Interview med Isabella Consolati, fra 'Transnational Social Strike'.
Platformen Transnational Social Strike har i nogle år forsøgt at genoplive en fælles organisering på tværs af grænser ud fra
strejke-perspektiver.
I marts har platformen udviklet et debatforum mellem venstrefløjs-aktivister i Vest - og Østeuropa.
-
”Man kan ikke se bort fra, at den ukrainske modstand er legitim
og at det lige nu nødvendigvis må handle om væbnet modstand”
_______
Interview
med Isabella Consolati
-
Isabella Consolati er aktivist i platformen 'Transnational Social Strike'. I interviewet fortæller hun om bevægelsens diskussioner
og organiseringer af transnationale kampe samt perspektiver for opbygningen af en transnational autonom fredspolitik.
Isabella Consolati bor i Bologna.
Isabella Consolati: Internationalisme og international solidaritet er en af venstrefløjens og arbejderbevægelsens ældste idéer. I dag er denne idé
ekstrem svag, selvom verden er globaliseret som aldrig før.
- Hvordan det?
Isabella Consolati: Ja, globaliseringen har svækket internationalismen. Kapitalen har skabt en transnational logistik for produktion og
distribution og udnytter forskellene i lønninger og arbejderrettigheder til at øge sine profitter.
- Mennesker bevæger sig også på tværs af grænser som aldrig før. Reproduktionen af livet er også tæt forbundet med arbejdskraftens mobilitet. Tænk bare på de hundredetusindvis af migranter, som
på basis af arbejdsbetingede opholdstilladelser udfører mængder af husholdnings- og omsorgsarbejde.
___________________________________________
" ... Vigtigt at gå ud over internationalismen og tilegne sig
et transnationalt perspektiv på organiseringen"
- Arbejderbevægelsens traditionelle internationalisme var baseret på kommunistiske eller socialistiske partier, som var organiseret på nationalt plan. I dag er
denne organisations-model forældet. Der er ingen vej tilbage.
- Det egentlige spørgsmål er altså, hvordan man kan etablere stabile, produktive
forbindelser mellem kollektiver, netværk og basisfagforeninger, der sandsynligvis ikke vil acceptere en tilslutning til et parti. Derfor er det vigtigt at gå ud over internationalismen og
tilegne sig et transnationalt perspektiv på organiseringen.
- Hvad mener du med det?
Isabella Consolati: I 2015, under flygtningekrisen i EU, var der forsøg på at centralisere migrations-politiken og styre
migrationsbevægelserne. Det har nogle EU-medlemslande kategorisk afvist.
- Striden mellem EU og de østlige lande i forhold til grundlæggende
demokratiske rettigheder – kvinde-rettigheder, LGBTQI-rettigheder, etc. – er et andet eksempel på denne spænding indenfor EU. Europa kan ikke reduceres til sine ”kommandocentraler” eller
institutionelle rammer.
- At tænke transnationalt betyder at skifte perspektiv: I stedet for at betragte Østeuropa som periferi, er det bedre at
betragte det som stedet, hvor der eksperimenteres med arbejdsforhold uden sociale rettigheder og med kombinationen af neoliberalisme og konservatisme.
- Det indebærer også at anerkende, at de kampe der i de seneste år har fundet sted i Mellem- og Østeuropa også er af betydning for livsvilkår og
arbejdsbetingelser i Vesten.
Det er grunden til, at det første møde i platformen Transnational Social Strike i 2015 fandt sted i Poznan,
Polen.
- Hvem er de aktive i Transnational Social Strike, og hvad er det forpligtende i jeres arbejde?
Isabella Consolati: Vores platform består af aktivister og fagforeningsfolk fra forskellige
lande (1) , der hver især er aktive i deres egne initiativer, men også gerne vil arbejde på en
fælles politisk strategi.
- Dertil hører at kortlægge de transnationale forbindelser, der er del af vores forskellige lokale kampe og på basis af dette finde frem til fælles krav. Som eksempel kan nævnes kravet om en europæisk opholdstilladelse, uafhængig af indkomst, arbejdskontrakt eller familie.
- Vi støtter dette krav, fordi det
byder på en mulighed for at modarbejde det dødbringende europæiske grænseregime og den institutionelle racisme, som knytter opholdstilladelser til arbejde og arbejdsgiver.
- Et andet tema der har været oppe de seneste år er spørgsmålet om, hvordan vi kan kæmpe mod lønforskelle indenfor Europa og kan kræve lige lønninger for alle, der
arbejder i Europa.
- Hvordan foregår den transnationale organisering rent praktisk ?
Isabella Cobsolati: Transnational Social Strike arbejder med en kombination af regelmæssige
onlinemøder, en mailingliste og et website samt nationale fysiske møder – indtil videre i Poznan, Berlin, London, Paris, Ljubljana, Stockholm, Tiflis; det næste finder sted i Sofia d. 8. –
11. september.
- Pandemien har naturligvis gjort det vanskeligere at opbygge transnationale forbindelser. Mødet i Bulgariens hovedstad Sofia er efter to års udsættelse pga.
pandemien en vigtig begivenhed, der kan uddybe kontakterne indbyrdes.
