Tidsdoku. ”Revolution für die Freiheit” - Nederlaget i Spanien

Anarkistiske landarbejdere , Spanien 1936
Anarkistiske landarbejdere , Spanien 1936

(Tredje og sidste del af serien)

Paul og Clara Thalmann deltager i maj 1937 på anarkisternes side i konfrontationerne med sikkerhedsstyrkerne, som ledes af det spanske kommunistparti (PCE).

Kort efter bliver de anholdt af PCE’s hemmelige tjeneste SIM (Servicio de Información Militar) og overført til det inofficielle fængsel ”Puerta del Angel” ...

  • *Læs om de interne opgør indenfor den antifascistiske lejr * Det spanske kommunistpartis specielle fængsel for libertære og venstresocialistiske militsfolk  

___________________

autonom infoservice

FØRSTE DEL& ANDEN DEL af

"Revolution for friheden" af Clara og Paul Thalmann

 


 

Barcelona 1937

Indledning

Stalin plakat af PSUC
Stalin plakat af PSUC

Livet i det offentlige rum er i løbet af det sidste halve år blevet synligt forandret. Den katalanske del af kommunist- partiet ”Partit Socialista Unificat de Catalunya” (PSUC) har udviklet sig til et magtfuldt parti og undertrykker konsekvent dets kritikere og modstandere.

Folk i civilt tøj dominerer atter gadebilledet og militsernes karakteristiske blå overalls er ikke længere så hyppige at se. Sortbørshandel blomstrer overalt i byen og foran levneds- middelforretningerne danner der sig lange ventekøer. 

På fronten

Clara og Paul tilslutter sig militsen fra det venstresocialistiske parti POUM (”Partido Obrero de Unificación Marxista” – Arbejder- partiet for den marxistiske enhed, se artikelserien anden del ). Paul blev hilst velkommen, mens Clara blev afvist, da kvinderne efter de nye bestemmelser ikke længere måtte kæmpe med våben i hånd. Da Pauls POUM-enhed var i færd med at underlægge sig den regulære hær, forlod han atter militsen og vendte tilbage til Barcelona den 1. maj 1937.

Clara Thalmann hos kolonne Durruti i Pina, 1937
Clara Thalmann hos kolonne Durruti i Pina, 1937

”Amigos de Durruti”

Under Pauls ophold ved fronten, lærte Clara forskellige anarkister at kende, deriblandt medlemmer af ”Amigos de Durruti”. (1) Den anarkistiske oppositions-gruppe blev dannet i starten af 1937 efter Durruti døde under ikke helt opklarede omstændigheder, mens Madrid var belejret af Franco-tropperne i november 1936.

Hen imod slutningen af april 1937 nåede spændingerne mellem kommunisterne og anarkisterne nye højder. Det kom stadig oftere til fysiske sammenstød mellem PSUC og CNT’s ungdomsorganisation. ”For hvert mord på en af deres medlemmer og for hvert overfald på deres lokaler hævnede de unge anarkister sig ved at angribe kommunistiske funktionærer og stalinisternes kaserner. ” (Paul Thalmann: ”Revolution für die Freiheit”, side 190)

Stalinisterne udløser væbnede magtkampe

”I Katalonien er udrensningen af trotskistiske og anarkosyndikalistiske elementer startet. Dette forehavende vil i Spanien blive gennemført med samme energiske indsats som i UdSSR (Sovjetunionen).”  Dagbladet 'Pravda', Det russiske kommunistpartis officielle talsrør, den 17. december 1936.

For at de-eskalere situationen forsøgte folkefrontsregeringen forgæves at organisere en fælles 1. maj demo i byen. Situationen eskalerede mellem d. 4. og 8. maj 1937 og det kom til heftige konfrontationer mellem stalinister på den ene side og anarkister, trotskister og venstresocialister på den anden. Gnisten leverede de PSUC ledede sikkerhedsstyrker fra Guardia Civil (paramilitær politienhed) og Guardia de Asalto (byens politienhed), da de stormede telefoncentralen i Barcelona, der var besat af CNT (Anarkosyndikalistisk fagforeningsføderation).

