Uddrag af Paul Thalmann’s selvbiografi ”Revolution für die Freiheit” (2. del).
”Jeg kendte Barcelona fra tidligere besøg og styrede målrettet hen mod Rambla de las Flores, der var del af
Barcelonas hovedstræde.
Af alle steder var det her, jeg kunne træffe Clara. Ved Columbussøjlen, indgangen til det store trafikåre, mødtes vi af en helvedes larm.
Et tæt menneskemylder trængte sig langs gaden, militsernes enkle blå overalls og kulørte kasketter var i
klart overtal. På fanernes farve, på kasketterne eller på armbindene kunne man erkende bærerens politiske orientering. Sort-rød, anarkisternes farve, var alt
dominerende...."
- Et interview med Andrés Nin fra det venstresocialistiske POUM
- Mødet med anarkosyndikalisten Augustin Souchy i Barcelona
På grund af længden af de planlagte dele af bogen vi vil oversætte, har vi opdelt det på følgende måde:
- Første del af "Revolution for friheden" (bragt mandag, d 29. august 2916)
- Anden del: Barcelona 1936 (torsdag, d 22. september).
- Tredje del: Fortsættelse af Paul Thalmanns erindringer om den spanske borgerkrig og om de sidste år på det internationale anarkistiske mødested, landkommunen ”Serena” i Provence. (tirsdag, d. 24. januar 2017) ”Revolution für die Freiheit” - Nederlaget i Spanien
_____________
”I byen var der spor af de hårde kampe mod kupmagernes militær”
Paul Thalmann:
“ Fuld fart gennem Katalonien i en ret så ramponeret lastbil. Anarkistiske militssoldater på ladet skrålede begejstret deres kampsange ud i landskabet. I vejkanten lå udbrændte biler. Foran enhver landsby barrikadespærringer, bevogtet af bønder ved ind – og udkørselsvejen. Først efter kontrol af vores legitimationspapirer måtte vi fortsætte.
Indskudt afsnit:
(To dage før var jeg taget afsted fra Basel til Spanien som akkrediteret journalist fra INSA – det schweiziske socialistiske presseagentur. Jeg
rejste sammen med min ven fra den progressive ”Nationalzeitung” i Basel.
I den katalanske metropol Barcelona skulle jeg så genforenes med min kone Clara (billed tv.) der var taget afsted nogle dage i forvejen, for at tilslutte sig en af de revolutionære militser og
fastholde begivenhederne som pressefotograf).
Ankommet til Barcelonas havn blev vi straks ført til Propagandaministeriet. Vi blev modtaget af Jaime
Miratvitles, der var repræsentant af de republikanske venstrerepublikanere og vi fik de nødvendige papirer, der tillod os besøg på fronten.
I byen var der spor af de hårde kampe mod kupmagernes militær *: Sønders- kudte huse, udbrændte biler, oprevet asfalt i gaderne. Ud af mange vinduer hang der hvide lagner – tegn på overgivelse, våbenhvile
eller loyalitet?
_______________
* Supplerende info fra autonom infoservice:
Den 17./18. juli 1936 forsøgte højreorienterede, nationalistiske officerer under ledelse af general Emilio Mola at vælte den valgte republikanske
regering ”for at forhindre et forestående kommunistisk statskup”. Militærkuppet blev støttet af storgodsejere, højrefløjsrepublikanere, monarkister, falangister (fascister) og
kirkeledelsen. Udover provinsen Navarra og de ærkekonservative områder i Kastilien havde kupmagerne ingen større støtte i befolkningen.
I Madrid og Barcelona nedkæmpede en væbnet folkeopstand i heftige kampe kupmagernes militær. Den nordlige og sydlige af Spanien samt Katalonien, Levante og Nykastilien forblev under republikkens
kontrol.
- Barcelona, 19. juli 1936:
-
”Pludselig ser jeg tæt på mig Clara. I blå overalls, med
geværet hængt over skulderen stod hun midt i en gruppe
af diskuterende mænd”
”Jeg kendte Barcelona fra tidligere besøg og styrede målrettet hen mod Rambla de las Flores, der var del af
Barcelonas hovedstræde. Af alle steder var det her, jeg kunne træffe Clara. Ved Columbussøjlen, indgangen til det store trafikåre, mødtes vi af en helvedes larm.
Et tæt menneskemylder trængte sig langs gaden, militsernes enkle blå overalls og kulørte kasketter var i klart overtal. På fanernes farve, på kasketterne eller på armbindene
kunne man erkende bærerens politiske orientering. Sort-rød, anarkisternes farve, var alt dominerende.
Lastbiler og personbiler læsset med svært bevæbnede militsfolk, rasede gennem gaderne i afsindigt tempo.
Foran parti – og fagforeningshusene samlede sig militære enheder udstyret med primitiv bevæbning. Parat til afmarch mod fronten.
Alle afmarcherende
afdelinger fik begejstrede tilråb med på vejen af publikum. (...)
Pludselig ser jeg tæt på mig Clara. I blå overalls, med geværet hængt over skulderen
stod hun midt i en gruppe af diskuterende mænd.
