Den italienske antifascistiske forfatter Antonio Scurati er blevet højrefløjens hadefigur: Med sin biografi i fem bind om Benito Mussolini har han genoplivet debatten om fascismen i Italien.
I dette interview beretter han om den voldsomme fjendtlighed, han har mødt i højreorienterede medier og kredse, især på grund af sine konklusioner om Italiens og andre landes højrepopulistiske politikere og bevægelser.
-
”Det, der gør Mussolini så relevant i dag, er det faktum, at han
var den første populistiske leder i historien”
________________
Antonio Scurati (56) har skrevet 3.000 sider i fem bind
om den første europæiske fascist, Benito Mussolini.
Med det første bind, "M. Århundredets søn", vandt han
Italiens mest prestigefyldte litterære pris, 'Premio Strega',
i 2018. Det sidste bind, "M. Slutningen og begyndelsen",
blev udgivet for nyligt og oversat til flere sprog, deriblandt
på norsk (endnu ikke på dansk).
-
"De forhindrede mig i at holde en tale på RAI, det italienske offentlige tv-netværk, som er finansieret af vores
penge, i anledning af d. 25. april 1945, datoen hvor Italien fejrer sin befrielse fra fascismen. I min tale kritiserede jeg formanden for Ministerrådet for at nægte at anerkende værdien
af den antifascistiske modstand.
På selve den dag, jeg skulle tale på RAI, meddelte TV-værten, der havde inviteret mig: ”Du kan ikke komme med i programmet”. Som forfatter til Mussolini-serien er jeg den intellektuelle fjende nummer et under denne regering, som gennemfører et programmatisk projekt med at omskrive historien."
Antonio Scurati til det italienske medie clarin.com (1)
_________________
Interview
med Antonio Scurati
- Hvad skræmte dig under arbejdet med bøgerne?
Antonio Scurati: Jeg kan ikke lide at tale om det
i Italien, men jeg kan tale mere åbent med et udenlandsk medie: Jeg var lige ved at acceptere forslaget om politibeskyttelse på grund af en sand smædekampagne mod mig. Et stort foto af mig
dukkede op på forsiden af en avis med billedteksten: "uomo di m", en hentydning til "merda" (lort), så jeg blev kaldt ”et lortehul".
- Næsten samtidigt var nogen brudt ind i opgangen hvor jeg bor, havde efterladt kuverter fulde af afføring ved min dør og smurt væggene til. Politichefen i Milano tilbød mig derefter personlig
beskyttelse. Jeg afslog i sidste ende; ingen har dog nogensinde fysisk angrebet mig.
- Det, der skræmte mig, var ikke det faktum, at jeg blev personligt truet. Det, der skræmte mig, var at opleve på første hånd, hvor levende det politiske had, der definerede det 20. århundrede,
og den historiske fascisme, som jeg beskriver i bøgerne, stadig er til stede.
-
Det sidste bind i serien har titlen "Slutningen og begyndelsen".
I den beskriver du, hvordan Mussolinis regeringstid sluttede,
men du fortolker også denne periode som kimen til nutiden.
- Når man ser tilbage på den italienske historie efter krigen,
var der et tidspunkt, hvor tingene kunne have udviklet sig
anderledes? Hvor blev en mulighed forpasset?
Antonio Scurati: Først må jeg påpege, at det sidste bind oprindeligt skulle have heddet "De dødes bog". Men min forlægger mente, at vi ville miste halvdelen af vores
læsere:
I Italien ville mange mennesker, på grund af overtro, ikke købe en bog med ordet "død" i titlen. Den nye titel er dog stadig passende:
Jeg har aldrig hævdet, at den populisme, vi oplever i dag i Europa og USA, repræsenterer en tilbage-venden til historisk fascisme. Jeg mener, at
situationen er mere kompleks og endnu farligere.
___________________________
”Dagens autoritære populisme, som insisterer på nationalstaternes og deres lederes
handle-kraft, accepterer reglerne i det demokratiske spil”
- På hvilken måde?
Antonio Scurati: Neofascismen er modelleret efter den italienske socialrepublik, det vil sige de sidste to år af Mussolinis styre under nazisternes stiltiende godkendelse.
Denne periode var den mørkeste, mest voldelige og mest absurde fase i hele den italienske fascistiske periode.
- Ved at bygge videre på dette formede neofascismen livet i det italienske demokrati
og derefter forgiftede og gennemvædede det Italien i blod langt ind i 1980'erne.
Arvingerne til denne neofascistiske erfaring styrer landet i dag. Men efter min
mening betyder det ikke, at fascismen og Mussolini er tilbage.
- Men hvad så?
Antonio Scurati: Det, der gør Mussolini så relevant i dag, er det faktum, at han
var den første populistiske leder i historien. Tænk bare på Trump. Trump udviser et skræmmende antal karakteristika fra både fascisme og populisme, men han kommer ikke fra en fascistisk politisk
kultur.
