Rådsdemokrati på mexicansk

”Den zapatistiske hær for national befrielse”(EZLN), zapatisterne, er forblevet tro mod deres basis- demokratiske, libertære koncept.

Deres karismatiske talsmand sub- comandante Marcos har trukket sig mere og mere tilbage fra offentligheden, mens mediernes fokus er rettet ind på de indigene regioners bestræbelser på at fortsætte opbygningen af deres autonomi.

Zapatisterne er i flere omgange blevet erklæret for en død bevægelse. Men       de overrasker igen og igen verdensoffentligheden: Således marcherede i december 2012 -  i anledning af at deres Maya-forfædre angiveligt har forudsagt verdens ende på dette tidspunkt - 40.000 maskerede zapatistas tavse gennem de seks byer i Chiapas, som de indtog under den zapatistiske opstand i januar 1994.

  • Har zapatisterne maskeret sig i 1994 for endeligt at blive set, så marcherede de nu tavse for at skaffe sig gehør...
Zapatisternes opstand, januar 1994
Zapatisternes opstand, januar 1994

                                             ________________________________________

”Vi vil sige til vores søstre og brødre fra det sociale Europa, det vil sige fra det værdige og rebelske Europa, at de er ikke alene. At deres store bevægelser imod neoliberalistiske  krige gør os glade. At vi opmærksomt iagttager deres form for organisation og måden at kæmpe på, for måske at kunne lære af det.

- At vi søger efter veje til at støtte deres kampe og at vi ikke vil sende dem nogle euros, fordi de på grund af EUs kriser sikkert snart vil blive devalueret, men at vi måske vil sende dem noget kunsthåndværk og kaffe, som de kan sælge og på den måde blive en lille smule støttet i deres arbejde for at fremme kampen.

- Måske sender vi dem også Pozol (en majsdrik), som giver meget styrke til modstanden, men måske skal vi alligevel helst lade være, fordi vi er bedre vant til Pozol, og det ville være ærgerligt, hvis de får dårlig mave af det og deres kampe af den grund svækkes, så neoliberalisterne vil kunne besejre dem...”

Fra zapatisternes 6. erklæring fra Lacandonajunglen, juni 2005

 

Erfaringer fra Latinamerikas guerilla- bevægelser

Sandinisternes folkeoprør 1979
Sandinisternes folkeoprør 1979

Latinamerikas venstrefløj iagttog, hvordan Nicaraguas Sandinistas efter valgnederlaget i 1990 selv de-legitimerede sig som revolutionære. Senest med  sandinisterne led den klassiske statsfikserede  revolutionsstrategi et slående nederlag: Erobringen af statsapparatet er ingen garanti for fortsættelsen af en revolutionær forandringsproces. Også andre avantgardistisk orienterede bevægelser nåede i starten af 1990´erne til grænsen for deres muligheder:

Latinamerikas guerillabevægelser, som blev udmattet af årtiers kamp, har enten undertegnet fredsaftaler som El Salvadors FMLN (Frente Farabundo Martí para la Liberación Nacional)i 1992 eller har ført forhandlinger som guerillabevægelsen URNG-MAIZ (Unidad Revolucionaria Nacional Guatemalteca) i Guatemala. Sidstnævnte indgik i 1996 en fredsaftale, uden at det rykkede noget væsentligt på de politiske eller økonomiske magtforhold i landet.

”Spørgende bevæger vi os fremad”...

Zapatisternes militsformationer i dag
Zapatisternes militsformationer i dag

Med denne parole udtrykker ”Den zapatistiske hær for national befrielse”(EZLN), at de ikke kæmper ud fra den klassiske avantgarde orientering:

- EZLN er ikke en militaristisk bevægelse der sigter på at overtage statsapparatet,

- EZLN foretager ingen underordning af de emancipatoriske bevægelser under magterobringens strategi, den påståede nationale befrielse.

- EZLNs fokus og strategi er anderledes end de traditionelle befrielsesbevægelser.

Emiliano Zapata
Emiliano Zapata
  • Emiliano Zapata

Zapatisterne har taget deres navn fra revolutionshelten Emiliano Zapata, som var en af lederne i den mexicanske revolution fra 1910. Zapata kæmpede for de fattige bønders rettigheder og en mere retfærdig jordfordeling.

EZLN blev dannet i Lacandona-junglen den 17. november 1983 – af fem medlemmer af den tidligere guerillabevægelse FLN (1), der var blevet knust af statsmagten.

