'Weather Underground' – militant modstand i USA

Nu har en ny film ”The Company You Keep” om den legendariske anti-imperialistiske byguerilla ”Weather Underground” nået biograferne i Europa.

Producent og hovedskuespiller er Robert Redford, som selv har deltaget i 1968-revolten i USA. Filmen tager udgangspunkt i en fiktiv aktion fra gruppen og udvikler sig hen ad vejen til en triviel og sentimental kitschfilm...

  • Hvem var ”Weather Underground” i virkeligheden? Hvordan opstod de og hvad var deres mål? 
  • Her er deres historie: 1. Del - Fra radikale protester til militant modstand.

Historien om ”Weather Underground” starter i 1968. Den politiske situation i verden var præget af den vietnamesiske befrielses- bevægelse FNLs militære offensiv mod den amerikanske militærintervention i landet, attentatet mod den sorte borgerrettigheds- forkæmper Martin Luther King, 68-oprøret mod den etablerede orden – fra Berlin, Paris, Rom, Mexico City og Tokyo til Berkely i USA.

1968, hvor Sovjetunionens militær ind- marcherede i Tjekkoslovakiet og knuste en variant af ’socialisme fra neden’. Året, hvor den amerikanske nationalgarde brutalt angreb de mange protesterende i forbindelse med Demokraternes partikongres i Chicago.

Begivenhederne i dette år var skelsættende og dannede grobund for ”Weather Under- ground” som organisation på den amerikanske ’Nye Venstrefløj’. En organisation som på dette tidspunkt var uden fortilfælde i USA.

Demonstration, arrangeret af ”Students for a Democratic Society” (SDS)
Demonstration, arrangeret af ”Students for a Democratic Society” (SDS)

”Skyd for at dræbe!”

Antiracistiske grupper og antikrigs- bevægelsen indenfor USAs venstrefløj var siden 1950’erne blevet talmæssigt styrket. I 1968 vandt de tusinder af nye tilhængere og begyndte at radikalisere sig – både i teori og praksis.

Det skete som reaktion på den stadige eskalation af Vietnamkrigen, der dannede grundlag for den udbredte opfattelse, at en ”ny fascisme” var på vej i USA. De reaktionære medier og politikere krævede ”Law and order!” og ”manden på gaden” bifaldt politiets mere og mere brutale fremgangsmåde mod demonstrationer, happenings og i det hele taget alle former for samfundskritiske protester.

Martin Luther King
Martin Luther King

Således opildnede Chicagos borgmester Richard Daley politiet med opfordringen: ”Skyd for at dræbe!”, da politi- styrkerne nedkæmpede den revolte, som udbrød efter mordet på Martin Luther King.

Den ’Nye Venstrefløj’ reagerede ved at gøre front mod det liberal-konservative establishment. Den protesterede ikke længere mod de enkelte racistiske tiltag og de menneske- foragtende love, men opfattede derimod uretfærdigheden i USA som et produkt af den sociale og politiske samfunds- struktur i USA. Et system som fra nu af blev defineret som imperialistisk klassesamfund.

Oprørets organisatoriske motor: ”Students for a Democratic Society” (SDS)

Den amerikanske studenterbevægelse ”Students for a Democratic  Society”  (SDS) spillede en afgørende rolle for denne radikalisering. SDS-tidsskriftet New Left Notes udviklede sig til et forum for diskussionen om, hvordan kampen mod imperialismen i teori og praksis burde føres. En diskussion, der til tider blev ført med lidenskabelig skarphed og udgrænsningsmani.

Bernadine Dohrn fra Weather Underground
Bernadine Dohrn fra Weather Underground

I New Left Notes fra den 15. januar 1968 offentliggøres en artikel med overskriften ”Resistance and Repression”. Den forsøgte at føre SDS ud over blot at kritisere og analysere den amerikanske imperialismes agression i Vietnam    og påpegede nødvendigheden af opbygningen af en bevægelse, som kan erstatte dette samfundssystem med noget nyt:

Skønt ”bevægelsen ved en lang række demonstrationer har vist sin slagkraft, kan dette ikke alene skabe en reel forandringsproces”. Situationen forandrede sig, da et flertal i SDS i takt med begivenhedernes gang i 1968 blev til en revolutionær bevægelse. Den revolutionære venstrefløj nøjedes nu ikke længere med at kritisere det racistiske udbyttersystem i USA, men forsøgte at udvikle forestillinger om en samfundsmæssig modmagt. 

