RECLAIM FEMINISM!

 

  • Hvad har queerfeminisme og neoliberalisme til fælles?
  • Kapitalismekritisk feminisme – hvordan?

En gennemgang af feminismens skiftende roller i kapitalismens forskellige stadier efter anden verdenskrig indtil i dag.

  • Et oplæg som Inge fra autonom infoservice holdt i Internationalt Forums butik, d. 10. marts 2017.
Debatmødet var arrangeret af Internationalt Forums butiksgruppe (tv. Inge fra autonom infoservice, th. ordstyreren Irene fra IF)
Debatmødet var arrangeret af Internationalt Forums butiksgruppe (tv. Inge fra autonom infoservice, th. ordstyreren Irene fra IF)

 

____________

" Hvordan er det feminismen har udviklet sig?

Hvor er det, vi som feminister vil hen ? "

"Når jeg har givet det her møde underoverskriften ”Hvad har queerfeminisme og neoliberalisme til fælles?”, så er det selvfølgelig lidt af en provokation. Det var også meningen. Vi trænger til at provokere os selv og spørge os selv: Hvordan er det feminismen har udviklet sig? Hvor er det, vi som feminister vil hen ?

-  Jeg er ude på debat og refleksion – ikke afgrænsning og splittelse. Feminismen eller rettere feminismerne har altid strittet i mange forskellige retninger.

På trods af forskellige udgangspunkter har vi som feminister også fælles mål. Mit ærinde på det her møde er at understrege, at vi ikke skal lade den systemkritiske, frigørende feminisme med samfundsforandrende perspektiver for- tone i mainstream. Derfor overskriften Reclaim feminism!

- Det her møde handler om de store linjer i feminismen/feminismerne – velvidende, at der selvfølgelig fandtes og findes mange mod-gående strømninger og subtendenser af alskens slags.  

           Mit oplæg handler om:

  • Nancy Frasers teser om feminismen, kapitalismen og historiens list.
  • Et par ord om Frigga Haug og Laurie Penny, der på hver sin måde plæderer for en systemforandrende feminisme
  • Lidt om praksis og visioner: Transnational Social Strike 8. marts – hvordan gik det?
  • Feminisme, kapitalisme og historiens list

I en artikel i Guardian News fra 2013 skriver den amerikanske feminist Nancy Fraser:

” Som feminist gik jeg altid ud fra, at min kamp for kvindefrigørelse bidrager til at skabe en bedre verden – mere lige, mere retfærdig, mere fri. Men i de senere år er jeg blevet alvorligt bekymret for, at oprindelige feministiske idealer misbruges til helt andre formål. Jeg er bekymret for, at vores kritik af sexismen idag misbruges til at retfærdiggøre nye former for ulighed og udbytning”.

Disse overvejelser har Nancy Fraser gennem de senere år uddybet på forskellig vis. Hun har rekonstrueret kvindebevægelsens/feminismens veje fra den 2. bølge i 1960 / 70erne til i dag. Kritisk – solidarisk, da hun selv var og fortsat er del af det hele. Hun sætter feminismens udvikling i relation til forskellige stadier i kapitalismens historie:

  • ”Den statsligt organiserede kapitalisme” – efterkrigstiden til 1980erne (staten tæmmer og regulerer markedet)
  • ”Den fremstormende neoliberalisme” – 1980erne til 2008 (markedet tæmmer og regulerer staten)
  • ”Den kriseramte neoliberalisme” – 2008 til i dag… 

Tese:

De kulturelle forandringer, som den nyere kvindebevægelse har sat i gang, er blevet brugt til at legitimere en strukturel omorganisering af det kapitalistiske samfund. Skønt det selvfølgelig ikke var feminismens intention. Og på trods af at de feminist- iske visioner om et andet samfund stod i diametral modsætning til det, de er blevet brugt til at legitimere.

