Før vi holder info-pause, har vi spurgt nogle venner, om de har lyst til at anbefale en bog til sommerens afslappende
læsning.
Resultatet blev en spændende vifte af vidt forskellige genrer i litteraturens univers.
Se selv, måske er der blandt dem et tip, du kommer til at holde af …
- God sommer, longo maï ! (provençalsk: må det vare længe)
-
“Alder er uden betydning, medmindre du er en ost"
(Luis Bunuel )
“Mit sidste suk”, der er skrevet på et tidspunkt, hvor alderdommen havde indhentet Bunuel, udkom første gang i 1982, et år før hans død. Bunuel indleder bogen med at fortælle om, hvordan hukommelsestab gradvist kan udviske og slette et helt menneskeliv. For et liv er jo netop stykket sammen af erindringer.
Men trods det vemodige er bogen humoristisk,
med et væld af anekdoter, og man får en for-nemmelse af samtidens sociale spændinger.
I bogen fortæller han om sine venskaber med Salvador Dalí og Federico Lorca, og om sin barndoms og ungdoms Spanien, surrealismens Paris, sin tid i Hollywood og om Mexico, hvor mange af hans film
blev til.
Lige til sidst omkring samarbejdet og venskabet med Dali, skal det nævnes, at det endte i et bittert brud, på grund af Dali’s støtte til Franco.
Bunuel fortæller i bogen, at han skrev i en avis, at der nu var gået så mange år, at han godt kunne drikke et glas vin med Dali. Dali svarede, også i en avis, at det kunne han også, men at han
var holdt op med at drikke.
/ Stefan Ahn
“Mit sidste suk”, af Luis Buñuel. 317 sider. Forlaget Rosinante, ny udgave 2013. ISBN 9788763827010
- Et kritisk lys på nutidens Albanien
"Mud Sweeter Than Honey" er en stærk bog baseret på samtaler og interviews med mennesker, der overlevede det stalinistiske diktatur under Enver Hoxha.
Gennem deres fortællinger tegnes et billede af et smukt, men fattigt land præget af fængsler, arbejdslejre, overvågning og frygt.
De mange forskellige vidnesbyrd lader Albanien komme helt ind under huden på læseren, både før, under og efter Hoxha.
Dermed sætter den også et kritisk lys på nutidens Albanien, hvor korruption og storstilede investorprojekter præger udviklingen, og er derfor højaktuel i lyset af mobiliseringen mod Jared
Kushners og Donald Trumps luksusbyggerier ved landets kyst.
/ Bjarke Friborg
Mud Sweeter Than Honey. Udgivet af Maclehose Press, 320 sider, 2022, Paberback. ISBN: 9781529411478
- Max, Mischa og Tet-offensiven
Det er for mig et moderne epos. En fantastisk fortælling, der bevæger sig gennem forskellige tider og kunstformer og favner skæbner, som kommer helt ind under huden og som jeg savner, når bogen ender.
Historiens hovedperson Max bevæger sig fra en genkendelig nordisk præ-SoMe-barndom med eventyrlige udendørslege, til en ny tilværelse
som teenager udenfor New York.
Her møder han Mordecai og Mischa og de lever i kunsten; teater og billedkunst. Men fortællingen favner også Vietnam-krigens frygtelige skæbner, både under og efter krigen.
Og vi oplever New York. Både i dag og i 60/70’erne. Det er ungdomsliv i forskellige tidsepoker, vilde lykkelige og ulykkelige forelskelser henover årtier,
og hele tiden spejles i kunsten.
De forskellige centrale figurer har alle en relation til kunst; jazz, improvisationsmusik, scenekunst og billedkunst.Et fantastisk og storslået epos og en fortælling, der bliver ved med
at leve et sted.
/ Helena Berglund
Max, Mischa og Tet-offensiven, af norske Johan Harstad.1070 sider, Gyldendals Bogklubber 2019. 9788703088310
- Levendegjort filosofi
Eva von Redecker (44) er en af de særligt interessante feministiske filosoffer i Tyskland i dag. Hun er kendt for sine kritiske og filosofiske perspektiver på nutidens politiske
brændpunkter. Hendes tidligere bogudgivelser ”Revolution für das Leben” (2020) og ”Bleibefreiheit” (2023) blev bestsellere og er oversat til en lang række sprog.
