Filmanmeldelse. "München" - Hævnens mekanismer

Den 28. juli 2017 viste DR2 Steven Spielbergs spillefilm ”München”.  I den anledning kan du (gen-) læse vores baggrundsartikel herom.

Filmen tager udgangspunkt i de septemberdage i 1972, hvor den palæstinensiske undergrunds- organisation 'Sorte September' kidnappede 11 israelske sportsfolk under de olympiske lege i München.

  • Hvad var baggrunden for palæstinen- sernes aktion?
  • Hvorfor gik det så grusomt galt?
  • Hvad var den israelske regerings rolle i  de efterfølgende hævnaktioner?

Spørgsmål som filmen desværre kun strejfer eller helt undlader at stille... 

_____________________________________

(Artiklen er oprindeligt skrevet til venstrefløjsportalen modkraft / kontradoxa i 2005 af al./ autonom Infoservice)

 

   Aktionen der sætte fokus på Palæstina

Den 5. september 1972. Klokken er lidt over fire om morgenen. Mens den olympiske by i München sover og alt er stille, klatrer 8 unge mænd fra den palæstinensiske undergrundsorganisation 'Sorte September' over et højt stakit og løber i ly af mørket mod de bygninger, som huser Olympiad- ens sportsfolk.

En af palæstinenserne har forinden arbejdet et stykke tid i den olympiske bys kantine og har fundet ud af, hvor de israelske sportsfolk holder til. De unge palæstinensere, der denne nat er klædt i joggingtøj, pakker geværerne ud af deres sportstasker og iler til israelernes hovedkvarter.

De er hurtige til at overmande de sovende og fuldstændigt overrumplede israelske sportsfolk. To af israelerne sætter sig til modværge og bliver dræbt i en kaotisk, hæsblæsende og meget voldsom konfrontation.

I de efterfølgende 20 minutter stormer de palæstinensiske fedayeen et par andre lejligheder i de omkringliggende huse og fører derefter de israelske sportsfolk til huset i Connollystrasse 31.

Aktionen forløber hurtigt og koordineret. Da politiet få nys om aktionen, er den allerede afsluttet og 11 israelere er blevet taget som gidsler. Det svarer til halvdelen af det israelske olympiske hold. Sådan begynder Spielbergs film, ganske i overens- stemmelse med de virkelige begivenheder.    

  • Israelske sportsfolk mod 236 revolutionære fanger

Autentiske passager

Som en 'film i filmen' vises autentiske passager fra datidens dokumentaroptagelser under dramaet i München. Man ser palæstinensernes talsmand »Issa« (arabisk ord for Jesus), hvis virkelige navn er Luttif Afif, træde ud af huset i Connollystrasse, hvor de har samlet deres israelske gidsler for at fremlægge palæstinensernes krav over for de tilstedeværende repræsentanter for den tyske regering og Den Olympiske Komité.

Kravet er løsladelse af i alt 234 navngivne palæstinensiske politiske fanger fra bl.a. Israel og Jordan, samt løsladelse af to kendte fængslede aktivister fra den tyske byguerillagruppe RAF (Rote Armee Fraktion), der netop var blevet anholdt: Ulrike Meinhof og Andreas Baader.

Hvem er Sorte September?

Før aktionen i München vidste verdensoffentligheden meget lidt om den palæstinen- siske undergrundsorganisation Sorte September, der udsprang af Yassir Arafats al-Fatah bevægelse.

  • Undergrundsorganisationen 'Sorte September' opstod i kølvandet på de dramatiske begivenheder i Jordan i september 1970:

I 1967- krigen mellem Israel og de arabiske lande flygtede omkring 200.000 palæstinensere til Jordan. Dette bidrog til en yderligere tilspidsning af den indenrigspolitiske situation og spændingerne voksede mellem de palæstinen- siske organisationer og det jordanske monarki under kong Hussein.