De tidligere militante fra FLN forandrede deres taktik. Istedet for at propagandere færdige opstandsstrategier udviklede de dialog og ligeberettigede relationer til den indigene befolkning, der hovedsagligt består af småbønder. Dette er det mest karakteristiske træk af EZLN -  som konsekvens af nederlagene for tidligere guerillabevægelser i Mexico og mange andre steder i Latinamerika.

  • Hvordan det hele begyndte

I Mexico har ”Partiet af den Institutionelle Revolution” (PRI) med få afbrydelser siddet på magten gennem årtier. Partiet er opstået af den mexicanske revolution, der stoppede på halvvejen.

Dets ledelseslag kontrollerer via et udbredt korrupt netværk og et kooperativistisk socialt system ikke bare statsapparatet, men også fagforeninger, kommuner og landsbyer.

Når oppositionelle bevægelser satte spørgsmålstegn ved PRIs magtfuldkommenhed, blev deres ledelse som regel korrumperet og indkorpereret i magthierarkiet. Venstre- radikale bevægelser, som unddrog sig umyndiggørelsen og kontrollen, blev og bliver i dag udsat for militær repression og så vidt muligt knust.

  • Oprettelsen af NAFTA

Til nytår 1994 trådte aftalen om den nordamerikanske frihandelszone (NAFTA) i kraft. I Mexico, Canada og USA fejrede de respektive økonomiske og politiske magthavere frihandlens sejr overfor statslige reguleringer og toldbarrierer. 

Under den mexicanske præsident Carlos Salinas de Gortai skete der forud for handelsaftalen det, at større dele af statsejede virksomheder udliciteret og landets forfatning blev justeret i liberalistisk retning. Såleds ophævedes det forfatningssikrede forbud mod handel med ’ejidos’ – landjord ejet af kommunerne. Dette forbud, som var en central landvinding af den mexicanske revolution, garanterede en vis indtægt og uafhængighed for landets småbønder og indigene folk.

  • Zapatistene dukker op

Den 1. januar 1994dukkede zapatisterne op og erobrede med opsigtsvækkende fremtræden de globale mediers forsider. Med stor forbavselse iagttog  Mexicos venstrefløj i byerne denne begivenhed. Også den globale venstrefløj så med forundring på zapatisternes fremkomst og deres sarkastiske måde at forklare sig på.

I den "Første erklæring fra Lacandona-junglen” under sloganet YA BASTA! (Nu er det nok!) erklærede EZLN krig mod staten Mexico. Syv provinshovedstæder i Chiapas blev besat af den zapatistiske milits. De kun let bevæbnede zapatister blev omgående udsat for massive angreb af den mexicanske forbundshær. Særlig brutalt var forbundshærens fremgangsmåde i byen Ocosingo, hvor selv ambulancer og førstehjælps-folk blev beskudt af soldaterne.

(Den mexicanske journalist Gloria Munoz Ramirez, som i nogle år ledsagde EZLN, skildrede disse dramatiske begivenheder i sin bog ”Ilden og ordet” / udgivet på spansk, engelsk og tysk).

  • ”Vores mål er ikke at tage magten..."

I zapatisternes kommunique, der blev sendt jorden rundt ved nytåret 1994, hedder det blandt andet:                                        

__________________________

”Vores mål er ikke at tage magten, heller ikke at indtage poster i en eller anden regering, eller at omdanne os til et politisk parti. Og vi har ikke rejst os for at blive spist af med hverken almisser eller kreditter. Vi ønsker ikke kontrollen over det mexicanske territorium og vi ønsker heller ikke at separere os fra Mexico. Vi spekulerer ikke i ødelæggelse og vi for- søger ikke at vinde tid. Vores primære krav er anerkendelsen af de oprindelige folk samt demokrati, frihed og retfærdighed”

 

Zapatistisk forsamling
Zapatistisk forsamling

På grund af zapatisternes årelange klandestine forberedelser til opstanden formåede forbundshæren ikke at knuse EZLN, som de har gjort det med de mexikanske guerilla- bevægelser førhen. Zapatisternes samtidige opdukken i syv provinsbyer demonstrerede en bred folkelig basis i Chiapas-regionen, som er kendt for to karakteristika: En stor andel af indigenas i befolkningen og en meget udbredt fattigdom (2)

12 dage varede de væbnede konfrontationer i januar 1994 mellem forbundshæren og EZLN. Ikke mindst ved hjælp af de sociale bevægelsers mobiliseringer i de mexicanske storbyer opnåede zapatisterne en våbenhvile. Med den katolske biskop Samuel Ruiz som fredsmægler indledtes langvarige forhandlinger, som to år efter resulterede i regeringens løfter om at indføje autonomirettighederne for den indigene befolkning i den mexicanske forfatning.