Anarkisterne reagerede omgående med en generalstrejke og der blev bygget barrikader i gaderne. Barcelonas arbejderkvarterer sluttede op bag anarkisterne, mens stalinisterne kontrollerede byens centrum. (2) Det venstresocialistiske POUM stillede sig på anarkisternes side.  

Clara Thalmann advarede de ansvarlige fra FAI (Federación Anarquista Ibérica. Se artikelseriens anden del) om den forestående storm på telefoncentralen, da hun iagttog opmarchen af Guardia de Asalto. Hun vendte tilbage til stedet, da skyderierne allerede var startet.

Hun og Paul Thalmann deltog sammen med grupper af anarkister i afvæbningen af flere officerer fra politiet og blev natten igennem bag den store barrikade på Rambla de Flores, hvorfra de skød mod Guardia de Asalto (”Revolution für die Freiheit”, side 194

Hændelserne forløb meget kaotisk og ingen havde et fuldstændigt overblik over, hvad der foregik. Anarkisterne og POUM-militserne overtog i kampens løb næsten hele byen.

Flere socialrevolutionære militsafdelinger var på vej fra fronten til Barcelona for at deltage i kampen mod stalinisterne. Disse blev dog angrebet af det republikanske luftvåben og tvunget til at vende om. På samme tid trak regeringen i Valencia tropperne væk fra fronten for at sende dem til Madrid. Til støtte for ”Generalitat” -

regeringen i Katalonien sendte den republikanske regering under ledelse af højresocialdemokraten Juan Negrín Lopez – tæt allieret med kommunistpartiet – to flådeskibe med Guardia de Asalto – enheder, som overtog den militære kontrol med Barcelona.

Anarkisterne veg tilbage og forlod barrikaderne. CNT's ledelse forblev på trods af mange protester fra bevægelsens basis i folkefrontsregeringen, mens de anarkistiske militser systematisk blev afvæbnet. (3)

Anholdt af kommunistpartiets sikkerhedsfolk

Da Clara og Paul efter maj-opgøret forsøgte at forlade Spanien med et fransk skib, blev de anholdt ved en irregulær kontrolpost fra PCEs efterretningstjeneste SIM (Servicio de Información Militar) og overført til det inofficielle fængsel ”Puerta del Angel”.

I fængslet blev de afhørt, først af russere og derefter af tyskere, for derefter at blive anbragt sammen i en celle...

__________________

Paul Thalmann beretter:

" Vi blev ført ind i en stor bygning ikke langt fra havnen og videre gennem en korridor til en terrasse i baggården. Der gik et dusin folk rygende og hviskende frem og tilbage. Med forbavselse og blandet glæde genkendte vi Michel Michaelis og et antal af hans kammerater fra Pina (en lille by ved Ebro-floden, aut.info).

  • ”Ohh, I er også nået hertil?” hilste Michel på os. ”Hvem har egentlig anholdt jer og os?” spurgte vi tilbage.
  • Russerne, GPU (russisk hemmeligt statspoliti, forløberen for KGB, aut.info), vi har allerede været her i 8 dage uden forhør. Der er mindst 300 fanger i huset, vi har knap nok set halvdelen af dem. Hvis ikke FAI befrier os herfra, kommer vi aldig fri.”
  • Hvad er det for en bygning?”
  • ”Den hedder ’Puerto del Angel’ (Englenes port) og tilhører en spansk greve.” 

______________________________________

”Spansk domstol”, hånede jeg, ”De er da tysker, ved siden af Dem sidder en russer, og de andre ser ligeså ’spanske’ ud som De gør!”

Clara Thalmann i 1930´erne
Clara Thalmann i 1930´erne

Clara og jeg kiggede på hinanden; nu har de altså fået fat i os. Vi fik ikke tid til at overveje vores situation, for der kom en bred, korpulent mand med en knust boksernæse og opfordrede Clara til at følge med ham.