Clara: ”Endelig kom du, jeg har allerede organiseret et interview med Andrés Nin. Du må opsøge ham idag, for i morgen kører jeg med Armin og hans gruppe til fronten.”
- ”Slap lige lidt af ” svarede jeg, ”vi er lige kommet til byen og vi ved ikke engang, hvor vi skal sove, spise og hvor i fronten vi skal køre til”.
Clara: ”Alt det er der allerede sørget for, jeg var jo helt overbevist om, at du kom. I kan sove på hotel Falcon. POUM-militser har besat hotellet og indrettet det som logi for udenlandske organisationer, de har venskabelige forbindelser med, for journalister og repræsentanter for organisationer. Lad os bare gå til Nin, jeg har forberedt ham og jeg kan bare komme til ham når som helst.”
Andrés Nin (billede tv.) var en af lederne af POUM. (1)
Som mangeårig medarbejder i den ”Røde fagforenings- internationale” havde han tilbragt nogle år i Moskva. Han kendte udmærket de fleste ledende folk i det bolsjevistiske parti og i Kommunistisk
Internationale.
Med Trotskij havde han et personligt og politisk venskab, som gik i stykker, da Nin opløste den trotskistiske organisation i Spanien og sammen med Joachim Maurin og Juan Adrade dannede POUM. I Moskva havde jeg set Nin ofte, men ikke haft nogen kontakt med ham.
________________
Interviewet med Andrés Nin
- ”I princippet er vores kamp kun til at vinde gennem revolutionære praktiske forandringer uden kompromisser og tvetydigheder”
POUMs politiske hovedkvarter (se billede nedenfor) befandt sig direkte overfor hotel Falcon i et forhenværende teater. Nin stod foran mig i den store sal, hvor der stadig væk lå teaterrekvisitter overalt og et halvt dusin skrivemaskiner klaprede. Uophørligt stormede militsfolk ind og ud igen. Også Nin bar en enkel militsuniform, revolveren var fastgjort til bæltet. (...)
Nin så træt ud og han gav udtryk for, at han ikke havde særlig meget lyst til at give interviews, men takket være Claras forarbejde kunne han ikke trække sig fra det afgivne løfte. Han gav os en kort situationsoversigt:
”Vi har krig – og den bliver rigtig lang. Vi er dårligt organiseret, vores folk ved ikke, hvad det kommer til
at betyde. Hovedopgaven er opbygningen af en hær og forsyningen af fronten.
- Regeringen i Madrid er ganske uduelig og vil snart blive nødt til at træde
tilbage. Her i Katalonien har krigen en klar revolutionær accent. Faktisk er den katalanske regering under Luis Companys en skyggeregering, en facade. Den virkelige magt ligger i hænderne på de
centrale antifascistiske militskomiteer.
Her er CNT og FAI (de faglige og politiske anarkistiske organisationer), UGT (venstre-socialdemokratisk
fagbevægelse) og POUM repræsenteret med tre repræsentanter hver, PSUC (kommunistpartiet) og de katalanske republikanere med en repræsentant. Denne repræsentation svarer på ingen måde til de
reelle styrkeforhold.
- Anarkisterne måtte svarende til deres styrke have det absolutte flertal i komitéen, men de gav afkald på det, fordi de ved, at
de råder over et sikkert flertal i befolkningen og fordi de jævnfør deres opfattelse ikke tilregner politiske magtmidler nogen betydning og er imod enhver form for statslig struktur. Denne komité
er vore rådsregering. (...)
- I de øvrige provinser i Spanien er situationen noget anderledes. I Madrid er socialisterne (- det centristiske, socialdemokratiske parti, aut.info) toneangivende, POUM og anarkisterne svagere. I Baskerlandet bliver problemerne ligesom hos os i Katalonien på grund af nationalitetsspørgsmålet mere kompliceret.
- De revolutionære landvindinger i Katalonien, bla. ekspropriationen af den herskende klasse, fagforeningernes overtagelse af den økonomiske sektor, kollektiviseringen af jorden, arbejdermilitserne og den katalanske autonomi kan ikke længere skrues tilbage til tidligere forhold.
- Vi må nu bestræbe os på at skabe en udvikling, der kan være retningsgivende for hele landet. Nu må vi bestræbe os på at vinde krigen mod Franco. Men Tysklands og Italiens indblanding i vores konflikt kan have uforudsete internationale konsekvenser. I princippet er vores kamp kun til at vinde gennem revolutionære praktiske forandringer uden kompromisser og tvetydigheder.”
Denne udredning havde vi, der kun havde været et par timer i Barcelona, intet at tilføje.
- Begejstrede frivillige fra hele verden mødtes i Barcelona
Det tyske venstresocialistiske SAP (’Sozialistische Arbeiter Partei’ aut.info), var repræsenteret af Max Diamant og Willy Brandt, funktionærer fra KPO (det tyske ’Kommunistische Partei Opposition’ aut.info) omkring Heinrich Brandler, rådskommunister fra Holland, trotskister fra USA, Frankrig, Latinamerika, italienske maximalister, tyske anarko-syndikalister, det jødiske Bund, ... alle var de her.