Jeg vil derfor tale om en divergerende vej: Neofascismen fra 1950'erne til 1980'erne anvendte politisk vold, mord og terrorangreb til fundamentalt at ødelægge de borgerlige
demokratiske institutioner og det demokratiske liv.
- Dagens autoritære populisme, som insisterer på nationalstaternes og deres lederes handlekraft, accepterer reglerne i det demokratiske spil. Den kommer til magten gennem frie og demokratiske
valg og undergraver derefter langsomt institutioner, kultur og demokratiske værdier.
Det faktum, at den nuværende populisme aldrig åbent identificerer sig selv som en fjende af demokratiet, er ikke blot en forklædning; det er et af dets definerende karakteristika. Det er næsten
dets identitet. Den sætter demokratiet op mod sig selv.
- Populismens fremgang er én ting, devalueringen af antifascisme noget andet. Det plejede at være en kilde til stolthed at være en del af den antifascistiske bevægelse. I dag ses det ofte som venstreorienteret, radikalt og farligt.
Antonio Scurati: Jeg siger altid, at jeg
er antifascist – ligesom vores forfatning siger det, ligesom republikkens præsident, Sergio Mattarella, er det.
Fra et historisk perspektiv er antifascisme og demokrati uadskillelige. Men det bliver der nu sat spørgsmålstegn ved.
For mig er dette også tydeligt i den sen-sationelle, men nu næsten normaliserede, kendsgerning, at premierministeren Georgia Meloni aldrig har talt om "antifascisme" den 25. april, Italiens
nationaldag, hvor Italien mindes befrielsen fra nazistisk fascisme.
- I betragtning af hendes fortid vil hun sandsynligvis aldrig gøre det. Hun har i øvrigt aldrig brugt ordet "Resistenza", der betyder modstand. I Italien refererer "Resistenza" til bevægelsen af
kvinder og mænd, der kæmpede mod fascisme, og dermed legemliggør alle demokratiets grundlæggende værdier.
- Hvordan kunne det komme til det, med devalueringen af historiske antifascistiske præstationer?
Antonio Scurati: Desværre er det lykkedes populister at stemple antifascisme som et spørgsmål om partipolitik, det vil sige som en partikulær holdning.
- Jeg oplevede det selv: Første bind af "M" blev læst af alle - fra højre til venstre. Det appellerede endda til den yderste højrefløj,
fordi de genkendte deres helt Mussolini i bogen. Men da jeg fremstod som en offentlig stemme og kritiserede regeringen meget hårdt, blev jeg pludselig stemplet som en fjende og
en sekterisk person.
- Dette er meget bekymrende, fordi det på den ene side fører til de-legitimering af enhver uenighed eller kritik af magten, selvom dette er et af fundamenterne for demokratiet.
På den anden side er der forsøg på at omskrive vores fælles historie som en kamp mellem to lejre og at nedgradere demokratiske værdier, som i sagens natur er universelle, til partiske værdier.
-
Et af de karakteristiske træk ved "M"-bøgerne er, at fortællende
passager altid følges op med uddrag fra historiske kilder. Hvad
er idéen bag dette? At litteratur også skal betragtes med en vis
skepsis, at den altid har brug for et faktuelt grundlag?
Antonio Scurati: Jeg strukturerede romanerne på en så mangesidet, måske endda noget fragmenteret måde, netop fordi jeg tror på litteratur som en form for viden. Der findes hele biblioteker fulde af bøger om Mussolini og fascisme. Men det er mere akademisk litteratur. Romanen er derimod en gestus af demokratisk viden; den henvender sig til alle, giver alle adgang til viden.
- Jeg ønskede at modvirke fascismens autoritære orientering med en populær litteratur, der fængsler, der inspirerer, der fordyber læseren i historiens strøm, som kun litteratur og film kan. Samtidig ønskede jeg dog, at denne fordybelse også skulle fremme en kritisk bevidsthed.
- Og det er netop derfor, jeg forbød mig selv enhver fri opfindelse, som det fremgår
af ansvarsfraskrivelsen i begyndelsen af første bind. Ingen karakter, ingen begiven-hed, intet ord udtalt af hovedpersonerne er fuldstændig fiktivt. Hver karakter, hver begivenhed, hvert ord de
udtaler er dokumenteret eller pålideligt bekræftet af flere kilder. Derfor kalder jeg min Mussolini biografi for en dokumentarroman.
- Fascismens arv dukker stadig op i hverdagen i Italien: Der er stadig gader opkaldt efter den nationalistiske digter Gabriele D'Annunzio. Skuespillerprisen på Venedig Filmfestival bærer navnet på den fascistiske kulturminister. Hvad synes du om, at omdøbe prisen eller gaderne?
Antonio Scurati: Jeg har altid været en standhaftig modstander af den såkaldte ’Cancel Culture’ (aflysningskultur) i alle dens former.
Jeg anser ’Cancel Culture’ for at være et udtryk for fanatisme, der har meget lidt at gøre med historisk bevidsthed og kompleksiteten af kulturelle debatter. Fascismen varede mere end 20 år i
vores land, meget længere end nationalsocialismen i Tyskland.