Skønt han anstrengte sig for at tale korrekt spansk, var hans russiske accent umiskendelig. Michel svarede bekræftende på mit spørgsmål og sagde at alle fangerne var enige om, at ”bokseren” var den ledende agent.

Efter der knap var gået et kvarter vendte Clara tilbage - ledsaget af ”bokseren” . Høfligt åbnede han døren for Clara og lod hende gå forrest ud på terrassen. Da hviskede hun til mig uden at fortrække en mine: ”Brochure – nej!” Nu var det min tur. Bag et langt bord sad fem mænd, som stirrede tavst på mig. En endnu ung mand, markant ansigt og tyndt hår tog ordet. Han ledte forhøret på tysk og var uden tvivl af tysk afstamning.

  • ”Kender de en Franz Heller?”
  • ”Før jeg svarer dem, vil jeg vide, hvilken myndighed jeg står over for”, svarede jeg ham. Han blev nervøs, ”bokseren”, der sad ved siden af ham, hviskede ham noget i øret.
  • ”De står for en spansk domstol, vi har bemyndigelse til at forhøre mistænkelige personer.”
  • ”Spansk domstol”, hånede jeg, ”De er da tysker, ved siden af Dem sidder en russer, og de andre ser ligeså ’spanske’ ud som De gør!”
  • De blev røde i hovederne og talsmanden slår den knyttede hånd mod bordpladen og brøler vredt: ”Deres frækheder vil ikke hjælpe Dem, hr. Thalmann, vi skal nok finde ud af, hvad De bedriver i Spanien.”
  • ”Jeg er parat til at forklare mig ved en regulær spansk domstol, ved en kommunistisk partidomstol har jeg ikke til hensigt at afgive nogen som helst erklæring.”
  • ”Vi kan også føre forhandlingen på spansk, jeg gentager for Dem, at vi repræsenterer det spanske folk her.”
  • ”Det ændrer intet på sagen, vi er schweiziske journalister og kræver øjeblikkelig løsladelse.”
  • ”Hvad tænker De om folkefronten?” spurgte bokseren pludseligt. ”Min mening om det, vil jeg til hver en tid præsentere for hvilken som helst regulær spansk domstol.”
  • ”Er De trotskist?”, spurgte formanden. ”Jeg er journalist og protesterer mod vores uretmæssige anholdelse.”

Efter et kort forhør ledsagede ”bokseren” mig tilbage til terrassen. Kun Clara var der – helt alene. Hun var blevet forhørt på en lignende måde, havde protesteret og krævet at komme i kontakt med den schweiziske konsul. Efter kun et par minutter kom to vagtfolk og førte os gennem en sal, der fungerede som soverum for vagtmandskabet. Ved enden af sovesalen åbnede de en dør.

Vi trådte ind i et rummeligt værelse, vores ”celle”. Vores ”celle” var både stor og komfortabel. Møbleret med en bred seng, to stole og et bord, samt en gammel smukt modelleret kommode.

(...) 

Hvor i helvede var vi ? Hvad var det for et mærkværdigt hus? Clara, nysgerrig som altid, åbnede skufferne i den gamle kommode og rodede i rundt i dem. Foruden et par slidte eksemplarer af ”Don Quijote” på spansk fandt hun en silkedug frem, der tilsyneladende tjente som alterdug i husets kapel. Vi formodede derfor, at værelset var den tidlige huspræsts logi. Henved klokken syv fik vi vores mad, en tyk rissuppe med et stort stykke brød.

Talrige spørgsmål pressede sig på. Hvorfor lod de os være sammen i disse næsten feudale omgivelser med seng og det hele? Hvordan skulle vi forholde os? Hvad kender de til vores holdninger og vores engagement? Hvem sidder ligledes fastholdt her foruden vores bekendte, som vi allerede havde truffet på terrassen?

Højst sandsynligt vidste kommunistpartiets parti politi ikke noget præcist om vores politiske aktiviteter, vores papirer var i enhver henseende neutrale og de havde ikke fundet noget mistænkeligt i vores sager.

