Diskurs. "Der er forskel på at organisere sig og at virke kollektivt"

Et bud på alliancepolitik nedefra.

- Hvordan forener vi organisering og kollektivitet i en agerende kraft til forandring af de herskende samfundsforhold?                                 - Hvordan skaber vi mangfoldige bevægelser, der bryder med hierarki- sering, indbyrdes konkurrence og sexisme 

PS. Antisystemisk intersektionalisme versus postmodernistisk ”anti-essentialisme”

  • "Modstandens centrum er dér, hvor folk lever, elsker, arbejder og bor. Det er disse steder, den daglige sociale og politiske konflikt udkæmpes konkret" 
  • Organiseret stedfortræderpolitik...

Den traditionelle venstrefløj har indtil i dag betragtet sine partier og fagforeninger som centrum for oppositionelt virke. Det er her, der udstikkes dagspolitiske og strategisk overordnede retningslinjer for sociale forbedringer, stedfortrædende for arbejderklassen og de underprivilegerede lag i befolkningen.

Politisk aktivitet i form af karriere - og lønarbejde

Her udklækkes parti- og organisationsfunktionærer, hvis karriereforløb omformer politiske og kulturelle aktiviteter til et lønarbejdsanliggende.

Apparaterne i de mere etablerede venstrefløjs-organisationer bestræber sig på at holde sig ajour med præmisserne for alskens statslige tilskuds-ordninger og parlamentarisk-institutionaliserede indflydelsesmuligheder.  

I disse fastkørte organisatoriske kredse iagttages bevægelsernes kollektive aktiviteter med refleks-agtig mistro. Ofte reagerer apparaterne ved at forsøge at få kontrol over bevægelserne til fordel for snævre organisations-interesser.

Ikke mindst fordi de overfor den den borgerlige offentlighed  ønsker at præsentere deres uundværlighed i kontrollen med og disciplineringen af uberegnelige oprørsbevægelser.

Rummeligheden overfor sociale, etniske, kønspolitiske og konceptionelle praktikker, der ikke lader sig underordne i disse politisk ritualiserede organisationsmønstre er yderst ringe, for ikke at sige betydningsløs. 

 

  

”Ingen er frie før alle er frie!”        

                          (Karl Marx)

  • ... og subjektorienteret kollektivitet 

Som Karl Marx allerede for længe siden konstaterede, er ”ingen frie før alle er frie”. Det vil sige, at en frigørelsesproces, der forholder sig selektivt til de forskellige under-trykkelsesformer og opdeler dem i samfundsmæssige ”centrale modsætninger” og ”mindre vigtige bimodsætninger”, ikke er i stand til at være en fælles platform for alskens modstandsaktiviteter.

En sådan fremgangsmåde formår ikke at bryde med den kapitalistiske magtlogik, dvs. en hierarkisering af de samfundsmæssige relationer mellem mennesker.

I realiteten er kollektive modstandsformer lige så komplekse som de forhold, de er oppe imod. To vigtige egenskaber kan dog iagttages som gennemgående:

  • Aktørerne opfatter sig selv som det forandrende subjekt.
  • For bevægelsernes aktører er det handlende subjekt i centrum.

Modstandens centrum er dér, hvor folk lever, elsker, arbejder og bor. Det er disse steder, den daglige sociale og politiske konflikt udkæmpes konkret. Det er her, kravene om frirum, social lighed, kønspolitisk og kulturel befrielse og kollektivitet opstår og udvikles.

  • De forskellige undertrykkelsesformers indbyrdes forfletning 

Inspireret af sorte feminister i USA og England har væsentlige dele af de sociale bevægelser udgående fra det autonome og venstreradikale spektrum i Europa i 1980’erne overtaget den såkaldte ’Triple Oppression’ analyse. (1) 

Den er et opgør med den traditionelle, marxistisk-leninistiske partiforestilling om, at samfundsmæssige forandringsprocesser udelukkende forløber langs hovedmod- sætningen ’kapital contra lønarbejde’ og at alle andre samfundsmæssige modsætninger – som f.eks. kvinder/mænd, sorte/hvide, heteroseksuelle/andre seksualitetspraktikker etc. kun er såkaldte underordnede bimodsætninger, der automatisk vil forsvinde med forandringen af produktionsforholdene...  