Da det er en integreret del af vores historie, er det rigtigt, at siderne skrevet af fascister forbliver læselige. Vi er nødt til at tilføje kommentarer, billedtekster og en kritisk ramme,
så disse sider kan læses ordentligt. Men jeg er ikke tilhænger af at rive siderne ud. Kun diktaturer, totalitære regimer og religiøse fanatikere gør det.
______________________________
”Hele fortiden vil forsvinde endnu mere i glemsel,
blive endnu mere ubemærket”
- Men en fungerende erindringskultur involverer mere end blot at efterlade sider i en bog. Dette er tydeligt i din hjemby Milano. I dit seneste bind beskriver du, hvor ødelæggende de sidste to år af krigen var for byen, hvor uhæmmet volden og mordene var. Men når man besøger Milano i dag, er der stort set ingen påmindelse om det.
Antonio Scurati: Du har ret. Det er næsten umuligt at forestille sig det i Milano i dag - i denne by, der er så moderigtig, så elegant, så velstående. Alligevel indtager Milano
en forfærdelig plads i de 600 dage med den italienske "Repubblica Sociale Italiana - Saló". (2)
Dette kapitel af historien er næppe til stede i den italienske bevidsthed. Når jeg tænker på stor litteratur, stor film, er der kun én film, der minder om det: Pier Paolo Pasolinis
"Salò, eller Sodomas 120 dage". (3) Men det er så ekstremt, så perverst,
at det synes at overgå i en metafysisk dimension.
- Derfor fandt jeg det så vigtigt at fortælle historien om rædslerne i fascismens sidste fase i selve byen ved hjælp af historisk
dokumenterede figurer.
Piazzale Loreto, hvor ligene af Mussolini og andre fascister blev hængt på hovedet og udstillet, ligger i øvrigt lige bag mit hus. Det er et fuldstændigt anonymt sted, en rundkørsel omgivet af
store, grimme, anonyme bygninger opført efter krigen.
Og nu er der et ombygningsprojekt: Det skal blive endnu mere anonymt, med mere moderne bygninger, et par blomsterbede, et par træer. Hele fortiden vil forsvinde endnu mere i glemsel, blive endnu
mere ubemærket.
- Nu har vi næsten ikke talt om Giorgia Meloni …
Antonio Scurati: Hvis jeg formår at undgå at tale om hende i et interview, er jeg glad.
Hvad jeg kunne bidrage med til analysen af populisternes og nationalisters fremgang, har jeg gjort med mit litterære arbejde.
- Ved at skrive "M"-bøgerne forhindrede jeg
omskrivningen og rehabiliteringen af Italiens, fascismens og Mussolinis historie, hvilket er en integreret del af de nye højreradikales politiske program.
_______________________
(Interviewet er oprindeligt bragt i det tyske magasin der Spiegel 8. juni
2026, printudgave. Oversat og forkortet af folk fra autonom infoservice)
___
Noter
-
clarin.com: Antonio Scurati: “El fascismo está muerto, sin
dudas, como su fundador, pero su fantasma sigue rondando el presente”
-
Saló-republikken. Da de allierede havde gennemført landgang i Italien (Sicilien 10. juli 1943), blev Mussolini fjernet som regeringsleder:
Først ved at han kom i mindretal ved en afstemning i det Fascistiske Storråd 23.-24. juli 1943, dernæst ved at kong Vittorio Emmanuele afsatte ham som regeringschef, hvad han ifølge forfatningen havde myndighed til.
Under et besøg hos kongen den 25. juli blev Mussolini arresteret og ført væk
i en ambulance. Hitler ville ikke lade sin ven i stikken og sørgede for at befri Mussolini vha. tyske faldskærmstropper. Den 23. september 1943 blev Mussolini af Hitler indsat som statschef for den nordlige italienske republik: ”(Repubblica Sociale Italiana”, der oftest omtales som Salò-republikken.
Den 28. april 1945 blev Mussolini, hans elskerinde Clara Petacci og nogle fascistiske regeringsmedlemmerne henrettet ved skydning. Deres lig blev hængt op med hovedet nedad på en benzinstation i Milano. De blev hemmeligt begravet på Musoco kirkegården i Milano. - Pier Paolo Pasolini (5. marts 1922 – 2. november 1975) var en italiensk forfatter, filosof og filminstruktør, der bl.a. står bag filmatiseringen af klassiske litterære værker som Giovanni Boccaccios ’Decameron’, Geoffrey Chaucers Canterburyfortællinger ’Tusind og en Nat’, samt Marquis de Sades ’Salo – 120 dage i Sodoma’.
____
Relateret
autonom infoservice, d. 14. februar 2026
-
"Fjender af Italien og det
italienske folk"
(Georgia Meloni om demonstranter)
Italiens højrenationalistiske regering går til angreb på demonstrationsretten.