Hendes nyeste bog ”Dieser Drang nach Härte. Über den neuen Faschismus”, der udkom i 2026, er ingen undtagelse.
I indledningen skriver Eva von Redecker:
"Sommeren 2025 regerer højreradikale partier i
syv europæiske lande. I to af disse lande er de det stærkeste parti. Indien, Argentina, Paraguay, Israel, El Salvador og Tyrkiet er yderligere eksempler på "demokratier", hvor længslen efter
den hårde hånds politik og en homogen befolknings sammensætning triumferer”.
I bogen her analyserer Eva von Redecker årsager
til fremgangen for autoritære kræfter verden over. Moderne fascisme har antaget en ny form, en der
ikke er let genkendelig og endnu sværere at forklare. Hun lokaliserer fascismens kerne i en illusorisk, tilbageskuende længsel efter retten til at eje noget, der er blevet stjålet fra en, skønt
man aldrig har haft det. Så som: Det idylliske land, den harmoniske familie, det lykkelige ægteskab etc.
”Dieser Drang nach Härte. Über den neuen Fascismus” er en bog, som kræver noget af sin læser. Men tung er den ikke. Derimod meget dynamisk og toprelevant, hvis man gerne
vil forstå nutiden på et dybere plan. Levendegjort filosofi fordi bogen også indeholder atmosfærefyldte beskrivelser og gennemgående refererer til mange af de aktuelle konflikter, kampe og
forandringer, som præger jorden anno 2026.
/ Inge
”Dieser Drang nach Härte. Über den neuen Faschismus”, af Eva von Redecker. 268 sider. 2. oplag. Udgivet af S. Fischer Verlag, 2026. ISBN: 9783103977240.
- Palæstinenseren
”Man siger, at vi palæstinensere lever i fortiden og fremtiden, fordi nutiden er for smertefuld” (Nadeen Aiche, en af bogens ti forfattere)
De danske palæstinensere er der tit blevet talt om, men sjældent bliver de selv hørt.
I ”Palæstinenseren” har ti danske palæstinensere
fået frie tøjler til at skrive om deres families historie
og deres forhold til Palæstina. Resultatet er ti vel-skrevne, reflekterende og øjenåbnende fortællinger, der tager en helt tæt på familieskæbner og samtidig giver nye perspektiver på, hvad
det vil sige at være palæstinenser.
Bogen formidler på autentisk vis indsigt i palæstinen-sernes kamp for retten til at leve fri for besættelse og undertrykkelse. Hvert bidrag har sit helt eget sprog, vinkel og blik på temaet, til
fælles har de det, at de er ærlige og personlige.
/ Sofia
Palæstinenseren. 204 sider. Gads Forlag, 2025.ISBN: 9878712077893
- En rejse gennem Sápmi – om samernes modige kamp for deres rettigheder
Samerne, der har beboet Europas yderste nord i tusinder af år, omtales ofte som kontinentets "glemte folk".
Med Sápmi, deres traditionelle hjemland, delt mellem fire nationalstater – Norge, Sverige, Finland og Rusland – har samerne oplevet den dybe
undertrykkelse og diskrimination, der
kendetegner oprindelige folks skæbne verden over:
Deres jord er blevet konfiskeret, deres tro og værdier angrebet, deres samfund og familier
revet fra hinanden. Alligevel har samerne vist utrolig modstandsdygtighed, forsvaret deres identitet og deres territorier og bevaret en vigtig social og økologisk stemme – selvom mange, inklusive
progressive og venstreorienterede, nægter at lytte.
Bogen er en fantastisk rejse gennem Sápmi og inkluderer dybdegående interviews med samiske kunstnere, aktivister og forskere, der modigt kæmper for deres folks rettigheder.
/ Karen Christensen
Liberating Sápmi: Indigenous Resistance in Europe's Far North, af Gabriel Kuhn, PM Press 220 sider, 2020. Paperback ISBN: 9781629637129
- ”De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939” af René Karpantschof
”De ekstreme danskere fortæller om en mørk tid, men også om
mennesker med humør og håb” (René i bogens forord)
I bogen fortæller historikeren og tidl. bz’aktivist René Karpantschof om de mange, og ofte også interne, konflikter mellem de forskellige
politiske grupperinger i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig. Relateret til de turbulente begivenheder i Europa, USA og Rusland.
