Giordano Bruno – kætter og socialrevolutionær ballademager

Giordano Bruno (januar 1548, Nola - 17. februar 1600, Rom)
Giordano Bruno (januar 1548, Nola - 17. februar 1600, Rom)
  • Giordano Bruno, tidligere dominikaner-munk og filosof blev af den kirkelige inkvisition dømt til døden, fordi han turde modsige den katolske kirkes officielle læresætninger.

Den 17. februar 1600 blev Giordano Bruno brændt på bålet midt på pladsen Campo de Fiori i Rom. Før den grusomme henrettelse bandt bødlerne hans tunge, så han ikke kunne tale til de tilstedeværende folk.
I overensstemmelse med astronomen Nikolaus Kopernikus (1473-1543), fremlagde Bruno overfor sin omverden et verdensbillede om universets uendelighed.
Han afviste Bibelens skæbnefortælling om Gud og verden og betegnede den som fantasirige ”drømmerier”.
* Her er Giordano Brunos historie

På Campo de Fiori blev der på initiativ af borgere i Rom den 19. juni 1889 oprettet et mindesmærke for Giordano Bruno. Siden da er det blevet en årlig tradition, at folk lægger røde roser på soklen af statuen den 17. februar.
På Campo de Fiori blev der på initiativ af borgere i Rom den 19. juni 1889 oprettet et mindesmærke for Giordano Bruno. Siden da er det blevet en årlig tradition, at folk lægger røde roser på soklen af statuen den 17. februar.
  • Kirkens repression mod religiøse afvigere (hæretikere) og rebeller

Forskere levede farligt i det 16. århundrede, i reformationens tidsalder. Efter den kirkelige reformbevægelse, der blev udløst af blandt andre Martin Luther og den revolutionære agitator Thomas Müntzer omkring 1517 i kølvandet af bondeoprøret, frygtede Roms kardinaler yderligere splittelser. 
Som reaktion herpå grundlagde pave Paul III. i 1542 det ”Hellige Officium” som værn af den kirkelige troslære – og forfulgte fremover enhver, der ytrede tvivl herom.

Giordano Bruno
Giordano Bruno

Den romerske kurie (den katolske kirkes centrale forvaltning/domstol) fastholdt sammenbidt en geocentrisk model, hvori Gud har skabt Jorden og hvor mennesket stod i centrum for alt i tilværelsen.
Da paverne i Rom gjaldt som Guds repræsentanter på Jorden, tilkom dem automatisk herredømme over verden.
     __________________________

”Guddommelighed findes overalt, i såvel naturen som i alle levevæsener”
Giordano Bruno benægtede i sin forskning, at Jorden skulle være midtpunkt i universet. Han var overbevist om, at der findes utallige planeter, der ligner planeten Jorden. Gud var for ham ingen statisk størrelse, men et symbol på det uendelige i det uendelige.

For pavestolen var Brunos teser en eksistentiel trussel. For når der i en uendelig verden kredser talløse planeter om hinanden og der måske ovenikøbet eksisterer levende organismer andre steder end på Jorden, så er mennesket ikke det naturlige centrum, sådan som det hævdes i den kristelige Skabelsesberetning. 
- Og når Gud på ligeberettiget vis er til stede i alle menneskelige sjæle, var det i sidste konsekvens ikke længere muligt at opretholde kirkens hierarki og dens dermed forbundne eneret på at repræsentere ’Guds vilje’. For denne vilje viser sig ifølge Giordano Brunos teser i naturen og i alle levevæsener 
          _____________________________________________________

Giordano Bruno formulerede en mængde naturvidenskabelige erkendelser uden nogensinde at have beskæftiget sig med astronomiske beregninger sådan som hans forbillede astronomen Nikolaus Kopernikus, der allerede i 1514 konstaterede, at jorden kredser om solen og ikke omvendt: Det såkaldte ”heliocentriske” verdensbillede, der placerer Solen (af græsk: Helios) i centrum af solsystemet og universet.

  • Et liv med visioner, modgang og ubøjeligt oprør

(Filippo) Bruno blev født i 1548 i byen Nola ved Napoli som søn af Giovanni Bruno, en soldat og hans mor Flaulisa Savolino. Som 17-årig trådte han ind i Dominikaner-ordenen, hvor han antog navnet Giordano. I 1572 blev han ordineret præst og tre år senere fik han doktorgraden i teologi.
Snart kom han dog i konflikt med ordenens øverste, da han kritiserede udnævnelsen af hellige og afviste kirkens bekendende tro på Treenigheden,  Fader, Søn og Helligånd, som ”tre personer af samme væsen der alle har eksisteret for evigt”. Han nægtede ligeledes, at brød og vin ved kommunionen (nadveren) omgøres til Kristi blod og legeme.