Som eneste dannede de italienske maximalister og det tyske SAP deres egne militære enheder som selvstændige afdelinger indenfor
POUM-militsen.
Mange af emigranterne havde tjent som soldater i Første Verdenskrig og havde militære erfaringer og medbragte ægte begejstring for at bistå den spanske revolution politisk og
militært.
Lederne af POUM havde hverken tid eller lyst til at deltage i diskussionerne og fraktions-konflikterne blandt disse talrige
grupperinger. Derfor hyrede de østrigeren Kurt Landau, lederen af den østrigske gruppe ”Funke” (austromarxistisk orienteret), til at fungere som koordinator og rådgiver for at samle
og organisere internationalisterne samt udbygge de internationale relationer. (...)
- Clara tager til fronten
På tredjedagen af vores ophold i Barcelona var jeg og Hans (journalist fra den progressive ”Nationalzeitung” i Basel) vidner til, at den gruppe som Clara deltog i, drog af til fronten. Stolt marcherede hun i militsernes rækker og vinkede glad til os. De rykkede ind i deres kaserne, hvorfra de på lastbiler kørte til fronten.
- Retsprocesser mod kupmagerne
I den anden uge af vores ophold i den katalanske hovedstad begyndte processen mod de tilfangetagne generaler og officerer, der havde deltaget i militær- kuppet.
Retsprocessen blev ført offentligt. Andrés Nin, som var den valgte repræsentant af den juridiske afdeling indenfor den centrale militskomité, ledte suverænt forhandlingen. Hovedanklaget var Barcelonas militær- komandant General Godet (billede tv.), der havde sluttet sig til kupmagerne omkring Franco.
De anklagede og deres forsvarere kom, på trods af stormfulde afbrydelser fra det talrigt fremmødte publikum, til deres fulde ret til udførligt at ytre sig.
General Godet blev dømt til døden, et antal højere stående officerer blev idømt fængselsstraffe, mens en større del af de laverestående officerer blev frikendt.
Ved fremlæsning af domsfældelsen kom det til tumultagtige, dramatiske scenarier, da der var pårørende til såvel de dømte som de frikendte tilstede.
Nogle dage senere startede i Moskva de store skueprocesser mod de to gamle bolsjevikker Zinovjev og Kamenev ...
- Ilddåb ved Monte Aragon
Andrés Nin havde sørget for, at vi fik mulighed for at tage til fronten ved Huesca. Ved morgen-gry startede vi, i vores vogn sad der ved siden af chaufføren et medlem af POUM-militsen. Aragons rødlige bakker glimtede i den opadgående sol.
Vores ledsagere var fulde af begejstring og fast overbevidste om, at POUM ville komme til at spille en større rolle i de kommende begivenheder. (...)
De to kammerater afleverede os i Barbastro, et hovedkvarter for anarkisterne. Derfra fik vi påny en medkørselslejlighed og nåede efter nogle timer til en lille landsby, hvor vi blev modtaget af Capitán Medrano, der var artilleriofficer i den regulære republikanske hær. I hans enhed skulle vi virke
som journalister. (...)
På trods af hans høflige modtagelse af os, følte vi, at vi ikke var særlig velkommen. Medrano vidste simpelthen ikke, hvad han
skulle stille op med os. Han overgav os til en ansvarlig officer, i hvis gruppe vi skulle deltage i angrebet mod en befæstet stilling af Franco hæren.
Medranos enhed bestod af en let artilleriafdeling, der blev forstærket med et kompagni infantrister og en afdeling af Guardia de Asalto, en væbnet formation til forsvar af republikken.
To ”tankvogne”, der i virkeligheden var lastbiler udstykket med tykke blikplader (billede th.), skulle støtte afdelingens angreb.
Bortset fra officererne var både artilleristerne og infanteristerne almindelige arbejdere fra Barcelona og omegn uden egentlig kendskab til våben. Politisk hørte de til den syndikalistiske gruppering omkring Angel Pestaña , en anarko-syndikalistisk strømning. Gruppens leder var Lopez, en hyggelig og drenget fyr, der mindede mere om en cabaretist end en kriger. Lopez havde et stort organisatorisk talent og forstod at holde folk sammen med såvel råb som vittigheder.
12 mænd fra gruppen – med Hans og jeg var vi et dusin – indlogerede sig i et landhus, der havde tilhørt en flygtet godsejer. Vinkælderen var godt fyldt op, til alle måltider var der en god rødvin eller hvidvin. Vi blev hurtig venner med mændene og det manglende sprogkendskab kompenserede vi for med mimik og gestusser.
På den tredje aften kom et rygte hviskende, om at i nat blev der startet en aktion og de hemmelighedsfulde forberedelser gik i gang. Klokken to tidlig morgen kom
alarmen. Hele formationen besteg et dusin lastbiler, som også var læsset med to lette felthaubitser.
Alt foregik i fuldstændig stilhed. Kolonnen satte sig i bevægelse, forrest kørte de to ”tankvogne” og til slut kørte nogle biler med Medrano og hans officerer.
I morgendæmringen kunne vi se bjergfæstningen Aragon, der var blevet indtaget af Franco-tro militær. Hans og jeg havde forskanset os helt fremme på bakkekanten ved Capitán
Iglesias, der betjente et periskop.