Derudover deltager vi også i fælles organiseringer af arbejdere, kvinder, LGBTQI+
og migranter i hele Europa og længere væk.
- For eksempel?
Isabella Consolati: For eksempel i processen omkring Amazon Workers International, et initiativ fra Amazon-arbejdere i Europa og USA. De har organiseret strejker og kampagner omkring de fælles krav om stop for tidsbegrænsede arbejdskontrakter og indførelse af ligeløn.
- Der deltog arbejdere fra Amazon-lagre i forskellige lande i dette intitiativ.
I nyere tid har vi deltaget i opbygningen af Transnational Migrants Coordination, et netværk af migrantkollektiver, der har organiseret aktioner mod institutionel racisme, pushbacks og udbytning af migrantarbejdere i fabrikker, lagre, landbrug og private husholdninger.
______________________________
” 'Essential autonomous struggles transnational‘ (E.A.S.T) har deltaget i den feministiske strejkebevægelse og kæmper mod de senere års massive
patriarkalske modangreb.
- Derudover har vi støttet dannelsen af E.A.S.T.-netværket – Essential autonomous
struggles transnational (2), hvor feminister hovedsagligt fra Mellem- og Østeuropa, men også andre, har organiseret sig. Netværket koncentrerer sig om det uundværlige, essentielle
arbejde, sådan som det har udkrystalliseret sig under pandemien.
Her mødes især migrantkvinder fra østeuropæiske eller ikke-EU lande , som med deres essentielle og undervurderede arbejde holder omsorgssektoren igang i de vestlige lande. E.A.S.T har deltaget i
den feministiske strejkebevægelse og kæmper mod de senere års massive patriarkalske modangreb.
Den 8. marts har E.A.S.T opfordret til "Strejke mod krigen“, der er den allermest ubærlige manifestation af patriarkalsk vold.
________________________________________________
"Krigen i Ukraine forandrer også migrationspolitiken i de europæiske stater, der laver opholdskriterier for mennesker fra Ukraine, som ikke gælder for flygtninge og migranter fra ikke-europæiske lande"
- Hvordan påvirker krigen i Ukraine jeres arbejde?
Isabella Consolati: Jeg tror, den krig får langvarige følger for mulighederne for autonom organisering. På den korte bane skærper den de
undertrykkelses- og udbytningsforhold, vi bekæmper.
- Krigen dræber tusindvis af mennesker og ødelægger deres livsgrundlag. Den gennem-tvinger med vold patriarkalske hierarkier og rollemodeller: Mænd skal kæmpe tappert som soldater, kvinder
behandles som svage ofre.
- Krigens nationalistiske vokabular gør det tilsyneladende umuligt at overskride fronterne og overvinde de splittelser, der svækker vores fælles kampe. Lande som Georgien, Polen, Moldova eller Rumænien er pga. deres beliggenhed tæt på Ukraine og deres umiddelbare økonomiske forfletninger til såvel Ukraine som Rusland hårdt ramt af sanktionerne og de massive flygtningestrømme.
- De fleste flygtninge fra Ukraine er kvinder. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvor de indkvarteres, det er også et spørgsmål om, hvordan man udnytter deres
arbejdskraft. Det er vigtigt at forhindre en etnisk segmentering af arbejdsmarkedet for plejepersonale og en forstærket konkurrence mellem migrantgrupper fra forskellige lande.
Krigen i Ukraine forandrer også migrationspolitiken i de europæiske stater, der laver opholdskriterier for mennesker fra Ukraine, som ikke gælder for flygtninge og migranter fra ikke-europæiske
lande.
- I slutningen af marts har I organiseret et internationalt online-møde mod krigen. Hvem deltog og hvordan diskuterede I venstrefløjens holdninger i krigstider?
Isabella Consolati: Der deltog flere hundrede mennesker fra Ukraine, Rusland, Bulgarien, Polen, Georgien, Rumænien, Moldova, Tjekkiet, Grækenland
samt Italien, Storbritannien, Tyskland og USA.
Vi støtter den ukrainske befolkning, der er under angreb, idet vi støtter solidaritetsinitativer fra neden.
Vi forsøger at synliggøre alle former for modstand mod krigen – også de russiske antikrigsbevægelser, der knap nok forekommer i medierne.
_____________________________________________
”Vi kan diskutere krigens årsager, men det politiske problem vi står overfor, består i at vi stiller os på siden af de,som lider under krigen i Ukraine, men ikke kun der”
- I arbejder for en transnational fredspolitik. Hvad vil det sige helt konkret?
Isabella Consolati: Vi har foreslået flere søjler i en sådan politik: For os betyder ”fred” ikke ”social fred”. Vi erkender, at vi har brug for
fred for at kunne kæmpe mod patriarkat, kapitalisme og racisme. Krig gør det umuligt for mennesker at tage hånd om deres eget liv.
- En transnational
fredspolitik betyder, at vi som kvinder, arbejdere og migranter skaber muligheder for at kunne sætte os til modværge mod krigens brutalitet og dens følger. Konkret betyder det, at vi ikke går ind
på det geopolitiske spil, som vi hverken kan eller vil have nogen indflydelse på.
