Da fredsdemonstranter stormede parlamentet i Sarajevo

Sarajevos beboere under beskydning, april 1992
Sarajevos beboere under beskydning, april 1992

I weekenden d. 7. – 8. april 2012 stillede Sarajevos beboere 11.541 røde stole     op i byens centrum for at mindes hver eneste beboer, der døde under det serbiske militærs belejring, der varede 44 måneder. Flere hundrede små stole skal minde om de snigmyrdede børn.

Krigen startede den 5. april 1992, da serbiske snigskytter skød ind i en anti-nationalistisk fredsdemonstration og dræbte to demonstranter.

Her er historien om Sarajevos tragedie.

For lidt over 20 år siden stormede demonstranter parlamentet i Bosniens hovedstad Sarajevo og dannede en ”anti- national regering” fra neden. I afgrænsning til samtlige nationalistiske partier.

De bosnisk-serbiske nationalister under ledelse af ultranationalisten Radovan Karadzic (1) oprettede derpå en militær belejring omkring Sarajevo for at bevare Serbiens overherredømme. Belejringen varede hele 44 måneder og 11.541 af Sarajevos beboere – for det meste ubevæbnede civilister – blev i denne periode skudt af det serbiske militær, der lå i en ring omkring byen.


5. april 1992: Krigen begynder

Den 4. august 1991 var den militære konflikt mellem bosnier og de bosnisk-serbiske nationalister under opsejling. Denne dag tilbagekaldte Radovan Karadzic alle serbiske politifolk fra Sarajevos fælles politistyrke. Tiden fremover var præget af permanente sammenstød mellem de to etniske blokke.

Trekvart år senere, den 5. april 1992, byggede serbiske nationalister flere steder barrikader i byens centrum og hejste Serbiens nationalfane. Som protest mod barrikaderne samlede sig spontant multietniske demonstrationer i forskellige kvarterer.


Den største demoblok nåede ved middagstid frem til parlamentet. Meho Alicehajic fra Sarajevo deltog dengang i demonstrationen og fortæller til journalister fra det tyske dagblad taz (7.- 9. april 2012):

”Pludseligt blev der skudt på demonstranterne fra den jødiske kirkegård i nærheden. En ung studerende ved navn Suada Deliberovic og Olga Susic, mor til to børn, blev dræbt af snigskytterne.”

Den følgende nat eksploderede en del granater i byens centrum. Nogle huse blev ødelagt og en del beboere blev såret. På samme tidspunkt kom det til heftige sammenstød mellem væbnede serbiske nationalister og byens politistyrker. 

EUs forcering af opsplitningen af Jugoslavien

Den 6. april 1992 blev de tidligere jugoslaviske provinser Bosnien og Hercegovina anerkendt som uafhængige stater af de fleste daværende EU-lande. Kritiske stemmer advarede i denne forbindelse om en ”for tidlig / forceret anerkendelsesprocedure” og advarede om den umiddelbart derefter indtruffne militære reaktion fra serberne – den traditionelt dominerende politisk-militære kraft i den Jugoslaviske forbundsstat.

EU-landene – først og fremmest Tyskland , samt Østrig der på dette tidspunkt endnu ikke var medlem af EU, var stærkt interesseret i en opsplitning af det bureaukratiske statssocialistiske regime. Efter statens grundlægger reformkommunisten Josip Broz Titos død i 1980 var Jugoslavien præget af en tiltagende intensivering af nationale, etniske og økonomiske konflikter rettet mod den serbiske centralregering. (2)

11.541 røde stole for at mindes hver eneste beboer, der døde under det serbiske militærs belejring
11.541 røde stole for at mindes hver eneste beboer, der døde under det serbiske militærs belejring

Dannelse af en anti-national rådsregering

På dagen for den diplomatiske anerkendelse af Bosniens og Hercegovinas uafhængighed strømmede titusinder fra hele Bosnien til Sarajevo for at manifestere en demonstration for freden.

”Minearbejderne fra den bosniske by Tuzla demonstrerede med billeder af Josip Tito” , skildrer Meho Alicehajic og fortsætter ” Pludseligt lød der skud fra taget af Holyday Inn – hotellet. Der blev skudt på demonstranterne. Der var nogle døde. Demonstraterne reagerede vrede og tog hen til parlamentet og bz’atte det. Forsamlingen valgte spontant en antinational rådsregering, som gik imod samtlige nationalistiske partier. Dens talsmand blev Pavlo Pavlovic. I løbet af tiden ændrede styrkeforholdet sig og imod den anti-nationale bevægelses vilje satte kræfterne omkring det moderate islamiske nationalparti SDA sig igennem og overtog ledelsen af Sarajevo.