Fra vores stilling kunne vi iagttage infanteriets fremadrykken. De arbejdede sig forsigtigt fremad bag de to
blikudstyrede lastbiler og udnyttede alt, hvad der kunne give den mindste dækning på vejen ind mellem oliventræerne.
Præcis klokken seks gav Medrano tegn til at starte skydningen, hvorpå kanonerne en efter en tordnede løs. Med blotte øjne kunne vi se, at de ikke nåede deres mål. Salve på salve bragede
løs.
Capitán Iglesias dirigerede skudretningen ud fra det, han så i kikkerten. Efter ti minutter ramte skuddene mere præcist og nogle måtte have ramt
deres mål. Fra tid til anden lod Iglesias os kigge gennem teleskopet. Foran lød kamplarm, infanteriet måtte have fået berøring med fjenden.
Pludseligt blev vi opskræmt af en susen i luften – Monte Aragons besætning besvarede vores angreb.
Beskydningerne ramte først langt væk fra os, men snart havde det fjendtlige artilleri fra dets ophøjede position skudt sig ind på os.
To eller tre granater slog ned ganske tæt ved vores kanoner og mændene, der betjente dem blev tydeligt foruroligt. Capitán Iglesias forlod flere gange meget nervøst sit periskop.
Da nogle artillerister blev ramt af granat-splinter, udbrød der panikagtige situationer. De ville ikke længere holde stillingen og Medrano måtte give ordre til
tilbagetræk-ning. Vores infanteri var på tilbagetog. Vi ventede på Capitán Iglesias tilbagevenden – forgæves, han lod sit instrumet i stikken.
Panikken
smittede også os, følelsen af at være alene tilbage bag buskene og se hvordan hele kolonnen var på vej væk, var ubehagelig. Vi pakkede kort for hovedet periskopet sammen og spurtede hen til
vognene, der var ved at køre afsted.
I den første landsby vi kom til bag en bakketop, standsede vi. Medrano samlede officererne til rådslagning i et bondehus. Den mislykkede aktion
havde kostet nogle let sårede.
De ansvarlige for infanteristerne mente, at et fortsat fremstød mod de fjendtlige stillinger havde vist sig at være umuligt, da kammeraterne var stødt på flere større maskingevær-positioner.
Krigsrådet kom ikke til andre erkendelser og efter et solidt måltid trak hele kolonnen sig tilbage til den obligatoriske middagslur indtil klokken fire om eftermiddagen.
- Hos anarkisterne i La Zaida og Gelsa
Vi kedede os halvt ihjel på dette sted. At sidde hele tiden bag vinflasken og madgryderne var jo ganske
behageligt, dog mindre interessant. Fra de andre fronter nåede informationer os om hårde kampe, rygterne om en omdannelse af regeringen i Madrid blev tydeligere.
Vi besluttede at tage tilbage til Barcelona. Jeg ville mødes med Clara ved fronten og tage med hende til Madrid. Alt tydede på, at der var vigtige politiske og militære
begivenheder i vente. (...)
I Barcelona fandt jeg efter flere tilløb forsynings-afdelingen, der forsørgede Claras kampenhed i La Zaida. Hver tredje
dag kørte en fødevarertransport derhen, og vi kunne tage med. Hans Wirtz, min ledsager forelskede sig i Barcelona i en køn tysk emigrant og blev hængende hos hende.
Felix Ippen (En 26-årig læge, tysk-rumænsk emigrant, deltog i det illegale venstre- socialistiske ’Sozialistische Arbeiterpartei i Berlin, faldt i 1937 ved
Brunete-fronten, autonom infoservice), som jeg lærte at kende i Basel, tilsluttede sig. Vores køretøj var fuldt læsset med kød, grønsager, levende høns og harer i kister og kurve, sække
med mel, konservesdåser, små vin – og oliventønder.
Tre væbnede militsfolk ledsagde os. Hele formiddagen kørte vi i stegende hede gennem
Aragoniens sletter. Så snart vi var ankommet i La Zaida, søgte vi beslutsomt hen til stedets brønd for at slukke vores tørst. Vandstedet var belejret af militsfolk, som fyldte deres
feltflasker, krukker og tønder med den læskende væske.
Jeg blev opmærksom på en skikkelse med en bred sombrero, hvorfra der stak blonde krøller
frem: Clara. Stormfuld omfavnelse. Hun var solbrændt og glad, hun tog os med det samme med til hendes gruppe. Hendes enhed var sammensat af kammerater fra Spanien, Italien, Frankrig og Tyskland.
I den store rummelige gård i et stort bondehus lå køkkenet.
- Bombeattentater mod fascistiske partilokaler
I en kæmpe gryde der var fyldt med olivenolie til randen sydede mægtige fårekøller. Kokken var italieneren Antonio - militant anarkist og halvtreds år gammel.
Fordi han havde organiseret et par bombeattentater mod fascistiske partilokaler, blev han dømt til to års fængsel og derefter deporteret til en af de lipariske øer,
hvorfra han efter nogle år kunne flygte.
