"Den, der ikke vil tale om kapitalisme, bør også tie om klimaændringer"

En marxistisk analyse af klimakampen. Af Mikkel Bolt

________________

Den kapitalistiske verdens- økonomi er i krise, det har den været i seks år nu. Og selvom vi stort set gennem hele forløbet har fået at vide, at krisen snart er ovre, dé eller dé tal peger i den rigtige retning, så lader det endnu vente på sig.

Spørgsmålet er imidlertid også, om ikke vi har at gøre med en langt mere omfattende krise, der ikke tillader nogen form for tilbagevenden til det normale.

"Den globale opvarmning og reduktionen i klodens biodiversitet er to af de mest synlige eksempler på destruktionen af biosfæren”

  • Et er, at den lange udmagrende neoliberale nedslibning af samfundet,    der har stået på siden begyndelsen af 1980’erne, truer med helt at afvikle efterkrigstidens velfærds- og konsumsamfund. Noget andet er den igangværende biosfæriske nedsmeltning, der truer med at ødelægge planeten. Intet mindre.
Siden 2003 har der været fabriksbyggeri rundt om den kinesiske fiskerby Yanglingang. Idag er de små fiskerbyer omringet af kraftværker, papirfabrikker og kemiske anlæg.
Siden 2003 har der været fabriksbyggeri rundt om den kinesiske fiskerby Yanglingang. Idag er de små fiskerbyer omringet af kraftværker, papirfabrikker og kemiske anlæg.

Den økonomiske krise suppleres således af endnu en krise, biokrisen, der er intimt forbundet med kapitalens behov for konstant vækst. Dette behov tilsidesætter nemlig totalt det økosystem, der garanterer menneskehedens kollektive overlevelse på jorden.

Der er videnskabeligt betragtet tale om hard facts, det er efterhånden svært at finde seriøse videnskabs- mænd, som afviser biokrisen.Men det er ikke desto mindre ikke muligt at gøre noget politisk ved klima- problemerne, da det vil kræve et gennemgribende opgør med den kapitalistiske modernitet og forestillingen om vækst.

Klimaspørgsmålet er ganske vist langsomt og tøvende blevet objekt for politisk debat, men egentlig politisk handling bliver det sjældent til, og slet ikke i et omfang, der betyder noget. Den økonomiske krise gør det selvfølgelig ikke bedre. Når der skal spares, nedprioriteres klima og miljø- hensyn.

Det er ellers ikke, fordi biokrisen er usynlig. Konsekvenserne bliver tydeligere og tydeligere og manifesterer sig både i form af de klimaforandringer, der finder sted over hele kloden, og i den intense reduktion i biodiversitet, der betyder at flere og flere dyre- og plantearter dagligt uddør.

Følgerne af den globale opvarmning, hvor temperaturen på jorden stiger, slår igennem som smeltende iskapper, stigende vandstand, tørke, storme og omfattende migration.

 

Afbrændingen af kuldioxid (*), som er en hovedbestanddel i olie, naturgas og kul, og skovfældning producerer en langt større mængde kuldioxid, end naturen kan optage, hvad der medfører, at mængden af kuldioxid i luften stiger, hvorved temperaturen stiger, fordi en større mængde af jordens varme holdes inde.

( * se kommentaren af en  læser herom i forlængelse af artiklen!)

 

Mount Sinabung spyder aske, set fra byen Sibintun i Karo-distriktet i Indonesien
Mount Sinabung spyder aske, set fra byen Sibintun i Karo-distriktet i Indonesien

Temperaturstigningen vil resultere i, at isen omkring Nordpolen vil smelte, hvad der er lig med oversvømmelser ikke blot i lavtliggende områder, men overalt på kloden; samtidig vil mange gletsjere udtørre, og der vil komme en yderligere mangel på rent drikkevand.

" Der forsvinder gennemsnitligt tre arter hver time ..."

Udviklingen er klar: Klimaændringerne medfører ekstremt vejr som storme, tørke og oversvømmelser. Men bio- krisen er ikke blot den globale op- varmning og de medfølgende klimaændringer, den sætter sig også igennem som en diversitetskrise.

Der forsvinder nemlig gennemsnitligt tre arter hver time, det er 100 eller 1000 gange så hurtigt, som før kapitalens profitbehov blev den styrende samfundsmæssige logik. Inden for de næste to årtier kan denne masseudryddelse accelerere til 10.000 gange mere end den naturlige og normale baggrundsrate for arters uddøen.

Kun fem gange tidligere i klodens milliard-årige lange historie har der fundet en sådan massedød sted, sidste gang var for 65 millioner år siden, da dinosaurerne uddøde. Som biologen E. O. Wilson skriver, er vi godt i gang med den sjette masseudryddelse af arter og nedbrydelse af økosystemer, og denne gang er det mennesket, der er årsag til miseren.