  • Idag er begrebet mere kendt som ’intersektionalitet’. 

Essensen er, at samtlige undertrykkel-sesformer på forskellige måder er indflettet i hinanden. Eksempelvis klasseskel, racisme, sexisme, homofobi, transfobi, religiøs fanatisme, mv.  

I den akademiske diskurs anvendes begrebet ’intersektionalitet’ ofte ifm. afhandlinger, foredrag, artikelskrivning mv. Men tilsyneladende uden kendskab til begrebets politiske rødder:

  • De sorte feminister i 1970’ernes USA og senere den autonome bevægelse fra 1980’erne. I disse aktivistmiljøer var Triple Oppression ikke blot genstand for teoretiske diskussioner, men lagde også fundamentet for politisk organisering og revolutionær, antikapitalistisk strategi i praksis.   (Se PS. )

Autonom operaisme

Med udgangspunkt i den venstreradikale bevægelsesorienterede ”autonome operaisme” (2) baserer vi kapitalismekritikken på Marx’ værdilære (3) men tager samtidig højde for de meget komplekse undertrykkelsesformer, som i dag eksisterer side om side i den neoliberalistiske verdensorden.                                                     Her gælder kampenes udelelighed ud fra princippet ”Ingen er frie før alle er frie”, og afdækker undertrykkelses- mekanismernes forflettede og forskelligartede karakter.

  • Forholdet mellem klasse, køn og race

Bestemmende for et menneskes samfundsmæssige placering er KLASSE, KØN OG RACE , men også andre faktorer spiller ind, feks. om du lever i et rigt industri-land i Vesten eller i et fattigt og udplyndret land i Syden, om du lever som homoseksuel, hetero-seksuel, transseksuel, inter-seksuel, eller noget helt femte, om du er handicappet eller lever op til samfundets præstationsnormer for såkaldte raske mennesker, om du er ung eller gammel osv. osv.

Alle de nævnte forhold er af betydning, ingen er vigtigere end andre og det er samspillet herimellem, der skaber et menneskes samfundsbestemte situation.

Der er således verdener imellem en hvid kassedame i København, som er diskrimineret af sexisme ; en sort, mandlig journalist i New York, som er diskrimineret af racisme og en polsk maskiningeniør, som er diskrimineret fordi hun er lesbisk. Den ene er ikke mere undertrykt end den anden. Den undertrykkelse, de oplever har forskellig karakter, men i høj grad fælles årsager. Alle er de underlagt tvangen til at sælge sin arbejdskraft.    

___________________________________

En illustration af Triple Oppression / Intersektionalitet

- begrebets definition af undertrykkelsesformernes forskellighed og indbyrdes sammenhænge 

Det er en brugbar teoretisk konstruktion at forestille sig det globale undertrykkelsessystem som et stort net:

  • Maskerne i nettet er løsere (de imperialistiske centre) eller strammere (den såkaldte "3. Verden").
  • Trådene er ældre (patriarkatet) eller nyere (kapitalismen), stabilere (Tyskland) eller svagere (Mellemamerika).
  • Trådene danner forskellige knuder (racisme er anderledes forbundet med kapitalismen end med patriarkatet osv.)
  • Nettet bliver hele tiden repareret og knyttet sammen på nye måder (af kapitalen, af de hvide, af mændene) for at lænke andre fast (arbejdere, sorte, kvinder), som til gengæld flår nettet itu så godt, som de nu formår.

”Vi er selv en del af det, vi bekæmper"  

Helt centralt i Triple Oppression analysen står også erkendelsen af, at vi selv er del af de undertrykkel-sesmekanismer , vi bekæmper.