Heftige demonstrationer i San Francisco

Om aftenen den 11. januar 1968 drog tusinder af demonstranter i San Francisco til Fairmount Hotel i bydelen Nob Hill. Her holdt den amerikanske udenrigsminister Dean Rusk – en af de centrale strateger bag og tilhænger af krigen i Sydøstasien – en tale til byens økonomiske og politiske elite.

Da demonstrationen blev større og større og overdøvede udenrigsministerens tale, angreb politiet demonstranterne. Mange blev anholdt og endnu flere såret. Demonstranternes første reaktion var

”....chok, angst – og derefter vrede. Konklusionen var, at de tider endegyldigt var forbi, hvor statsapparatet har tålt visse former for modstand, som magteliterne ikke var indforstået med. Fremover vil enhver der anses for farlig, også blive behandlet som statsfjende.”  (Karen Wald i New Left Notes, 22. januar 1968).

SDS - Weather Underground - plakat
SDS - Weather Underground - plakat

Ho Chi Minh’s nytårshilsen

Ho Chi Minh
Ho Chi Minh

Mine venner, jeg sender jer de bedste ønsker for det nye år 1968.

- Som I ved, er ingen vietnameser nogen- sinde kommet til USA for at pådrage nogen en lidelse. Men en halv million amerikanske tropper er blevet sendt til Sydvietnam. Sammen med marionetregimets omkring 700.000 soldater myrder de hver eneste dag Vietnams folkeslag, brænder deres byer ned og udsletter landsbyerne.

- I Nordvietnam har tusinder af amerikanske bombefly kastet 800.000 bomber ned, og ødelagt skoler, kirker, sygehuse og diger i tæt bebyggede områder. Den amerikanske regering har tvunget hundredetusinder af unge amerikanere til at dø en meningsløs død eller blive såret på Vietnams slag- marker.

- I år bruger USAs regering milliarder af dollars, indtjent af den arbejdende befolkning, for at finansiere krigen mod Vietnam.Med andre ord: USAs magt- havere har ikke kun forbrudt sig mod Vietnam, men har også sat amerikanernes liv på spil og tilsmudset de forenede staters ære.

- Mine venner, idet I kæmper for at tvinge USAs regering til omgående at afslutte agressionen mod Vietnam, forsvarer I retfærdigheden og samtidig støtter I os i vores kamp.

- At sikre vores lands uafhængighed, frihed og enhed og båret af vores oprigtige ønske om at leve i fred med alle folkeslag i verden, inklusive USA, har vi forenet folkeslagene i Vietnam for at gøre modstand mod USAs magthaveres imperialist- iske agression. Vi er umådelig glade for støtten fra vores søstre og venner på de fem kontinenter. Vi vil sejre og dermed også jer.

- Vores tak gælder jer, som støtter Vietnams folkeslag.

Ho Chi Minh, Nordvietnams præsident og grundlægger af det vietnamesiske kommunistparti, nytår 1968. 

Herbert Marcuse om ”Repressiv tolerance”

På baggrund af disse overvejelser, kom mange til den erkendelse, at effektiv protest kun kan praktiseres, hvis den ikke er accepteret af magthaverne. Enhver statslig godkendt demonstration blev derfor anset for at være tvivlsom.

Den marxistiske filosof Herbert Marcuse, der var professor på San José State University i Californien, lancerede begrebet ”repressiv tolerance”: I en dissens der ikke var møntet på en direkte systemoppositionel konfrontation og som blev tolereret, kunne staten fastholde sin politik og samtidig skabe en ventil for kritikken. Oppositionen var dermed stillet i ro, uden at staten måtte frygte for sin legitimitet.

