Brasiliens nye præsident: ”Vi må bryde tavshedens mure omkring de blytunge år”

Dilma Rousseff
Dilma Rousseff

I oktober 2010 blev Dilma Rousseff, 63 år, valgt til Brasiliens præsident og er dermed første kvinde på den post. Dilma Rouseff var i 1960`erne aktivist i en byguerilla- gruppe, som kæmpede mod det USA-støttede brutale militærdiktatur i Brasilien. 

Hun er dermed – efter Uruguays præsident José Mujica, der tidligere var medlem af byguerillabevægelsen Tupamaros - den anden fra Latin- amerikas venstreradikale væbnede oprørsgeneration, der er blevet valgt som deres lands øverste repræsentant. 

Argentina: "Madres de Plaza de Mayo"
Argentina: "Madres de Plaza de Mayo"

”Mødrene fra Plaza de Mayo”

Et af de første politiske signaler Dilma Rousseff udsendte som præsident, var løftet om at igangsætte en undersøgelse af militærdiktaturets forbrydelser og de hundredevis af politiske fanger, der forsvandt i militærets torturfængsler:

” Vi må bryde tavshedens mure omkring de blytunge år”, erklærede hun. Under hendes første statsbesøg i nabolandet Argentina mødtes hun med ”Mødrene fra Plaza de Mayo”, hvis børn forsvandt under det argentinske militærdiktatur på grund af deres modstand mod regimet. 

”Sandhedskommisionen” mod militærets forbrydelser 

En ”sandhedskommission” i stil med den, som blev dannet i Sydafrika efter apartheidstatens fald, skal opklare skæbnerne af de flere hundrede forsvundne venstrefløjsaktivister, intellektuelle og borgerrettighedsforkæmpere, som forsvandt under militærdiktaturet i Brasilien. Dilma Rousseff’s forgænger, venstresocialdemokraten Ignazio ”Lula” da Silva, har i sin tid som præsident ikke udvist noget særligt engagement for menneskerettigheder og politiske fanger. Med Lula som præsident praktiserede Brasilien en udenrigspolitik, der som regel ignorerede brud på elementære menneskerettigheder i diktaturstater som f.eks. Iran og Libyen. Det er ikke Dilma Rouseff’s politiske linje.

"Mange af de tidligere torturbødler har fortsat deres karriere.."

Den brasilianske menneskerettighedsorganisation ”Tortura Nunca Mais” skriver i sit grundlag bla. : ”Den brasilianske stat bærer en historisk skyld overfor diktaturets ofre...Intet sydamerikansk land har beskæftiget sig så lidt med militærets forbrydelser, som det er tilfældet i Brasilien.”

En undersøgelse offentliggjort i landets medier bekræfter denne anklage. Mange af de tidligere torturbødler har, også efter militærdiktaturets fald, fortsat deres karriere i hæren og i politik. Ingen af dem er blevet retsligt forfulgt. Et af mange eksempler: En af de læger, der overværede torturen af de politiske fanger, er idag leder af en landskendt abortklinik.

Annulleret generalamnesti

Regeringen har nu igangsat en stort anlagt eftersøgning af de forsvundnes gravsteder. Antropologer fandt i februar i år en anonym massegrav i Sao Paulo og i Amazonas-området starter efterforskningen i august, efter regntiden. Disse undersøgelser skaber mærkbar uro blandt ledende kredse i militæret, som har fået annulleret den generalamnesti for ”alle politiske forbrydelser i militæret”, som de vedtog før deres fald. Skønt de ikke behøver at frygte retsprocesser pga. af forældelsesfristen, vil torturbødlernes navne og historien om disse forbrydelser bane sig vej til offentligheden og blive del af den kollektive historiske bevidsthed.  

Dilma Rousseff
Dilma Rousseff

La guerillera Dilma

Dilma Rousseff var som 22 årig tilmeldt på Det videnskabsøkonomiske Fakultet ved universitetet i den østbrasilianske metropol Belo Horizonte. På dette tidspunkt havde hun i tre år været aktiv i byens venstreorienterede væbnede modstand mod landets militærdiktatur.

Kupgeneral Emilio Medici

I ingen andre latinamerikanske lande holdt militæret sig så længe på magten som i Brasilien. I 1964 væltede en gruppe højreorienterede generaler landets venstrepopulistiske præsident Joao Goulart og først i midten af 1980’erne blev militærregimet tvunget til at træde tilbage. Af alle kupledere var general Emilio Medici den mest brutale leder af militærdiktaturet, der kastede landet ud i statslig terror mod civilbefolkningen. Tusinder af unge venstreorienterede brasilianere gik i undergrunden og tilsluttede sig den væbnede modstandskamp. De fleste af dem var studerende fra mellemlaget og inspireret af den cubanske revolution. Et par hundrede undergrundsaktivister drog – inspireret af Che Guevaras guerillastrategi (1) - dybt ind i Amazonas-området, hvor de ved Rio Araguaia opbyggede en guerilla. Militæret sendte kampfly og helikoptere mod guerillaen og bombarderede regelmæssigt store områder, hvor de formodede modstandslejrene befandt sig.

