Cellisten fra Sarajevo

For 29 år siden, i starten af 1992, stormede demonstranter parlamentet i Bosniens hovedstad Sarajevo og dannede en basisdemokratisk regering i afgrænsning til samtlige nationalistiske partier.
De bosnisk-serbiske nationalister under ledelse af ultranationalisten Radovan Karadzic oprettede derpå en militær belejring omkring Sarajevo for at bevare Serbiens overherredømme. Belejringen varede hele 44 måneder.
11.541 af Sarajevos beboere – for det meste civilister – blev i denne periode skudt af det serbiske militær, der lå i bjergene omkring byen.

• Sarajevos tragedie
• Uddrag fra romanen ”Cellisten fra Sarajevo”   

• EUs målrettede støtte til opsplitningen af Jugoslavien

Den 4. august 1991 var den militære konflikt mellem bosniere og de bosnisk-serbiske nationalister under opsejling. Denne dag tilbagekaldte Radovan Karadzic (1) alle serbiske politifolk fra Sarajevos fælles politistyrke. 
Tiden fremover var præget af permanente sammenstød mellem de to etniske blokke.
(Bosnien var Jugoslaviens mest etnisk sammenblandede republik med 40 % muslimer, 33 % serbere og 18 % kroater).

Den 6. april 1992 blev de tidligere jugoslaviske provinser Bosnien og Hercegovina anerkendt som uafhængige stater af de fleste daværende EU-lande.
Kritiske stemmer advarede i denne forbindelse om en ”for tidlig / forceret anerkendelses-procedure” og advarede om den umiddelbart derefter indtruffne militære reaktion fra serberne – den traditionelt dominerende politiske og militære kraft i den Jugoslaviske forbundsstat. (2)
USA og EU-landene – først og fremmest Tyskland, samt Østrig der på dette tidspunkt endnu ikke var medlem af EU, var stærkt interesseret i en opsplitning af det bureaukratiske statssocialistiske regime.
Efter statens grundlægger reformkommunisten Josip Broz Titos død i 1980 var Jugoslavien præget af en tiltagende intensivering af nationale, etniske og økonomiske konflikter rettet mod den serbiske centralregering. (3)
Allerede dagen før EUs anerkendelse af  Bosnien og Hercegovinas uafhængighed 
byggede serbiske nationalister den 5. april flere steder barrikader i Sarajevos centrum og hejste Serbiens nationalfane.
Som protest mod barrikaderne samlede sig spontant multietniske demonstrationer i forskellige kvarterer. Da den største demoblok nåede frem til centrum, blev den beskudt af pro-serbiske nationalister. To demonstranter blev dræbt og et ukendt antal demonstranter såret.
Natten til den 6. april eksploderede en del granater i byens centrum. Nogle huse blev ødelagt og en del beboere blev såret. På samme tidspunkt kom det til heftige sammenstød mellem væbnede serbiske nationalister og byens politistyrker. 

• Dannelse af en anti-national rådsregering

På selve dagen for den diplomatiske anerkendelse af Bosniens og Hercegovinas uafhængighed den 6. april, strømmede titusindvis af mennesker fra hele Bosnien til Sarajevo for at manifestere en 'demonstration for freden'.
I demonstartionen deltog  også en stor blok af minearbejdere fra den bosniske by Tuzla med billeder af Josip Tito. Da demoen passerede 'HollydayInn', blev der skudt på de forbipasserende fra hotellets tag. Ifølge medieberetninger blev en del demonstranter dræbt af snigskytterne.
Efterfølgende tog demonstranterne hen til parlamentet og bz’atte det. De fleste parlamentsmedlemmer fra de forskellige nationalistiske partier var på dette tidspunkt flygtet ud af byen.
Forsamlingen valgte spontant en regering af repræsententer fra de forskellige sociale og faglige bevægelser, som afgrænsede sig imod samtlige nationalistiske partier.  Dens talsmand blev Pavlo Pavlovic.  

• Belejringen af Sarajevo 

Samtidig med de pro-serbiske snigskytters angreb i byen nåede de bosnisk-serbiske nationalisters militær ("Republika Srpskas hær") den 5. april 1992 frem til Sarajevo og etablerede en militær belejring omkring byen for at bevare Serbiens overherredømme.  De blev støttet af den jugoslavske forbundshær og af paramilitære bander. 
I dagene efter indtog serbiske styrker de muslimske byer Zvornik, Visegrad og Foca. I midten af april var hele Bosnien i krig.

• Multinationalt forsvar af Sarajevo 

12 dage efter belejringens start  blev den multinationale bosniske hær grundlagt, hvis ledelse bestod af muslimer, kroater og serbere. Det var dem, der forsvarede Sarajevo mod de serbiske nationalister.