Han nåede til Paris og drog efter udbruddet af borgerkrigen straks til Spanien. Clara og han var gode venner.
Vi blev ikke modtaget særlig hjerteligt. Folk havde en sund skepsis overfor journalister og frontturister. Clara hjalp os med at komme over disse
startvanskeligheder. Det var tydeligt at fornemme, at hun blev respekteret og hendes stemme blev hørt.
De par dage i La Zaida blev utroligt kedelige.
Udover at blev inddelt til at holde vagt i skyttegravene, skete der intet. Med megen overtalelseskunst fik jeg Clara til at køre med mig til Madrid. Før vores afrejse ville vi lave en afstikker
til Gelsa for at besøge hoved-kvarteret for den anarkistiske kolonne ”Durruti”.
Gelsa lå på den anden side af Ebro-bredden, omtrent ti kilometer fra La Zaida. Uden våben var krydsning af floden farlig, men efter nogle for-handlinger fik vi lov til at tage geværerne med os.
To militsfolk bragte os i en båd til den anden side af floden og lovede at hente os igen om aftenen ved en aftalt tid. Under brændende sol drog vi langs Ebro-bredden. Fra et eller andet sted bragede skud og kugler susede over vores hoveder. Vores geværløb der glinsede i solen havde røbet os, vi viklede dem ind i vores lommetørklæder og marcherede forsigtigt videre.
I Gelsa førte man os til et smukt gammelt kloster, i hvis langstrakte kølige refektorium (spisesal) med tunge borde, der sad over hundrede militsfolk fra ’Federación Anarquista Ibérica’ (FAI) i deres farverige uniformer. De havde lige afsluttet en konference, drak vin og hyggede sig. Uden omstændeligheder blev vi hilst velkommen i deres kreds, fik noget at drikke og blev bombarderet med talrige spørgsmål.
Blandt dem var Michel Michaelis, en tysk anarkosyndikalist, der fungerede som over-sætter. Han forklarede os, at kammeraterne her var fast overbevidste om, at det hele ville slutte med den iberiske anarkismes sejr - enten med eller imod marxisterne. Dette gav dem en uovervindelig kampmoral.
- Anarkisternes kampsange
Fra de ru mandestemmer lød de spanske anarkisters kampsange, ofte ledsaget af kanonernes fjerne tordnen. De hårde konturer i deres solgarvede
ansigter, de kraftige skikkelser med revolvere i bæltet eller geværer ved deres side, var i dette klosterrum et fantastisk, næsten uvirkeligt syn.
De to timer i deres fællesskab fortalte os mere om de spanske anarkisters urokke-lige kampvilje og målsætninger end alle tykke bøger.
Tilbagevejen til
La Zaida formede sig noget vanskeligt. Vores ’færge’ var der ikke som aftalt. Til vores held opdagede vi i flodbreddens buskads en gammel båd. Vi hoppede ned i den og lod os drive til den anden
side af floden.
Midt på floden kom en anden båd os i møde. Ven eller fjende? Vi gjorde vores skydevåben parat. Tilråb gjorde os dog klart, at det var vores forsinkede ’færgefolk’.
- Tilbage til Barcelona
Clara fik efter udførlige diskussioner en længere varende orlov fra hendes enhed. Hun var ked af at måtte forlade kammeraterne. Bilkørseln til Barcelona foregik uden hændelser.
- Madrid, september 1936
Nogle dage før dannelsen af folkefrontsregeringen under ledelse af socialisten Largo Caballero ankom vi til Madrid. Den politiske atmosfære her adskilte sig grundlæggende fra Barcelona.
Her var den dominerende kraft det socialdemokratiske parti ’Partido Socialista Obrero Español’ (PSOE) (Se note 2) og dets tilknyttede fagforbund ’Unión General de Trabajadores’ (UGT).
Hovedstadens gadebillede var et tydeligt barometer. Her var de røde faner, de røde kasketter og armbind i klart overtal, nogle bar røde faner med hammer og
sejl.
Det spanske kommunistparti ’Partido Comunista de España’ (PCE) var endnu ganske svagt, dets andel i nedkæmpelsen af militærkuppet spillede næppe nogen rolle. Nu, takket være den
russiske hjælp, kunne partiet regne med hurtig vækst. Også i Madrid baserede militshæren stadig væk på frivillighed og opdeltes i de forskellige politiske retninger.
- "Den betonede revolutionære karaktér som prægede Barcelona, var i Madrid mere nedtonet"
Socialister, republikanere, kommunister, anarkister og POUM havde hver deres militære enheder. Dog var i Madrid centralregeringens indflydelse ganske mærkbar. Folkefrontsregeringen bestod af socialister, kommunister og republikanerne. Anarkister og POUMister var ikke repræsenteret heri.
Regeringen brugte en del anstrengelser for at skabe en mere stram militær ledelse, en slags overkommando. Dette stødte på stærk modstand. Den
betonede revolutionære karaktér som prægede Barcelona, var i Madrid mere nedtonet. Ekspropriationen af borgerskabet var i Madrid begrænset til en beslaglæggelse af virksomheder og ejendomme
tilhørende ejere, der var flygtet.