Chicago, d. 8. oktober 1969: Militant demo organiseret af Weather Underground
Chicago, d. 8. oktober 1969: Militant demo organiseret af Weather Underground

Diskursen: ”Skoling” kontra ”militante aktioner”

Debatten i SDS, som på dette tidspunkt kom op på 100.000 medlemmer, var præget af diskussionen om fordele og ulemper ved hhv. konkret handling og   systematisk skoling. Meningsforskellene i dette spørgsmål forcerede splittelsen i bevægelsen.

Tilhængere af skolingslinjen – først og fremmest medlemmer af ”Progressiv Labor”-fløjen (1) fastholdt, at en pædagogisk ansats ville styrke de anti-imperialistiske kræfter - og at de militante masseaktioner uden en sådan skoling ville føre til isolation og dermed til en svækkelse af bevægelsen.

Medlemmer af Black Panther Party
Medlemmer af Black Panther Party

” Vores liv bevæger og emanciperer sig i den radikale bevægelse”

Den andenhovedfløj, der grupperede sig omkring SDS’s afdeling fra byen Ann Arbor i forbundsstaten Michigan (den såkaldte ”Jesse-James-Gang”), argumenterede imod skolingen som ’omdrejningspunkt’ ved at betone, at militante aktioner og politiets modreaktion havde en nøgleposition i organiserings-processen. Ikke mindst fordi mange ville få øjnene op for statsorganernes repressive praksis i forlængelse af aktionspræget samfundskritik.

Den militante fløj i SDS tog argumentet fra ”Student Nonviolent Coordinating Committees” til sig, der mente at ” vores liv bevæger og emanciperer sig i den radikale bevægelse ”, og pointerede, at den direkte konfrontation var en integreret del af organiseringsprocessen. En position, der også blev repræsenteret af Black Panther Party.

Aktivisternes erfaringer med strejken på Columbia University i foråret 1968 bidrog til, at den militante og internationalistiske position fik bred opbakning indenfor SDS.

”Towards a Revolutionary Youth Movement”

På den efterfølgende SDS-konference i byen Ann Arbor i december 1968, fremlagde SDS’s tidligere formand Mike Klonsky positionspapiret ”Towards a Revolutionary Youth Movement”, som bidrog afgørende til SDS’s programatiske radikalisering. Pointen var, at unge studerende ikke ansås for at være del af arbejderklassen (som dele af maoisterne mente), men snarere udgjorde en oplagt mulighed for, at man via unge fra arbejder- klassen kunne knytte en forbindelse mellem arbejderklassen og studenterbevægelsens
aktivistiske dynamik.

Udviddelsen af de strategiske rammer førte tvangsmæssigt bort fra de privilegerede colleges, hvorfra SDS-bevægelsen indtil da havde sin base. Orienteringen var fra nu af erhvervsskoler, Community Colleges og High-Schools. ”Towards a Revolutionary Youth Movement” formulerede det grundlæggende skift, der blev fuldført i SDS i løbet af 1968.

Strategidokumentets overvejelser kom til at betyde ganske meget for tilblivelsen af Weather Underground’s politiske bykollektiver.

Mark Rudd fra Weather Underground og SDS-talsmand
Mark Rudd fra Weather Underground og SDS-talsmand

________________

”Vi mener, at det er de under- trykte, de revolutionære lag, vietnameserne, de sorte, som vil skabe historien. Vi vil ikke stå på undertrykkernes side. Derfor har vi idag hejst FNLs fane på universitetet.”  ( Mark Rudd, SDS-studenterleder i 1968)

 

”We Don’t Need a Weather- man to Know Which Way the Wind Blows”

Den 19. juni 1969 på SDS’s landækkende kongres i Chicago’s ’Coliseum’, med deltagelse af over 2000 valgte delegerede, blev ”Progressiv
Labor”(PL)
med stort flertal ekskluderet på grund af dybdegående uenighed omkring racismespørgsmål. Den marxistisk-leninistiske organisation fastholdt og forsvarede sin prioritering af den hvide arbejderklasses kampe og
derved nedtonede de den udbredte racisme i disses rækker.  

