sted. Og derudover sker der en sammenfletning af intellektuelle og proletariske kræfter i kampen – et fundament for kommunismen i de kommende århundreder.
                         _______________________________________________

"Aktive borgere stiller, progressivt formuleret, følgende spørgsmål: Hvordan lever vi sammen? Hvordan lever vi, som om vi ville feste?"

- En erfaring, der er organiseret omkring to elementer, der altid er præsente og nu er klassiske i kommunistisk aktion: På den ene side kravet om et progressivt demokrati, der går ud over det repræsentative system og kan defineres som rådsdemokrati, direkte demokrati, det umiddelbare deltagerdemokrati.
Og som konsekvens af dette: At mandater kan trækkes tilbage til hver en tid og aflønnes med en gennemsnitlig løn – således bliver repræsentanten til en områdeansvarlig, der følger instrukser og kontrolleres i udøvelsen af sin funktion på lige fod med andre områdeansvarlige – det er direkte demokrati. (...)
De to elementer – direkte demokrati og indkomst til alle – skulle i Kommunen gælde for alle mennesker.
- Det opstår ikke bare ved, at ledelsen i den proletariske Kommune sammensættes af en intellektuel klasse (den demokratisk tænkende), men det opstår via de tiltag, Kommunen er beskæftiget med i dagligdagen: Her kan vi i dag erkende Kommunens biopolitiske karakter. Den forekommer mig at være grundlæggende.
- Aktive borgere stiller, progressivt formuleret, følgende spørgsmål: Hvordan lever vi sammen? Hvordan lever vi, som om vi ville feste? At være sammen betyder at have mulighed for, frit og ligeberettiget, med de samme muligheder at forme vores fælles lidenskaber i lykkens tegn.
Dette synes at være kernen i Pariserkommunens historisk usædvanlige og særegne form.
                       ______________________________________________

„Jeg interesserer mig – og det siger jeg på radikal vis – for det kommunistiske spørgsmål om opløsning af staten. Jeg tror ikke, at man kan kalde sig kommunist, hvis man opgiver dette begreb”

For Lenin, og også for Marx, findes der en periode af overgang, hvori der åbenlyst dukker enorme problemer op. I dag er det særlig anskueliggjort efter det, som skete i Sovjet-unionen, da den såkaldte periode for statens opløsning blev omgjort til en forfærdelig stalinistisk transformation til en centralisering af selve staten.
Dette skabte naturligvis nogle problemer for Marx’ teori om staten og dennes opløsning.
- Jeg interesserer mig – og det siger jeg på radikal vis – for det kommunistiske spørgsmål om opløsning af staten. Jeg tror ikke, at man kan kalde sig kommunist, hvis man opgiver dette begreb. Selvfølgelig må denne intention anses som et både teoretisk og praktisk projekt.
- Derfor, lad os udtrykke det på en Weber’sk måde (Max Weber var en tysk økonom og sociolog 1864 – 1920, aut.info): Transformationen sker ved, at det sociale samvirke bliver stadig mere omfangsrigt og underbygget. Uden dog at undervurdere såvel de institutionelle realiteter for staten og kapitalismen, som vil blive udlignet af den store transformation af det sociale, økonomiske og civile liv. 
Dette har også i dag sin gyldighed.
- Lad os sige det tydeligt: At destruere opfattelsen af selve magtens legitimitet og erstatte den med visionen om en mangfoldighed af beslutningsprocesser, af råd, af transparens, der tilsammen omsætter opløsningen af den kapitalistiske kompleksitet til handling, er den indsats, alle kommunistiske perspektiver må underordne sig – og det er den indsats, vi må eksperimentere med.
Dette gælder endnu mere i dag, hvor spørgsmålet om klassekamp og stat bliver mere og mere koncentreret omkring sammenhængen mellem modmagtens teori og praksis (i aktion). En modmagt som er i stand til at opløse magtens centrale konstruktion, der er udformet i staten.
                ____________________________________________________

"Problemet er, at vide hvad overgangen skal bestå i: Fra A til ... hvad?"

Det bliver sandsynligvis overgangens regelsæt, som vil være bestemmende for den samfundsmæssige udformning af den kommunistiske struktur, dvs. måden hvorpå forgreningen i opbygningen af beslutningsprocesserne garanterer et maksimum af frihed og et maximum af lighed.
Og naturligvis den optimale produktivitet, tilpasset til almengyldige – fysikalske og økologiske – betingelser for det menneskelige fællesskabs overlevelse ( ...)  