En atmosfærisk gengivelse af de sociale og kulturelle opbrud, der var præget af optimisme, nytænkning og seksuel frigørelse.
Med fokus på tidens polariseringer mellem de politisk-ideologiske grupperinger, som i starten af 1930’erne udmøntede sig i nazistiske og stalinistiske bevægelser.
Som læser kan man fordybe sig i historiens strøm gennem spændende og informative fortællinger skabt på basis af en imponerende dokumentation af kildemateriale.
/ Alfred
”De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939”, af René Karpantschof. 661 sider, Gads Forlag 2025. ISBN 9788712800293
- ”I kattens hjerte” – en fortælling om dagens Iran
" Bisharaf! Bisharaf! Bisharaf! Møgdyr! Møgdyr! Møgdyr!"
De råber ud i natten i min hånd. De er mange.
Børn med deres mødre i hånden, piger med langt, løst hår,
de svinger deres tørklæder i luften som flag, kvinder arm i
arm, drenge, mænd skulder ved skulder, gamle mennesker.
De marcherer ned ad Valiasrgade under platanerne, mellem dyttende biler og larmende motorcykler, i lyset fra de gyldne gadelygter (…)
Mit instagram-feed opdateres. Jeg ser en ung kvindes livløse krop. Hun ligger
i en seng. En intensiv-afdelings farver: bleggrøn, turkisgrøn, isgrå. Jeg læser:
Jina Mahsa Amini blev tæsket af moralpolitiet i Teheran….."
Sådan begynder denne roman af den iransk-tyske forfatter
Jina Khayyer.
Romanens jeg-fortæller følger via instagram, hvordan Kvinde-Liv-Frihed oprøret i Iran breder sig som en løbeild og tænder håb om frihed, endnu en gang. Dette er optakten til en famile- og
kærlighedshistorie, der rykker ved forestillinger om nationalitet og tilhørsforhold, om det at være kvinde og om frihed. Det er en intens, poetisk fortælling. Smukt fortalt og til tider også
meget humoristisk. En medrivende roman, du ikke glemmer så let.
/ Nilufar, iransk feminist
”I kattens hjerte”, af Jina Khayyer. Oversat fra tysk. 239 sider. Udgivet af Batzer og Co., 2026. ISBN: 978878527808
- Politisering, modstand, byguerilla i 1970'erne og 80'erne i metropolerne
Fjorten venstreradikale kvinder beretter om deres erfaringer i
den revolutionære modstand i Vesttyskland over en periode
på to årtier. Hvordan de blev politiseret gennem sociale konflikter, antiimperialistisk modstand og eksistensen af byguerilla-grupper.
De taler om deres bevidstgørelse, deres ansvar, deres nederlag, men også om glæden og letheden
i denne tid. På trods af afsavn og følgevirkninger
fra ofte mange års fængsel.
En intens skildring af kampe og oplevelser, der
udviklede en antagonisme mod det kapitalistiske system.
Hvordan kan man organisere sig i de kapitalistiske centre? Hvad betyder befrielse? Det er nogle af
de spørgsmål, kvinderne kæmpede med, og førte
til at de blev aktive inden for rammerne af praktisk internationalisme. Teksterne er fragmenter, der relaterer sig til hinanden, som et puslespil, der kun afslører et helhedsindtryk, når det
samles.
/ Alfred
Politisierung, Widerstand, Stadtguerilla in den 1970-80er Jahren in der Metropole. 285 sider, Edition Cimarron 2026. ISBN
9782931138052.
- Metropol - en dybdegående og historisk roman
Bogen handler om tyske kommunisters skæbne i eksil i Sovjetunionen under Stalin. ”Metropol" af Eugen Ruge er en fængslende og rystende historisk tidsdokument i
romanform.
Den følger forfatterens egen bedstemor, Charlotte Germain, og hendes liv i 1930'ernes Sovjetunionen. Handlingen foregår primært på det berygtede Hotel Metropol i Moskva og skildrer tiden under de
grusomme Moskva-processer.
