
Et tilbageblik.
Feministen og skuespilleren Franca Rame døde den 29. maj 2013 i Milano. Hun blev
83 år.
Franca Rame kæmpede gennem hele
sit liv mod sexistisk vold, kvindeunder-trykkelse og katolsk snerperi. Hendes teaterstykke Ӂbne
parforhold”, som
hun iscenesatte sammen med sin mand dramatikeren Dario Fo, blev langt ind i 1980’erne erklæret for ”uegnet for unge under 18 år” af Italiens
statslige kontrol-organer.
Med teaterfarcen ”En tilfældig anarkists hændelige død” satte hun og Dario Fo Italiens politiledelse på
anklagebænken.
I teaterforestillingen ”Voldtægten” be- arbejdede hun sin egen traumatiske oplevelse, da en gruppe fascister kidnappede og voldtog hende.
- Franca Rame’s politiske optræden i København


”La compagnia Fo-Rame“
I 1951 mødte hun skuespilleren Dario Fo. Sammen blev de det mest berømte teaterpar i Italien. Franca blev meget populær for sine politiske og socialt engagerede
teaterstykker.
I 1959 dannede hun og Dario Fo teater-gruppen ”La compagnia Fo-Rame“.
De optrådte for det meste med selv-skrevne teaterstykker, der
genspejlede brydningerne i samfundet. Mange af Franca Rames værker handler om kvindetemaer.

- Konservativ forargelse
Forestillingerne var i høj grad præget af improvisation, der opstod i selve opførelsens forløb. Ifølge dagbladet Il Manifesto findes der muligvis ingen teaterstykker af Dario Fo, som Franca Rame
ikke afgørende har medvirket til.
Fra 1960'erne producerede de en række store satiriske forestillinger, som for eksempel ”Det 7. bud: Stjæl lidt mindre” og ”Smid damen ud”. Disse stykker blev også opført på forskellige teatre
rundt omkring i Danmark.
Politianmeldelser og sagsanlæg fulgte ofte i kølvandet af forestillingerne pga. deres antiautoritære provokationer. Deres stykker blev som regel boykottet af landets borgerlige TV-medier.
- Aktiv på den revolutionære venstrefløj
Fælles for Franca Rame og Dario Fo (der i 1997 fik tildelt nobelprisen i litteratur),
var deres uvilje mod at iscenesætte deres stykker i det borgerlige teater.
Istedet for anvendte de hellere byernes piazza’er, bz’atte huse (centri sociali)
og fabrikshaller.
Da der i 1967/68 udbrød en omfattende antikapitalistisk revolte mod den herskende orden i Italien, blev de to skuespillere hurtigt protestbevægelsens mest kendte protagonister i et oprørsk
kulturmiljø.

Politisk orienterede Franca Rame og Dario Fo sig som del af den revolutionære, antagonistiske venstrefløj. Mens Franca Rame engagerede sig i den venstreradikale fangesolidaritetsorganisation ”Røde hjælp” blev Dario Fo, efter mange års medlem-skab af det store italienske kommunistparti PCI, ekskluderet af partiet pga. hans venstreradikale holdninger og antiautoritære samfundskritik.
- ”En tilfældig anarkists hændelige død”
Deres politiske ståsted kom tydeligt til udtryk i deres forestillinger. Blandt andet i teaterstykket ”Vi betaler ikke”, der blev lavet i sammenhæng med aktuelle arbejderkampe mod prekære arbejds – og boligforhold blandt de overvejende ufaglærte arbejdere i Norditalien. Samt teaterstykket ”En tilfældig anarkists hændelige død” (”Morte accidentale di un anarchico”).
Sidstnævnte teaterforestilling opførtes også med stor succes i det hedengangne Fiolteatret på Halmtorvet, Vesterbro i København i 1973 og senere igen i 1980´erne. Stykket satte i farcens form spørgsmålstegn ved den officielle forklaring på et politisk motiveret politiovergreb. (1)

-
”Uegnet for unge
under 18 år” ...
Andre kendte politiske teaterforestillinger som
”Åbne parforhold” var en ætsende kritik af det katolsk prægede patriarkalske samfunds hykleriske forhold til kvindens rolle i den borgerlige familie. Stykket blev langt ind i 1980’erne erklæret
for ”uegnet for unge under 18 år”, af de statslige kontrolorganer.
Francas feministiske og venstreradikale holdning, der prægede samtlige af hendes teaterstykker provokerede mange højreorienterede mænd, der følte sig gjort til grin
af den folkekære skuespiller.

-
Fascistisk overfald
og voldtægt
I 1973 overfaldt fire organiserede fascister Franca Rame. De smed hende ind i en ventende lastbil og
voldtog hende i timevis.
Først en del år senere kom det frem,
at gerningsmændenes bagmænd var nogle højreorienterede officerer indenfor politiet. På grund af forældelsesfristen slap bagmændene for en retssag.
Franca Rame bearbejdede denne traumatiske oplevelse bl.a. på en litterær måde. Hendes stykke ”Voldtægten” viser de mekanismer, der forbinder katolsk præget socialisering med sexisme og
kvindeforagt.
-
”Følelsernes køleskab”
I året 2006 blev Franca Rame valgt ind som senator i det italienske parlament.

