”Borgerrettigheder bliver systematisk tilsidesat af det industrielle fængselskompleks i USA”

Tirsdag, den 1. november 2016 vælger en del af USA's befolkning ny præsident. I den anledning bringer vi nogle artikler, der ud fra forskellige vinkler beskriver situationen i landet.

Vi lægger ud med et interview af den kendte afro-amerikanske  "Black Woman Revolutionary" Angela Davis.

 ____________________

Verdenskendt blev hun som politisk fange i starten af 1970’erne i USA. Hun er en radikal kritiker af det fængselsindustrielle kompleks i USA og har offentliggjort en række kritiske analyser af de forskellige undertrykkelsesformer langs race, class og gender.

 

 

”Prison Industrial Complex står for den globale udbredelse af fængsels – og afstraffelsesteknologien, som stammer fra det tidligere slavesamfund i de amerikanske sydstater”

 

 

  • I medierne bliver du præsenteret som genderteoretiker og borgerrettighedsaktivist. Finder du denne beskrivelse træffende eller vil du i dag stadig væk positionere dig som Black Woman Revolutionary?
Angela Davis
Angela Davis

Angela Davis:  Jeg vil mene, at revolutionen også i dag er en politisk mulighed, men jeg synes, det ville være for selvhøjtideligt at betegne mig selv som revolutionær. I 1980erne kaldte jeg mig selv Black Woman Revolutionary , da jeg blev spurgt, om jeg var feminist.

- Karakteriseringen som borgerrettighedsaktivist er ikke uproblematisk, da den ofte indebærer en tendens til at negligere de sociale kampes radikalitet og gøre dem til en integreret del af eksisterende magtstrukturer. Det har for eksempel forbavset mig, at Nelson Mandela i forbindelse med beretningerne om hans død, blev beskrevet som borgerrettighedsaktivist - som om kampen imod apartheid ikke i sig selv var en legitim kamp.

- Skønt jeg er aktiv for de illegaliserede immigranters rettigheder og for fangernes og LGBTQ’s (lesbisk, bøsse, biseksuel, trans og qeerperson) rettigheder, så ser jeg mig selv i kontinuiteten af ’Black Radical Tradition’, der opfatter frigørelsesprocessen som noget, der rækker ud over de eksisterende lovmæssige rammer.

- Udtrykket borgerrettighedsaktivist kan jeg acceptere, skønt jeg finder det vigtigt, at positionere sig politisk konkret og derfor opfatter jeg mig først og fremmest som ’abolitionist’. (En abolitionist kæmper for ændring af den gældende retspraksis, som bla. lovliggør slaveri og fængselssystemer. Aut.info)

  • Som ’abolitionist’ argumenterer du, at USAs industrielle fængselskompleks er en moderne form for slaveri. Hvor ser du kontinuiteten?

Angela Davis: Prison Industrial Complex står for den globale udbredelse af fængsels – og afstraffelses- teknologien, som stammer fra det tidligere slavesamfund i de amerikanske sydstater. I dag ser man fanger arbejde i bomuldsmarkerne. Man føler sig næsten sat tilbage i slaveriets tid. Denne ekstremt undertrykkende form for afstraffelse – som er en direkte forlængelse af sydstats-plantagernes afstraffelses- og voldsregime – og endda ikke engang foregiver nogen form for resocialiserings- hensigter, forties i de fleste fremstillinger af fængselssystemets historie.

- Gennem fokuseringen på fængslerne i det nordøstlige USA, forsvinder sammen- hængen mellem slaveriets afstraffelsesteknologi og de nuværende former for straf.

- I overgangen fra slaveriet til demokratiet blev der til- kæmpet borgerrettigheder, som i dag systematisk tilside- sættes med det industrielle fængselskompleks. Slavernes sociale tilintetgørelse bliver i det moderne demokrati omformet til fangernes retslige tilintetgørelse.

- Formålet med fængslingen er at låse fangerne væk, at tilrette og administrere deres kroppe. I dag rammer det de mennesker, som efter bortfaldet af statslige investeringer i uddannelse og socialstatslige programmer, ikke er integrerbare i et neo- liberalt arbejdsregime. Og det drejer sig først og fremmest om fattige og people of color i USA, Europa og i det globale syden.

  • Lader Prison Industrial Complex sig også anvende som analyseinstrument på former for racisme i Europa - som for eksempel Racial Profiling, ophold i afgrænsede områder og lejre, det EUropæiske grænseregime og udvisningsfængsler?

Angela Davis: I første omgang er det vigtig, at synliggøre sammenhængen mellem slavegørelse og kolonialismen. På baggrunden af slavegørelsens kontinuitet og udvik- lingen af Prison Industrial Complex, kan trækkes forbindel- seslinjer fra den europæiske kolonialisme til 'Prison Industrial Complex' i dag.