Fra Weatherman til
Weather Underground

Med offentliggørelse af programerklæringen ”We Don’t Need a Weatherman to Know Which Way the Wind Blows” den 18.juni 1969, opfordrede folk i SDS omkring Bernadine Dohrns til at opbygge hvide modstandsgrupper for at støtte den sorte befrielsesbevægelse.

Den fremhævede de sorte communities og især den sorte befrielseskamps ”særlige betydning i den globale kamp mod den amerikanske imperialisme”.

Bob Dylans ”Subterranean Homesick Blues” 


Dette dokument danner grundlaget for Weather-man, der blev dannet den 20. juni

1969. Betegnelsen ”Weatherman”, der stammer fra Bob Dylans ”Subterranean Homesick Blues” blev efter protester fra de kvindelige medlemmer forandret til Weather Underground.

Organisationens struktur bestod af politiske kollektiver i de enkelte byer, hvis grundstamme var SDS’s tydeligt indskrumpede afdelinger på universiteterne samt nytilkomne unge folk fra arbejderkvartererne.

Ifølge analysen ville de sortes kamp få central betydning for systemets sammenbrud - netop på grund af deres historiske rolle og betydning for reproduktionssfæren i det amerikanske samfund.
Slaveriet var ifølge dokumentet grundlaget for opbygningen af de kapitalistiske produktionsforhold i de britiske kolonier i USA de første årtier efter deres uafhængighed.

Slavehandlen havde ikke bare bragt profitterne med sig som igen blev reinvesteret andet steds, men resulterede også i stor rigdom for slaveejerne. Da slaveriet mistedede sin betydning for kapitalakkumula- tionen,blev slaverne og deres efter- kommere påtvunget en ny form for udbytning: Det fik ”friheden” til at sælge deres arbejdskraft. 

Overensstemmelse med Black Panther Party

Slaveri og klasseundertrykkelse opfattes dermed som kernen i den sorte nationale identitet. Denne identitet, som er knyttet til bevidstheden om den ”sorte proletariske koloni”, kræver en revolutionær socialistisk orientering og at de sorte må organisere sig selvstændigt fra de hvide og helt ufafhængigt bestemme deres aktioner.

Weather Undergrounds samfundsanalyse adskilte sig på denne måde tydeligt fra mange sorte nationalistiske grupper, men var i vid udstrækning i
overensstemmelse med Black Panther Partys holdninger. Specielt hvad angår kontinuitet i og undertrykkelse af afro-amerikanernes historie.

Black Panther’en Huey P. Newton
Black Panther’en Huey P. Newton

I løbet af kongressen, hvor der bla.deltog gæster fra Black Panther Party,
udkrystalliserede der sig to strømninger, som skulle tegne SDS indtil opløsningen i slutningen af året: Revolutionary Youth Movement –RYM II. (3) og det nydannede Weatherman omkring Bill Ayers, Jeff Jones, Bernadine Dohrn, Mark Rudd, m.fl.

Sidstnævnte dannede flertallet i SDS’s lededelse kaldet ”National Office”. Den eneste kongresudtalelse foruden eksklusionserklæringer mod Progressiv Labor”, var opråbet til en protestuge i Chicago i efteråret 1969. Også person-sammensætningen i protestugens organisationsudvalg afspejlede de nye styrkeforhold i SDS: 6 medlemmer fra Weather Underground miljøet, én fra Revolutionary Youth Movement.

Efter SDS’s nationalkonvent i juni 1969, kontrollerede Weather Underground og Revolutionary Youth Movement det nye SDS. Næste mål var at mobilisere så mange som muligt til at demonstrere i Chicago: Imod krigen i Vietnam, for Black Panther Party, i solidaritet med alle politiske fanger – især Black Panther’en Huey P. Newton og de 8 aktivister, der var anklaget i forbindelse med protesterne mod Demokraternes partikongres sommer 1968.

