Tysk Filmpris 2013: Sølv til Margarethe von Trottas film ”Hannah Arendt”

I år bragte det store filmprisshow ’Deutscher Filmpreis 2013’ filosoffen Hannah Arendt frem i lyset. Filmen blev nomineret som ’andenbedste tysksproglige film og modtog sølv for det.

Hvorfor vælger Margarethe von Trotta at lave en film om netop denne livshistorie? Hvorfor er Hannah Arendt så vedkommende for tiden nu, næsten 40 år efter hendes død ?

• Det er bla. hendes fremstilling af ”Ondskabens banalitet”, der har sat sig spor. Da Auschwitz-kommandanten Adolf Eichmann, der var en af de hovedansvarlige på mordet på omkring 6 millioner jøder, sættes på anklagebænken i Jerusalem i 1963 er Hannah Arendt blandt de journalister, der løbende rapporterer fra retssagen. Hendes artikler fører til bogen ”Eichmann in Jerusalem – on the banality of evil”... 

_________________

Deutscher Filmpreis 2013

Berlin, d. 26. april 2013: Alle sejl er sat til i Friedrichstadt-Palast, der glimter i natten. Den røde løber er rullet ud, kvinder i gallakjoler sejler ind i den store publikumssal ledsaget af ud- stafferede mænd.

Dette er den store aften for hele film- verden, hvor den årlige uddeling af Deutscher Filmpreis finder sted. Siden 2006 har Det Tyske Filmakademi iværksat denne spektakulære begivenhed, der transmitteres direkte på TV.

Et plædoyer for mod, engagement og kærlighed til verden

Hannah Arendt (1906-1975) er en af de betydningsfulde europæiske filosoffer i det 20 århundrede. I en tid, hvor kvindelige studerende på universiteterne var en undtagelse, studerende hun bla. hos Martin Heidegger, Edmund Husserl og Karl Jaspers. Alle sammen filosofiske kapaciteter med stor vægt i tidens intellektuelle kredse.

Hannah Arendt var jøde og det fik stor betydning for hendes liv og virke. Hun overlevede det nazistiske rædselsregime ved at flygte i exil til USA. Her arbejdede hun intenst med grund- læggende spørgsmål til filosofi og politik. Hendes livshistorie kan læses som et plædoyer for mod og engagement og kærlighed til verden.

”Ondskabens banalitet”  

• Hvorfor vælger Margarethe von Trotta at lave en film om netop denne livs- historie? Hvorfor er Hannah Arendt så vedkommende for tiden nu? Hvad er det, Hannah Arendt rammer os med idag – næsten 40 år efter hendes død ? 

Det er bla. hendes fremstilling af ”Ondskabens banalitet”, der har sat sig spor. Da Auschwitz-kommandanten Adolf Eichmann (1) sættes på anklagebænken i Jerusalem i 1963 er Hannah Arendt blandt de journalister, der løbende rapporterer fra retssagen.

Hendes artikler fører til bogen ”Eichmann in Jerusalem – on the banality of evil”. Det bliver et af hendes banebrydende værker. Hannah Arendts pointe er, at Eichmann ikke var et monster, ej heller en sindssyg særling. Derimod var hans grusomme handlinger resultat af ’manglende evne til selvstændig tænkning’, ’manglende evne til indlevelse’ og til ’at stille spørgsmål’.

Det var et udsagn, som vakte furore og debat. Forstærket blev det, da Hannah Arendt tilmed udtalte, at mange jødiske organisationer var medskyldige i holocaust, fordi de ikke havde gjort modstand fra starten af, fordi de havde samarbejdet med nazisterne i håb om, at det så ikke ville gå så slemt.

Hannah Arendts forfatterskab er mildest talt omfattende. Biografierne om hende er talrige. Anbefales kan især bogen ”Hannah Arendt oder die Liebe zur Welt” af Alois Prinz, der i 2013 udkom i 6. oplag på forlaget Insel Verlag. Her beskrives Hannah Arendts liv og værk i et ligetil og ikke-akademisk sprog. Godt skrevet og samtidig et lille fængende værk om politiske begivenheder, der prægede det 20. århundrede og intellektuelle personligheder, der især gjorde sig gældende.

____________________

Her et par udpluk fra bogen:

• Om skyld og det nazistiske terrorregime i Tyskland 1933-45:

Det giver ingen mening at tale om skyld eller uskyld, for skyld er noget der kun vedrører det enkelte menneske. Hvis nogen har gjort sig skyldig, er det en bestemt type menneske, som nazisterne kunne betjene sig af for at udføre deres rædselsvækkende planer. Og denne type er ikke en fanatiker, sadist eller lystmorder. Det er den almindelige familiefader, den ”omsorgsfulde” ægtemand som sætter sin families sikkerhed over alt.

Hvad der frem for alt kendetegner denne ”spidsborgerlige” type er hans totale ligegyldighed overfor, hvordan menneskenes fælles verden ser ud. For at sikre sit eget liv bag hjemmets fire vægge var familiefaderen, der ellers ikke kunne gøre en flue fortræd, parat til at blive morder – forudsat han fik plads som funktionær i en dødsmaskine, hvor han kunne fralægge sig ethvert ansvar.

• Om holocaust og den radikale ondskab:

Bag denne dødsmaskine ser Hannah Arendt en vanvittig logik, der søger at bevise at elite-racens fremtidige verdensherredømme kan etableres gennem terror og perfekt organisation. (...)

Aktørerne i disse morderiske programmer så sig selv forbundet med en højere moral, der befriede dem for dårlig samvittighed. Hvis tusindvis af lig lå i bunker foran en, så fortjente man ifølge SS-lederen Heinrich Himmler en udemærkelse, hvis man havde holdt det ud og havde opført sig anstændigt.

Dette systematiserede massemord er så uhyrligt og er så langt fra alt menneskeligt, at Hannah Arendt griber til forestillingen om den ”radikale ondskab” som mennsker hverken kan straffe eller tilgive. For at bevise at det er muligt at forandre verden i henhold til deres ideologi , måtte nazisterne opbygge en fiktiv verden, afsondret fra alle forstyrrende erfaringer. Deres forehavende var derfor at erstatte realiteten med et vanvidssystem.

• Om Israel og Palæstina

Hannah Arendt advarer mod den jødiske tendens til at betegne anti-semitismen som et naturfænomen og til at betragte jøderne som et udvalgt folk omgivet af en fjendtlig verden. Hun advarer også mod den zionistiske forestilling om, at en egen jødisk stat er det eneste sted, hvor man kan leve uden frygt for antisemitisme.

I hendes artikler påpeger hun igen og igen, at Palæstina ”ikke ligger på månen”, men er omgivet af en arabisk befolkning, som man må komme overens med.

En selvstændig jødisk stat ville umulig- gøre denne sameksistens, fordi ikke-jøder kun ville få mindretalsrettigheder. Og resultatet ville, forudser Hannah Arendt, være en ”krigerstamme” som Sparta, omgivet af en fjendtlig arabisk befolkning (...) en jødisk hjemegn kan kun overleve, hvis man forsoner sig med sine arabiske naboer. I form af en jødisk-arabisk føderation af fredlig sameksistens. (2)

(ikh/autonom infoservice)

• Kort om Hannah Arendt