Repression og revolte i Iran – en tidsindstillet bombe

Mænd der viser sig med hoved- tørklæde på gaden, er den nyeste udfordring for det iranske regime. Oppositionelle protesterer på denne måde mod den kønspolitiske apartheid i landet. Et tydeligt tegn på at bevægelsen, der tog sit ud- gangspunkt i protesten mod Ahmadinejads valgsvindel, radikaliserer sig.

Oppositionsbevægelsens mægtigste modstander er revolutionsgarden ”Pasdaran”. Den udgør en ”stat i staten” og er en blanding af hær og milits, mafios virksomhedsmanagement og terroristnetværk. Ifølge den tidl. Pasdaran chef Mohse Sazegara er revolutionsgarden et af  ”verdens mægtigste karteller”.  

  • Pasdarans mange ansigter
  • Irans opposition – fra valgprotest til radikal modstand mod regimet

 

Pasdaran - Den islamske revolutions vogtere
Pasdaran - Den islamske revolutions vogtere

 

 

“Religious despotism is most intransigent because a religious despot views his rule as not only his right but his duty.” Abdolkarim Soroush

                                                                                                                                             

Pasdaran - Irans økonomiske magthavere

”Den islamiske revolutions vogtere”, kendt under betegnelsen PASDARAN (Sepah-e Pasdaran-e Enghelab-e Islami) har nu i 30 år forsvaret den iranske  stat mod sine fjender – udenfor og indenfor Irans grænser. Pasdaran har idag en altomfattende indflydelse, som rækker langt ind i alle Irans magtcentre.

Det var Ayatollah Khomeini, lederen af den islamiske (kontra-)revolution, som den 5. maj 1979 foranledigede dannelsen af  Pasdaran. Med denne ”folkehær” ville Khomeini skabe en modvægt til shah Mohammed Resas militærmaskine og til den stærke (men splittede) antikapitalistiske oppositionsbevægelse.

 

500 udvalgte skulle udgøre ledelsen i Pasdaran

Revolutionsvogterne i Pasdaran blev lige fra starten rekrutteret på et religiøst fundamentalistisk grundlag og underlagt en stærk hierarkisk organisation: 500 udvalgte skulle udgøre ledelsen af omtrent en halv million frivillige. Pasdarans udvikling til ” et af de mægtigste karteller i verden” (1), tog sin begyndelse i 1981. Under krigen mod Irak blev Pasdaran under Khomeinis trofaste general Moshen Resais udbygget til en slagkraftig parallelhær med egen efterretningstjeneste. Denne samlede oplysninger om modstandere af regimet og organiserede henrettelser af oppositionelle.  

 

Pasdarans ”kuds-enhed”  

En særlig berygtet Pasdaran-enhed, den såkaldte ”kuds-enhed” (arabisk betegnelse for Jerusalem), tog ikke bare ansvar for operationer i den iranske del af  Kurdistan, men også for en del mord på oppositionelle i udlandet. Den nuværende præsident Ahmadinejad tilhørte i en periode denne Pasdaran-enhed. Idag omfatter Pasdaran omkring 125.000 mand og 300.000 reservister.

 

"Basidsh-militser"

Dertil kommer omkring 100.000 fanatiske medlemmer af de berygtede paramilitære "Basidsh-militser". Det er disse enheder, som er blevet verdenskendte som hensyns-løse bøller overfor oppositionens demonstrationer (se YouTube-video nedenfor). Ifølge regimets propaganda skulle militserne i særligt anspændte situationer kunne mobilisere op til en million aktivister. Til sammenligning omfatter Irans regulære hær ifølge research fra det franske dagblad ”Liberation” omkring 380.000 soldater...

 

Chef for et gigantisk finansimperium 

Det er derfor indlysende, hvorfor Pasdarans nuværende leder Mohammed Ali Dshafari gælder som landets mest magtfulde general – samtidigt med at han er øverste chef for et gigantisk finansimperium. Pasdaran har ikke kun en militær slagkraft, der langt overgår det regulære iranske militær. Pasdaran kontrollerer tilmed landets vigtigste økonomisektorer samt atomindustrien. Politisk agerer dette militær-industrielle kompleks som Ahmadinejads forlængede arm.

___________________

Teheran, den 28. december 2009: Anti-riot politienheder skyder ind i demonstrationer:

Ayatollah Chamenei afholder parade med lederne af  Basidshmilitserne i Teheran
Ayatollah Chamenei afholder parade med lederne af Basidshmilitserne i Teheran

 

Pasdaran profitterer af statslig privatiseringspolitik

De som for alvor har profitteret af Ahmadinejad-regeringens privatisering af den statslige sektor er Pasdarans ledende lag. Formanden for en undersøgelseskommission i det iranske parlament bekendtgjorde i medierne for nyligt, at kun 13 procent af de aktier, der blev overført til børsen i Teheran med en samlet værdi på 13 milliarder dollars, er reelt blevet købt af den private sektor. Det som han ikke eksplicit sagde var, at de resterende 87 procent er under kontrol af Pasdaran. Således overtog de virksomheder, der ejes af Basidsh-militser, i august sidste år landets største bly – og kobbermine. Militserne er et underordnet organ i Pasdarans militær-økonomiske imperium. En måned senere overtog en virksomhedsgruppe, der ligeledes ejes af Basidsh-militser, den statslige telekommunikationskoncern (2). Pasdaran kontrollerer nu foruden fastnettet, nogle af de største internetudbydere samt to mobiltelefonselskaber.