Hvad kan vi så konkludere om Pariser-kommunen og den italienske 77- autonomia-bevægelse* ?
77-bevægelsen står på mange måder i tradition af Kommunen. Men 77-bevægelsen var et vulkanagtigt oprør og ret naiv, dens kilder var politiske comics. Der er dog ingen tvivl om, at autonomia i dens legende og politiske ytringer og i organiseringen af  bymiljøet – endnu et aktuelt emne, bevægelsens offentlige rum – er del af denne tradition.

- Pariserkommunens rum var på sin vis også gadens rum, barrikadens osv. Et byrum, som Haussmann ( Georges Haussmann, fransk byplanlægger, kendt for den nye bystruktur i indre Paris mellem 1853 og 1870, aut. info) med sin byplanreform ville reagere på ... for at skære byrummet op så det blev åbnet horisontalt for maskingeværild og det blev umuligt for oprørerne at bevæge sig sikkert omkring ( ...)

  • Movimento autonomia del '77 (Forstør ved at klikke på billedet):

* Se autonom infoservice baggrundsartikel om den italienske "Il Movimento del '77" – ungdomsrevolten fra neden”  

Fra kommunistpartiets side blev kampen for indtagelse af byrummet kun svagt udviklet. Med undtagelse af Milanos Ticinese-bydel og måske til tider distriktet Quarto Oggiaro eller boligkvarteret Giambellino. I Rom blev dette niveau sjældent nået (her tænker jeg på bydelen Trastevere, for eksempel på angrebene på præsident Nixons bilkolonne). Men videre kom det ikke (med den civile kontrol med byrummet). 
- Men senere skete der en forandring – det starter i 1999 i Seattle (USA) og udfolder sig helt åbenlyst i de store kampperioder omkring 2011, i de arabiske revolter og i Spanien på Puerta del Sol. 
Idéen om bevægelsernes erobring af byrummet er forbundet med centrale organisatoriske problemer.

”Call and respond”
- Jeg har forsøgt at udforske dette sammen med Michael Hardt i bogen ”Assembly”, men jeg tror ikke, at vi var fuldt ud i stand til at formidle en forestilling om, hvad det i sidste konsekvens betyder.

Vi overtog som ledetråd refrainet ”Go ...” fra ”Call and respond”. Refrainet var de sorte slavers sang på vej til arbejde i markerne. En stiller spørgsmålet og de andre leverer svaret: Her var der noget, som på en måde kunne frembringe en mekanisme til organiseringen af en løbende afklaring i bevægelsen.
Men dette kan heller ikke sammenlignes med bevægelsen på gaden, sådan som jeg har lært den at kende i 2011.
- Jeg deltog lidt i de spanske bevægelser, jeg har studeret den brasilianske i 2013 (som var en bevægelse af exceptionel betydning), men jeg står tilbage med tvivlen om, hvordan jeg skal definere bevægelsernes nye indtagelse af det offentlige rum ud fra et politisk standpunkt.
Siden da har erobringen af det offentlige rum helt sikkert fået en central betydning. Black-Lives-Matter bevægelsen, Gilets Jaunes og nu kvindebevægelsen i Belarus – det er tre meget stærke eksempler. Det giver sandsynligvis mening at bibeholde metaforen og sige, at vi vil gentage Kommunen for at etablere en forbindelse mellem rådsstruktur og bevægelse.
                 ___________________________________________________

"Lad os spørge os selv: Hvordan konstituerer en modmagt sig,
eller bedre sagt, en praksis som kommer på tværs og ødelægger kompleksiteten i den kapitalistiske magtudøvelse?"

Det drejer sig ikke længere kun om indtagelsen af staten, det er selve den kapitalistiske suverænitet, som skal destrueres. Dette er så desværre en helt anden sag. Og denne del er temmelig vanskelig, selv hvis det kun er et spørgsmål om vores forestillingsevne.
- Men det er det felt, hvor vi fuldt ud må afprøve vores analytiske duelighed og vores erfaringer. Med visheden om, at hver gang der knækkes et led, bliver en kæde brudt; hver gang vi bryder denne passage, sker det næsten automatisk, at alt andet bryder sammen, ligesom det plejer, når vi afbryder strømmen.
- Det betyder, at det er klart, at samtlige enkeltstående problemer, som er forgrenet i magtstrukturerne (det økologiske problem er i dag uden tvivl det centrale), alle er forbundet med hinanden  indenfor det samme apparat, uanset om det drejer sig om destruktion eller forandring.
Det er det, som Kommunen har lært os. 

- Der er tre ting, som jeg i de seneste år særligt har lagt mærke til. Den første er Black-Lives-Matter bevægelsen, den anden er De Gule Veste – bevægelsen, den tredje som jeg har lagt mærke til og er imponeret af (bla. fordi jeg fik mulighed for at komme i direkte kontakt med dem) er kvindebevægelsen i Belarus. 

