Tidsdoku. En torturbøddels død – historien om ”la gringa” Monika Ertl

Monika Ertl "la Gringa"
Monika Ertl "la Gringa"

Den 1. april 1971 betrådte Monika Ertl det bolivianske konsulat i Hamburg.  Konsulen Roberto Quintanilla Pereiras er en berygtet torturbøddel og medansvarlig for Che Guevaras henrettelse d. 9. okt. 1967.

Hun havde i forvejen aftalt et møde for at indhente information om et indrejsevisum til Bolivia. Dette skulle blive konsulen sidste gøremål, før han mødte sin død ... 

  • Hvem var Monika Ertl?
  • Sporene til den danske journalist Jan Stage 
  • Guerillagruppen ELN i Bolivia efter Che Guevaras død

 

     _____________________

Den tidligere chefredaktør af det tyske dagblad "Tagesspiegel" har skrevet en opsigtsvækkende bog om disse begivenheder. Bogen bygger først og fremmest på en masse spekulationer.

Her en kort alternativ biografi af ”Imilla” alias Monika Ertl ”la gringa”, som det antages var attentatskvinden.

Roberto Quintanilla Pereira
Roberto Quintanilla Pereira
  • ”Sejr eller død! - ELN”

Roberto Quintanilla Pereira, Bolivias general- konsul i Hamburg, modtog den venlige, smilende kvinde. Han anede ikke, at dette ville blive de sidste sekunder i hans liv. Kvinden fulgte efter ham ind i hans arbejdsværelse, trak en pistol op af hendes håndtaske og skød tre gange mod mandens bryst.

Da Quintanillas kone, Anna, kom ilende til fra værelset ved siden af, udspandt der sig et kort håndgemæng, før kvinden kunne frigøre sig og flygte ud af konsulatet. Tilbage lå pistolen, håndtasken, et par briller og en paryk, som hun tabte i tumulten. Få minutter senere afspærrede politiet kvarterets veje. Men kvinden var forsvundet. Kun et lille stykke papir med teksten ”Sejr eller død" - Ejército de Liberación Nacional - ELN, pegede på attentatets motiv.

  • ”Statsfjende nr.1”

År senere kom det frem, at der i samme ejendom som husede det bolivianske konsulat, fandtes et venstreradikalt kollektiv med mange beboere, som Monika Ertl kendte og besøgte umiddelbart før attentatet på konsulen.

Kollektivets beboere var kendte radikale aktivister fra 1968-bevægelsen i Hamburg. Politiets mistanke og sporene løb dog ud i sandet. Det eneste der vides med sikkerhed er, at Monika Ertl vender tilbage til Bolivia, hvor hun efterlyses i hele landet for at være ”statsfjende nr.1” .

  • Den bolivianske konsul

Historien trækker tråde mange år tilbage i det fjerne Bolivia. Roberto Quintanilla Pereira var i årene, før han fik posten som konsul, Bolivias militære efterretningschef. Han var berygtet for sin brutalitet og han var direkte ansvarlig for tortur og henrettelse af venstrefløjsmilitante og oprørske strejkeledere.

Efterretningschefen Roberto Quintanilla Pereira (med cigaret) ved Inti Peredos lig
Efterretningschefen Roberto Quintanilla Pereira (med cigaret) ved Inti Peredos lig

Verdenskendt blev han med henrettelsen af Che Guevara. Che bliver henrettet af den bolivianske officer Mario Terán, den 9. oktober 1967.

Roberto Quintanilla var imidlertid ELN-guerillaens vigtigste mål. Han gav ordren til at skære Che Guevaras hænder af – som bevis for Che’s død. Derudover torturerede han Che’s efterfølger i guerillaen, studenterlederen Inti Peredo til døde.

  • Den danske forbindelse

Alt tyder på, at det var den myrdede ELN-aktivist Inti Peredos kæreste og kammerat Monika Ertl, der den 1. april 1971 skød Quintanilla i Hamburg. Skønt det aldrig er blevet fuldt ud dokumenteret. Pistolen, en Cobra-38 var registreret i den venstreradikale italienske forlægger Giangiacomo Feltrinellis navn. (1) Han var på attentat-tidspunktet gået under jorden. Jagtet af både politiet og af fascistiske militærkredse.

I hans søn Carlo Feltrinelli’s biografi om sin berømte fars liv (2), fortæller sønnen, at den danske journalist Jan Stage overbragte ELNs repræsentant Chato Peredo, bror til den myrdede guerilla-leder Inti Peredo, en ”håndfuld dollars”, da de mødtes hemmeligt i en park ved universitetet i Chiles hovedstad Santiago de Chile. Ifølge Carlo Feltrinellis fortælling skulle pengene været gået til Monika Ertl’s rejse til Hamburg.

Ifølge den bolivianske historiker Gustavo Ostria skulle Jan Stage have haft en vigtig rolle i likvideringen af Bolivias efterretningschef i Hamburg. Han påberåber sig ingen mindre end den cubanske efterretningsagent Angel Gustavo Brugués, som hævder at Jan Stage var chauffør for Monika Ertl under attentatet.

____________

"Ren propaganda til fordel for Cuba" (Berlingske Tidende)

Denne påstand er aldrig blevet dokumenteret og må rubriceres som ren spekulation. Udgangspunktet for hele denne historie om Jan Stage var tilsyneladende hans socialkritiske reportager til dagbladet Information i perioden januar til marts 1971, hvor Stage skrev en række artikler om situationen i Mexico, Argentina, Chile, Peru og Bolivia. I denne sammenhæng berettede han også om den venstremarxistiske guerilla ELN.

Dette var ikke velanset blandt Latinamerikas magtklike og dens politiske sympati-sører i Vesteuropa. Dagbladet Berlingske Tidendes dybt reaktionære journalister kommenterede dengang Stages reportager i dagbladet Information og betegnede dem som ren propaganda til fordel for Cuba.

I forbindelse med et journalistisk tilbageblik i tiden skrev Stage i Information 1997, at  

  • ”...oberst Roberto Quintanilla, chefen for Bolivias efterretningstjeneste og manden der skar hænderne af Che, blev skudt i Hamburg i 1971, hvor han var boliviansk konsul”.

Monika Ertl - ”la gringa”

Monika Ertl var datter af den berømte kameramand og nazi-sympatisør Hans Ertl. I 1930´erne og 40´erne blev han berømt for at agere som kameramand under instrukt-øren Leni Riefenstahl. Deres yderst produktive og filmteknisk avantgardistiske sam- arbejde spændte fra rejsereportager i Grønland til rene propagandafilm for de fascist-iske magthavere.

Hans Ertls beundring for Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels var offentligt kendt. I 1948 flytter Hans Ertl til Bolivia og i 1953 bryder resten af familien fra Bayern op for at bosætte sig på Bolivias højslette. Hans kone Aurelia fra Sydtirol og deres fire børn rejser til Bolivia. Monika var på dette tidspunkt 16 år og den ældste af børnene. 

Monika som kamera-assistent i Bolivia
Monika som kamera-assistent i Bolivia
  • Nazilederen ”Onkel Klaus”

For næsten ingen penge havde Hans Ertl købt sig et stort landområde i Bolivia og grundlagde her en økologisk land-brugsfarm. Fem år senere døde Aurelia af en alvorlig sygdom og Hans Ertl var alene med sine fire børn. Ved siden af arbejdet med landbruget, blev han ved med at filme.

Allerede som 16-årig ledsagede Monika sin far som kameraassistent. Hun tog ofte med ham på hans langvarige ekspeditioner i landets indre. Et par film nåede frem på det europæiske marked. Nogle af dem fik omtale og somme tider priser.

Gestapochef Klaus Barbie
Gestapochef Klaus Barbie
  • Skjulestedet for tyske nazier

Bolivia var efter krigen et af de mest frekventerede skjulesteder for tyske nazier. En af familiens naboer blev kaldt ”onkel Klaus”. Det var ingen anden end nazilederen Klaus Barbie, internationalt kendt som ’Slagteren fra Lyon’. Et skæbnesvangert møde som 18 år senere kom til at koste Monika Ertl livet.

  • Situationen i Bolivia

Bolivia er på dette tidspunkt et retsløst, feudalistisk samfund styret af generaler, mineselsskaber og gods-ejere. Godsejerne opfører sig som rene slaveholdere. De udbytter nådesløst deres arbejdere, som de af-straffer korporligt efter forgodtbefindende og under- kaster de mest usle løn- og arbejdsforhold. Mens en landarbejder om dagen tjener 5-7 kroner, så udgør f.eks. optagelsesgebyret i den tyske club i La Paz omtrent 3000 kr. Forholdene har sin velsignelse fra kirken, der gør hvad de kan for at hamre gudsfrygt og apati ind i indioernes sind.