Og så er den globale opvarmning og reduktionen i klodens biodiversitet endda blot de to mest synlige eksempler på destruktionen af biosfæren, dertil skal lægges forurening, overfiskeri, ørkendannelse og tilsyring af verdenshavene.

Vi er i færd med at ødelægge planeten, og det går hurtigt.

Et brændt kanoskrog hviler i en forurenet bæk efter en olie rørledning eksploderede ved landsbyen Arepo lige udenfor Lagos, d. 13. januar, 2013.
Et brændt kanoskrog hviler i en forurenet bæk efter en olie rørledning eksploderede ved landsbyen Arepo lige udenfor Lagos, d. 13. januar, 2013.
Anholdelse af klima aktivister i København, d 16. december 2009
Anholdelse af klima aktivister i København, d 16. december 2009

Det har længe været et mantra inden for diskussionen af global opvarmning, og det blev endda anerkendt ved klimatopmødet i København 2009, at det er nød- vendigt at begrænse opvarm- ningen til to grader. I så fald vil der være tale om en såkaldt ‘håndterbar’ opvarmning.

Der er imidlertid intet, der tyder på, at det vil lykkes at holde dette niveau, et niveau som blandt andre videnskabsmanden James E. Hansen betegner som "en recept for langsigtet katastrofe". Et hav af rapporter peger således alle på, at opvarmningen går meget hurtigere end forudset, og at det overhovedet ikke er muligt at begrænse opvarmningen til to grader.

I 2012 opererede Verdensbanken med fire grader som forventeligt mål inden for en overskuelig fremtid. Og temperaturen er da også allerede blevet hævet med 0,8 grader. Med den nuværende hastighed vil vi nå de to grader om blot 15 år, så vil de 565 gigaton kuldioxid, vi kan slippe løs i atmosfæren og stadigvæk holde os inden for grænsen på to grader, være brugt.

Desværre har de store energiselskaber og stater som USA og Kina allerede planlagt at brænde 2.795 gigaton kuldioxid af i atmosfæren. Altså fem gange så meget. Tallet fremgår af regnskaber og budgetter. Og det er nok ret svært at forestille sig andet, end at de vil blive udvundet og brændt af, for de 2.795 gigaton har en værdi af 27 billioner dollars.

"De 200 største energifirmaer brugte i 2012 alene 674 milliarder dollars på at lokalisere nye kilder af olie, gas og kul, så der kan blive brændt endnu mere af"

At jagten på profit ikke er kompatibel med artens over- levelse, fremgår også af det forhold, at de 200 største energifirmaer i 2012 alene brugte 674 milliarder dollars på at lokalisere nye kilder af olie, gas og kul, så der kan blive brændt endnu mere af. Vi er med andre ord langt hinsides de to grader, og hvis ikke der anlægges et radikalt anderledes energispor allerede nu, taler vi ikke blot om yderligere smerte for de fordømte på jorden, men decideret om destruktionen af klodens biodiversitet.

Videnskabsfolk som den nobelprisbelønnede atmosfærekemiker Paul Crutzen taler om, at der er sket en vending, hvor mennesket er blevet en geologisk aktør, der ændrer planetens liv. De sidste 12.000 års historie er ved at være tilendebragt, vi bevæger os fra den holocæne periode over i den antropocæne, hvor mennesket så at sige folder sig ind i luften, i havet, i jorden og i dyrene og ændrer planetens biosfære.

Videnskabsfolkene taler om de 'stratigrafiske signaler', som mennesket har sat i form af byer og veje, der er mejslet ind i landskabet, men selvfølgelig også om de allerede omtalte biokemiske processer, drivhusgas, genetisk modificerede afgrøder etc.

Konklusionen er, at den moderne, industrialiserede, fossilt afbrændende økonomi forvandler planetens evolutionære kurs ved at asfaltere jorden, fælde skovene, omlægge floderne, forsure havene, opvarme atmosfæren og udrydde arterne. Og det så effektivt, at det vil kunne mærkes titusinder af år frem.

"Den, der ikke vil tale om kapitalisme, bør også tie om klimaændringer"

Selvom biokrisens forskellige aspekter også har at gøre med specifikke processer, der er knyttet til de enkelte biosystemer, så er de alle et resultat af modsætningen mellem den kapitalistiske produktions behov for udvidelse eller profit og menneskeartens overlevelse i et relativt stabilt økosystem.

Parafraserende den tyske sociolog Max Horkheimer fra "Frankfurterskolen" kan vi i dag konstatere, at den, der ikke vil tale om kapitalisme, også bør tie om klimaændringer.