 

Byggekoncernen Chatam al-Anbija

Den største økonomiske søjle i Pasdarans vidt forgrenede konglomerat af handelsvirksomheder og industrianlæg er byggekoncernen Chatam al-Anbija, som ifølge officielle kilder har 55.000 ansatte pasdaraner og basidsher. Koncernen startede oprindeligt med udbygning af vejnet og forskellige militæranlæg under krigen med Irak. Idag er Chatam en blandingskoncern med over 800 subvirksomheder og en skønnet årsomsætning på omkring syv milliarder dollars. USA har officielt belagt Pasdarans byggekoncern med økonomiske sanktioner. I sidste uge har den amerikanske regering udvidet sanktionerne til også at omfatte fire store datterselskaber til Chatam.

 

Pasdarans ”snigende militærkup”

Det var først og fremmest Pasdarans fortjeneste, at deres cheflobbyist Ahmadinejad fik præsidentembedet i 2005 som modvægt til reformpræsidenten Mohammed Chatami. I baggrunden agerede pasdaranernes protegé – Irans nuværende religionsleder, Ayatollah Ali Chamenei. Allerede i Ahmadinejad’s første regeringsperiode var 5 af ialt 21 ministre tilknyttet pasdaranerne. De skaffede Pasdaran lukrative statslige projekter som f.eks. bygningen af en olie-pipeline til Pakistan. I den nuværende regering er 13 ministeriale chefer tilknyttet Pasdaran. Ansvarlig for verdens tredjestørste oliereserver er minister Massud Mirasemi, som er Pasdarans fhv. logistikchef. Af Irans samlede olieeksportindtægter skulle Pasdaran i den senere tid have modtaget omkring syv milliarder dollars.

 

Pasdarans uranforretning  

I Teherans byparlament ”Madshlis” er omkring en tredje del tilknyttet Pasdaran. Parlamentspræsident Ali Laridshani, tidl. leder af landets forhandlingsdelegation i atomanlægsspørgsmål, samt hans efterfølger Said Dsalili var begge tidl. højtstående officerer i Pasdaran. Det er Pasdaran-ejede virksomheder, der bygger de hemmelige tunneller til de planlagte uran-oparbejdningsanlæg. Det er revolutionsvogternes videnskabsfolk, som arbejder i disse anlæg og det er deres eliteenheder, der beskytter de nukleare fabrikker ved byen Ghom.

 

Pasdaran og landets politiske atomlobby

Det er dette person sammenfald mellem Pasdaran og landets politiske atomlobby, der muligvis foranlediger vestlige regeringer til at forsøge at lægge pres på kendte pasdaran folk ved at indefryse deres udenlandske bankkonti, initiere sanktioner mod pasdaran ejede virksomheder, udstede personlige indrejseforbud, etc. Om dette har nogen virkning, er ifølge politiske iagttagere tvivlsomt, når man tager Pasdarans store økonomiske pengereserver i betragtning. Præsident Ahmadinejad forkyndte upåagtet Vestens skærpede sanktioner, at det ”takket være guds nåde” er lykkedes at bringe uran-berigelsen nu op på 20 procent. Ifølge atomeksperter skal uranberigelsen nå 90 procent, før der kan bygges atombomber – hvis dette skulle være regimets målsætning.

Bevægelsens bevægelse

Det iranske regime står idag overfor en eksistensiel trussel: Landets brogede oppositionsbevægelse. For oppo- sitionsbevægelsen derimod er regimets revolutionsvogtere en stor hyrdel at forcere. Den sidste måneds henrettelser af oppositionelle er udtryk for regimets åbenlyse nervøsitet - shaens fald og med ham verdens femte stærkeste hær i januar 1979 in mente.

 

Broget sammensætning med flere centre 

Oppositionsbevægelsen har lige fra starten af været præget af en broget sammensætning med flere centre. Efter de mange ofte blodige konfrontationer med regimets paramilitære styrker og de politisk-religiøse lederes ubøjelighed, gennemgår bevægelsen for tiden en intern polarisering. Mens den islamiske reformfløj omkring Mohsen Kadivar fra inderkredsen af  den fornyligt afdøde moderate regimekritiske Ayatollah Montazeri, forsøger en kompromiskurs, så gennemgår større dele af  oppositionsbevægelsen i storbymiljøerne en tydelig radikalisering.  