Belejringen af Sarajevo

Den 17. april 1992 blev den multinationale bosniske hær grundlagt, hvis ledelse bestod af muslimer, kroater og serbere. Det var dem, der forsvarede Sarajevo mod de serbiske nationalister under ledelse af Radon Karadzic.

(autonom info-service)

 

Uddrag fra romanen ”Cellisten fra Sarajevo”     af Steven Galloway

At hente den daglige ration vand med livet som indsats...

”Kenan har hørt, at man ikke hører de granater, der dræber dig. Han ved ikke, om det passer, har ingen anelse om, hvor man skulle vide det fra. Da han hører den forrædderiske piften af en granat på vej, ved han, at han aldrig før har hørt den lyd så højt. Granaten slår ned lige i nærheden af ham, han kan bare ikke vurdere på hvilket sted, da han ikke har erfaring med det.

En brøkdel af et sekund før granaten slår ned, tænker han på, hvordan han som lille dreng kom op at slås i skolegården. Han var ikke nogen stor fighter, havde aldrig deltaget i et slagsmål, men kan huske, at han så den anden drengs knytnæve komme imod sig, langsomt som en gaben, og han tænkte: Om lidt får jeg et slag i ansigtet.

Nu tænker han: Om lidt dør jeg.

Granaten slår ned, og umiddelbart efter et øredøvende brag, så højt han overhovedet kunne forestille sig et sådant kunne være, bliver benene revet væk under ham. Han lander på ryggen og bliver liggende.

Det ringer i hans øre, så højt at han slet ikke hører den anden granat slå ned. Men han hører eksplosionen.

En halv evighed, sådan forekommer det ham, bliver lyden i hans hoved, så hersker i et par sekunder dyb stilhed. Han spørger sig selv, om han er blevet døv.

Hans ryg er våd og han formoder, at han er såret, men da han atter kan høre noget, hører han skrigen og slutter deraf, at han må være såret.

Kenan kan ikke bevæge sig. Prøver, men kan ikke, benene reagerer ikke. Er han død?

Han ser folk løbe forbi, ned ad gaden til højre og han ved ikke hvorfor.

Så mærker han, at han kan bevæge sin fod, så det ene ben og det andet, og armene. Han hører til de levende. Han sætter sig op og mærker efter, at hans krop ikke mangler nogle dele. Han sidder i en vandpyt, men hans flasker er væltet.

Han ved ikke, om han skal være lettet eller han skal skamme sig.

Foran ham ligger en fod på asfalten. Skoen er ubeskadiget. Det ser uvirkeligt ud.

En kvinde holder sit ben, som bedøvet, kan ikke tro sine egne øjne. Hun ser på Kenan, skriger og peger på sit ben, dér hvor der før hen var en fod...”

Sarajevos historiske bydel
Sarajevos historiske bydel

Noter

1) Radovan Karadzic er en bosnisk-serbisk nationalistisk politiker, digter og psykiater, som beskyldes for krigsforbrydelser, herunder folkemord. Han ledede den serbisk-bosniske Republika ”Srpska” i 1990'erne under krigen i Bosnien-Hercegovina, efter at Jugoslavien blev delt i 1991/92. Han er anklaget for at have givet ordre til etnisk udrensning af kroater og bosniske muslimer. Siden 1996 og frem til sin anholdelse i 2008 har han været eftersøgt af Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Den 30. juli 2008 ankom han til Holland, hvor han blev overdraget til FNs krigsforbryderdomstol i Haag. Retssagen mod ham er stadig igang.

2) Allerede i 1971 var tendensen til separatisme tilstede, både i Slovenien og især i Kroatien. Josip Broz Tito formåede dengang at dæmpe denne krise med en blanding af socielreformer, demokratisk åbning og selektiv målrettet repression. Nationalitets - og omfordelingspørgsmålet forblev dog et vedvarende centralt problem for bureaukraterne i Beograd. 

Relateret

Balkankrigens åbne sår

Cellisten i Sarajevo
Cellisten i Sarajevo