”Her (i USA) medfører kampene ikke automatisk hverken til en kritisk bevidsthed eller resulterer i opbyg- ningen af en  revolutionær bevægelse”

Det som forenede Weather Underground og Revolutionary Youth Movement (RYM) var deres fælles opposition til ml’erne i Progressiv Labor, dog var de for forskellige til at der kunne udvikle sig en langsigtet samarbejde:

Skønt begge grupperinger anså den væbnede kampstrategi i USA som en nødvendighed, var spørgsmålet om det egnede tidspunkt herfor og om den hvide arbejders rolle foranledning til permanente uoverensstemmelser.

* Revolutionary Youth Movement anså mobiliseringen i efteråret for at være en chance for dannelse af en ”enhedsfront imod imperia- lismen”,der skulle forbinde arbejderkampe, antikrigsbevægelsen og de sorte kolonier. På den måde kunne der vindes et ” proletarisk flertal” for en anti-imperialistisk position. (kilde: New Left Notes, 23.juli 1969)

* Weather Underground derimod anså dannelsen af en enhedsfront i det senkapitalistiske USA for meningsløs. Ethvert forsøg på at reformere systemet – i skolerne, på arbejdspladserne eller i hæren, var for dem intet andet end at videreføre bestræbelserne på at sikre de i forvejen privilegerede hvide.

Mark Rudd og Terry Robbins formulerede Weather Undergrounds svar til Mike Klonsky fra RYM: ”Her (i USA) medfører kampene ikke automatisk en kritisk bevidsthed eller resulterer i opbygningen af en revolutionær bevægelse. Tværtimod tilsløres undertrykkelsesforholdene mellem kolonien og moderlandet, der tilsløres alt det, hvad der er forbundet med hvid hudfarve og privilegier.”

__________

NEDSLAG

WOODSTOCK-FESTIVAL

Vendepunktet for modkulturen var Woodstock-festivalen i august 1969. Skønt en del venstreradikale aktivister deltog i forberedelserne til festivalen, blev  weekendens højdepunkt-koncerter organiseret af de store musik-koncerner, især Warner Brothers. De var først og fremmest interesseret i at udvide deres afsætningsmarked.

Da festivalens sikkerhedsstrukturer på et tidligt tidspunkt brød sammen, blev Wood- stock til en ukontrolleret ”biotop af mang- foldighed og frie, uhæmmede udfoldel- ser.” En reporter fra undergrundstids- skriftet ”The Seed” fra Chicago beretter:

” Woodstock var ... som en gigantisk pilgrimsstrøm i det elektrificerede hellige land, hvor en energifyldt kommunisme er trådt istedet for kapitalismen (..), fordi alt det negative fra verden udenfor - strissere, regler, købemani – var holdt udenfor eller var blevet tilsidesat.”

Informationen om at en halv million mennesker – omend kun forbigående – havde opbygget deres eget samfund på Woodstock, formidlede mange som ikke var tilstede følelsen af, at der fandtes ’et eller andet sted’ i landet en community for modkultur.


Weather Underground i offensiven

Efter SDS-kongressen i juni 1969, vendte aktivisterne fra Weather Underground tilbage til deres kollektiver i deres respektive byer. Overbevist om at tidens modenhed til revolution kun kan anskueliggøres ved, at man selv tager konsekvensen og starter denne proces.

Fortolkningen af ”fokus-strategien” (4) knyttedes sammen med en noget romantisk iagttagelse af den amerikanske arbejderklasseungdom. Cathy Wilkerson, en af de historiske grundlæggere af Weather Underground, skriver mange år senere, at de forsøgte at få proletariske unge i tale ved at bruge de samme ”machoagtige talemåder ” som arbejderklassens hårde drenge. (5)

Mark Rudd og Terry Robinson erklærede, at Weather ”.... må blive kendt som en bevægelse, der reelt kæmper og ikke bare snakker. Med antikapitalistisk agressivitet, beslutsomhed og militans”. (Citat fra SDS National Council: ”Bring the War Home”, New Left Notes, 23. juli 1969)

På gaden: Vredens dage

Der er gået næsten et år siden det Demokrat- iske Partis kongres, hvor tusinder af unge kom til Chicago og i fem dage gjorde oprør i ”Pig-City”.