Det viser sig bla., når kvinder re-producerer den kvindeforagt, de har erfaret fra mandssamfundet , feks. ved at håne rødstrømpebevægelsen, eller ved at latterliggøre eller usynliggøre lesbiske, transer eller bøsser.

Undertrykkelsen er altså del af vores selv-opfattelse, også når vi søger at gøre op med den.

Det er ren voluntarisme ikke at erkende, at alle mænd – uanset hvor stor deres respekt for kvindekampen måtte være – profiterer af at tilhøre det priviligerede køn , og at alle hvide – uanset hvor meget de erklærer sig som anti-racister – er bærere af og priviligerede i det racistiske samfundssystem.

Triple Oppression / Intersektionalitet betoner sammenhængen mellem de udadrettede samfundsmæssige aktiviteter for forandring og de personlige bestræbelser på forandring indadtil.

Kampen mod samfundets strukturelle under-trykkelsesmekanismer må gå hånd i hånd med kampen indadtil i egne rækker og mod os selv i forsøget på at bryde med de inderliggjorte undertrykkelsesmekanismer, vi selv er med til at videreføre. Disse to sider af kampen for et andet samfund er lige vigtige og står i et dialektisk forhold til hinanden.

  • Den traditionelle venstrefløjs en-dimensionale strategi

Samtlige venstreorienterede bevægel- ser, oprør og revolutioner har hidtil først og fremmest prioriteret de økonomiske interessekampe, og revolutionsstrategien er som oftest blevet reduceret til et spørgsmål om erobring af den politiske magt.

- Forsømt blev kampen for at forandre bevidstheden og frigøre menneskenes tanker og følelser.

- Forsømt blev først og fremmest de feministiske perspektiver. 

Venstrefløjens historie er rig på erfaringer om, at en ensidig fokusering på militære, økonomiske og traditionelt politiske kampe IKKE fører til en grundlæggende for- andring af samfundets herskende normer. 

__________________________

En samfundsforandrende strategi må rumme modstand mod samtlige undertrykkelsesformer – såvel den økonom-iske som den sociale, sexistiske, racistiske, kulturelle etc.

Triple Oppression / Intersektionalitets analysen forsøger at tage højde for disse erfaringer ved at understrege nødvendigheden af, at en samfundsforandrende proces må rumme modstand mod samtlige undertrykkelsesformer – såvel den økonomiske som den sociale, sexistiske, racistiske, kulturelle etc.

I strategisk hensyn må der skabes fælles modstandsnetværk, hvor de forskellige kampe kan mødes for i fællesskab og i løbende diskussion med hinanden at sætte gang i en grundlæggende forandring af systemet som sådan. En revolutionær forandringsproces kan derfor kun opstå, når forskellige modstandsorganiseringer  udvikler fælles fodslag i kampen for grundlæggende forandringer af det kapitalistiske samfundssystem.  

DIT-zine - bevægelsesorienteret pamflet
DIT-zine - bevægelsesorienteret pamflet

 

____________________________

Artiklen er skrevet af folk fra autonom infoservice og er en ajourføring af  den autonome "Triple Opression" - alliancestrategien.

Teksten er oprindeligt offentliggjort i DIT-zine, printmedie nr. 4, april 2011 og i modkraft-portalen / kontradoxa.  Begge medier er ophørt. 

____________________________

 

 

PS. (20. januar 2018)

  • Antisystemisk intersektionalisme versus postmodernistisk ”anti-essentialisme”

           -  af ikh. / autonom infoservice 

Mange på den marxistiske og libertære venstrefløj har problemer med begrebet ”intersektionalisme” (triple oppression - konceptet). Ikke mindst fordi der findes en masse forskellige fortolkninger heraf.

Grundlæggende set findes der to forskellige fortolkningslinjer:                   Den ene tager udgangspunkt i Black Feminism, mens den anden er del af en poststrukturalistisk tradition (som indgår i postmodernisme).

Den første strømning kan – i modsætning til den poststrukturalistiske retning – bidrage til opbygning af en fælles emancipatorisk bevægelse mod alle former for undertrykkelse. Hvilket er den centrale basis for et socialistisk projekt nedefra.