På trods af massive mobiliseringer fra zapatisternes side og globalt agerende sociale bevægelser som f.eks. ”Global Action” blev resultaterne af forhandlingerne dog aldrig indføjet i forfatningen. EZLN omsatte uafhængigt af disse genvordigheder en de facto autonomi i den østlige del af Chiapas, som består af fem selvforvaltede zapatistiske regioner, de såkaldte ”Caracoles”.

  • Den klassiske nationalstats endeligt ...

Sovjetunionens og de andre bureaukratisk deformerede overgangssamfundes sammen- brud i 1990`erne og den kapitalistiske globaliserings indtagelse af verdensmarkedet indvarslede afslutningen på den kapitalistiske produktionsmåde, der baserer på de enkelte staters nationaløkonomi.

De enkelte stater transformerede sig således til indbyrdes konkurrerende regioner. Dermed forsvandt grundlaget for de traditionellle venstreorienterede strategier, der handlede om erobring af nationalstaten og opbygningen af en selvstændig nationaløkonomi.

  • ... og befrielsesbevægelsernes strategier

Befrielsesbevægelserne har overordnet set to forskellige strategiske muligheder for at reagere på disse nye betingelser: De kan beslutte sig for at deltage i regionernes indbyrdes konkurrencekamp.

Eller de kan tage afstand fra forestillingen om at kunne afskaffe kapitalismen med erobringen af statsapparatet via en avantgardeorganisation og istedet fremme selvorganisering blandt de udbyttede og undertrykte.

Zapatisterne har valgt den sidstnævnte vej. Ikke mindst af den grund virker de inspirerende og udløser fascination på den radikale venstrefløj verden over og specielt i Latinamerika. På trods af en masse praktiske vanskeligheder og hyrdler.

EZLN har inddraget og samlet de mange oppositionelle kræfter i diskussionen om landets problemer og i opstillingen af krav om anerkendelse af de oprindelige folk og deres rettigheder, fordeling af jorden og reel demokratisering.

Populært turistmål i Chiapas (Chiapa de Corzo)
Populært turistmål i Chiapas (Chiapa de Corzo)

  • Regeringens lavintensive krigsførelse

Regeringen har på sin side blot trukket tiden ud under forhandlingerne og har benyttet lejligheden til en gennemgribende militarisening af Chiapas og  delstaterne Oaxaca og Guerrero samt intensiveret den lavintensive krigsførelse mod de civile indianske landsbyer. Siden 2002 har regeringen jævnligt med magt tvunget indianske landsbysamfund væk fra deres områder.

Af hensyn til turismen. Den mexicanske stat reklamerer overfor den globale turiststrøm med den gamle indianske mayakultur, samtidigt med at maya- indianernes efterkommere bliver fordrevet til fordel for turisthoteller og den medfølgende infrastruktur. Således blev i januar 2010 to indigene landsbyer tvangsforflyttet og i marts 2012 var tre landsbyer truet med tvangsforflytning.

Den mexicanske regering forsøger at fordrive landsbybeboerne fra Chiapas naturområder, for at kunne oprette lukrative infrastrukturer for turister, som her i 'Chiapa de Corzo'.
Den mexicanske regering forsøger at fordrive landsbybeboerne fra Chiapas naturområder, for at kunne oprette lukrative infrastrukturer for turister, som her i 'Chiapa de Corzo'.

Zapatisterne svarer igen med storstilede kampagner, der involverer og inspirerer til deltagelse af folk også udenfor de af dem kontrollerede regioner. I maj 2012 gennemførte flere tusinder zapatister en march til provinshovedstaden San Cristobal de las Casas i solidaritet med den nationale march for ”fred og retfærdighed og værdighed”, der samlede omkring 150.000 mennesker i protest mod regeringens militarisering af samfundet under dække af  ”krigen mod narkokartellerne”.

Realiteten og idealiseringen

Alt imens bliver EZLN ved med at understrege, at ”opstanden allerede har fundet sted før opstanden” og i 1993 proklamerede de iværksættelsen af de ”revolutionære kvindelove”. Disse love skal dæmme op for patriarkalske og sexistiske overgreb blandt den indigene befolkning. Også i Chiapas er vold mod kvinder et problem.

Denne realitet står i modsætning til de mange idealiserende beretninger om de zapatistiske modstandsbyer. Ofte beskrives livet dér som  modsætnings – og konfliktfri. Men der er fortsat heftig debat om de ”revolutionære kvinde- love”, der fastslår kvinders ret til deltagelse i de politiske fora og i den revolutionære kamp samt stadfæster det alkoholforbud, der på kvindernes krav er indført i alle zapatistiske landsbyer. Dette illustrerer hverdagens sociale realitet og de kollektive frigørelsesbestræbelser.