Dette er historiens list. Og højst irriterende! Men ikke desto mindre noget vi må forholde os til. Feminister i den 2. bølge har leveret en vidt forgrenet og mangfoldig systemkritik mod den statsligt organiserede kapitalisme. Men med tiden blev de forskellige feministiske kritikker adskilt fra hinanden og i stor udstrækning også fra de kapitalismekritiske strømninger. Konsekvensen har i udstrakt grad været : Selektiv tilpasning og reintegration i systemet.  

 

 

  

Den statsligt organiserede kapitalisme – efterkrigstiden til 1980erne.

 

Betegnelse for tiden efter 2. Verdenskrig, hvor staterne spiller en aktiv og afgørende rolle i styringen af nationaløkonomien i de vestlige lande – de såkaldte borgerlige velfærdsstater. Staten tæmmer og regulerer markedet. I denne periode gjaldt 4 karakteristika for den herskende politiske kultur:

  • a) Økonomisme

Den offentlige politiske magt blev brugt til regulering af økonomien. Staten legitimerede sin eksistens ved at optræde som protektionist af social ligestilling og fordeling af samfundets goder. I fokus var indkomster og arbejdspladser. Det affødte en klassecentreret og økonomistisk forestilling om samfundets brudflader, hvilket fortrængte blikket på andre dimensioner af uretfærdighed og undertrykkelse.

  • b) Androcentrisme ( = patriarkalsk mandlig synsvinkel på verden)

Det mandlige blik på familie og arbejde var fremherskende. Den mandlige lønarbejder var i fokus i den politiske kultur. Manden gjaldt som hovedforsørger og familie- overhoved i kernefamilien. Kvindens evt. indtægt blev betragtet som en biindtægt.

Dette var familieidealet i 1950'erne og 60'erne – og fastlagde bestemte køns- normer, som styrker mandens autoritet i familien og kanaliserer lykkeforestillinger til konsum inden for privatsfæren.

Lønarbejdet overvurderes og den samfunds mæssige betydning af omsorgsarbejde og reproduktionsarbejde, der som oftest ud- føres af kvinder, overses og finder derfor ikke plads i den politiske kultur. 

  • c) Teknokratvælde

Bureaukratiske apparater og professionelle eksperter udvikler og implementerer politikken i den statsligt organiserede kapitalisme. Borgerne i samfundet reduceres til klienter, konsumenter, skatteydere. Hierarkier top-down indenfor alle områder i samfundet.  

  • d) Nationalstats orientering

Politisk praksis var nationalstatsligt orienteret. Lande, stater og grænser satte rammerne for de politiske dagsordener og var udgangspunkt for disse.

 

Alle disse 4 karakteristika for den herskende politiske kultur var genstand for feministisk kritik: 

  • a) Kritik af økonomismen:

Feministerne påpegede, at undertrykkelsen og udbytningen ikke kun er økonomisk. Deres udsagn : Det private er politisk!, satte en helt ny politisk dagsorden, der bragte temaer som f.eks. seksualitet, husarbejde, reproduktion, vold mod kvinder på banen. Ud fra en forståelse af undertrykkelsesformernes kompleksitet skabte feministerne alliancer med andre emancipatoriske bevægelser – f.eks. antiracistiske .

Triple Oppression begrebet kom på banen. Frembragt af sorte feminister fra bla. Black Panther Party i USA. Indoptaget af kvindebevægelsen og senere af den  autonome bevægelse. Triple Oppression er en analyse til forståelse af skærings- punkterne mellem undertrykkelse baseret på de tre dimensioner Race/class/gender (1) . Idag er begrebet blevet videreudviklet og kaldes intersektionalitet.

  • b) Kritikken af androcentrisme:

Feminister kritiserede mandsdominansen på flere planer: I samfundet som helhed OG indenfor 68oprøret/venstrefløjen, som de selv var del af. Venstrefløjen og anti-imperialisterne havde andre prioriteringer og feministerne gik deres egne veje – separatisme blev en nødvendighed.

- På samfundsmæssigt plan gik feministerne til kamp mod mandsdominansen indenfor alle områder. Kvindebevægelsens modstandsstrategi havde mange facetter. Nogle kæmpede for flere kvinder på samfundets ledende poster, andre prioriterede kampen for at få kvindelige værdier opprioriteret og gøre kvinders historie kendt.