 Johannes Calvin, reformator af den katolske kirke
Johannes Calvin, reformator af den katolske kirke

Da inkvisitionen samme år forberedte en kætteri-sag mod ham, flygtede han fra Roms indflydelse og indledte sin årelange vandring gennem Europa: Han ernærede sig i starten som lærer, blandt andet i Frankrig og Schweiz.
Således var han i 1579 i byen Genève, en by præget af Calvins reformatorisk-asketiske lære, hvor han lagde sig ud med mægtige personer ved at trykke en kritik af en universitetslærer, rettet mod Calvins diktatoriske intolerance.
Derefter blev han tvunget til at forlade Genève.
Han rejste gennem det vestlige Europa - Lyon, Toulouse, Paris, Marburg, Wittenberg, Prag, Oxford, mv. Undervejs skrev han bøger og traktater, hvoraf hans mest kendte værker handlede om logik og hukommelseskunst.

Altid i søgen efter en fast læreransættelse, dog uden succes.  Bruno stødte konstant på konflikter med de lokale indflydelsesrige teologer på grund af hans konfrontative polemik mod dem i forbindelse med hans afvisning af Jesus som den menneskelig-gjorte søn af Gud samt hans kompromisløse modstand mod den filosofiske elite, der legitimerede kirkens hierarki:

"Den, der higer mod filosofien, må starte arbejdet med at stille alt i tvivl" - og "Med mindre du gør Gud til din lige, kan du aldrig forstå Gud".

Med sådanne og lignende udsagn bragte han sig selv i en udsat stilling i forhold til kirken, ikke mindst ved at beskrive Jesus som en ”magus” (magiker).

  • Udleveres fra Venedig til inkvisitionen i Rom

Mod venners råd tager Bruno til Venedig efter indbydelse fra den venetianske patricier Giovanni Mocenigo, der ønskede at blive undervist i Brunos hukommelses-kunst. Ifølge kilder håbede rigmanden angiveligt på at få sin hukommelse forbedret ved magi.
Men det var ikke magi Bruno underviste i men et såkaldt ’menemonisk system’ (hukommelsesteknikker). Adelsmanden skal angiveligt være blevet så skuffet, at han angav Bruno til inkvisitionen. Den 22. maj 1592 blev Giordano Bruno arresteret ved afrejse fra Venedig. Han blev udleveret til Rom i 1593.

  • 7 års fangenskab uden at angre

I Rom sad Bruno fængslet i Castel Sant' Angelo, før retssagen begyndte. For en tid var han indstillet på at tilbagekalde sine overbevisninger, men besluttede efterhånden at stå ved, hvad han mente, der var rigtigt. Da retssagen startede, forlangte de kirkelige forhørsledere en fuld tilbagetrækning, hvilket Bruno nægtede at efterkomme. Hans retssag varede i hele 7 år!

Til dommerne skal han have sagt: "I, som i den barmhjertige Guds navn ofrer mig, ryster mere i jeres samvittighed ved at udtale dommen, end min ånd ryster ved at høre den." 
Han blev dermed erklæret for kætter og overleveret til de verdslige myndigheder, som dømte ham til døden på bålet. Alle hans værker blev forbudt i1603.
                  ______________________________________________

”I tider med krige, fattigdom og naturkatastrofer, er der
brug for mennesker der tror på en bedre verden”

Brændt på bålet

Den 17. februar 1600, under pave Clemens VIII, bragte munke Bruno til bålet på Campo de Fiori (Blomstertorvet), som dengang var Roms mest benyttede henrettelsessted.
Bruno blev ført til retterstedet med barberet hoved, ridende på et æsel. Til det sidste nægtede han at tie stille. Hans udtalelser blev ikke nedskrevet, men de må have forskrækket myndighederne, for de gav ordre til, at hans tunge skulle bindes fast, så han ikke kunne tale længere.
Da et krucifiks blev rakt op til ham, vendte han ansigtet væk. De brændte knogler efter ham blev knust til aske, som blev spredt for alle vinde.

  • I 1870/71 blev Giordano Bruno hyldet af Italiens grundlæggere.

Efter den folkelige erobring af pavens kirkestat blev der opsat en mindestatue på pladsen, hvor Bruno var blevet henrettet.  På dagen for hans grusomme død mindes mange romere Bruno ved at lægge røde roser på soklen af mindesmærket:
”I tider med krige, fattigdom og naturkatastrofer, er der brug for mennesker der tror på en bedre verden” (- citatet er fra en blomsterhandler på Campo de Fiori, kilde: Il Manifesto)
(folk fra autonom infoservice)
Kilder: Spiegel - Geschichte, nr. 3/2023, Printausgabe, forsk. Udgaver af dagbladet Il Manifesto, div. Wikipedia).