PFLP (Folkefronten for Palæstinas befrielse) og DFLP (Den demokratiske folkefront for Palæstinas befrielse) arbejdede for monarkiets fald og etablerede en befriet zone i det nordlige Jordan. De mere moderate, borgerlige kræfter i PLO (Palæstinensisk befrielsesorganisation, der fungerer som paraplyorgani- sation for mange palæstinensiske organisationer) om- kring al-Fatah ville derimod opretholde et sam- arbejde med kong Hussein og bruge Jordan som operationsbase i kampen mod Israel.

Omkring 40.000 palæstinensere mistede livet

I september 1970 kom det til den første store militære styrkeprøve mellem de palæstinensiske fedayeen og kong Husseins jordanske beduin-hær. Mens Sovjetunionen, Irak og Syrien støttede palæstinenserne, støttede Israel og USA kong Husseins militære offensiv.

I juli 1971 måtte de sidste væbnede PLO-enheder forlade Jordan og flytte deres baser til Libanon. Omkring 40.000 palæstinensere, deriblandt mange civile, mistede livet i kampen mod kong Husseins hær.

Palæstinensiske sportsfolk udelukkes fra Olympiaden

I forsommeren 1972 henvendte PLOs ungdomsorganisation sig til Den Olympiske Komité for at søge om deltagelse i de Olympiske Lege.

På trods af to officielle henvendelser gad komiteens ledelse ikke engang at svare på de unge palæstinensiske sportsfolks henvendelse.

Dette udløste vrede i den arabiske verden. Aktivisterne fra 'Sorte September', som længe havde haft planer om at gennemføre en befrielsesaktion for de politiske palæstin- ensiske fanger, så Olympiaden i München som en oplagt anledning til at gå i aktion. Protesten mod at palæstinenserne blev udelukket fra denne internationale sports- begivenhed, skulle sættes på dagsordenen i verdensoffentligheden og kidnapningen af de israelske sportsfolk skulle bane vejen for de palæstinensiske politiske fangers frihed. ( Kilde: Al Fatah-lederen Abu Iyads selvbiografi. Han blev likvideret af Mossad i Tunis i marts 1991 - angiveligt for at være én af "arkitekterne" bag aktionen i München).

  • Katastrofen i München

I hæsblæsende fart skøjter filmen hen over de dramatiske begivenheder, der ender med vilde skyderier, eksplosioner og udbrændte helikoptere (se billede nedenfor) på den tyske militærlufthavn Fürstenfeldbruck i Bayern. Resultatet kunne ikke have været værre: Alle 9 israelske sportsfolk omkommer i ildkampen sammen med 5 af de 8 palæstinensere og to politifolk.

Hollywoods forkærlighed for bombastiske 'actions'

Tilskuere, som ikke i forvejen har kendskab til gidseldramaets reelle forløb, har ingen mulighed for at kapere, hvad der egentlig skete. Scenariet afspejler snarere Holly- woods forkærlighed for bombastiske actions end for at fortælle en troværdig sammenhængende historie.

  • Brudte aftaler og politiets ansvar
Mossad-chef Zwi Zamir
Mossad-chef Zwi Zamir

I virkeligheden skete der det, at den tyske politiledelse, de ansvarlige politikere under ledelse af den socialdemokratiske forbundskansler Willy Brandt (SPD) og den liberale indenrigsminister Hans-Dietrich Genscher (FDP) samt Mossad-chefen Zwi Zamir, der fløj fra Israel til Tyskland samme nat, holdt fælles krisemøde.

Her besluttede de at iscenesætte den aftale man havde indgået med palæstinens- erne og lade dem og deres israelske gidsler udrejse til Kairo. Bagtanken var imidlertid at lade politiet angribe og passivisere de palæstinensiske gidseltagere på et gunstigt tidspunkt...

Aktionen mislykkedes af mange grunde: De 17 tyske politifolk, der var placeret i den BOING 727, der skulle foregive at flyve til Ægypten, ombestemte sig, da de så, at maskinen var placeret sådan, at cockpittet befandt sig midt i skudlinien i tilfælde af en væbnet konfrontation. Ingen af de tyske politifolk havde nogen specialuddannelse. De fleste havde indtil denne dag udelukkende arbejdet som trafikbetjente. Efter en kort debat forlod det samlede polititeam flyvemaskinen og skjulte sig i buskadset i udkanten af landingsbanen.