- Vi identificerer os ikke med bestemte stater eller nationers
politik. Vi kan diskutere krigens årsager, men det politiske problem vi står overfor, består i at vi stiller os på siden af de,som lider under krigen i Ukraine, men ikke kun der. Det drejer sig
om at overvinde krigens fronter og finde et fælles politisk sprog mod krigen samt dens følger udenfor slagmarken.
- Hvordan forholder den vestlige venstrefløj sig til krigen? Er der store forskelle mellem positionerne i Vest- og Østeuropa?
Isabella Consolati: Det er svært at sige. Mit indtryk er, at den vestlige venstrefløj, hvis noget sådant overhovedet eksisterer, er splittet som
aldrig før. Helt generelt kan man måske sige, at venstrefløjen bakser med det angivelige alternativ krigen pålægger dem: At stille sig på enten Putins eller Natos side.
- Dele af venstrefløjen i Vesten går så vidt som til at betragte Putin som forbundsfælle, fordi Nato de ser Nato som hovedfjenden. Dermed overser de det faktum, at det ikke er Nato, som bomber
Ukraine, men Putin.
- Andre kræver et stærkt Europa som demokratisk alternativ til to undertrykkende regimer. Men her glemmer man, hvordan Europa har konstitueret sig med sin
grænsepolitik og hvordan Europa har reduceret Ukraine til et reservoir for arbejdsmigranter, der knokler i fabrikker eller private husholdninger under ekstreme
udbytningsforhold.
- Udfordringen består i at lægge de to påtvungne alternativer fra sig og indtage et andet perspektiv, der
tager udgangspunkt i krigens følger for såvel menneskene i Ukraine som alle de arbejdere, migranter, kvinder og LGBTQI+ , der ikke er parat til at betale prisen for denne krig.
- Vi står altså ikke kun på siden af menneskene i Ukraine, der er tvunget på flugt. Vi står også på siden af dem, som i Rusland er ramt af sanktionerne og nu må kæmpe med at opretholde deres
livsgrundlag og vi står på siden af de mennesker i Georgien, der er afhængige af pengeoverførsler fra deres pårørende i Rusland.
___________________________________________________
"Man kan ikke se bort fra, at den ukrainske modstand er legitim
og at det lige nu nødvendigvis må handle om væbnet modstand"
-
Meget af det, som lyder godt rent abstrakt, bliver svært, så snart det bliver konkret. Venstrefløjen har indtil videre ikke fundet svar på de
politiske spørgsmål, der er opstået som følge af krigen:
Sanktioner – ja eller nej? Våbenleverancer – ja eller nej? Vi er imod oprustningskoncerner, der tjener store summer på våbeneksport. Vores kammerater i Ukraine betoner, at de har brug for våben.
- Hvordan omgås I med sådanne spørgsmål ?
Isabella Consolati: Ja, disse modsætninger bryder venstrefløjen sine hoveder med i mange lande. Man kan ikke se bort fra, at den ukrainske modstand
er legitim og at det lige nu nødvendigvis må handle om væbnet modstand. Det gælder, selv hvis vi er imod yderligere militarisering og våbeneksport. Modsætningen lader sig ikke opløse.
- Vi kan støtte de mennesker i Ukraine, som gør modstand, men vi kan ikke levere de våben til dem, som de har brug for. De europæiske lande og USA vil sende våben til Ukraine, fuldstændigt
uafhænigt af vores holdning til det. Det samme gælder sanktionerne.
Det drejer sig altså ikke så meget om, hvor vidt vi støtter beslutningerne i
vores respektive stater. Det drejer sig om, at vi støtter de mennesker, der gør modstand i Ukraine så godt, som vi nu kan.
______________________________________
"... Lige så latterligt ville det være at ville bestemme,
hvordan ukrainerne skal gøre modstand"
- Med andre ord: Vi må have en realistisk vurdering af, hvad vi kan gøre og hvad vi ikke kan. At diskutere om vi skal sende våben til Ukraine, når ingen
har bedt om vores tilladelse til det, er spild af tid. Lige så latterligt ville det være at ville bestemme, hvordan ukrainerne skal gøre modstand.
Men
der er endnu et niveau i diskussionen, som tilsløres af denne slags spørgsmål og det handler om vores kollektive evne til at indtage en autonom politisk holdning i krigstider. Det er det vi gerne
vil opnå.
(Interviewet er oprindeligt offentligggjort i det tyske magasin ’analyse og kritik’ nr. 681, 12. april 2022. Oversat og forkortet af
autonom infoservice)
Note
- What is ‘Transnational Social Strike’?
- Soundcloud: “E.A.S.T. and the Essential Strike for the 8th of March w/ Nóra and Isabella”
Links
Relateret
Transnational Social Strike (TSS):
* A Tremendous Resistance: Feminists in
Russia against the War and Patriarchy
* Strike Now for a Transnational Politics of Peace. Outcomes of the II Meeting of the Permanent Assembly against the War
- Musik fra det belejrede ukrainske by Kharkiv: