Brasiliens nye præsident: Cesare Battisti udleveres ikke til Italien, basta!

Striden om udlevering af Cesare Battisti, kriminalromanforfatter og tidligere aktivist i den autonome bevægelse i Italien, har ført til en diplomatisk krise mellem Italien og Brasilien.

Således har den italienske udenrigsminister Franco Frattini truet med at afbryde de bilaterale relationer mellem de to lande i protest mod, at den nyvalgte brasilianske præsident Dilma Rousseff har stadfæstet hendes forgængers beslutning om at give Cesare Battisti politisk asyl. Dermed ser det ud til, at Cesares mangeårige flugt fra det italienske statsapparats hævntogt får sin afslutning.

Magthavernes sene hævnkampagne mod den militante venstrefløj

I den fornyede debat om ”venstrefløjens terrorisme”, der for tiden raser i de regeringsvenlige italienske medier, spiller kendsgerningerne ingen rolle længere. Et aktuelt og typisk eksempel er sagen omkring Cesare Battisti. Skønt retsprocessen mod ham i 1987 fandt sted under undtagelsestilstandslignende omstændigheder og han beviseligt ikke har begået de 4 mord, som politiets anklagemyndighed forsøgte at pådutte ham, så har en dommerkendelse fastslået, at der ikke vil blive tale om en genoptagelse af hans sag, hvis han vender tilbage til Italien. Cesare skal livsvarigt i fængsel – uanset hvad.

På den baggrund foranledigede den daværende brasilianske justitsminister Tarso Genro i 2009 at tilkende Cesare status af politisk flygtning i Brasilien. Dermed underkendte han en afgørelse truffet af flertallet af dommerne ved landets forbundsdomstol. Ifølge den brasilianske forfatning har landets præsident den sidste afgørelse i sådanne sager. Den netop afgåede præsident Ignazio de Silva ”Lula” bekræftede sin justitsministers afgørelse. Han påberåbte sig bla. den øverste statsadvokats undersøgelsesrapport, som påpegede de italienske myndigheders åbenlyse forfølgelse og diskriminering af Battisti på grund af hans politiske holdninger.

”Forfatningspræsidentens kup af landets justitsapparat”

Cesare er på trods af afklaringen af hans status stadig fængslet og vil ifølge hans advokat først blive løsladt i løbet af februar. Dette skyldes den aktuelle styrkeprøve mellem progressive og dybt reaktionære fløje indenfor det brasilianske justitsapparat. Således forhales Cesares løsladelse af forfatningsdomstolens præsident, Cezar Peluso, der hele vejen igennen har været fortaler for udlevering af Cesare Battisti til det italienske justitsapparat. Cesares advokat betegner denne bureaukratiske forhaling som ”forfatningspræsidentens kup af landets justitsapparat”.

Brasiliens højrefløj rådgiver Berlusconi-regeringen

Ikke overraksende bakker Brasiliens højrefløj op om de italienske regeringsprotester og råder via medierne Berlusconi-regeringen til at klage til Den Internationale Domstol i Den Haag. Politiske kommentatorer tvivler dog stærkt på, om den italienske regering vil følge sine brasilianske meningsfællers råd, da dette vil medføre en international undersøgelse af de eksisterende ”særlove” til bekæmpelse af terrorisme. I den forbindelse ville Italiens vægring mod at ratificere FNs anti-tortur-konvention komme på dagsorden. Noget som Berlusconis statsapparat absolut ikke er interesseret i.

      Autonomia på gaden                            Autonomia på Fiat-fabrikken

 

Autonomiabevægelsen - sporene tilbage til 70`ernes Italien

I 1977 blev Cesare Battisti fængslet. Cesare tilhørte på dette tidspunkt den autonome gruppe "Væbnede proletarer for kommunismen" (PAC), der ligesom så mange andre aktionsgrupper opstod i miljøet omkring den organiserede autonomia-bevægelse i Milano.

Autonomia Operaia's tidsskrift
Autonomia Operaia's tidsskrift

Efter den italienske undtagelseslovgivning blev han dømt skyldig i "væbnet oprør mod staten". Derudover beskyldte anklagemyndigheden Cesare i en senere retssag for at have deltaget i drab på en politiofficer, en fængselsbetjent, en dommer og en juvelerbutiksejer. Uden at levere nogensomhelst beviser herfor. Datidens kommentarer i italienske medier vurderede, at Cesare skulle lufte lidt ud i politiets kartotek for uopklarede mord.

"Dette er en hævnakt, der under dække af at ville fuldføre justitsafgørelser, bruger straffelovgivningen til at løse sociale konflikter med", således kommenterede Oreste Scalzone, en af de kendte italienske 68-er og teoretiker fra den tidligere autonome paraplyorganisation "Autonomia Operaia", dommen over Cesare Battisti.

Den italienske stat forsøger ihærdigt den dag i dag at statuere straffemæssige eksempler overfor venstreradikale, som var aktive i 1970'erne. Det omfatter også folk, som nåede at flygte fra den italienske undtagelseslovgivning og skueprocesserne, der fulgte efter. Nogle hundrede eks-aktivister fra den italienske revolutionære venstrefløj har siden begyndelsen af 1980'erne levet i eksil i Frankrig, Nigaragua, Mexico,...

Flugten fra fængslet og politisk asyl i Frankrig

Efter en opsigtsvækkende befrielsesaktion i starten af 1980erne flygtede Battisti med hjælp fra kammerater til Frankrig, hvor han fik politisk asyl. I 1985 blev han i Rom in absentia idømt livsvarigt fængsel for mord.

Indtil 2002 gjaldt i Frankrig den såkaldte "Mitterand-doktrin", som garanterede politiske flygtninge opholdstilladelse og beskyttelse mod udlevering. Først under præsident Mitterands konservative efterfølgere, Chirac og hans premierminister Villepind, forandredes de hidtidige betingelser for de politiske venstrefløjsflygtninge. En aftale mellem den franske justitsminister Dominique Perben og hans italienske kollega Roberto Castelli skrinlagde "Mitterand-doktrinen". Kort efter startede de franske myndigheder med at ophæve de permanente opholdstilladelser til de italienske revolutionære i eksil. Siden da afgør den franske justits efter strenge kriterier hvert enkelt tilfælde.

Samfundskritisk kriminalforfatter

Snart kom turen også til Cesare Battisti. Han havde på dette tidspunkt levet i eksil i Frankrig i mange år og bla. skabt sig et navn som samfundskritisk kriminalforfatter med talrige bogudgivelser bag sig. Italiens krav om udlevering af Cesare Battisti blev i første omgang afvist af en fransk domstol, som kommenterede afgørelsen med, at "bevisbyrden mod Battisti var en militærjustits værdig". Da en højere instans med et stærkt højreorienteret dommerpanel ophævede den oprindelige domsafgørelse, var udleveringen til Italien pludselig realitet. Cesare Battisti tog konsekvensen og flygtede i 2005. Denne gang til Brasilien.

"Æresborger af Paris"

Under hans flugt og i undergrunden skrev han bogen "Ma calve" ("Min flugt"). Den franske forfatter Fred Vargas (Frédérique Audoin-Rouzeau) skrev forordet og den franske filosof og 68-er aktivist Bernard-Henri Lévy, efterordet. Mens Cesare Battisti atter var på flugt, tog franske venstrefløjsfolk initiativ til en solidaritetskampagne, der vakte stor opmærksomhed i europæiske medier. En underskriftindsamling fik hurtigt samlet over 20.000 underskrifter (-deriblandt også fra Danmark og Sverige) og mange progressive intellektuelle engagerede sig i solidariteten med Battisti. Kampagnen kulminerede, da Battisti officielt blev udnævnt til "æresborger af Paris". Dermed markerede det "andet" Frankrig sit modsvar til den daværende generelle politiske retræte mod højre, som i maj 2007 førte til, at den ærkekonservative "lov og orden"-politiker Nicolas Sarkozy blev valgt til præsident.

Opspores og fængsles i Rio de Janeiro

I 2006 blev Cesare Battisti, der levede illegalt i Brasilien, anholdt og fængslet. Franske efterretningsfolk havde i længere tid observeret kernen af franske aktivister i Battisti-solidaritetskomitéen. Da den franske initiativtager til en stor litteraturfestival i Paris fløj til Rio de Janeiro for at overgive Cesare det støttebeløb, der var blevet indsamlet på festivalen, blev Cesare Battisti anholdt og fængslet. "Sarkozy ville bruge anholdelsen som vellykket indslag i sin valgkamp", sagde forfatteren Fred Vargas dengang til det franske dagblad "Liberacion".

Uventet drejning

I 2009 fik begivenheden en uventet drejning. Efter to år i udleveringsfængsel i Rio de Janeiro, opnåede Cesare Battisti status som politisk flygtning. Takket være intervention fra den progressive del af den brasilianske regering.

(al./ autonom info-service)

Om Autonomia-bevægelsen i 70'ernes Italien