Politilederen Georg Wolf, der betragtede tilbagetoget oppe fra kontroltårnet, mistede fatningen ved synet af hans kollegaers samlede retræte. Kort tid efter ankom to helikoptere med palæstinenserne og de israelske sportsfolk.

Da de to palæstinensere, som kontrollerede flyvemaskinen konstaterede, at den var tom og uden besætning, vidste de, at de var lokket i en fælde. Højt råbende løb de tilbage til de ventende helikoptere for at advare deres kammerater.

De tyske skarpskytter skød løs på palæstinenserne, der besvarede ilden og søgte dækning under den ene helikopter. Da var klokken 22.38 og ildkampen varede indtil 01.32. Derefter stilhed, våbnene tav. Alle ni gidsler var døde, ligeledes 5 fedayeen, de sidste 3 palæstinensere var alvorligt såret. To tyske politibetjente var død og to andre livsfarligt såret. Mange politifolk var lettere såret. 

Tysk politis dilettantiske fremgangsmåde

I det bayriske politis efterfølgende kortlægning af disse dramatiske begivenheder blev det fastslået, at det ikke kan udelukkes, at et ukendt antal gidsler og nogle politi- betjente kunne være blevet ramt af politiets egne kugler. En nøjagtig undersøgelse var ikke mulig, da de israelske sportsfolk brændte inde i de eksploderende helikopt- ere.

Protesterne over det tyske politis dilettantiske fremgangsmåde vakte vrede verden over, men snart fortonede kritikken sig og det lykkedes for den reaktionære del af medierne at skubbe hele ansvaret over på palæstinenserne. (Kilde: "En dag i September", af de britiske filminstruktører Kevin Mac Donald og Arthur Cohn. En dokumentarisk rekonstruktion af aktionen under sommer-olympiaden 1972).

______

Efterspil: Syv uger efter gidseldramaet i München bortførte en palæstinensisk aktionsgruppe et passagerfly fra Lufthansa på ruten mellem Beirut og Frankfurt. Flykaprerne krævede løsladelse af de tre overlevende, fængslede aktivister fra 'Sorte September'. Regeringen efterkom kravene prompte. Den israelske regering reagerede forarget over denne afgørelse.

  • ”The games must go on”

I starten af kidnapningsaktionens forløb fortsatte De Olympiske Lege som hidtil. Men massive protester fra sportsfolk og tilskuere førte dog til, at legene blev afbrudt for en tid. Efter de israelske sportsfolks død blev der afholdt en dags mindehøjtidelighed. Derefter blev legene atter genoptaget med IOC-præsidenten Averne Brundage’s ord: "The games must go on"...

Mossads hævntogt: "Operation Guds Vrede"

Tre dage efter katastrofen i München bombarderede det israelske flyvevåben palæstinensiske flygtningelejre i Libyen og i Libanon. Ifølge PLOs oplysninger døde 66 palæstinensere under disse bombardementer og flere hundrede blev såret. Samtidigt indledte Mossad-grupper, på initiativ af den israelske regering, en morderisk jagt på formodede bagmænd til aktionen i München. I de efterfølgende 20 år jagtede og dræbte Mossad-grupperne et ukendt antal påståede bagmænd til aktionen under Olympiaden i München.

  • Den gruppe, Steven Spielberg bruger som forbillede i sin film, hed "Caesarea" og dets leder var den senere premierminister Ehud Barak. Missionen blev kaldt "Operation Guds Vrede" (se billede fra filmen nedenfor):

"Licence to kill"

Hovedparten af Spielbergs film handler om det, der skete efter dramaet i München. Filmen handler først og fremmest om en action-præget hævntogt mod de påståede bagmænd til gidselaktionen i München. Mossad opretter, med samtykke fra højt- stående regeringspolitikere og premierminister Golda Meir, en hemmelig special-kommando med "licence to kill".