  • Black Feminism

Black Feminism er siden dens opståen tæt forbundet med en venstreorienteret samfundsanalyse. Nogle af dens fremtrædende repræsentanter, som Claudia Jones og Angela Davis, udviklede et alliancepolitisk strategikoncept, der baserede på erkendelsen af, at undertrykkelsen af sorte kvinder er resultat af en vekselvirkning mellem klasse, race/etnie og køn.

Allerede i 1949 skrev Claudia Jones et banebrydende essay med titlen ”An End of the Neglect of the Problems of the Negro Woman!” (”Slut med at underkende problemerne for den sorte kvinde!”). Den seksuelle vold, især i USA, er ikke begrænset til spørgsmålet om køn, men er også forbundet med etnisk tilhørsforhold. Dette blev anskueliggjort og analyseret af Angela Davis i hendes bog ”Women, Race and Class”. 

Den måde hvordan seksuel vold ytrer sig i USA er kun et eksempel på, hvordan kvindeundertrykkelse varierer efter henholdsvis klasse og etnisk tilhørsforhold. Et slående eksempel: Mens den feministiske bevægelse i 1960’erne og 70’erne tilkæmpede sig retten til fri abort, har bevægelsen ikke synliggjort de reproduktive rettigheder for ikke-hvide kvinder.

Således var det ikke noget nævneværdigt  tema for den hvide feministiske bevægelse, at hunderdetusindvis af sorte og brune kvinder i USA blev offer for en racistisk motiveret sterilisering.

  • Postmodernismens”anti-essentialisme”

Postmodernismen har uden tvivl bidraget til at udbrede forståelse af vigtige undertrykkelsesformer, idet den har sat transgender, mennesker med handicap og aldersdiskriminering på den politiske dagsorden.

Den britiske litteraturteoretiker Terry Eagleton beskrev postmodernismens centrale fremskridt som en ”stærk vægtning af seksualitet, gender og etnicitet der ikke længere kan ignoreres indenfor den politiske ramme”.

Samtidigt etablerede der sig med postmodernismen også en principiel afvisning – den såkaldte ”anti-essentialisme” - af begreberne universalitet og totalitet. Denne principelle afvisning førte til en afstandstagen fra den marxistiske samfundsforståelse af den indre sammenhæng mellem økonomi, politik, kultur, mv.

  • Benægter betydningen af kollektiv kamp

Istedet fokuserer den postmodernistiske fortolkning på den begrænsende form for iagttagelse og benægter betydningen af kollektiv kamp mod undertrykkelsens og udbytningens institutioner. Den postmodernistiske fortolkning af intersektionalisme påpeger således, at modstanden mod de forskellige undertrykkelsesformer føres adskilt indenfor det politiske og kulturelle område og undlader at tage stilling til samfundets socio-økonomiske basis.

Således beskriver postmarxisterne Ernesto Laclau og Chantal Mouffe i deres meget omtalte værk ”Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic Politics”, at individier spiller en afgørende rolle i disse fra hinanden isolerede konflikter. Der henvises udtrykkeligt hertil: ”Mange af disse former for modstand viser sig ikke i kollektiv kamp, men i den styrkede individualisme.”

Den poststrukturelle koncept for ”identitet” baserer på individerne, og begrebet ”diversitet” relaterer sig på samme måde til et eller andet karakteristiska, der adskiller et individ fra et andet. Som modsvar hertil skriver den sorte feminist og genderteoretiker Kimberlé Williams Crenshaw: ”Vi burde anerkende, at identitetsgrupperne, som vi føler os tilknyttet til, i realiteten udgør  alliancer eller i det mindste potentielle alliancer, som venter på at blive dannet”.

Det er ikke tilfældigt, at postmodernismen udbredte sig i de akademiske kredse efter nedturen for de stærke klassekampsorienterede og socialrevolutionære bevægelser fra 1960´erne og 1970érne.           (inge / autonom infoservice)

 

Noter til afklaring af nogle begreber 

  • 1) Triple Oppression blev sidst i 1960’ erne udviklet af sorte feminister i USA og England - bla. af kvinder fra Black Panther Party.

