Da filosoffen Jean-Paul Sartre besøgte RAF-medlemmet Andreas Baader

Paris: Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir uddeler det forbudte mao-spontaneistiske blade "La cause du peuple"
Paris: Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir uddeler det forbudte mao-spontaneistiske blade "La cause du peuple"

Den 4. december 1974 drog den 69-årige filosof Jean-Paul Sartre til højsikkerhedsfængslet Stammheim ved Stuttgart for at besøge den fængslede Andreas Baader, der var en af grundlæggerne af byguerillagruppen Rote Armee Fraktion –RAF.

______________

PROTOKOL. Det tyske forbundskriminalpoliti (LKA) har nu frigivet protokollerne fra dette legendariske møde mellem eksistentialismens mest berømte repræsentant og en fængslet aktivist fra den tyske 68-generations mest militante fløj.

Mødet mellem Jean-Paul Sartre og Andreas Baader fandt sted i en atmosfære af massiv mediehets mod alle og enhver, der ikke entydigt tog parti for staten. 

Højsikkerhedsfængslet Stammheim ved Stuttgart
Højsikkerhedsfængslet Stammheim ved Stuttgart

Sartres kritik af de politiske fangers fængselsbetingelser

Efter besøget, som de tyske myndigheder begrænsede til en times varighed, gav Jean-Paul Sartre et statement for den forsamlede verdenspresse. Heri fordømte han RAF-fangernes fængselssituation: Lydisolerede celler, permanent neonbelysning, årelang total enkelt – eller smågruppe isolation.

Advokat Claus Croissant, Jean-Paul Sartre og 68-oprøreren Daniel Cohn-Bendit
Advokat Claus Croissant, Jean-Paul Sartre og 68-oprøreren Daniel Cohn-Bendit

 "Hvid tortur"

Sartre sagde bl.a., at det ikke var tortur som man kendte det under nazidiktaturet, men en anden form for tortur, der medfører alvorlige psykiske forstyrrelser.

Amnesty International betegnede det i en rapport om de politiske fanger i Vesttyskland som ”hvid tortur” og "sensorisk deprivation", hvilket betyder systematisk fratagel- se af enhver sanselig fornemmelse.

 


”En interessant kraft med en revolutionær integritet” (Sartre om RAF)

Initiativet til besøget kom fra den ligeledes fængslede journalist Ulrike Meinhof, der skrev til Jean-Paul Sartre, efter at filosoffen på et pressemøde i Frankrig havde betegnet byguerillagruppen som ”en interessant kraft med en revolutionær integritet”.

I hans artikler om den vesttyske Forbundsrepublik efterlod han ingen tvivl om, at han på mange måder anså landet for at være en ”efterfølgestat” til Nazi- tyskland. Ikke mindst på grund af de talrige højtstående nazifunktionærers centrale placering i det vesttyske statsapparat.

RAF - en tysk ”Résistance”

På denne baggrund opfattede Sartre RAF som en slags ”Résistance”, som den sene kompensation for den manglende antifascistiske modstand i den tyske befolkning under naziregimet.

Ulrike Meinhof foreslog Sartre at lave et interview med Andreas Baader. Hun mente, at det derefter ville blive meget mere vanskeligt ”at myrde Andreas” i tilfælde af, at politiapparatet havde planer herom (1). Sartre var indforstået med invitationen.

Besøget hos Andreas Baader i Stammheimfængslet 

Turen blev organiseret af RAFs advokatkollektiv med Claus Croissant som den fremtrædende person udadtil. Tilstede ved selve mødet var udover Jean-Paul Sartre og Andreas Baader, en tolk, en fængselsbetjent, samt en politimand fra forbundskriminalpolitiet LKA.

Da Sartre startede samtalen med at sige, at han kom som ”sympatisør” og gerne ville snakke om principperne i RAFs politiske strategi, svarede Andreas Baader, at det måske kunne blive noget ”vanskeligt”. Han havde forventet, at der kom en ven, men efter interviewet med Sartre i det tyske feministiske magasin ”Emma” forekom det Andreas Baader, at ” der kommer en dommer” på besøg. (2)

Begge debattører gjorde ifølge protokollernes stemningsvurdering et noget medtaget indtryk:

  • Jean Paul Sartre var efter to hjerteanfald ikke længere på højde med sin tidligere intellektuelle kraft.
  • Andreas Baader var fysisk medtaget efter de lange sultestrejker, RAF-fangerne havde gennemført for at forbedre deres fængselsbetingelser og blive anerkendt som ”politiske fanger”.

 Andreas Baader i 1972  - og 1974 i Stammheim * Jean-Paul Sartre i Stammheim

 

SAMTALEPROTOKOLLEN

 - der nu figurerer i tyske medier

__________________

Sartre: Massebasis – RAF har gennemført aktioner, som befolkningen ikke var indforstået med.

Baader: Det er blevet konstateret, at over 20 procent af befolkningen sympatiserer med os ... (3)

Sartre: Jeg ved det, statistikken blev lavet i Hamburg.