- Jeg har i Frankfurt am Main* truffet aktivister of Color, som berettede om aktuelle tilfælde af racistisk politivold. Og jeg er rystet over lighederne med USA. Trayvon Martin og Oscar Grant er kun toppen af isbjerget i USA. I Tyskland blev Christy Schwundeck  i 2011 skudt af politiet på et  jobcenter i Frankfurt am Main. Oury Jalloh er i 2005 brændt ihjel, mens han var bundet på hænder og fødder i politiets varetægt i byen Dessau. Omstændighederne er endnu uopklarede.

- Kontinuiteten viser sig også via genealogien (menneskelige relationer ud fra afstamning. aut.info) i kampene mod slavegørelsen og den kolonial-racistiske undertrykkelse, som de aktuelle initiativer i Tyskland er involveret i.

_______________________________     

*Angela Davis har været gæsteprofessor på Goethe-universitetet i Frankfurt am Main i 2014.

_____________________________

”Anti-vold-bevægelsen har altid kollaboreret med en racistisk fængselspraksis ...”

  • Feminister har længe kæmpet for, at sexualiseret vold / vold mod kvinder behandles som kriminelle gerninger, der resulterer i straf. Hvordan er det muligt at realisere et feministisk-abolitionistisk perspektiv uden straf og  fængsel ? Ville ansatsen til ’Restorative justice”, der anses som et alternativ til den statslige straffejustits, hvor det handler om at finde frem til fælles løsninger på konflikterne, være en tænkelig feministisk option?

Angela Davis: Forholdet mellem abolitionisme (protest imod slaveriet, aut.info) og kvindebevægelse har altid været rigt på kontroverser og netop på spørgsmålet om kriminalisering af vold mod kvinder har fået konflikterne til at blusse op igen.

Det er selvfølgelig umiddelbart forståeligt, at der er behov for at afstraffe gerningsmanden med fængsel. For har vi endnu ikke har nogen forestilling om, hvordan gerningsmanden ellers skal drages til ansvar for sine gerninger.

- Beth E. Ritchie påpeger i sin bog ”Arrested Justice. Black Women, Violence, and America’s Prison Nation”, at mainstream anti-vold-bevægelsen altid har kollaboreret med en racistisk fængselspraksis.

Spørgsmålet er altså: Hvordan omgås vi med denne globalt set mest udbredte form for vold? Og jeg tror, at der findes andre, mere kreative måder end afstraffelse og fængsel.

- Radikale feminister arbejder med forestillinger om andre veje til retfærdighed. ’Restorative Justice’ er en proces, hvor ikke kun gerningsmand og offer bliver bragt sammen , men også deres respektive partnere, familier og communities. Her handler det ikke kun om afstraffelse, men om ansvar og genoprettelse af sociale relationer.

- En sådan ansats arbejdes der med i den radikalfeministiske organisation ’Incite!’, der organiserer women of color i USA. De forsøger at udvikle alternative og kreative former for at omgå vold. Men i øjeblikket står vi endnu helt ved begyndelsen i denne genvurdering.

 

  • Du har under dit studieophold i Frankfurt i 1960’erne haft mulighed for at promovere ved Theodor Adorno (1). I stedet gik du tilbage til USA for at engagere dig i den sorte befrielsesbevægelse. Hvilken betydning har teori i den politiske praksis?

Angela Davis: Mit studium af ’Kritisk teori’ var intellektuelt meget inspirerende og har i høj grad påvirket mine senere arbejder omkring forfletningen af race, class og gender – som jeg har betegnet som ”Triple oppression” (2). Min beslutning om at vende tilbage til USA og slutte mig til den sorte befrielsesbevægelse, er forbundet med min forståelse for sammenhængen mellem teori og praksis.

Uden at ville simplificere Adorno, så adskiller jeg mig fra ham, idet jeg vedkender mig praksissen som en erfaringsbaggrund, der er uundværlig for den teoretiske forståelse. Visse ting kan først tænkes via praksis. Emancipatorisk vidensproduktion er først og fremmest en kollektiv proces, som udspringer af forbindelsen mellem aktivisme og videnskab.

_____________________

(Interviewet med Angela Davis er oprindeligt blevet bragt i ugeavisen Jungle World nr. 51/2014 – Archiv. Oversat og let forkortet af ikh./autonom infoservice). 

Noter

(1) Angela Davis læste midt i 1960´erne, på anbefaling af den anti-autoritære marxistiske filosof Herbert Marcuse, sociologi og filosofi på universitetet i Frankfurt am Main. I den forbindelse kom hun i berøring med den marxistiske filosof Ernst Bloch og med protagonisterne af den ”Kritiske teori“ omkring Theodor Adorno og Marx Horkheimer (den marxistiske ”Frankfurter Schule”).

Det var også her Angela Davis kom i forbindelse med de antiautoritære revolutionære fra Sozialistischen Deutschen Studentenbund (SDS), som var det såkaldte ”revolutionscenter” for 68-bevægelsen i Tyskland. Deriblandt Hans Jürgen Krahl, feministen Helke Sander og Rudi Dutschke.

2) Triple Oppression: "Der er forskel på at organisere sig og at virke kollektivt"

 

Relateret