I centrum af denne kvintet står Avner, en ung, sympatisk og forholdsvis uerfaren fyr, der er begejstret zionist. I jagten på de navne, som Avners specialkommando får udleveret, trækker de et blodigt spor gennem Europas og Mellemøstens metropoler.

Kvinden i husbåden i Amsterdam

I en af de scener, der svarer til virkelige begivenheder, likviderer gruppen en kvinde på en husbåd i Holland på grund af hendes "uigennemskuelige rolle" i forbindelse med drabet på en af kommandoens medlemmer. Gruppen myrder hende på meget brutal vis og blotter derefter hendes krop. Her viser filmen tydeligt, hvorledes krigen forrår de mennesker, som deltager i den. Scenen udstiller det indpodede sexistiske patriarkalske islæt i magtforholdene.

"Sålænge disse typer lever, dør israelske statsborgere ..."

Men Avner er ikke den stålsatte executer. Han begynder at tvivle på meningen med alle disse brutale og uigennemskuelige likvideringstogter og ender med at frasige sig enhver form for voldsanvendelse. Da mordkommandoens opgave er afsluttet, forlader han Israel med sin kone og sit lille barn og bosætter sig i New York.

Ephraim, som er Mossad agent, kontakter ham i slutningen af filmen for at vinde ham tilbage til nye undercover-opgaver mod palæstinenserne. Ephraim mener, at "sålænge disse typer lever, dør israelske statsborgere". Da svarer Avner sørgmodigt og eftertænksomt, at alt dette ikke vil føre til fred.

Kort efter skilles de og går uden at hilse på hinanden hver sin vej. I baggrunden bag Hudson River skimtes silhuetten af World Trade Centres tvillingetårne.

  • Politikere bag likvideringer med "præventiv funktion"

Aron Klein, der er tidligere Mossad-agent og nuværende korrespondent for det amerikanske magasin "Time", beskriver i sin bog "Hævnerne" de israelske regeringspolitikeres egenrådige afgørelser om likvideringer af palæstinensere, der er aktive i modstanden mod Israel:

  • ”Golda Meir havde brug for en ventil, så strømmen af medieberetninger og debatten om skyld og ansvar kunne få en anden drejning.”

Situationen ligefrem skreg på en stor gestus, en dramatisk foranstaltning. Premier- ministeren godkendte udkastet til en ny plan for kampen imod den voksende palæstinensiske terror.

Første prioritet var "præventive foranstaltninger", dvs. eliminering af terrorens hånd-langere, de som havde planer om at skade Israel og dets borgere. På talerstolen i Knesset (Israels parlament) beskriver Golda Meir i slutningen af september 1972 disse målsætninger kort og klart:

  • "Hvor end der bliver forberedt et anslag, hvor end mennesker planlægger mord på jøder og israelere - må vi være rede til at slå til."

Planens anden og mere komplicerede del var afskrækkelsens element. Budskabet til alle palæstinensiske aktivister var umiskendeligt:

Staten Israel vil gå i rette med enhver, som truer statens borgere. Israel havde før skaffet sine fjender af vejen, men nu skulle drab blive hovedinstrumentet i terror-bekæmpelsen. De første og mest oplagte kandidater på dødslisten var de ansvarlige for attentatet i München, medlemmerne af 'Sorte September'. De skulle opspores og observeres, indtil man havde udarbejdet en plan for at dræbe dem. 'Sorte September' var de første. Men så snart man havde opdaget nye sammensværgelser, ville der komme flere navne på dødslisterne.

  • ”Enhver planlagt aktion ville blive fremlagt for premierministeren til godkendelse. Skønt man i de fleste tilfælde ville diskutere anklagerne og drabshensigterne med regeringens medlemmer, måtte premierministeren i sidste ende fælde afgørelse i hvert eneste tilfælde.” (Citatet er fra Aron Kleins bog "Hævnerne").

Mordet i Lillehammer, Norge

En del af de palæstinensere, der blev likvideret af Mossads kommandogrupper, havde intet at gøre med aktionen i München. Det viste sig senere, at mange blev dræbt, alene fordi de var offentligt kendte repræsentanter på mellemniveau i PLO’s apparat.