De famlede altså stadig i det uvisse og ville måske ikke risikere at lave nogen fejl, før de havde fået et mere klart billede af os. Længe talte vi om problemet ved en for- ventet adskillelse og vi blev enige om, at vi givetvis ville reagere med en fælles sulte- strejke.

(...)

       ___________________________________________

”Hej sanger, er du tysker?” -  ”Jeg er tysk kommunist, længe leve Stalin.”

Stalin plakat på Ramblas i Barcelona 1937
Stalin plakat på Ramblas i Barcelona 1937

Om morgenen var det tilladt at gå ned på toilettet i stueetagen. Her kunne man også få en hurtig snak med de andre fanger. Skønt det i princippet var forbudt, ignorerede de spanske vagter det som regel. 

Blandt fangerne var stort set alle nationer og politiske retninger repræsenteret – spaniere, tyskere, ranskmænd, belgier, jugoslaver, italienere, polakker. De tilhørte enten det venstresocialistiske POUM, de anarkistiske organisationer, det spanske socialistiske parti, eller også de italienske maksimalister.

”Hold din kæft, din idiot!”

Der var også nogle vaskeægte stalinister, som hele tiden bedyrede troskab til deres store leder. Et eksemplar af denne slags kom vi på mærkværdig vis til at stifte bekendtskab med. Fra en lysskakt lød der en af dagene tyske revolutionære sange op til os. Vi kunne ikke se sangeren. Da han holdt inde et øjeblik, råbte jeg opad gennem skakten:

  • ”Hej sanger, er du tysker?” ”Jeg er tysk kommunist, længe leve Stalin.”
  • ”Nå, hvorfor er så her, hvad har du forbrudt dig imod?”
  • ”Intet, det skyldes udelukkende nogle nederdrægtigheder fra fraktionelle elementer.  Jeg kommer snart ud herfra. De svin har anbragt mig i en celle lige ved siden af  latrinen, jeg bliver næsten kvalt af det her. Men trods alt vil vi sejre, med Stalin som leder.”

Hans hyldester til Stalin var ikke uden komik, men blev af andre fanger mødt med vrede. Fra forskellige sider blev der råbt ned i skakten: ”Hold din kæft, din idiot!”

En nat blev jeg hentet til forhør. Den tyske forhørsleder hilste grinende på mig med ordene: ” ’Trotz Alledem’, herr Thalmann.” Han gjorde det klart for mig, at han ude- mærket vidste besked om mig. ”Trotz Alledem” var jo titlen på månedstidsskriftet , der blev udgivet af de schweiziske trotskister, og som jeg havde været med til at stable på benene.

  • ”De var altså tre år i Sovjetunionen, ikke sandt?”. (...) ”De er jo forfatteren til brochuren ”For en arbejderrevolution i Spanien”, som bliver fordelt her. Som De ser, er vi godt informeret."
  • ”Jeg har intet at sige til det, i dette forum nægter jeg ethvert udsagn.”

Sultestrejken

De førte mig tilbage. Jeg var knap tre minutter i værelset sammen med Clara, før tre agenter stormede ind og på trods af vores fysiske modstand slæbte hende bort. Derpå startede jeg som aftalt en sultestrejke.

Fra de andre fanger erfarede jeg, at Clara var blevet indespærret på fjerde sal i et enkeltværelse. Også hun var gået i sultestrejke. Ud over vand indtog jeg intet. De første to dage var det forholdsvis nemt. Derefter begyndte sulten at gøre sig pinende bemærkbart.

GPU –folk der var underrettet om sultestrejken forsørgede os med herlig suppe, pærer og vindruer. (...) De efterfølgende dage svandt ind som i en rus, svimmelhed tvang mig til at døse det meste af tiden liggende på sengen. Fængselsvagten der overbragte og afhentede måltiderne både hos Clara og mig, blev åbenbart bearbejdet af Clara, for han udleverede i smug hendes selvrullede cigaretter, som jeg udfoldede for at læse hendes budskaber. Hun var svag men ved godt mod.  

_________________________________________

"Jeg blev forskrækket. Wolf, Trotskis sekretær fra Norge! Havde GPU allerede opdaget hans identitet?..."

