"Der er forskel på at organisere sig og at virke kollektivt"

En ajourføring af Triple Opression

  • Hvordan forener vi organisering og kollektivitet i en agerende kraft til forandring af de herskende samfundsforhold?
  • Hvordan formår vi at skabe mangfoldige bevægelser, der bryder med det normerede lov – og moralkodeks og gør kollektiv modstand til fast bestanddel af vores adfærd?

Folk fra mediekollektivet autonom info-service giver her et bud på alliancepolitik nedefra.

  • Organiseret stedfortræderpolitik...

Den traditionelle venstrefløj har indtil i dag betragtet sine partier og fagforeninger som centrum for oppositionelt virke. Det er her, der udstikkes dagspolitiske og strategisk overordnede retningslinjer for sociale forbedringer, stedfortrædende for arbejderklassen og de underprivilegerede lag i befolkningen.

Her udklækkes parti- og organisations- funktionærer, hvis karriereforløb omformer politiske og kulturelle aktiviteter til et lønarbejdsanliggende. Apparaterne i de mere etablerede venstrefløjsorganisationer bestræber sig på at holde sig ajour med præmisserne for alskens statslige tilskudsordninger og parlamentarisk-institutionaliserede indflydelsesmuligheder. 

I disse fastkørte organisatoriske enklaver iagttages bevægelsernes kollektive aktiviteter med refleksagtig mistro og ofte besvares de med apparaternes forsøg på omgående instrumentalisering af bevægelserne. Til fordel for de respektive parti- og fagorganisationers økonomiske målsætninger. Ikke mindst fordi de overfor mainstreamoffentligheden ønsker at præsentere deres funktionelle uundværlighed i kontrollen med og disciplineringen af uberegnelige oprørsbevægelser.

Rummeligheden overfor sociale, etniske, kønspolitiske og konceptionelle praktikker, der ikke lader sig underordne i disse politisk ritualiserede organisationsmønstre er yderst ringe, for ikke at sige betydningsløs. 

 

 

 

”Ingen er frie før alle er frie!”  

      

                          (Karl Marx)

... og subjektorienterede kollektivitet

Som Karl Marx allerede for længe siden konstaterede, er ”ingen frie før alle er frie”. Det vil sige, at en frigørelsesproces, der forholder sig selektivt til de forskellige undertrykkelsesformer og underdeler dem i samfundsmæssige ”centrale modsætninger” og ”mindre vigtige bimodsætninger”, ikke er i stand til at være en platform for alskens modstandsaktiviteter. En sådan fremgangsmåde formår ikke at bryde med den kapitalistiske magtlogik: Hierarkisering af de samfundsmæssige relationer mellem mennesker.

I realiteten er kollektive modstandsformer lige så komplekse som de forhold, de er oppe imod. To vigtige egenskaber kan dog iagttages som gennemgående:

  • Aktørerne opfatter sig selv som det forandrende subjekt.
  • For bevægelsernes aktører er det handlende subjekt i centrum.

Modstandens centrum er dér, hvor folk lever, elsker, arbejder og bor. Det er disse steder, den daglige sociale og politiske konflikt udkæmpes konkret. Det er her, kravene om frirum, social lighed, kønspolitisk og kulturel befrielse og kollektivitet opstår og udvikles.

  • De forskellige undertrykkelsesformers indbyrdes forfletning 

Inspireret af sorte feminister i USA og England har væsentlige dele af de sociale bevægelser udgående fra det autonome og venstreradikal spektrum i Europa i 1980’erne overtaget den såkaldte ’Triple Oppression’ analyse. (1) 

Den er et opgør med den traditionelle, marxistisk-leninistiske partiforestilling om, at samfunds-mæssige forandringsprocesser udelukkende forløber langs hovedmod- sætningen ’kapital contra lønarbejde’ og at alle andre samfundsmæssige modsætninger – som f.eks. kvinder/mænd, sorte/hvide, heteroseksuelle/andre seksualitetspraktikker etc. kun er såkaldte underordnede bimodsætninger, der automatisk vil forsvinde med forandringen af produktionsforholdene...

  • Autonome operaisme

Med udgangspunkt i den venstreradikale bevægelsesorienterede ”autonome operaisme” (2) baserer vi kapitalismekritikken på Marx’ værdilære (3) men tager samtidig højde for de meget komplekse undertrykkelsesformer, som i dag eksisterer side om side i den neoliberalistiske verdensorden. Her gælder kampenes udelelighed ud fra princippet ”Ingen er frie før alle er frie”, og afdækker undertrykkelses- mekanismernes forflettede og forskelligartede karakter.

