I denne forholdsvis nye bog “Goodbye Mr. Socialism!“, der netop er udkommet på tysk, fremlægger Antonio Negri i en samtale med venstrefløjshistorikeren Raf Valvola Scelsi, de forandrede betingelser for forandring af verden.
-
______________
- * Antonio Negri og Italiens autonomi-bevægelse
- * Goodbye Mr. Socialism!
– en anmeldelse
Antonio Negri og autonomi-bevægelsen
Filosoffen og samfundskritikeren Antonio Negri, er på internationalt plan mest kendt for bøgerne Empire (2000) og Multitude (2004), som han har skrevet sammen med den amerikanske litteraturteoretiker og filosof Michael Hardt.
Mange år før hans litterære-politiske gennembrud var Negri en kendt skikkelse blandt den italienske og europæiske autonome bevægelse. Sammen med en række andre venstreorienterede intellektuelle deltog Antonio Negri i starten af 1960’erne i det venstre- marxistiske tidsskrift Quaderni Rossi.
Han deltog nogle år senere i 68-oprøret og tilblivelsen af den autonome bevægelse. Først i organisationen Potere Operaio (Arbejdermagt) og senere i Autonomia Organizzata (Den organiserede Autonomi), hvis avis hed Rosso. Organisationen var del af autonomia-bevægelsen, der havde sit højdepunkt i 1977. En bevægelse, der anså venstrefløjens hidtidige organiseringsformer for sterile og instrumentaliserende. Bevægelsens kampe skulle udtrykke de nye behov hinsides lønarbejdets tvangs- mekanismer og kampene skulle udøves af aktørene selv som subjekter i første person.
"Masseautonomi imod det historiske kompromis“
Negri’s kendeste politiske skrift skrevet i denne periode er „Masseautonomi imod det historiske kompromis“.
Heri leverer han en sønderlemmende kritik af det politiske samarbejde (klassekolaboration) mellem de ærkekonservative kristdemokrater i partiet DC ( Democrazia Cristiana ) og det eurokommunistiske PCI ( Partito Communista Italiano). Begge disse partier har opløst sig i løbet af 1990’erne.
"Insurrektion mod staten“
Den 7. april 1979 blev Antonio Negri og omkring 80 andre kendte folk fra autonomibevægelsen anholdt og anklaget for at have forbindelse til Italiens Røde Brigader. Statsadvokaten i Padova fremførte Antonio Negri som „strategen bag Brigate Rosse“. Ifølge en varetægtslov fra Mussolini-tiden kunne anholdte, der blev anklaget for „insurrektion mod staten“ blive tilbageholdt i op til 9 år og 9 måneder uden en retsproces.
Immunitet blev ophævet med hjælp fra PCIs parlamentsmedlemmer...
I 1983 blev Antonio Negri imidlertid valgt ind i det italienske parlament for det progressive Partito Radicale. Han fik af den grund politisk immunitet og blev frigivet. Få måneder senere, umiddelbart før hans immunitet atter blev ophævet med hjælp fra PCIs parlamentsmedlemmer, lykkedes det Negri at flygte til Frankrig. I 1997 vendte han tilbage til Italien og var i fængsel nogle år. Idag lever han i Venezia og Paris.
Goodbye Mr. Socialism!
- Uhyret og den globale krise –
En anmeldelse af Adi Quarti (oversat af autonom
infoservice).
Næsten alle forsøg på at fortolke Negris post-operaisme er mislykkedes. Ikke mindst fordi forfatteren løbende har modificeret sine holdninger og tilpasset dem til forholdene. I „Goodbye Mr. Socialism!“ går det med løs overgang fra metropolstrejkerne i 1995 i Frankrig, til Seattle og Genova, til uafhængigheds- bevægelserne i Latinamerika, som Negri selv har deltaget i på nært hold, til det meget dybtgående efterord „We must try!“, der omhandler krisen af februar 2009.
Antonio Negri fortæller på underholdende vis om sine egne forsøg på at intervenere politisk i forskellige begivenheder. For eksempel i forbindelse med et debatmøde om krigen mod Serbien. Her deltog den bosnisk-serbiske filminstruktør Emir Kusturica, kendt for filmen Underground (1995), og den slovenske filosof Slavoj Zizek.