Erwin Wolf og Leon Trotskij i Norge
Erwin Wolf og Leon Trotskij i Norge

En dag, mens jeg døsede hen på sengen, hørte jeg tyske lyde nede fra fællesskabs-cellen. Jeg ud af vinduet:

  • ”Er der nogle tyskere her?”
  • Ja, her er Stautz, jeg er journalist” rungede det som svar. Jeg sagde mit navn, da vi flygtigt kendte hinanden.
  • ”Er du den eneste tysker her og hvorfor er du blevet anholdt?”

 

  • ”Anholdelsen må være en misforståelse, journalisten Wolf er også blevet anholdt sammen med mig.”

Jeg blev forskrækket. Wolf, Trotskijs sekretær fra Norge! Havde GPU allerede opdaget hans identitet? For at skabe mig vished herom, tog jeg noget senere et par trin ned til toilettet. På vejen ned kiggede jeg gennem et lille vindue med udsigt over en del af fællesskabscellen.

Jeg så Wolf gå uroligt frem og tilbage og gjorde tegn til ham. Han kom hen til vinduet og jeg hviskede til ham: ”Pas på! Vi er i et GPU-fængsel, om en times tid kommer jeg herhen igen”. Han nikkede og genoptog sin rundgang. I mit værelse skriblede jeg med blyant på et stykke papir ordene: ”OBS, casus belli din kone med pas udfærdiget i H.”

Trotskij befandt sig på dette tidspunkt i den lille by Hönefoss, og det vidste GPU. Erwin Wolfs norske kone Hjørdis Knudsens pas var, som jeg blev bekendt med, da jeg mødte hende første gang, udstilet i Hönefoss. (4) Viste hun sit pas frem, for at spørge efter hendes mand, måtte det være nemt at afsløre Wolfs sande identitet bag hans dæknavn.

På trods af fangevogternes brok i forrummet og et par utålmodige spark, gik jeg efter en times tid igen neden under og det lykkedes for mig at overrække Wolf min seddel. Fem minutter senere styrtede en vagtsoldat ind i mit værelse og råbte ophidset på spansk: ”De har givet en fange en meddelelse, det vil få konsekvenser!” Jeg trak på skuldrene og lod som om, jeg ikke forstod det sagte.

Jeg kunne ikke falde i søvn. Hvad vil de nu foretage sig? Hvad vil der ske med Wolf? (Fra fangerne fik jeg senere at vide, at Wolf nåede at smide sedlen i toilettet, før vagterne kunne få fat i den).

Vi var nu på ti’ende dag i sultestrejke. Ifølge fængselsvagten, ”budbringeren”, var Clara nu meget svag og hun blev ofte hentet til natlige forhør.

(...) 

___________________________

Den baskiske by Guernica - bombet af tyske nazis bombefly, d. 26. april 1937:

_________________________________

”Det er nogle fascister”, sagde en af soldaterne om os. Vredt råbte Clara: ”Det er en lodret løgn, vi er socialister og GPU har anholdt os...."

Da jeg om morgenen igen gik ned til toilettet, spurgte jeg efter de to journalister. De var begge to blevet løsladt, lød det fra de andre fanger i fællesskabscellen. Hvad var grunden til det? Har de mon genkendt Wolf og løsladt ham for at observere hans færden? Spørgsmål uden svar...

Jeg besluttede at afbryde sultestrejken. Desto længere den varede, desto mere blev jeg ovebevidst om, at den ikke ville føre til nogen resultater. At sultestrejke fordi man i fængslet ikke er sammen med sin kone, var ikke noget egnet kamptema. Derudover var der ingen uden for fængslet, der kendte til vores aktion og derfor kunne vi ikke forvente nogle reaktioner. Jeg skrev en seddel til Clara, hvor jeg forklarede mine overvejelser. Budbringeren overbragte mig næste dag hendes svar: ”Kan godt fortsætte, men er indforstået.”

(...)