Bogen åbner med en absurd fortælling om, hvordan forfatteren Eugen Ruge mange år senere skaffer sig adgang til Det Russiske Stats arkiv for
at læse de hidtil hemmeligholdte filer om sin bedstemor.
Charlotte og hendes anden mand, Wilhelm, var medlemmer af det tyske kommunistparti KPD’s agit-propafdeling, før de flygtede fra Nazityskland til Sovjetunionen.
Under en ferie på Jalta, hvor de holdt fri fra det udmattende arbejde i Kommunistisk Internationales (KOMINTERN) efterretningsvæsen, faldt de over
en avisartikel, hvor der blev nævnt, at deres gode bekendte, Alexander Emel, ligeledes medlem af KPD, står anklaget for at have planlagt et attentat mod ingen ringere end Stalin. Han er
ifølge anklage-skriften en ”trotskist”, der har stillet sig i spidsen for ”en kampgruppe organiseret af en aktiv tysk fascist”. Det er på den tid det samme som en dødsdom.
Spørgsmålet er så, om Charlottes og Wilhelms venskabelige forbindelse til den fordømte Alexander Emel også er det. Spørgsmålet hænger over hovedet på de to gennem det meste af romanen.
Bogen beskriver Sovjetunionen som et rædselskabinet, hvor stalinismen og angsten for at blive angivet gennemsyrer alt. Det er en dybdegående og historisk roman om tragiske menneskeskæbner og et
ofte overset kapitel i historien.
/ Inge
Metropol, af Eugen Ruge, 431 sider, Forlaget Café Monde, 2. oplag 2022. ISBN 9878797297414
-
Tegnserie.
Anthropoid Operation - Eliminér Heydrich
Den fint illustrerede tegneserie handler om to tjekkiske mod-standsfolk Jozef Gabčík og Jan Kubiš, der angreb topnazisten Reinhard Heydrich, kaldet "Slagteren fra Prag", under hans biltur gennem byen.
Heydrich døde af sine kvæstelser den 4. Juni 1942. Nazisterne svarede igen med brutal hævn: De udslettede landsbyen Lidice, hvor de to
mod-standsmænd kom fra.
Tegneserien følger historien om de tjekkiske
modstandsfolk, der var del af en faldskærmgruppe uddannet i England, som deltog i forberedelsen af attentatet.
Den sidste tredjedel af bogen skildrer de syv involverede antifascisters heroiske forsvarskamp
i Sankt Cyril og Methodius-kirken i Prag, da de blev opsporet af SS-enheder.
I forlængelse af historien findes der et person-galleri over de faldne modstandsfolk.
/ Jan Vedel
Anthropoid Operation - Eliminér Heydrich, af Zdenék Lezák & Michael Kocián.132 sider, E-voke, København.ISBN. 987-87-7598-025-3
-
"Jeg, Julia" af Santiago Posteguillo
- er en storslået historisk roman
Året er 191 i et kaotisk og brutalt regeret Romerrige. Den bindegale kejser Commodus driver alle til vanvid og i indflydelsesrige kredse konspirerer mænd om magten.
Romanen er baseret på Julia Domnas liv
(170-217), en fascinerende karakter i Roms historie. Hun var af syrisk oprindelse, en outsider, der giftede sig med den senere
Kejser guvernør Septimius Severus.
Hun tryllebandt sine omgivelser med sin intelligens og skønhed og levede dristigt i
en tid med politisk og økonomisk ustabilitet, præget af en rækkefølge på fem kejsere indenfor knap fem år.
Det store imperium var truet af en borgerkrig, som kunne underminere selve Romerrigets fundament. Bogen udmærker sig ved sin enorme historiske præcision.
Forfatteren blander virkelige begivenheder med fængslende fiktion, så man føler, man er til stede i det gamle Rom. Bogen er perfekt til læsere, der elsker action, magtspil og stærke kvindelige
hovedpersoner.
/ shaggie
Jeg, Julia, af Santiago Posteguillo. 661 sider, Svane & Bilgrav Forlag 2020. ISBN 9788793752368