Negri beretter, hvorledes Kusturica nær havde startet et slagsmål med historikeren Drazen Grmek, der åbenlyst sympatiserede med Kroatiens stærkt højreorienterede regime.
Det er også ganske interessant at læse den kontroversielle debat med forfatteren Raf Valvola Scelsi om den sorte bloks optræden under G8-topmødet i Genova. Negri siger her bla.:
-
“ Det som jeg kritiserer den sorte blok for, er ikke revolten, men at revolten ikke søger efter fælles nævnere med andre og istedet vender sig imod de andre. For den sorte blok handler det om at være det autentiske udtryk for revolutionen. Det virker i høj grad individualistisk og isolerer den“ (side 88).
Negri lovpriser på en meget pragmatisk måde Rifondazione Comunista’s mobili- sering til Genova og fremhæver partiets formand Bertinotti, som også er kendt for at have ført sit parti i afgrunden ved at tolerere Prodi-regeringens neoliberalistiske tiltag.
Brasilien som forbillede
I det hele taget giver situationen i Italien ifølge Negri ingen grund til at være optimistisk. Den står i stærk kontrast til udviklingstendenserne på globalt plan og Negri mener – i modsætning til sin samtalepartners mere pessimistiske vurdering – at de globale tendenser vil umuliggøre et generelt tilbageslag. Særligt opmuntrende er udviklingen i Latinamerika. Negri fremhæver Brasilien, som han kender særdeles godt og ofte har besøgt.
Landet har en stærkt udviklet arbejderklasse og en variant af befrielsesteologien agerer som transversalt element. Bestræbelserne på at skabe et fælles marked for Sydamerika, det såkaldte Mercosur, er en klar antipol til USAs interesser.
Tre poler danner systemets enhed
Negri er igen på pletten. Han er en permanent kilde til provokation for den socialdemokratiserede venstrefløj. Netop i den aktuelle finanskrise har denne venstrefløj fuldstændigt svigtet og bortset fra anticykliske statsforanstaltninger, har den intet at byde på. Negri beskæftiger sig med de forskellige globale systemkritikker - formuleret af Wallerstein, Arrighi og den tyske autonome teoretiker Karl Heinz Roth – og kommer med egne teser:
"Jeg fortæller disse historier for at tydeliggøre, at der idag findes tre poler – migration, prekariatet og affektivt/kognitivt arbejde (følelsesmæssigt / erkendelsesmæssigt) som danner en objektiv enhed:
- de globale borgerrettigheder, som er tæt forbundet med migrationen
- den betingelsesløst garanterede grundindkomst, hvori prekariatet
kommer ind i billedet
- den gentilegnelse af viden og af livet, som peger på problemet med
videnorganisation og -produktion. Det kognitive og affektive arbejde
som helhed.
I hvilke spørgsmål går Antonio Negri knivskarpt forbi ? Det gør han f. eks. i sin vurdering af USAs præsident Obamas objektive muligheder, og som så ofte i sin nærmest begejstrede omskrivning af de nye teknologier.
Uden tvivl er det hans samtalepartner Raf Valvola Scelsi`s meget ihærdige problematiseringer, der bidrager til, at debatten forbliver jordnær. Ikke mindst hans forsigtige indsigelser i ny og næ og hans betragtninger af tingenes tilstand fra en lidt anden vinkel. Han er Negris nære ven og er ansat som lektor hos den verdenskendte venstrefløjsforlag Feltrinelli.
Antonio Negri, der fra tid til anden er forud for sin tid med sine teoretiske reflektioner, vil også fremover sørge for, at venstrefløjen ikke løber tør for diskussionsstof: Hallo og Goodbye Mr. Socialism!
-
New Statesman om Antonio Negri: "One of the most significant figures of current political thought.” ( ”En af de mest markante skikkelser i den aktuelle politiske teori”)
-
Slavoj Zizek om Antonio Negri: "A guru of the postmodern Left.” ( ”En guru for den postmoderne venstrefløj”)
_________________________
Goodbye Mr. Socialism! er udkommet på tre sprog:
-
På tysk: Edition Tiamat, 2009
-
På engelsk: Seven Stories Press, New York, 2008
-
På italiensk: Feltrinelli Editore Milano „Nuova Serie“ settembre 2006
Du kan læse hele bogen på engelsk her
Baggrundsinfos
Kommentar schreiben