"De vil begge blive bragt til Valencia"

Siden forhøret efter affæren med Erwin Wolf blev jeg ikke afhørt yderligere. Midt i juli, kort før midtnat, hentede de mig. Denne gang hed det, at jeg skulle pakke min kuffert. Jeg nægtede at tage afsted uden Clara.

”Deres kone venter Dem på gangen. De vil begge blive bragt til Valencia", meddelte agenten. Jeg pakkede mine syv ting og trådte ud i korridoren. Og der stod Clara, bleg og noget medtaget. Vi omfavnede os. To soldater med geværer i hånden ledsagede os.

Vi fik ordre til ikke at snakke med hinanden, hvilket vi totalt ignorerede. Således marcherede vi til fods til banegården. Til vores forbavselse blev vi ført ind i en ganske almindelig kupé, hvor almindelige rejsende allerede havde taget plads. Clara og jeg sad overfor hinanden, med en soldat placeret ved siden af hver af os.

Vores medrejsende betragtede os med nysgerrige og mistroiske blikke. For at til- fredsstille deres nysgerrighed startede vi en samtale med nogle af dem. Snart deltog hele kupéen i snakken.

”Det er nogle fascister”, sagde en af soldaterne om os. Vredt råbte Clara: ”Det er en lodret løgn, vi er socialister og GPU har anholdt os. Vi har deltaget i kampene på fronten!”

Stadig flere mennesker blandede sig i debatten og vores naive vogtere blev mere og

mere rådvilde. De var i grunden godmodige og behandlede os anstændigt og deres

mimik udtrykte medlidenhed med os. Hen mod middag ankom vi til Valencia. Vores ledsagere var tydeligt lettet over at have afleveret os til deres overordnede.

I politipræsidiet lod de os alene i en times tid, derefter adskilte de os og denne gang var der ikke nogen udvej. Efter en lang omfavnelse blev vi ført bort hver for sig...

(...)

(Clara og Paul Thalmann blev løsladt med hjælp fra Louis de Brouckère, sekretær af 2. Internationale.) 

  • Ville ikke kæmpe for en republik af Stalins nåde

" Det var lykkedes for stalinisterne at smadre samtlige revolutionære kræfter, den russiske hjælp skulle kun hjælpe med at restaurere den borgerlige republik, uden det blev alt for tydeligt. Stalins politik gik ud på en fredelig sameksistens med Vest- magterne.

Udryddelsen af den gamle bolsjevistiske garde med blodig konsekvens, blev genoplivet i Spanien, hvor det kun blev mindre blodigt, fordi de russiske agenter befandt sig på fremmed territorium og delvist stødte på modstand indenfor det spanske statsapparat.

For en republik af Stalins nåde ville vi ikke længere engagere os eller kæmpe for på fronten. Som så mange andre ville vi før eller siden have risikeret at blive skudt af stalinistiske bødler. Det var på tide at forlade Spanien. Men hvordan? I Barcelona havde GPU tilbageholdt vores pas og uden dem, kunne vi ikke forlade landet. Vi bestemte os for at tage til Indenrigsministeriet for at tale vores sag.

(...)

(Efter en del hyrdler fik Paul og Clara endelig udrejsetilladelse og forlod Spanien. På rejsen fra Valencia til den franske grænse stillede Indenrigsministeriet en bil med to væbnede funktionærer til rådighed).

I Barcelona holdt vi en pause, som vi benyttede til at indhente informationer om Erwin Wolfs skæbne i hotel Tivoli, hvor han havde opholdt sig, før han blev arresteret af GPU. Imens ventede vores to ledsagere udenfor hotellet.

  • Barcelona 1937/38:
Barcelonas indre by efter det fascistiske luftvåbens bombardementer i 1937
Barcelonas indre by efter det fascistiske luftvåbens bombardementer i 1937

Hotellets ansatte gav os kun uklare, undvigende meldinger. Så snart vi forlod hotellet styrtede to mænd sig på os, de visiterede os for våben og erklærede os for anholdt. Nogle meter fra dem så vi en tredje mand, der iagttog scenariet med et våben rettet mod os. I dette øjeblik kom vores to ledsagere sammen med chaufføren med våben i hånden løbende hen til os.