Den marxistiske sociolog James O’Connor beskriver i bogen "Natural Causes: Essays in Ecological Marxism", modsætningen mellem kapitalens jagt efter profit og biosfærens overlevelse som kapitalismens anden modsætning. Ifølge ham er den løbende miljømæssige krise et resultat af kapitalens ‘underproduktion’ af naturen. Kapitalismen er afhængig af naturen og kan ikke selv producere den.

Men kapitalen behandler naturen, som om den er et gratis gode, den er afhængig af naturen, men ‘underprissætter’ naturen. Sagt på en anden måde, så udplyndrer kapitalen naturen og betaler ikke ‘genanskaffelsesprisen’, hvorved den reelt ikke genopretter sine egne produktionsbetingelser.

Kapitalen er således ifølge O’Connor konfronteret med en ‘ydre’ modsætning, der er lige så vigtig som dens ‘indre’ modsætninger. Kapitalismen er med O’Connors termer ”antiøkologisk”.

Fordi kapitalismen er baseret på en abstrakt vækstlogik, er den i direkte modstrid med naturen. Som O’Connor lakonisk formulerer det:

”Den grundlæggende (og ikke særligt omtalte) kendsgerning er, at kapitalen er dårlig til at bevare ting, hvad enten det drejer sig om menneskers sociale velbefindende, fællesskabsværdier, jorden, moderne bekvemmeligheder, livet på landet, naturen eller privat konstant kapital.”

Den neoliberale fase af kapitalismen har ifølge O’Connor selvfølgelig blot yderligere accentueret denne grundlæggende modsætning, stormfloden af afreguleringer og privatiseringer spænder modsætningen mellem kapitalens profitkrav og biosfærens reproduktion til bristepunktet.

Udplyndringen af naturen er blot blevet intensiveret i takt med, at nationalstatslige reguleringer er blevet løsnet, og markedet er blevet det grundlæggende verdensbillede, som alt skal oversættes til.

Karl Marx
Karl Marx

I forlængelse af O’Connor kan vi tale om kapitalens plyndring af naturen som en variant af det, Marx i Kapitalen kalder primitiv eller oprindelig akkumulation. Marx introducerer begrebet som en kritik af tidligere idylliserede beskrivelser af kapitalismens oprindelse med henblik på at beskrive, hvorledes en klasse lønarbejdere historisk adskilles fra produktions- midlerne og derfor tvinges til at sælge deres arbejdskraft for at overleve.

Som Marx formulerer det, rives ”store menneskemasser […] med vold løs fra deres subsistensmidler og bliver slynget ud på arbejdsmarkedet som rets- og ejendomsløse proletarer”.

Rosa Luxemburg
Rosa Luxemburg

Overgangen til kapitalisme var ikke mulig uden en omfattende destruktion af individuelle og kollektive produktionsmidler, som løsrev arbejdere, der ”til sidst ikke havde andet at sælge end deres eget skind”.

Selvom Marx kun bruger termen til at beskrive ekspropriationen af land- befolkningens jord i England i løbet af det 16. til det 19. århundrede, så kan vi i forlængelse af Rosa Luxemburg anvende det som en beskrivelse af den fortsatte tilstedeværelse af kapitalismens plyndring, der kompenserer for den kapitalistiske dynamiks indre uligevægt.

Plyndringsprocessen er en permanent dimension i kapitalismen, der er ikke blot tale om en historisk afgrænset begivenhed. Den neoliberale globalisering demonstrerer dette til overmål, såvel udflytningen af arbejdspladser, hvor den vestlige kapital ikke betaler for reproduktionen af den tredje verdens billige arbejdskraft, som de ikke-reproducerbare lønninger i vesten, der gør det umuligt at producere en ny generation af arbejdere eller nødvendiggør gæld, som udplyndringen af naturen, hvor kapitalen ikke betaler for de ofte permanente skader, såsom plyndringen af Mellemøstens ressourcer, hvor vestlige stater og firmaer stjæler olie og brænder den af, samt udpiningen af infrastruktur og industrianlæg, der ikke vedligeholdes og derfor langsomt blot forfalder.

Alle er de eksempler på den fortsatte tilstedeværelse af primitiv akkumulation.

Venstreradikal marxist Amadeo Bordiga
Venstreradikal marxist Amadeo Bordiga

Hinsides den neoliberale fase af kapitalismen, der er baseret på gæld, outsourcing og teknologisk innovation, der sætter sig igennem som eksklusionen af hundredevis af millioner af mennesker globalt, the slow shake out, så er vi altså konfronteret med en helt grundlæggende modsætning mellem den fortsatte eksistens af det kapitalistiske samfund og artens fysiske overlevelse.

Hinsides den herskende klasses tilegnelse af en stadig større del af kagen, så er vi konfronteret med en grænse, hvor den kapitalistiske modernitet er ved at ødelægge planetens biosfære.