  • De første kontakter med ELN-guerillaen

 

På sine rejser som kamera-assistent for sin far fik Monika Ertl hurtigt øjnene op for de ekstreme sociale klasseskel og efter et mislykket ægteskab med en tysk-bolivianer fra overklassen, flyttede hun til hovedstaden for at læse på universitetet. Her fik hun kontakt med aktivister fra ELN, Bolivias nationale befrielsesbevægelse, der efter Ernesto Che Guevaras død befandt sig i en genopbygningsfase.

I første omgang deltog hun passivt i kampen mod militærregeringen. Hun organiserer således hemmelige boliger for de overlevende medlemmer af Ches guerillagruppe (3) og andre politisk forfulgte. Deriblandt er brødrene ”Inti” og ”Chato” Peredo, som er ved at samle nye aktivister for at fortsætte guerillakampen. 

ELN-aktivister Coco Peredo, Nato, Loyola, Inti Peredo
ELN-aktivister Coco Peredo, Nato, Loyola, Inti Peredo

Monika Ertl – hendes dæknavn var nu ”La Gringa” (senere også ”Juana” og ”Imilla”) - viste sig snart at være en kompetent organisator i logistiske anliggender for guerillaen. ELN voksede hurtigt og fik tilslutning fra alle samfundssektorer.

For at finansiere guerillaen gennemføres en række bankrøverier. Ved et af disse bankrøverier bliver Monikas bil genkendt og hun er nu på politiets liste over efterlyste. Da hendes kammerat og kæreste Inti Pereda hårdt såret blev taget til fange og tortureret ihjel af efterretningschefen Roberto Quintanilla Pereira, skrev Monika i sin dagbog:

"Quintanilla, Quintanilla...., Du vil ikke længere finde fred i din søvn...

Du fratog Inti sit liv - Og mente hele folket”  

 

  • Guerillaens veteraner Inti og Cato Peredo

ELN – guerillaen (Ejército de Liberación Nacional) var i slutningen af 1960’ erne sammen med Uruguays Tupamaros en af de mest slagkraftige guerillabevægelser i Latinamerika. Efter Che Guevaras død i oktober 1967 genopbyggede bolivianske revolutionære med ”veteranerne” Inti og Chato Peredo i spidsen guerillaen. På trods af hård repression formåede ELN at få tilslutning fra talrige aktivister.

ELN udviklede stabile baser indenfor den radikaliserede studenterbevægelse, blandt de radikale minearbejdere, i det kristlig-demokratiske ungdomsforbund der var præget af befrielsesteologien samt i byernes slumkvarterer.

ELN deltog aktivt i modstanden mod militærregeringen under Hugo Banzer, som kuppede sig til magten i 1971. Vigtigste rådgiver for Banzer-regeringens repressions- apparat var den tidligere nazileder, Gestapo-efterretningsmanden og toturspecialisten Klaus Barbie, alias ”Klaus Altmann”.

Aktuel solidaritetsplakat til minde om massakrene i Bolivia 1973 - 76
Aktuel solidaritetsplakat til minde om massakrene i Bolivia 1973 - 76
  • Nederlaget og nybegyndelse

I de efterfølgende år blev venstrefløjens organisationer smadret. Det samme skete for ELNs strukturer. Dertil kom interne uenigheder som gjorde organisationen handlingslammet. Først i 1978 lykkedes det for medlemmer af ELN og resterne af Bolivias venstrefløj at opbygge legale politiske venstrefløjspartier og nye sociale bevægelser.

  • Epilog

I 1972 forsøgte Monika Ertl, sammen med bl.a. den franske revolutionære intellektuelle Régis Debray, at bortføre Gestapo-chefen Klaus Barbie fra Bolivia. Planerne var at bringe ham via Chile til Frankrig. Med denne aktion ville man fratage politiapparatet dets mest farlige rådgiver, som i mellemtiden var blevet udnævnt til æres-officer for den bolivianske sikkerhedstjeneste. Samtidigt ville ELN med denne aktion signalisere en åndelig forbindelse til den franske antifascistiske Résistance.