Den væbnede modstand 

Dilma Rousseff var 19 år, da hun i 1967 tilsluttede sig byguerillagruppen Arbejderpolitik (Politica Operaria – POLOP) i Belo Horizonte. Gruppen var en splittelse fra Brasiliens Kommunistiske Parti. Senere sluttede hun sig til den større guerillaorganisation ’Den væbnede revolutionære avantgarde - Palmares’ (Vanguarda Armada Revolucionária Palmares). Guerillaen overfaldt banker for at skaffe sig penge til køb af våben, bortførte ambassadører fra lande der støttede militærjuntaen, plyndrede supermarkeder og fordelte fødevarerne i de fattige i slumområder, angreb militære infrastrukturer og befriede politiske fanger. På trods af sympati tilkendegivelser i dele af befolkningen, udblev en revolutionær folkeopstand. ”Vi var isoleret, store dele af befolkningen ignorerede os. Vi har overvurderet befolkningens vilje til revolution” – således kommenterer en af Dilma Rousseff’s tidligere kampfæller, Jorge Durao, guerillaens dilemma.

 - Carlos Marighella brasilansk guerillaleder og teoretiker -

 

Opsporing, fængsling, tortur 

I februar 1970 blev Dilma anholdt i Sao Paulo af militærets hemmelige kommando. Hun blev overført til ”Oban”, regimets mest berygtede torturcenter. Det var ledet af fanatiske regimetilhængere og kontrolleret af det politiske politi (2) Her blev Dilma Rouseff efter eget udsagn tortureret i 22 dage. Til repertoiret hørte nøgen ophængning og slag med træstokke og ridepisk, ofte indtil bevidstløshed. Elektrotortur og voldtægt, samt seksuel fornedrelse var ligelede en gængs forhørsmetode.

Sammensvorent fællesskab

Derefter blev Dilma Rousseff overført til Tirantes-fængslet, hvor omkring 50 kvinder fra forskellige guerillagrupper sad fængslet. ” Da hun ankom hertil, var Dilma fysisk meget svækket, men hendes identitet og viljestyrke var ubrudt”, husker Cida Costa, som var cellekammerat og senere veninde til Dilma Rousseff. I tre år var de i fangenskab i det såkaldte ”jomfrutårn”, en rund bygning med flere etager. De kvindelige fanger var et sammensvorent fællesskab som dannede et værn mod militærpolitiets daglige overgreb og chikaner.

Tortur fandt sted udenfor fænglset – i ”Oban” eller i hovedkvarteret for det politiske politi. (3) Når nogen blev afhentet til torturforhør, slog kvinderne med deres bliktallerkener mod fængselsgitrene. Blev nogen løsladt, sang kvinderne partisanernes sang ”Do Mar” (en hymne til friheden og havet). Således holdt fangerne sig indbyrdes orienteret.

I 1972 blev Dilma Rousseff løsladt fra fængslet og flyttede til Porto Alegre, hvor hendes kæreste Carlos Araújo sad i juntaens fængsel. Efter militærets fald i 1985 var hun med til at danne det venstreorienterede Partido Democrático Trabalhista (PDT). Fra 1988 blev Dilma for anden gang energiminister i landsdelen Rio Grande do Sul. Efter at spørgsmålet om deltagelse i regeringen havde skabt uoverenstemmelser i partiet, skiftede hun og flere andre partimedlemmer i 2000 til det mere til de sociale bevægelser orienterede Arbejderparti - PT (Partido dos Trabalhadores).  

”At vove er at sejre”

Dilma har altid bevaret kontakterne til hendes tidligere kammerater i guerillaen. Den 1. januar 2011 inviterede hun hendes nærmeste overlevende kampfæller i guerillaen til hendes officielle indsættelse som præsident. 17 mænd og kvinder omfavnede hinanden - champagne og tårer blev blandet sammen i historierne fra en fjern tid. Også hendes gamle kampfælle Jorge Durao var tilstede. ”At vove er at sejre” hviskede han i Dilmas øre, da han omfavnede hende. Præsidenten gentog langsomt alle ordene. Det var guerillaens kodeord. (Kilde: En reportage i det tyske ugemagasin Der Spiegel, nr.16-2011).

(autonom info-service)

     Flere infos

    Noter

1)    Che Guevaras fokus-strategi. I Che Guevaras skrift ”Guerillakrig – en metode” fremlagde han midt i 1960’erne en ny kampstrategi: Grupper af revolutionære påbegynder forskellige former for væbnet modstand og skaber små brændpunkter i tyndt befolkede områder, hvor der er ringe tilstedeværelse af statslige repræsentanter. En såkaldt guerilla-fokus. Aktionernes eksemplariske propaganda ville efter Che’s fokus-teori mobilisere den fattige landbefolkning og ligesom i Cuba kulminere i et omfattende oprør. Landbefolkningen, som i Latinamerika udgjorde op til 70 procent af den samlede befolkning, og som levede under halv feudale udbytningsforhold, udgjorde en ”kolossal potentiel revolutionær kraft”. Kæmpende campesinos (bønder) ville på grund af deres fortrolighed med deres omgivelser ikke kunne knuses af militæret. Ifølge Che’s fokus-teori var det vigtigt for guerillaen at vinde småbønder, landarbejdere og de deklasserede bønder til den væbnede modstand.

2)    OBAN (Operação Bandeirante) var en hemmelig organisation, bestående af folk fra det føderale politi, fra delstaternes politikorps, fra militærpolitiet samt udvalgte folk fra hæren. Oban blev finansieret af private virksomheder og selskaber.

3)    DOI-CODI (Department of Information Operations - Center for Internal Defense Operations) var ansvarlig for at afhøre oppositionelle kræfter. De agerede som politisk politi, anvendte systematisk tortur og opstandsbekæmpelsesstrategier. Deres ideologiske orientering var fascistisk ideologi, med reference til det portugisiske Salazar-regime.  

Relateret

autonom info-service:

Leksikon.org: Carlos Marighella: Håndbog i byguerilla