På grund af bl.a. svage organisatoriske strukturer og verserende uenigheder indenfor den anti-nationalistiske lejr, ændredes i løbet af tiden det politiske styrkeforhold til fordel for det moderate islamiske nationalparti SDA,  som overtog ledelsen under belejringen af  Sarajevo. 
Belejringen af Sarajevo varede hele 44 måneder. 11.541 af Sarajevos beboere – for det meste civilister – blev i denne periode skudt af det serbiske militær, der lå i en ring omkring byen.
(folk fra autonom infoservice)

At hente den daglige ration vand med livet som indsats...

”Kenan har hørt, at man ikke hører de granater, der dræber dig. Han ved ikke, om det passer, har ingen anelse om, hvor man skulle vide det fra. Da han hører den forrædderiske piften af en granat på vej, ved han, at han aldrig før har hørt den lyd så højt. Granaten slår ned lige i nærheden af ham, han kan bare ikke vurdere på hvilket sted, da han ikke har erfaring med det.

En brøkdel af et sekund før granaten slår ned, tænker han på, hvordan han som lille dreng kom op at slås i skolegården. Han var ikke nogen stor fighter, havde aldrig deltaget i et slagsmål, men kan huske, at han så den anden drengs knytnæve komme imod sig, langsomt som en gaben, og han tænkte: Om lidt får jeg et slag i ansigtet.

Nu tænker han: Om lidt dør jeg.
Granaten slår ned, og umiddelbart efter et øredøvende brag, så højt han overhovedet kunne forestille sig et sådant kunne være, bliver benene revet væk under ham. Han lander på ryggen og bliver liggende.

Det ringer i hans øre, så højt at han slet ikke hører den anden granat slå ned. Men han hører eksplosionen.
En halv evighed, sådan forekommer det ham, bliver lyden i hans hoved, så hersker i et par sekunder dyb stilhed. Han spørger sig selv, om han er blevet døv.

Hans ryg er våd og han formoder, at han er såret, men da han atter kan høre noget, hører han skrigen og slutter deraf, at han må være såret.
Kenan kan ikke bevæge sig. Prøver, men kan ikke, benene reagerer ikke. Er han død?
Han ser folk løbe forbi, ned ad gaden til højre og han ved ikke hvorfor.
Så mærker han, at han kan bevæge sin fod, så det ene ben og det andet, og armene. Han hører til de levende. Han sætter sig op og mærker efter, at hans krop ikke mangler nogle dele. Han sidder i en vandpyt, men hans flasker er væltet.
Han ved ikke, om han skal være lettet eller han skal skamme sig.
Foran ham ligger en fod på asfalten. Skoen er ubeskadiget. Det ser uvirkeligt ud.
En kvinde holder sit ben, som bedøvet, kan ikke tro sine egne øjne. Hun ser på Kenan,
skriger og peger på sit ben, dér hvor der før hen var en fod...”

• Her er "cellisten fra Sarajevo". Han navn er Vedran Smailović (65)
           Dengang ....                                            ...og i dag 

Noter

1) Radovan Karadzic er en bosnisk-serbisk nationalistisk politiker, digter og psykiater, som beskyldes for krigs-forbrydelser, herunder folkemord.
Han ledte den serbisk-bosniske Republika ”Srpska” i 1990'erne under krigen i Bosnien-Hercegovina, efter at Jugoslavien blev delt i 1991/92.
Karadzic er anklaget for at have givet ordre til etnisk udrensning af kroater og bosniske muslimer. Siden 1996 og frem til sin anholdelse i 2008 var han eftersøgt af Det internationale Tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Den 30. juli 2008 blev han overført til Holland, hvor han blev overdraget til FNs krigsforbryderdomstol i Haag. Den 24. marts 2016 blev Karadzic idømt 40 års fængsel. Samlet set har den internationale krigsforbryderdomstol for Eksjugoslavien i Haag kendt Karadzic skyldig i 10 af 11 anklagepunkter. 

2) I marts 1992 gik Bosniens befolkning til stemmeurnerne for at beslutte, hvorvidt Bosnien skulle være en uafhængig stat. 99 procent stemte for bosnisk uafhængighed. Stemmeprocenten var dog kun på 64 procent på grund af serbisk boykot af afstemningen. I april 1992 valgte  EU og USA at anerkende Bosniens selvstændighed. Store dele af serberne i Bosnien boykottede folkeafstemningen og den efterfølgende uafhængigheds-erklæring. De ønskede at blive i det resterende Jugoslavien, som bestod af Serbien og Montenegro, og ønskede ikke et selvstændigt Bosnien. 

3) Allerede i 1971 var tendensen til separatisme tilstede, både i Slovenien og især i Kroatien. Josip Broz Tito formåede dengang at dæmpe denne krise med en blanding af socialreformer, demokratisk åbning og selektiv målrettet repression. Nationalitets - og omfordelingspørgsmålet forblev dog et vedvarende centralt problem for bureaukraterne i Beograd. 

Relateret
autonom infoservice 

• Balkankrigens åbne sår (juni 2011) 
  - Massakren i Srebrenica d. 13.juli 1995
  - Uddrag af romanen ”Som om jeg ikke fandtes” , af Slavenka Drakulic