Kun én gang lykkedes det for Mossad at ryste PLO’s hierarki ved at dræbe tre af de ledende folk i Beirut, den 10.april 1973: Abu Yusuf, som var en af Yassir Arafats stedfortrædere, al-Fatah-lederen Kamal Adwan og PLO’s daværende talsmand Kamal Nassir.

Men en hel del af Mossads kommandoraids mislykkedes. En af de større fiaskoer var mordet i den norske by Lillehammer den 21. juli 1973. Da blev en marokkansk tjener skudt ned på åben gade, fordi Mossads agenter havde forvekslet ham med PLO-manden Ali Hassan Salameh, der angiveligt var en af de ledende kræfter bag 'Sorte September's aktion under olympiaden. (Salameh blev dræbt af en bilbombe, den 22. januar 1979 i Beirut).

Fængselsstraf i Norge

Seks Mossad-agenter blev anholdt af det norske politi og idømt en fængselsstraf på mellem 2 og 5½ år. Efter knap to år i fængsel blev Mossad-agenterne løsladt og udvist til Israel.

Andre Mossad-grupper fortsatte og gennemførte attentater og bombesprængninger i Schweiz, Holland, Gibraltar, Beirut, Paris, Warsawa og Tunis.

  • Hævnens mekanismer

Steven Spielbergs overordnede tema er 'hævnens mekanismer'. Denne drabelige voldsspiral, hvis samfundsmæssige konsekvenser i dag gennemsyrer de fleste kulturmønstre og skaber latente politiske, etniske og sociale spændinger.

For længst er konflikten mellem israelere og palæstinensere blevet udvidet til en amerikansk-arabisk konflikt.

Da amerikanske militærfly for nylig smed bomber over en lille landsby i Pakistan, angiveligt for at ramme en al-Quaeda-gruppe men i stedet dræbte en masse almindelige landsbybeboere, lød det som et fjernt og kynisk ekko fra de aktioner, som den israelske efterretningstjeneste Mossad gennemførte mod påståede aktører bag Olympiade-aktionen i München 1972.

Steven Spielbergs tvivlsom hovedkilde

Årsagen til at Steven Spielbergs film "München" ikke rigtig formår at berette om de dramatiske begivenheder på en måde, som kunne bidrage til en bedre forståelse af den palæstinensisk-israelske konflikts kompleksitet, er filmens tvivlsomme hovedkilde.

Filmen er baseret på den canadiske journalist Georg Jonas bog "Vengeance"  ("Hævn"), der udkom i 1984. I en anmeldelse i magasinet "Time" betegnes Georg Jonas bog med rette som en "overfladisk sammenskrivning af kendte facts, suppleret med en blomstrende fantasi".

Tyske autonome & "French connection"

Det kommer tydeligt til udtryk i nogle af filmens scener. For eksempel, når Mossad-agenten Avner tager kontakt til folk fra det autonome, venstreradikale miljø i Frankfurt (?) for at bede dem om hjælp.

Eller når Mossads killerkomando på utroværdig vis bygger sine aktioner op omkring informationer, de modtager fra et lyssky fransk far-søn familieforetagende, der for hver 200.000 dollars de modtager udleverer et navn og en adresse på palæstinen-sere, som menes at være involveret i aktionen i München.

En sådan latterlig "French connection" har aldrig eksisteret og bidrager til at udhule filmens seriøsitet. 

Anyway, "München" er på trods af indvendingerne en film, som tager relevante, nutidige temaer op i rammen af en rimelig spændende thriller. Langt fra de ellers velkendte ensidige pro-zionistiske holdninger.

Spielbergs kontroversielle film er foruden et aktuelt debatoplæg også en kærkommen lejlighed til at genopfriske hukommelsen om de daværende begivenheder, der ind- ledte en ny kampform, som udvidede de regionale konflikter til globale anliggender - med medierne som centrale virkemidler. 

_____________________________________

(Artiklen er oprindeligt skrevet til venstrefløjsportalen modkraft / kontradoxa i 2005 af al./ autonom Infoservice)

Kommentar schreiben

Kommentare: 0