Aktionerne var svaret på systemets krise: Krigen, de sortes kamp for  befrielse og den udbredte bevidsthed om dette samfunds nedgang.

Dette efterår vil vi igen komme til Chicago: Denne gang stærkere, bedre organiseret og mere beslutsom end sidste august. SDS opfordrer til en aktionsuge den 8. – 11. oktober. Vi kommer igen og vi vil tage alle dem med, der ikke var med sidste gang.“  (Students for a Democratic Society /Weather Underground, sensommer 1969).

Det nærmede sig den 8.oktober 1969, dagen hvor Weather Underground havde planlagt opstanden i Chicago. Weathers kollektiver forstærkede deres propa- gandering af  aktionsugen 'Vredens dage' med en del decentrale happenings og aktioner. Man ventede titusinder af beslutsomme revolutionære, der ville indtage byen den 8. – 11. oktober 1969.


__________

Sprængning af politiets mindestatue

” To dage før Weather Undergrounds planlagte aktioner den 8. oktober, blev den 3 meter høje politistatue ved Haymarket Square, hvor demonstranterne skulle samles den kommende weekend, sprængt i luften ved hjælp af en dynamitladning. Statuen var i sin tid blevet oprettet til minde om politifolk, som i 1886 omkom under en folkeopstand på Haymarket”.   (Det britiske dagblad Guardian, 18. oktober 1969). 

Scenen for de kommende konfrontationer var sat. Weather Underground mobili- serede til revolutions optakt i ”bæstets hjerte” (Che Guevara).

(al. /autonom infoservice)

_________________

> Del 2 handler om * Riots og repressionen på Vredens dage * Undergrunds-kampen starter * Aktionsforløbene – en kronologisk  gennemgang af begivenhederne * Korte biografier om kendte aktivister i Weather Underground

Noter

1) ”Progressiv Labor” (PL). Istarten havde den sekteriske marxistisk-leninistisk fløj ved navn ”Progressiv Labor” (PL) stor indflydelse på studenterbevægelsen. På grund af organisationens anti-nationale og antisovjetiske positioner lykkedes det for dem at rekruttere mange nye medlem-  mer på eliteuniversiteterene på såvel øst – som vestkysten. Skønt ”Progressiv Labor” i starten af 1968udgjode et mindretal i SDS, havde gruppen ved slutningen af året udløst så heftige kontroverser, at kløften mellem dens tilhængere og dens modstandere var blevet uovervindelige.

2) En begivenhed i USA i 1968 der bidrog afgørende til SDS’s militans og internationalistiske bevidsthed, var studenterprotesten på Columbia  University: Årsagen var bl.a. universitetets samarbejde med  åben forsknings-inistitutet ”Institute for Defense Analysis" (IDA), der beskæftigede sig med udviklingen af forskellige strategier til opstandsbekæmpelse. SDS krævede stop for dette samarbejde øjeblikkeligt.

3) Revolutionary Youth Movement (RYM II).

4) Fokus-strategien stammer først og fremmest fra CheGuevaras skrift ”Guerillakrig – en metode”, hvori han fremlægger en ny kampstrategi: Grupper af revolutionære påbegynder forskellige former for væbnet modstand, og skaber små brændpunkter i tyndtbefolkede områder, hvor der er ringe tilstedeværelse af statslige repræsentanter. En såkaldt guerilla-fokus. Aktionernes eksemplariske propaganda ville efter Che’s fokus-teori mobilisere den fattige landbefolkning og ligesom i Cuba kulminere i et omfattende oprør. En anden kilde er Regis Debrays bog ”Revolutionen i Revolutionen” (Debray var et stykke tid sammen med Che Guevara’s guerilla i Bolivia).

5) Citatet er fra Ronald Fraser: ”A Student Generation in Revolt”, New York 1988

__________

“The Company You Keep”, USA 2013. Regie: Robert RedfordEn polit-thriller om tidligere Weather-aktivister, der indhentes af deres fortid:

  • Relateret

autonom infoservice: 68-OPRØRET:"REMEMBER THE REVOLUTION"