Baader: Situationen i Vesttyskland er den, at modstanden bygger på små grupper, såvel i legaliteten som i undergrunden.

Sartre: Disse (RAFs) aktioner kan snarere retfærdiggøres i Brasilien end i Tyskland

Baader: Hvorfor det?

Sartre: I Brasilien var eksemplariske aktioner nødvendige for at forandre situationen. De var nødvendige basisaktiviteter.

Baader: Hvorfor skulle det være anderledes her?

Sartre: Her findes ikke den slags proletariat som i lande som Brasilien.

(.... )**

Baader: Den objektive proces står i modsætning (...)** venstrefløjens offensiv i Tyskland er indkredset og isoleret. Repressionen vil knuse den. Det er denne uretmæssighed, som vi synliggør. Den slår sig ned i undtagelseslovenes praksis ift. ”Berufsverbot” for socialister. (4)

Undtagelsesstaten i Tyskland er under forberedelse. Denne udvikling bliver ikke set. Kapitalens magtmidler gælder som naturlig norm. Klassefjendens politik...

Sartre: Jeg forstår det ikke helt. Klassefjendens politik?

Baader: Der findes to linjer, kapitalens fraktion i ramme af det parlamentariske demokrati – og den svage reformismes linje. Vi sætter ikke lighedstegn mellem sociale magtstrukturer og den politiske magts voldelige adfærd.

Vi ser muligheden for et snigende diktatur, det karakteriserer situationen i Tyskland. Den amerikanske kapital dominerer politikken her.

** (mangler i protokol-udskrifterne)

Andres Baader fremlagde et tre siders strategipapir, som Jean-Paul Sartre kommenterede. Dette er indtil videre ikke offentliggjort i medierne. (kilde: Ugemagasinet Der Spiegel, printudgave, 6/2013) 

Mod slutningen af mødet foreslår Andreas Baader, at Jean-Paul Sartre kunne bidrage til at opbygge væbnede grupper i Frankrig. Sartre svarede, at han ikke troede, at væbnet undergrundskamp ville være godt for befolkningen i Frankrig. 

(al./autonom infoservice) 

 

NOTER

Ulrike Meinhof
Ulrike Meinhof

1)  Ulrike Meinhof blev den 9. maj 1976 fundet død i sin celle i Stammheim-fængslet. Andreas Baader blev fundet skudt i sin celle den 18. Oktober 1977. Læs Døden i Stammheim - stadig uopklaret .

 

2)  Baggrunden for denne replik fra Andreas Baaders side var et interview, som Jean-Paul Sartre havde givet til det feministiske tidsskrift EMMA. I dette interview betegnede han attentatet mod højesteretspræsident Jürgen von Drenkmann som “individuel terror” og ”forbrydelse”. Drenkmann blev skudt af en gruppe fra den anarko-spontaneistiske ”2. juni-bevægelse” i Berlin, den 10. november 1974.

Holger Meins
Holger Meins

Som hævn for det fængslede RAF-medlem Holger Meins, der døde under en sultestrejke. Årsagen til at Holger Meins døde var, at fængsels-administrationen udviste en kynisk og menneskefjendsk ligegyldighed over for de sultestrejkende fanger. Da Holger Meins akut havde brug for en læge, kom der ikke nogen....

 

3)  Her hentyder Andreas Baader til en meningsmåling, der blev gennemført af det tyske ugemagasin Der Spiegel i samarbejde med meningsmålings-institutet Allensbach. Meningsmålingen dokumenterede, at omkring 25 % af de unge under 30 år på dette tidspunkt (1971) sympatiserede med RAF's aktioner og mål. Dette på trods af mediehetz og massiv kriminalisering af alternative informationer om gruppen.

De detaljerede tal fra ovennævnte meningsmåling, foråret 1971: *82 procent kendte betegnelsen RAF *18 procent tilkendte RAF politiske motiver * 25 procent af borgerne under 30 år havde sympati for RAF * 10 procent ville give RAF-folkene ly.

I vinteren 1972 gennemførte meningsmålingsinstitutet Allensbach den samme meningsmåling engang til - med forbløffende resultat: * Nu tilkendte hele 40 procent RAF politiske motiver og kun 28 procent mente, at de var kriminelle.

4)  Berufsverbot: Den såkaldte ”Radikalenerlaß”, vedtaget i 1972 af den daværende socialdemokratiske regering under Willy Brandt. Omkring 1,4 millioner vesttyskere måtte dengang igennem statslige kontrolinstanser, der gennemgik deres politiske holdninger. Nogle tusinder venstreorienterede blev i løbet af 1970´erne ramt af denne statslige sindelagskontrol, der forbød dem at arbejde i den offentlige sektor som lærere, lokomotivførere, pædagoger, kontormedarbejdere, universitetsansatte, etc.

                              _____________________________

Om Jean-Paul Sartres liv, idéer og politiske engagement :

Tale af Andreas Baader i processen mod RAFs grundlæggere :


____________

Relateret