Den som stillede sig til rådighed for republikken, fik ikke eksproprieret sin ejendom, fagforeningernes arbejderkontrol organer overvågede i disse tilfælde en gnidnigsløs fungeren.
- Uden de lokale komitéers godtkendelse skete der intet
På landet var billedet dog et andet. Jorden var kollektiviseret og i bøndernes hænder. Flertallet af landarbejdere stod under anarkistisk
indflydelse. Udenfor hovedstaden, ja allerede i de større arbejderforstæder, var det de lokale komitéer af fagforeningerne, partierne og militserne der var
den beslutningsgivende kraft.
Uden deres basisdemokratiske godtkendelse skete der intet, også regeringens vedtagelser blev ignoreret. (...)
_______________________________
Kvinder i folkemilitsen - indtil folkefronten pr. lovdekret forbød kvindernes deltagelse i de væbnede konfrontationer (Forstør ved at klikke på billedet):
- "Mange journalister ankom direkte fra Moskva, næsten uden undtagelse var de enten partikommunister eller medløbere"
I starten af september begyndte talrige udenlandske korrespondenter at ankomme til Madrid. Rapporteringen om krigen blev nu sat i rammer, regeringen oprettede en censurmyndighed, der krævede, at alle udenrigsnyheder skulle forelægges dem før offentliggørelse.
Mange journalister ankom direkte fra Moskva, næsten uden undtagelse var de enten partikommunister eller medløbere. Journalisterne blev samlet i hotel Gran Via i
centrum af Madrid. Forbi var de skønne dage i hotel Savoy, hvor vi hele tiden var i umiddelbar kontakt med militsfolkene.
For os betød denne regulering en restriktiv forandring, vores bevægelsesfrihed blev indskrænket, vi anede problemer. Disse lod ikke vente på.
Ved den første fælles middag for korrespondenterne i hotellet knyttede vi kontakt til den tyske forfatter Gustav Regler. Han skrev reportager for ”Deutsche Zeitung” i Moskva. Betingelsesløst støttede han Stalins politik og betegnede skueprocesserne i Moskva som en ’fortjent afregning med foræddere og spioner’.
Uadskillig fulgte den tyske kommunist Stern hans færden. Deres samtaler åndede af håbet om den russiske
hjælp, af ustyrlig begejstring over Stalins ’geniale’ politik. Amerikaneren Lois Fisher skrev for ”Nation”, han repræsenterede den dengang gængse type af ’Fellow-travellers’, som støttede den
russiske politik, omend mere afbalanceret og distanceret.
Fra tid til anden dukkede også den blege Michael Kolzov op, korrepsondenten for ”Prawda”.
Kolzov rådede i Madrid over en egen bolig og over de bedste forbindelser til de tilstedeværende russiske teknikere og officerer.
Også Franz Borkenau var
der – iøvrigt den eneste som vi kunne tale åbent med. Han advarede os mod at ytre os alt for åbenmundet, da Stalins udsendte funktionærer allerede var begyndt at opbygge deres eget politiapparat
i Spanien. Borkenau vidste, at vi i en periode havde tilhørt den trotskistiske retning.
- Differencer med trotskisterne
Imidlertid var det ideologiske brud allerede for dybt til at vi kunne betragte os som medlemmer af 4. Internationale – initiativet. (3) Vi troede ikke længere på den ”forrådte revolution”, på oktoberrevolutionens socialistiske grundlag. For os var Stalins regime udtryk for en åben kontrarevolution. Der var ingen spor af råds- demokrati, i stedet var der ren terror og et perfekt fungerende et-partisystem.
- Og så Kronstadt:
Igen og igen har Clara og jeg forsøgt at forstå Trotskis udredninger herom, men det lykkedes ikke. Der fandtes simpelthen ingen plausibel forklaring på, at de revolutionære matroser pludseligt skulle være blevet vilde kontrarevolutionære. Nej disse kammerater i Kronstadt gjorde modstand mod bolsjevikkernes partiterror, de ville have frie råds-strukturer (sovjets),hvor alle partier og retninger frit kunne ytre sig.
(...)
- Arthur Koestler
En morgen drak vi vores kaffe i hotelbaren . En journalist vi ikke kendte kom hen til os og viste straks sin
interessere for Clara.
Han præsenterede sig: Arthur Koestler. (4) Han kom direkte fra Sevilla, i sidste øjeblik var det lykkedes for ham at nå den republikanske
lejr. Koestler skrev for ”Manchester Guardian”.
Levende og åndsrigt skildrede han for os ,
hvordan han interviewede Franco-generalen Queipo de Laño i Sevilla og hvordan han fik afsløret ham som den stædige og idiotiske besærker, han var.
Koestler skulle senere betale dyrt for dette interview. Den fascistiske general havde svoret at klynge fyren op i det nærmeste træ, hvis han nogensinde fik fat i ham. Ved erobringen af Malaga
faldt Koestler i hænderne på Franco-tropperne, der var ledet af Queipo de Laño. I hans ”spanske testamente” har han fastholdt sine rystende oplevelser. (...)