  • Klaus Barbies hævn

Bortførelsen mislykkedes. Klaus Barbies reaktion lod ikke vente på sig. Ifølge Régis Debray havde Barbie organiseret en fælde for bortførelseskommandoen og den 12. maj 1973 blev „La Gringa“ skudt af de bolivianske sikkerhedsstyrker. Hendes lig blev fotograferet og gravet ned et ukendt sted. Pårørende, venner og kammerater ved den dag idag ikke, hvor Che Guevaras hævner er blevet begravet.

___________________

Nazilederen Klaus Barbie blev i 1983 udleveret til Frankrig, hvor han blev idømt livsvarigt fængsel for massemord på jøder og modstandskæmpere. Han døde i fængslet i 1991.

(al./autonom infoservice. Skrevet i april 2010 og ajourført den 12. december 2017)

Debat - og infomøde i Berlin
Debat - og infomøde i Berlin

   ___

Noter

1)  Giangiacomo Feltrinelli, venstrerevolutionær, millionær, forlægger og grundlægger af den første byguerillagruppe i Italien: Den guevarristisk inspirerede aktionsgruppe GAP – Gruppi di azione partigiana, i foråret 1970. GAP blev dannet i en politisk ekstremt anspændt situation for at forberede undergrundskampen i tilfælde af et militærkup i Italien.

At det ikke var det rene tankeopspind bekræfter to af de dominerende venstrefløjsorganisationer, det autonome ”Potere Operaio” og det spontaneistiske ”Lotta  Continua” (Venstresocialisternes venskabs- kontakt i Italien) i et fælles dokument, der omhandler situationen i Italien:

”... en stadig mere dominerende rolle af statens militære kræfter i tæt samarbejde med organiserede fascistiske paramilitære strukturer bevæger sig hen mod en situation, hvor et statskup må anses som en realistisk option”.

Feltrinelli døde under uopklarede omstændigheder den 15. marts 1972 ved en el-mast udenfor Milano. Derefter gik GAP-byguerillagruppen i opløsning og en del af medlemmerne tilsluttede sig De Røde Brigader. (Læs også historien om Brigate Rosse: 'Brigate Rosse' – una historia italiana ).

I Jan Stages selvbiografi  ” Og ham der slår på tromme. Et blik bagud” , beskriver Stage Feltrinelli som en lidenskabelig fantast:

  • ”Den mand, der arvede sig til en formue og selv tjente endnu mere, bl.a. ved at udgive Boris Pasternaks ”Doktor Zivago”. Det er hans tanke at skabe en fælleskommando for RAF i Vesttyskland, De Røde Brigader i Italien, de baskiske ETA-seperatister og IRA i Nordirland. Det lykkedes naturligvis ikke. Ligesom han ikke bliver det 20.århundredes Garibaldi, hvilket han også har i tankerne. Han vil, med udgangspunkt i Libyen invadere Sardinien i spidsen af en gruppe partisaner for derefter at rykke over på det italienske fastland og nedkæmpe den kapitalistiske stat.” 

2) Biografien ”Senior Service. Das Leben meines Vaters Giangiacomo Feltrinelli”, af Carlo Feltrinelli, forlaget dtv, 2003, München. 

3) Efter Che Guevaras død bestod ELN (Ejército de Liberación Nacional) i 1967 kun af seks overlevende: Cubanerne Harry ”Pombo” Villegas, Alarrion ”Beningno” Ramirez, Leonardo ”Urbano” Tamayo, som klarede flugten tilbage til Cuba samt bolivianerne Inti Peredo, David Adriazola ”Dario” Veizaga og Julio Luis ”Nato“ Mendez Korne.               

_____

Relateret: autonom infoservice: Che Guevara - Mod strømmen

______ 

Litteratur

Regis Debray: Ein Leben für ein Leben, Claassen-Verlag, 1979. 235 sider.

  • Jürgen Schreiber: ”Sie starb wie Che Guevara. Die Geschichte der Monika Ertl“, Forlaget Artemis & Winkler, Düsseldorf. 285 sider.
  • Dokumentarfilm: “Gesucht: Monika Ertl“ (1988) af Christian Baudissin
  • Christoph Gunkel: “Che‘s bayrischer Racheengel“ Der Spiegel - Online, 19. April 2009