Det kom ikke til en skudveksling, spanierne diskuterede, vores ledsagere viste deres papirer frem, derefter fortrak angriberne sig igen. Forklaringen på denne episode: Den italienske journalist Tioli var nogle dage før blevet bortført af ukendte gernings- mænd og hotellets sikkerhedsfolk havde orde til at anholde og forhøre enhver, der spurgte efter udenlandske personer.

GPUs terror i Spanien

Wolf, Moulin og andre kammerater var forsvundet uden at efterlade sig et eneste spor. Om Erwin Wolf, Moulin, Mark Rein (...) er blevet ofre for GPUs terror ligesom Kurt Landauer og den italienske anarkist Berneri og de mange andre, er indtil den dag i dag ikke blevet opklaret helt..."   (Paul Thalmann)

Paul Thalmann, landkommunen "Serena" i Provence,  1977
Paul Thalmann, landkommunen "Serena" i Provence, 1977

Efter ankomsten til Frankrig dannede Paul og Clara Thalmann sammen med spanske og franske anarkister og tyske rådssocialistiske immigranter en autonom resistancegruppe i Paris.

I de sidste leveår boede Paul og Clara Thalmann i landkommunen ”Serena” i Provence. Stedet blev indtil deres død et internationalt mødested for libertære aktivister fra hele verden.

  • Paul døde 16. marts 1980. Clara døde 27. januar 1987.

 (Oversat af al. og ikh / autonom infoservice)

          TV-kanalen 3sat: Clara Thalmann und die späte Rehabilitation (2009) 

_______________

Noter

Kollektivisering af den offentlige trafik i Catalonien
Kollektivisering af den offentlige trafik i Catalonien

1) Intro til ”Amigos de Durruti” * :

"Amigos de Durruti" var en anarkistisk oppositionsgruppe, som var modstander af militariseringen af militserne og CNT/FAIs støtte til den anti-fascistiske folkefronts- politik. Gruppen kæmpede for bevarelsen af militssystemet og for et revolutionært opgør med den anti-fascistiske folkefront.

"Amigos de Durruti" bestod af folk fra forskellige dele af den anarkistiske bevægelse og en stor del var eller havde været ved fronten i de anarkistiske militser (primært "Columna de Hierro" og "Columna de Durruti"). Gruppen udgav avisen "El Amigo del Pueblo", som blev gjort illegal.

"Towards a Fresh Revolution" blev udgivet af Jaime Balius - der var sektretær for Amigos de Durruti" og direktør af "El Amigo del Pueblo"  - i januar 1938. Teksten er det nærmeste, man kommer et politisk program for gruppen og indeholder en plan for, hvordan "Amigos de Durruti" mente, at den anarkistiske revolution i Spanien kunne genvinde sit initiativ og gennemføres. "Towards a Fresh Revolution" regnes også for at være én af de grundlæggende tekster indenfor den platformistiske/anarko-kommunistiske tradition. (* kommentar af Daniell Markussen).

2) Kilde: “Die lange Hoffnung, Erinnerungen an ein anderes Spanien“ mit Clara Thalmann und Augustin Souchy. Trotzdem Verlag, Grafenau (1985)

3) Augustin Souchy: “The Tragic Week in May: the May Days Barcelona 1937”, hos libcom.org

4) Erwin Wolfs modige norske kone Hjørdis Knudsen, der var på hans side, da han blev afhentet af politiet, forsøgte desperat - og forgæves - at finde ud af, hvorhen politiagenterne havde bortført ham. Til sidst blev hun selv fængslet og kun med hjælp af norske diplomater løslades hun igen og udvises for altid af Spaniens Republik. (Hjørdis Knudsen var datter af Konrad Knudsen, norsk maler, journalist og folketingsmedlem for det venstre-socialdemokratiske 'Norske Arbeiderparti'. Han var i 1935 vært og ledsager for Leo Trotskij under hans kortvarige eksil i Norge).