Opstillet som kandidat på ”mafia-jægeren” Antonio Di Pietro’s anti-korruptionsliste. Efter et stykke tid trak hun sig dog desillusioneret fra dette parlamentariske intermezzo, hvis
arbejdsmæssige klima hun betegnede som ”følelsernes køleskab”.
Franca Rame i København
Da Dario Fo i 1984 optrådte i Cirkusbygningen i København, var vi en gruppe autonome, der ville bruge
den anledning til at gøre opmærksom på den italienske stats repression mod den udenomsparlamentariske venstrefløj og specielt på situationen for 80 fremtrædende intellektuelle fra den
autonome organisation Autonomi Operaia Organizatta (2) der var blevet anholdt den
7. april 1979 og
stadig væk var i fængsel uden nogen retssag.

Deriblandt filosofiprofessor Toni Negri og andre kendte operaister som
Franco Piperno og Simonetta Scalcone.
Italiens myndigheder anvendte overfor dem en gammel lov fra Mussolini-tiden, som gav staten myndighed til at vare- tægtsfængsle subversive revolutionære i op til 9 år, 9 måneder og 9 dage – uden
retssag!
Da vi henvendte os til arrangørerne af Dario Fo’s opførelse ”Storia della tigre” (3) i Cirkusbygningen blev vi pure afvist, da man sagde, at
denne gæsteoptræden var ganske ”neutral” og ”upolitisk”.
Det ville vi ikke acceptere og vi henvendte os direkte til Dario Fo og Franca Rame.
De intervenerede med det samme og vi fik så tilladelse til at opstille en bod under hele forestillingen med info-materiale om de fængslede kammerater, som main-stream medierne, deriblandt
dagbladet Information, gennemgående foruddømte
som terrorister. Informations journalister betegnede dengang Toni Negri som ”hjernen” bag byguerilla-bevægelsen De Røde Brigader....

Dario Fo lovede os også, at han ville fremlæse vores solidaritetsresolution for de op til tusinde
tilskuere, der strømmede til forestillingen.
I pausen kom en noget brødbetynget Dario Fo hen til os og sagde, at arrangørerne ikke ville gå med til
det og at de ville opfatte det som et kontraktbrud.
Franca blandede sig og sagde, at så ville de afbryde forestillingen i protest mod censur og afpolitiseringen af dem. Resultatet blev efter nogen diskussion, at vi istedet kunne uddele vores
flyers om de politiske fanger efter forestillingen.
Franca Rame og Dario Fo deltog under deres korte ophold i København sammen med os i et møde om de politiske fanger i Italien og (Vest-)Tyskland (4) i medborger-huset i
Studiestræde i København. (al./autonom infoservice)
Addio,ciao, Franca Rame!

_____
Noter

1) ” En tilfældig anarkists hændelige død” handler om den
41-årige Giuseppe Pinelli, en italiensk jernbanearbejder og anarkist. Han døde den 15. december 1969 under et tredage langt forhør af politiet.
Han var mistænkt for at have noget at gøre med bombeattentatet i ”Banca dell' Agricoltura“ på Piazza Fontana, d. 12. december 1969 i Milanao, hvor 16
mennesker blev dræbt.

Giuseppe Pinelli var medlem af den anarkistiske gruppe ”Ponte della Ghisolfa“ (et kvarter i Milano) og
sekretær i den italienske afdeling af Anarchist Black Cross.
Under forhøret ”kastede han sig selv ud af vinduet fra forhørsværelset” påstod
politiet. Dette viste sig noget senere at være forkert.
Den ansvarlige politiofficer Luigi Calabresi, blev af Pinellis enke anklaget for mord – og senere likvideret af en revolutionær undergrundsgruppe.
Tre italienske neofascister fra organisationen Ordine Nuovo blev så sent som i 2001 anklaget
og dømt for anslaget på Piazza Fontana, men i
en senere ankesag frifundet... Franca Rame og Dario Fos teaterstykke var inspireret af denne hændelse.
2) Se baggrundsartikeln
"Il Movimento del '77" – ungdomsrevolten fra
neden

3) ”Storia della tigre” står i tradition af den italienske maskekomedie, Commedia dell'arte (pantomimeteater), der
opstod i renæssancen omkring 1500-tallet som
del af den subversive "karnevalstradition" mod datidens magthavere.
4) Der var også danske kunstnere som støttede de politiske fangers
kamp mod
de fysiske og psykiske overgreb som Amnesty International betegnede i adskillige årsberetninger som ”hvid tortur”.
Således underskrev skuespillerne Ove Sprogø og Karen Lise Mynster, samt kunstnere som Troels Trier, Leif Sylvester , Dea Trier Mørch, m.fl. - al mediehets
til trods - en støtteerklæring med de politiske fangers krav, i forbindelse med en solidaritetskampagne og demo til den (vest-) tyske ambassade, organiseret af den autonome
Vesttysklandskomité (- den senere rådssocialistiske gruppe 'autonome revolutionære').



Relateret
autonom infoservice
Interview: Dario Fo: ”Venstrefløjens
indholdsløshed er ikke til at bære”
(13. oktober 2016)