- Siguenza
Vi tog til Siguenza med en cubansk journalist, hvis sprogkundskab var uundværligt for os. Ifølge forskellige
oplysninger skulle italienske tropper være på fremmarch der. Selve byen var besat af republikanske militser.
Når vi spurgte folk, hvor fronten befandt sig, fik vi undvigende svar og en håndbevægelse der pegede fremad. Vi kunne høre kanontorden ganske tydeligt.
På venstre og højre side af hovedvejen til Zaragoza lå militsfolk i blot knæhøje skyttegrave, med geværerne i skydeposition.
Det var en anarkistisk enhed, der bestod af bønder fra provinsen, anført af en modig kvinde, Mika Etchebéhère (se videoen nedenfor). Hendes mand var faldet i kampen nogle dage forinden. Enheden
valgte hende til deres anfører.
Hun var fra Argentina og gift med en basker. Spanien blev hendes andet hjem.
I vores samtale ytrede hun frygt for ikke at kunne modstå den veludstyrede modstander ret længe. Der var en akut mangel på våben, enheden havde kun gamle jagtgeværer, forbindelsen bagud var
afbrudt, der fandtes ingen forsyninger.
At holde stillingerne i Siguenza – en vigtig passage i retning Zaragoza - uden hjælp fra Madrid? Hun tvivlede.
Mændene, der var uvant i omgang med våben, flygtede ved ethvert flyangreb ind i bondehusene i nærheden.
- Radio POUM
Den 30. september 1936 faldt Toledo. I kaotisk flugt trak militserne sig tilbage til hovedstaden. Franco-tropperne, anført af marokkanere og fremmedlegionærer, nærmede sig Madrid.
De fjendtlige bombefly startede med at bombardere byen. De første luftangreb skabte panikagtig forvirring (billede tv.), sirenerne hylede, menneskene flygtede ned i deres kældere eller i metroen.
Et nævneværdigt luftforsvar eksisterede endnu ikke, piloterne i de få forældede fly som optog kampen med de tyske og italienske fly, var så godt som dødsdømte.
Brandbiler, ambulancer rasede gennem byen, i talrige kvarterer brændte husene. Sammen med nogle journalister steg vi op på hotellets tag for at observere de få
luftkampe.
Dette blev snart forbudt for os. Vi blev venner med Gomez, som var en af de organisatorisk ansvarlige for POUMs Madrid-afdeling. Næppe fyldt 24 år, født
i Madrid, metalarbejder, har han præsteret meget til opstillingen af en slagkraftig milits, der kæmpede ved Madrid.
- Besat radiostation angrebet af stalinister
Ved nedkæmpelsen af militærrevolten i Madrid, lykkedes det for POUM at besætte en radiostation. Ved hjælp af kanalen kunne POUM-folk sende nyheder til udlandet og fremlægge udviklingen af borgerkrigen set fra deres standpunkt. Senderen var en torn i øjet på såvel kommunistpartiet som regeringen. Adskillige gange forsøgte medlemmer af PCE at overfalde og kapre radioen.
Vi forslog Gomez at bruge POUMs radio til at sende tekster på tysk og fransk til udlandet. En polsk trotskist, som opholdt i Madrid, ville bidrage med beretninger på polsk. Vi blev enige med Gomez om indholdet af udsendelserne og Clara indtalte vores tekster på tysk og fransk.
” Her er Madrid, Radio POUM. Til alle. alle...”
Derpå fulgte en nøjagtig skildring af situationen i byen, en appel til udenlandske arbejdere om solidaritet. Partikommunisternes hovedparole ”Først vinder vi krigen, derefter laver vi revolutionen” modstillede vi vores strategi ”at vinde krigen gennem revolutionen”.
Allerede de første to udsendelser medførte en del reaktioner. Ved journalisternes fælles aftensmad rasede Regler, Stern og de andre partitro korrespondnter
vrede mod den ”forræderiske trotskistiske radio”.
”Den kælling, der læser op, skulle stilles ved den næste mur og skydes, vi skal nok få fat i hende, vi har en åben regning med denne kontrarevolutionære kanal !” ,
råbte de i munden på hinanden. Vi spiste tavst vores garbazanos (ærter).
Under en af vores udsendelser organiserede stalinisterne igen et overfald på
højhuset. Vi kunne ikke forlade bygningen, ved indgangen havde POUM-militserne - der bevogtede huset – en veritabel skudveksling bag barrikaderne. Agressorerne kom ikke igennem og trak sig
tilbage. (...)
- Mødet med Augustin Souchy
Ved vores første ophold i Barcelona havde vi stiftet bekendtskab med den tyske anarko- syndiklaist Augustin Souchy, som var en af de ledende skikkelser i den ”Internationale
Arbeiter-Assoziation” (IAA).
Han kendte udmærket den spanske arbejder-bevægelse og dens historie. Souchy var gift med en temperamentfuld kvinde fra Paris og Clara og hende fandt hurtigt sympati for hinanden. Vores interesse
for den anarkistiske bevægelse i Spanien var vores fælles nævner.
De spanske anarkister - helt i traditionen af Mikhail Bakunin - startede
allerede i 1920 med en heftig kritik af den russiske revolution. I Rusland sad deres kammerater i fængsel.