  • Forholdet mellem klasse, køn og race

Bestemmende for et menneskes samfundsmæssige placering er KLASSE, KØN OG RACE , men også andre faktorer spiller ind, feks. om du lever i et rigt industriland i Vesten eller i et fattigt og udplyndret land i Syden, om du lever som homoseksuel, heteroseksuel, transseksuel eller noget helt fjerde, om du er handicappet eller lever op til samfundets præstationsnormer for såkaldte raske mennesker, om du er ung eller gammel osv. osv.

Alle de nævnte forhold er af betydning, ingen er vigtigere end andre og det er samspillet herimellem, der skaber et menneskes samfundsbestemte situation. Der er således verdener imellem en hvid kassedame i København, som er diskrimineret af sexisme ; en sort, mandlig journalist i New York, som er diskrimineret af racisme og en cubansk maskiningeniør, som er diskrimineret fordi hun er lesbisk. Den ene er ikke mere undertrykt end den anden. Den undertrykkelse, de oplever har forskellig karakter, men i høj grad fælles årsager. Alle er de underlagt tvangen til at sælge sin arbejdskraft.    

___________________________________

En illustration af Triple Oppression begrebets definition af undertrykkelsesformernes forskellighed og indbyrdes sammenhænge:  

  • Det er en brugbar teoretisk konstruktion at forestille sig det globale undertrykkelsessystem som et stort net. Maskerne i nettet er løsere (de imperialistiske centre) eller strammere (den såkaldte ” 3. Verden ”). Trådene er ældre (patriarkatet) eller nyere (kapitalismen), stabilere (Tyskland) eller svagere (Mellemamerika). Trådene danner forskellige knuder (racisme er anderledes forbundet med kapitalismen end med patriarkatet osv.) Nettet bliver hele tiden repareret og knyttet sammen på nye måder (af kapitalen, af de hvide, af mændene) for at lænke andre fast (arbejdere, sorte, kvinder), som til gengæld flår nettet itu så godt, som de nu formår.
  • ”Vi er selv en del af det, vi bekæmper"  

Helt centralt i Triple Oppression analysen står også erkendelsen af, at vi selv er del af de undertrykkelsesmekanismer , vi bekæmper. Det viser sig bla., når kvinder reproducerer den kvindeforagt, de har erfaret fra mandssamfundet , feks. ved at håne rødstrømpebevægelsen, eller ved at latterliggøre eller usynliggøre lesbiske, transer eller bøsser.

Undertrykkelsen er altså del af vores selvopfattelse, også når vi søger at gøre op med den. Det er ren voluntarisme ikke at erkende, at alle mænd – uanset hvor stor deres respekt for kvindekampen måtte være – profiterer af at tilhøre det priviligerede køn , og at alle hvide – uanset hvor meget de erklærer sig som anti-racister – er bærere af og priviligerede i det racistiske samfundssystem.

Triple Oppression betoner sammenhængen mellem de udadrettede samfundsmæssige aktiviteter for forandring og de personlige bestræbelser på forandring indadtil. Kampen mod samfundets strukturelle undertrykkelsesmekanismer må gå hånd i hånd med kampen indadtil i egne rækker og mod os selv i forsøget på at bryde med de inderliggjorte undertrykkelsesmekanismer, vi selv er med til at videreføre. Disse to sider af kampen for et andet samfund er lige vigtige og står i et dialektisk forhold til hinanden.

  • Den traditionelle venstrefløjs en-dimensionale strategi

Samtlige venstreorienterede bevægelser, oprør og revolutioner har hidtil først og fremmest prioriteret de økonomiske interessekampe, og revolutionsstrategien er som oftest blevet reduceret til et spørgsmål om erobring af den politiske magt.

- Forsømt blev kampen for at forandre bevidstheden og frigøre menneskenes tanker og følelser.

- Forsømt blev først og fremmest de feministiske perspektiver. Venstrefløjens historie er rig på erfaringer om, at en ensidig fokusering på militære, økonomiske og traditionelt politiske kampe IKKE fører til en grundlæggende forandring af samfundets herskende normer.

Triple Oppression analysen forsøger at tage højde for disse erfaringer ved at understrege nødvendigheden af, at en samfundsforandrende proces må rumme modstand mod samtlige undertrykkelsesformer – såvel den økonomiske som den sociale, sexistiske, racistiske, kulturelle etc.