Udover at deltage i den væbnede kamp må de zapatistiske kvinder altså kæmpe en kamp for at frigøre sig af de mandsdominerede værdier og bryde de traditionelle kønsrollemønstre. Gennem EZLN er det lykkedes de indianske kvinder at fremme kravet om kvinders rettigheder.

Zapatisternes militære struktur

EZLNs militære struktur består af en indigen bondemilits. En vigtig del udgør de såkaldte ’milicianos’ (militsfolk), som er småbønder der ganske normalt arbejder på markerne og som kan mobiliseres til hver en tid.

Den såkaldte ”hårde kerne” baserer på omkring 3000 ’insurgentes’ (ledet af veteraner der deltog i opstanden i 1994). Denne struktur blev støttet og båret af  ’base de apoyo’ (civil støttebasis), som udgør nogle titusinder indigenas. EZLNs øverste beslutningsplenum er de ’ hemmelige revolutionære indigene komitéer – generalkommandaturet (CCRI-CG) - der består af repræsentanter fra de forskellige  landsbyfællesskaber. Kvinder udgør ca. 1/3 af den zapatistiske hær.

 

Zapatisternes march gennem Chiapas med 40.000 deltagere. December 2012
Zapatisternes march gennem Chiapas med 40.000 deltagere. December 2012

Alt til alle!

”Alt til alle” er et krav om deltagelse i og adgang til alt det, som der behøves til et godt liv. Dette krav udtrykker EZLNs radikale opposition til den udbredte korruption og klient-nepotisme, som praktiseres af den mexicanske stat. Det drejer sig ikke om større eller mindre almisser, men om autonomi - dvs. om muligheden for at kunne udfolde sig i en selvvalgt form, uden umyndiggørelse. Den mexicanske stats praksis forsøger på alle måder at modvirke sådanne  bestræbelser – ikke kun i Chiapas.

Under præsident Felipe Calderón fra ”Partiet af den Nationale Aktion” (PAN), som regerede i Mexico fra slutningen af 2006 til slutningen af 2012 , eskalerede ifølge etnologen Maria Fernanda Paz, konflikten om det kommunale ejerskab. I 22 forbundsstater har hun registreret 125 åbne konflikter . ”Her drejer det sig om kampe mod bygning af kæmpe diger, minedrift i bjergene, enorme vindmølleparker, larmende motorveje og byprojekter." (kilde: indymedia-mexico)

Siden midt i december 2013 har talrige kommuner i Chiapas udenfor de zapatistisk kontrollerede områder forpligtet sig til ikke at tillade flere mineprojekter på deres kommunale land. I de fem selvforvaltede zapatistiske regioner anses dette forlængst som en selvfølge.

(ikh., shaggie, al. / autonom infoservice)    

 

  • Noter

1)    FLN (Fuerzas de Liberación Nacional), en byguerilla som opstod i slutningen af 1960erne. Guerillaen bestod hovedsagligt af studerende, universitetslærere og nogle intellektuelle. I 1974 var bevægelsen stort set nedkæmpet.

2)    Chiapas er den sydligste delstat i Mexico, der grænser op til Guatemala og er lidt over halvanden gang større end Danmark. Chiapas udgør 3,7 procent af Mexicos samlede areal og har ca. 3,5 millioner beboere. Heraf er 35%  indianere fordelt på forskellige etniske grupper, der er efterkommere af Maya-indianerne. Samtidig med at Chiapas er en af de ressourcemæssigt rigeste regioner i Mexico (uran, olie) lever størstedelen af befolkningen under FN’s fattigdomsgrænse.

  • Relaterede links

* Aktuelle infos på spansk: indymedia-mexico

* Zapatista history 

* Et par faktuelle oplysninger er lånt fra den udmærkede artikel ”Hvem er zapatisterne?” på Internationalt Forum (IF)

  • Anbefalet litteratur om temaet

* Charlie Emil Krautwald & Daniel Nikolaj Madsen: En ny tids revolutionære. Udgivet af forlaget Comandante Ramona, København 2010

* Autonomt Forlag: “Alt til alle – intet til os”. Tekster fra zapatisterne, København, 1995

* Gloria Munoz Ramirez: The Fire & The Word: A History of the Zapatista Movement. City Lights Books, San Francisco 2008

* Alex Khasnabish: Zapatistas. Rebellion from the Grassroots to the Global. Zed Books, London & New York: 2010

Kommentar schreiben

Kommentare: 0