Siden bolsjevikkerne havde etableret et-partisystemet, blev de spanske anarkister erklærede modstandere af Lenins og Trotskis teorier og afviste i det hele taget marxismen som klassekampens
teoretiske grundlag.
Den blodige undertrykkelse af opstanden i Kronstadt, tilintetgørelsen af samtlige ikke-bolsjevistiske retninger, nationaliseringerne under statens kontrol der på ingen måde ophævede udbytningen
af menneskene, opbygningen af et kollosalt militær – og politiapparat. Alt dette ansås som pendant til den kapitalistiske samfundsformation.
Anarkisterne modstillede den libertære socialisme til den autoritære socialisme opfattelse. Statslige institutioner og deres voldsudøvelse i hver en udformning var for anarkisterne en indikator for undertrykkelsens fortsatte eksistens.
De kæmpede istedet for for et frit samfund, baseret på by – og landsbyfællesskaber, arbejder – og bondeorganisationer der ved hjælp af folkeforsamlinger og basisdemokratiske repræsentationer skulle sikre den samfunds- mæssige udvikling.
___________
Ville anarkisterne sætte sig igennem mod de marxistiske partier? Ville den anarkistiske teori i praksis kunne takle de organisatoriske krav, som kampen stiller, organiseringen af en sammen-hængende og udlignende økonomi, løse trafikkens problemer, kollektiviseringen af landbruget, kort sagt alle de omfattende problemer en social samfundsmæssig transformation vil medføre?
Alle disse overvejelser ledte os til beslutningen om at søge tilslutning til en anarkistisk enhed enten i Katalonien eller på Aragonfronten.
Souchy modtog os yderst venligt. Vi fremlagde vores forestillinger. Straks udspandt der sig en hed diskussion om det videre forløb af kampen og udsigten til en revolutionær løsning. På vores kritik af den anarkistiske regeringsdeltagelse svarede han modvilligt:
”Ja, I kære kammerater, sådan som I snakker har jeg også talt tidligere. Men sidder man bag et bord og ikke foran, så stiller problemerne sig på en anden måde.”
Med henblik på en indtræden i den anarkistiske milits anbefalede han os DAS- enheden (Deutsche Anarcho-Syndikalisten). Gruppen bestod af omkring hundrede militsfolk på Aragonfronten og var tilknyttet den store anarkistiske kolonne ”Durruti”, som opererede med op til 40.000 militsfolk i Aragonien og Katalonien.
At kvinder fortsat måtte kæmpe med våben i hånd, tvivlede Souchy på: ”I ved jo, at regeringen i Valencia har udsendt et dekret herom. Men hos os i Katalonien afgør komitéerne tingene. I jeres tilfælde er det den lokale militskomité. Jeg ønsker jer held og lykke.”
_____________________
(Oversat af udvalgte kapitler fra bogen ”Revolution für die Freiheit – von Paul und Clara Thalmann” , af al. og ikh./ autonom infoservice)
_______
Noter af al./autonom infoservice
-
1) Supplerende infos om Andrés Nin (Andreu Nin): Umiddelbart efter folkefrontens sejr i 1936 blev Andrés Nin for en periode
republikkens justitsminister. Han var en af grundlæggerne af det spanske kommunistparti, som han brød med for at tilslutte sig den internationale trotskistiske venstreopposition.
På et tidspunkt fungerede han som sekretær for Leo Trotskij. I starten af 1931 sammenlagdes Andrés Nin’s trotskistiske ”Izquierda Comunista de España” med det venstre-centristiske ”Bloque Obrero y Campesino” og dannede POUM - Partido Obrero de Unificación Marxista (Den marxistiske enheds arbejderparti ). Forud herfor var det gået en intens debat med Trotskij og nogle af hans tilhængere, der mente, at de spanske trotskister i stedet for skulle melde sig ind i den væsentligt større venstresocialdemokratiske ungdoms-organisation Juventudes Socialistas Unificadas.
Dette resulterede efterfølgende i en distance mellem Nin og Trotskij. Efter maj 1937 blev Andrés Nin kidnappet, tortureret og myrdet af stalinister.
- 2) Under den spanske borgerkrig blev PSOE splittet i tre politiske retninger: en marxistisk, en centrumorienteret og i en reformistisk socialistisk retning.
- 3) Kort oprids af 4. Internationals historie på wikipedia
-
4) Arthur Koestler (1905 – 1983) var østrigsk-ungarsk journalist, blev britisk statsborger. Han skrev adskillige populære bøger, bl.a.
”Pilen i det blå” (Branner og Korch 1953) (originaltitel "Arrow in the Blue"), der er første del af hans selvbiografi og ”Yogien og kommissæren og andre essays”
(Samlerens forlag 1947) (originaltitel "The Yogi and the Commissar"), der er en samling essays, hvoraf mange handler om kommunismen.
Koestlers mest berømte værk, romanen ”Mørke midt på dagen” (Fremads paper-back 1988) (originaltitel "Darkness at Noon"), der handler om de stalinistiske udrensninger i Sovjetunionen i 1930'erne.