Det generelle samfundsmæssige opbrud, revolterne og kvindebevægelsens opblomstring i slutningen af 1960’ erne skærpede de sorte feministers bevidsthed om, at de som kvinder undertrykkes af sorte mænd, samtidig med at de som sorte undertrykkes af hvide kvinder. I den politiske praksis satte de sorte kvinder fokus på såvel racismen i kvindebevægelsen som sexismen i de anti-racistiske bevægelser. Forsøget på at udvikle en emancipatorisk kamp på dette grundlag skabte basis for Triple Oppression analysen.

Det skulle imidlertid tage mange år, før de sorte feministers anstrengelser satte sig igennem hos andre. Først fra slutningen af 1980’ erne blev de taget alvorligt af dele af den hvide, venstreradikale kvindebevægelse. Senere hen er begrebet "Triple Oppression"- konceptet også blevet et vigtigt element i den autonome og anti-imperialistiske diskussion om nye alliance – og modstandsstrategier.  

  • 2) Udgangspunkt for den nyere autonome bevægelse er den venstreradikale, operaistiske strømning i 1960’ernes Italien.

Den opstod i forbindelse med de store klassekampsopsving som resultat af de daværende omstruktureringer i landets fordistiske masseproduktionsvirksomheder. Den var en politisk substantiel kritik mod de dominerende fagforeningers og arbejderpartiers institutionaliserede klassesamarbejdspolitik.

Operaismen var et opgør med partiernes traditionelle stedfortræderpolitik. Arbejder- partier og fagforeninger blev ikke længere anset for at være det centrale led i de politiske kampe, det var derimod arbejderne selv. Dvs. kampens centrum var/er dér, hvor arbejderne lever, arbejder og bor. Steder, hvor den daglige klassekamp udkæmpes konkret uden institutionel formidling.  * Litteratur for interesserede: autonom infoservice:

 

3) Ifølge den marxistiske værdilære er merværdien det samfundsmæssige mer-produkt i pengeform.

Det vil sige, den er pengeformen af den del af arbejderens produktion, som han/hun afstår til ejeren af produktionsmidlerne uden at modtage noget til gengæld.

Den foregår gennem bytteprocessen, ligesom alle vigtige funktioner i det kapitalistiske samfund, der altid er bytterelationer. Kapitalisten køber arbejdskraften af arbejderen, og til gengæld for dennes løn, tilegner han sig hele arbejderens produktion. Altså hele den nyproducerede værdi, som er indføjet i værdien af denne produktion. Arbejdskraften er i en kapitalistisk kontekst en vare, - og som enhver anden vares værdi er dens værdi den mængde arbejde, der samfundmæssigt er nødvendigt for at producere og reproducere arbejdskraften.

Enhver vare har både en brugsværdi og en bytteværdi.

En varemasse, der er fremstillet med det formål at blive solgt, kan ikke længere betragtes som simpel produktion af brugsværdier, men må kategoriseres som en produktion af varer. Vareproduktionen, produktionen af bytteværdier og den ind-byggede tvang til akkumulation, er aksen i selve kapitalismens væsen.

Modifikation: Produktet må på den ene side have brugsværdi, ellers ville ingen købe den, men på den anden side behøver ethvert produkt, som har brugsværdi, ikke nødvendigvis have bytteværdi. (For eksempel er dette tilfældet i for eksempel selvforsynende kollektiver, eller produktion til egen husholdning, etc.).

Relateret

Autonom infoservice:

Global klassekamp fra neden – en venstreradikal analyse 

  • Spørgsmålet er så, hvornår og i hvilket omfang strejkekampene ’fra neden’, med afsæt i dele af Latinamerika, Asien og Afrika, også breder sig i EUropa. Og dermed kan blive en central forbundsfælle i de sociale bevægelsers kampe ...

 

Kommentar schreiben

Kommentare: 0