 

Mænd i slør

Den iranske regering har erklæret den 7. december for ”Studenternes Dag”. Studerende på Teherans Amir-Kabir Universitet markerede denne dag med et protestmøde. Majid Tavakoli, en modig oppositionel aktivist med et par længere varende fængselsophold bag sig, gik på talerstolen og opfordrede til et opgør med diktaturet. Han sagde bla.: ”Hvis vi bare fik adgang til de offentlige medier, så ville mange venner med holdninger som jeres, kunne tale til alle dette lands store og små diktatorer og despoter. Frit og klart kunne vi meddele dem, at vi ikke længere kan udholde deres despotisme.”

I en noget uskarp optagelse blev dette fastholdt på en YouTube-video. Forsamlingen svarede på Tavakolis tale med protestbevægelsens  populære slogan: ”Død over diktatoren!”. Dette er imidlertid ikke bare møntet på ledere som præsident Ahmadinejad og religionslederen Ali Chamenei, men mod regimet som sådan.

 

 ”Vi er alle Majid”. 

Majid Tavakoli blev anholdt, da han ville forlade universitetsområdet, i en chador forklædt som kvinde. Repressionsorganerne ville ydmyge ham ved at offentliggøre et billede af ham med chador på. Men modsat deres intentioner udløste dette en bølge af spontan solidaritet. Mange iranske mænd viste deres solidaritet ved at tage hovedtørklæde på for at udtrykke ”Vi er alle Majid”. Dette er i mellemtiden  slået over i en decideret kønspolitisk protest mod regimets lovmæssige diktater for kvinders beklædning. Tilslørede iranske mænd viser sejrstegn til kameraer og latterliggør derved regimets kønspolitiske apartheid.  

Demonstranter bærer billede af  Neda Agha Soltan
Demonstranter bærer billede af Neda Agha Soltan

 

Kampen om billeder og symboler

Oppositionen har entydigt vundet kampen om billeder og symboler. De mange fotografier af kvinder, der kaster sten mod regimets paramilitære bødler og knyttede næver som symbol på modmagt har siden sommer 2009 med jævne mellemrum fyldt godt i de globale medier. Internet og Twitters forhindrede Vestens mainstream mediers sædvanlige tilpasning af begivenhederne til de vestlige stormagters politiske diplomati. De foreløbige højdepunkter er de store massedemonstrationer sidste sommer, videooptagelsen af politimordet på den unge studerende Neda Agha Soltan (se YouTube-video nedenfor) under en protestdemonstration samt de indtil nu heftigste konfrontationer med regimet igennem hele december måned 2009.

Alt tyder på, at oppositionsbevægelsen spreder sig og under overfladen forbereder sit næste udbrud. En opstandsrytme, som minder om masserevolten under shahen, i den sidste halvdel af  1970’erne.  

 

 

Sko mod tidligere kulturminister

Regimets repræsentanter har idag ikke længere mulighed for uhindret at optræde offentligt uden at have en hær af  politistyrker som eskorte med sig. Dette blev illustreret med al tydelighed, da den tidligere kulturminister og  Ahmadinejad-tilhænger Mohammed-Hossein Saffar-Harandi for nyligt aflagde besøg på Teherans universitet. En konstant larm overdøvede hvert eneste ord i hans planlagte foredrag. Før han hastigt måtte trække sig tilbage, fik han en sko kylet i hovedet som afsked. Iran i stormens tegn. 

(artiklen er skrevet af al. og i.k.h. / autonom info-service)   

___________________ 

Sirjan, den 24. december 2009: Protesterende befrier to fanger, der lige er blevet stranguleret af Pasdaran:

  

    NOTER  

1) Udtalelsen stammer fra Mohsen Sazegara, tidl. Pasdaran-leder og nær fortrolig til Khomeini. Idag regimekritiker. Lever i USA i politisk eksil.

2) Basidsh-militsernes ny udnævnte general Mohammad Reza Naqdi forkyndte i forbindelse med den tilstræbte ”kooperation” mellem medierne og Pasdaran en ny æra af ”super media power”.

3)  Den 28. januar 2010 blev de første demonstranter fra juni/juli 2009-revolten hængt. Mindst ni andre demonstranter venter på deres henrettelsesdato.  

   

Kilder

  • - Det venstreradikale italienske dagblad Il Manifesto, 9.02.2010
  • - Det venstreradikale, operaistiske magasin "Wildcat" nr.85 - 2009 på farsi:ايران: خيزی از نو؟  
  •  Der Spiegel, printudgave, nr. 1 og 7 – 2010
  • - Berliner venstreradikal ugeavis Jungle World, nr. 46 – 2009

Relaterede artikler

     autonom info-service:

Artiklen er tilegnet Neda Agha Soltan