Opdelingen af verden i to skarpt adskilte rum, hvor de privilegerede forskanser sig, vil derfor intensiveres voldsomt, men de er selvfølgelig i lige så høj grad underlagt kapitalens destruktive behov for ekspansion. På et tidspunkt vil der heller ikke være nogen redningsbåde for de rige.

Som den italienske marxist Amadeo Bordiga formulerer det:

"Når skibet synker, så synker passagererne på første klasse også. […] Den herskende klasse, der er ude af stand til at kæmpe mod forretningens, overproduktionens og overkonstruktionens djævel, demonstrerer således sin manglende kontrol over samfundet, og det er fjollet at forestille sig, at den kan producere skibe, der er mere sikre.«

 

End of story for everybody

Der er vi ikke helt endnu, selvom det går meget hurtigt. Indtil videre indgår klimaændringerne og biokrisen som ingredienser i forsøgene på enten at fortsætte den neoliberale akkumulation – i USA er antallet af folk, der bekymrer sig om klima- ændringerne faldet fra 72 procent i 2000 til 55 i 2012, og antallet af benægtere er steget fra 33 procent til 42 i samme periode. Republikanerne afviser da også troligt ethvert miljøindgreb som anti-amerikansk – eller lave en New Deal med en grøn profil, der kan løse såvel den økonomiske krise som klimakrisen.

Men planerne om ‘grøn kapitalisme’ modelleret over efterkrigstidens keynesianske lønpolitik vil selvfølgelig ikke håndtere de grundlæggende problemer, som biokrisen konfronterer os med. Kun en langt mere radikal stillen spørgsmålstegn ved den kapitalistiske modernitet vil kunne muliggøre en exit fra et biosfærisk sammenbrud. Indtil videre er vi imidlertid som paralyseret over for biokrisen, ude af stand til at forholde os kritisk til vækst og akkumulation.

Som finanskrisen indgår den biosfæriske nedsmeltning i stigende grad i en frygt- indbærende politisk proces, hvor skræmmende billeder af katastrofer legitimerer politiske og juridiske indgreb, der reelt ikke gør noget som helst ved de grund- læggende problemer, men blot bekræfter den allerede eksisterende verdens ulighed og er med til at forværre situationen.

I dag har enhver agiteret katastrofetale primært til hensigt at forlænge og intensivere det kapitalistiske massesamfunds kontrol, overvågning, stress og konsum. Der er i stadig stigende grad tale om, at forsøg på at dæmme op for kommende katastrofer selv blot accelererer og udløser katastrofen.

Nu retfærdiggør truslen om klimakatastrofer autoritære indgreb, hvor staten håndterer den medfølgende sociale uro.Kampen om at undgå eksklusion eller at blive overladt til et stadig mere voldsomt vejr er i gang. Den sociale proces tvinger alle til at spidse knivene, såvel det enkelte menneske som nationalstaterne.

Vækst er alfa og omega. Kapital og biosfære er tilsyneladende dømt til at kollidere, jagten på profit destinerer truede arter til udslettelse, og fortsat forbrug smadrer klodens biodiversitet. Den kapitalistiske markedsøkonomi har øjnet et nyt marked og forsøger at profitere af biokrisen, men løse den kan den ikke. De grundlæggende processer pilles der ikke ved.

I stedet skrues der op for kontrollen, og klimaet gøres til et sikkerhedsspørgsmål. Kursen er sat for yderligere ødelæggelse, og det er snart for sent.

_______________________

Mikkel Bolt tilhører den venstreradikale, antiautoritære marxistiske tradition og arbejder som lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet.

Artiklen er et redigeret udsnit af hans nyeste bog: Krise til opstand - Noter om det igangværende sammenbrud”, Udgivet på ForlagetPyrine 2013,192 sider.

 

"I forlængelse af den venstre- kommunistiske tradition foreslår jeg i stedet, at organiseringen opstår i den spontane modstand..." (Mikkel Bolt)

- et opfølgende INTERVIEW med Mikkel Bolt hos modkraft

Kommentar schreiben

Kommentare: 2
  • #1

    naruto (Sonntag, 27 Juli 2014 13:44)

    "Afbrændingen af kuldioxid, som er en hovedbestanddel i olie, naturgas og kul, og skovfældning producere...."

    Kuldioxid CO2 produceres ved at Carbon (C) reagerer med Oxygen (O), reaktionen producerer lys og varme (Ild).

    Man kan m.a.o. ikke brænde Kuldioxid, Kuldioxiden er resultatet af en forbræning af kulstof (eller ting som indeholder kulstof, kulbrinter, f.ex.)!

    Den misforståelse burde rettes; det afsporer en seriøs artikel når der findes åbenlyse fejl i teksen.

  • #2

    aut.info-redaktionen (Mittwoch, 30 Juli 2014 14:46)

    Tak for infoen og rettelsen. :)
    Den er vidergivet til forfatteren og vi har henvist til din kommentar i teksten.