Politiet angriber kvindedemoen i Minsk
Politiet angriber kvindedemoen i Minsk

Hvad der sker her er utroligt: Det er kvinder, kun kvinder, som demonstrerer hver søndag og fylder pladserne i hundredetusindvis.
Kvinder, som har frembragt en uimodståelig politisk bevægelse – politiet er synonymt med magten og består næsten kun af mænd.
Disse kvinder demonstrerer for forandring af den politiske orden i demokratisk forstand  (...) Det er første gang, at vi ser en politisk bevægelse, som udelukkende er baseret på kvinder.
- Jeg vil ikke skældes ud af mine kvindelige bekendte, når de med fuld ret vil henvise til, at enhver kvindebevægelse - først og fremmest dem som vi i den seneste tid har set i Latinamerika - er politiske, men her er altså en politisk bevægelse, som er aktiv omkring samfundet som helhed og beskæftiger sig med radikale forandringer.

 

Hver søndag fylder tusindvis af kvinder pladserne i Minsk i kampen for radikale samfundsforandringer
Hver søndag fylder tusindvis af kvinder pladserne i Minsk i kampen for radikale samfundsforandringer

Hvad de amerikanske bevægelser angår, er der ikke noget at sige, som ikke allerede er sagt ...
- I forhold til De Gule Veste er der ingen tvivl om, at bevægelsen, med alle de tvetydigheder, som den efterhånden har udvist (og nu desværre med en åbenlys uduelighed til påny at gøre oprør), har opnået et meget højt niveau af iagttagelse og har frembragt fælles anliggender, altså ikke bare en retorisk reference til Kommunen
(som i Frankrig altid er tilstede i enhver subversiv bevægelse).
- Der fandtes iagttagelser og forslag til fælles anliggender i et sælsomt øjeblik – da det så ud til, at samtlige kampe var fuldstændigt blokeret og Macrons republik sådan set havde fjernet modstandens muligheder - og i stedet for fandtes De Gule Veste og opfindelsen af det mobiliserede offentligte rum om lørdagen, den dag, hvor menneskerne normalt hviler sig. (...)    
                     _______________________________________ 

"Her viste der sig en usædvanlig politisering fra neden"

Det drejede sig om at komme sammen og marchere lørdag eftermiddag. Det der kom ud af det, var en køreplan, der skraldede hele det kapitalistiske herredømmes kompleksitet fra hinanden. Dette er det første element fra Kommunen, den analytiske Kommune.
- Det andet communardiske element bestod for De Gule Veste i, at de som subvers-ionens motor var bestemmende for foreningen af bevægelsens andre kræfter – sågar fagforeningerne, for at udtrykke det lidt groft ... altid jaloux på deres monopol på samarbejdsorienterede strukturer (men i dag mindre jaloux, ligesom så ofte før, når dens eksistens er på spil, fordi netop dette korporative aspekt har reduceret fagbevægelsen til et fragment af statens magtstruktur).

'GiletsJaunes' - demo i Paris d. 21. september 2020
'GiletsJaunes' - demo i Paris d. 21. september 2020
  • Man kan altså ikke efterlyse absolut og direkte demokrati, når man ikke samtidig kræver ligeløn og indkomst til alle. Kommer Kommunen her igen i tale? 

Antonio Negri: De Gule Veste har også vækket de korporative fagforeningskræfter, de har inviteret til dem til fælles kampe, men først og fremmest har de frembragt en ny opdagelse af kampområdet, kampen for de fælles interesser. Hvad var egentligt De Gule Vestes forslag?
- Det var: Folkeafstemning om en ny forfatning, i stil med: Vi vil kunne gribe direkte ind i lovgivningsprocessen” og ”vi vil selv bestemme over de offentlige udgifter, over skat-løn relationen, over indkomstfordelingen”.
Det sidste element, den økonomiske løn, er et væsentligt element og er forbundet med de andre krav, kravene om demokrati. Det ene går ikke uden det andet. Man kan ikke efterlyse absolut og direkte demokrati, hvis man ikke går ind for ligeløn og indkomst til alle. (...)

- Vi må hele tiden huske på, hvad Lissagaray har sagt om klassekampen...

”... Selv i betragtning af et enkelt brud svarer kapitalen igen med alle dens samlede kræfter. Kapitalen er et ådsel og jeg mener det ikke letfærdigt. Den ved, at det ene må destrueres for at forhindre, at de andre, de mange, destruerer hele systemet.”

Længe leve Commune de Paris og må den bringe os lykke!” 
_______________________________________ 

(Oprindelig offentliggjort i  acta zone : Antonio Negri: ”Vive la Commune et Qu’elle nous porte chance!” , d. 21. marts 2021. Oversat og forkortet af autonom infoservice)

Kommentar schreiben

Kommentare: 0