I strategisk hensyn må der skabes fælles modstandsnetværk, hvor de forskellige kampe kan mødes for i fællesskab og i løbende diskussion med hinanden at sætte gang i en grundlæggende forandring af systemet som sådan. En revolutionær forandringsproces kan kun opstå, når forskellige modstandsorganiseringer udvikler en fælles rytme og fodslag i kampen for grundlæggende at forandre det herskende samfundssystem.

DIT-zine - bevægelsesorienteret pamflet
DIT-zine - bevægelsesorienteret pamflet

____________________________

( En ajourføring af Triple Opression - oprindelig offentliggjort i DIT-zine nr. 4, side 10-14, april 2011: "Det er forskel på at organisere sig og at virke kollektivt" , skrevet af to aktivister fra autonom info-service)

____________________________

 

Noter til afklaring af nogle begreber 

  • 1) Triple Oppression blev sidst i 1960’ erne udviklet af sorte feminister i USA og England - bla. af kvinder fra Black Panther Party.

Det generelle samfunds- mæssige opbrud, revolterne og kvindebevægelsens opblomstring i slutningen af 1960’ erne skærpede de sorte feministers bevidsthed om, at de som kvinder undertrykkes af sorte mænd, samtidig med at de som sorte undertrykkes af hvide kvinder. I den politiske praksis satte de sorte kvinder fokus på såvel racismen i kvindebevægelsen som sexismen i de anti-racistiske bevægelser. Forsøget på at udvikle en emancipatorisk kamp på dette grundlag skabte basis for Triple Oppression analysen.

Det skulle imidlertid tage mange år, før de sorte feministers anstrengelser satte sig igennem hos andre. Først fra slutningen af 1980’ erne blev de taget alvorligt af dele af den hvide, venstreradikale kvindebevægelse. Senere hen er begrebet Triple Oppression også blevet et vigtigt element i den autonome og anti-imperialistiske diskussion om nye alliance – og modstandsstrategier.  

  • 2) Udgangspunkt for den nyere autonome bevægelse er den venstreradikale, operaistiske strømning i 1960’ernes Italien.

Den opstod i forbindelse med de store klassekampsopsving som resultat af de daværende omstruktureringer i landets fordistiske masseproduktionsvirksomheder. Den var en politisk substantiel kritik mod de dominerende fagforeningers og arbejderpartiers institutionaliserede klassesamarbejdspolitik. Operaismen var et opgør med partiernes traditionelle stedfortræderpolitik. Arbejderpartier og fagforeninger blev ikke længere anset for at være det centrale led i de politiske kampe, det var derimod arbejderne selv. Dvs. kampens centrum var/er dér, hvor arbejderne lever, arbejder og bor. Steder, hvor den daglige klassekamp udkæmpes konkret uden institutionel formidling. * Litteratur for interesserede: Autonomi - en politisk begrebsbestemmelse: Autonomi - en politisk begrebsbestemmelse 

  • 3) Ifølge den marxistiske værdilære er merværdien det samfundsmæssige merprodukt i pengeform.

Det vil sige, den er pengeformen af den del af arbejderens produktion, som han/hun afstår til ejeren af produktionsmidlerne uden at modtage noget til gengæld. Den foregår gennem bytteprocessen, ligesom alle vigtige funktioner i det kapitalistiske samfund, der altid er bytterelationer. Kapitalisten køber arbejdskraften af arbejderen, og til gengæld for dennes løn, tilegner han sig hele arbejderens produktion. Altså hele den nyproducerede værdi, som er indføjet i værdien af denne produktion. Arbejdskraften er i en kapitalistisk kontekst en vare, - og som enhver anden vares værdi er dens værdi den mængde arbejde, der samfundmæssigt er nødvendigt for at producere og reproducere arbejdskraften.

Enhver vare har både en brugsværdi og en bytteværdi.

En varemasse, der er fremstillet med det formål at blive solgt, kan ikke længere betragtes som simpel produktion af brugsværdier, men må kategoriseres som en produktion af varer. Vareproduktionen, produktionen af bytteværdier og den indbyggede tvang til akkumulation, er aksen i selve kapitalismens væsen. Modifikation: Produktet må på den ene side have brugsværdi, ellers ville ingen købe den, men på den anden side behøver ethvert produkt, som har brugsværdi, ikke nødvendigvis have bytteværdi. (For eksempel er dette tilfældet i for eksempel selvforsynende kollektiver, eller produktion til egen husholdning, etc.).

Relateret

Autonom infoservice:

Ingrid Strobl:  Angsten for frihedens gys

Kommentar schreiben

Kommentare: 0