- Kvindeforskning skulle revolutionere viden indenfor alle områder, kvindesynet skulle forandres grundlæggende, så kvinder blev subjekter i deres eget liv – og ikke mindst: Kvinders ubetalte arbejde skulle værd- sættes. Feminismen lancerede således et opgør med det gængse arbejdsbegreb. Alt dette indebar krav om en dyberegående forandring af de strukturer og normer, samfundet var bygget på. Omvæltning og feministisk revolution var på dagsordenen.

  • c) Kritikken af teknokratvældet

Kvindebevægelsen kritiserede statens bureaukratiske apparater og formynderi og var principielt modstander af alle former for magthierarki. Feministerne opbyggede en modkultur, modstand fra neden, en politisk bevægelse der var anti-hierarkisk, og basisdemokratisk i sit væsen og vision. Ikke uden grund blev kvindebevægelsen berømt for sine basisgrupper.

  • d) Kritikken af den nationalstatslige orientering:

Kvindebevægelsen var i 1960erne og 70erne tæt forbundet med den internationale protestbevægelse mod Vietnamkrigen . Men det gjaldt alligevel, at de fleste  feminister rettede deres krav til og kamp mod deres egen stat. ”Sisterhood is global” parolen var mest teori. Praksis var nationalstatslig først og fremmest.

- Feministerne i den 2. bølge havde i høj grad den strategi, at de ville forsøge at forandre samfundet ved at demokratisere statsmagten, inddrage borgerne/kvinderne i beslutningsprocesserne og intensivere relationen mellem stat og civilsamfund. Heraf opstod begrebet statsfeminisme, som betegnelse på forsøget på at forandre sam- fundet  vha. forandring af statens institutioner indefra. Projektet blev som bekendt en fiasko.  

 

 

 

Den fremstormende                  neoliberalisme – fra 1980erne til 2008.

 

Neoliberalismens indtog tager fart i 1980erne. Den statsligt organiserede kapitalisme forandres. Fra en tilstand hvor staten tæmmer og regulerer markederne til en ny tilstand, hvor markederne tæmmer og regulerer staten. Med den fremstormende neoliberalisme blev den politiske dagsorden præget af :

  • Privatisering, de-regulering, afskaffelse af sociale borgerrettigheder, individualisering, ”Det personlige ansvar” .

I stedet for den nationale velfærdsstat træder den globale konkurrencestat. Bemærkelsesværdigt er det, at disse forandringer på sin vis bekom feminismen vel.

”Var det rent tilfælde, at kvindebevægelsen og neoliberalismen så at sige kørte tandem og bekræftede hinanden? ” spørger Nancy Fraser. ”Et kætterisk spørgsmål, vi bliver nødt til at undersøge”.

Resultatet af den forandrede kapitalisme var en nyfortolkning af centrale feministiske idealer.

  • a) Nyfortolkning af den feministiske anti-økonomisme:

Neoliberalismens fremkomst faldt tidsmæssigt sammen med en forandring i den politiske kultur. Krav om retfærdighed blev ofte til et spørgsmål om anerkendelse af identitet og kulturel forskel. Tendensen i den offentlige diskurs gik fra spørgsmålet om økonomisk omfordeling til spørgsmålet om anerkendelse af forskellighed. Altså fra økonomisk kamp til identitetskamp.  

I den neoliberale æra blev feminismen i høj grad en identitetsbevægelse. Queerfeminismen (2) prægede den køns- politiske kamp og debat. Socialøkonomiske kampe underordnes kampe for anerkend- else af dem, der er udenfor den herskende norm – LGBTQIA , etniske minoriteter, handicappede mennesker mv. Feministisk socialforskning blev i høj grad fortrængt af feministisk kulturforskning.

- Den feministiske kritik, der var begyndt som nødvendigt korrektiv til den ensidige fokus på økonomi, forvandledes til en for ensidig fokusering på kultur og identitet. 

Det var rigtig dårlig timing og bekom neoliberalismen meget vel. Selv om det ikke var feminismens hensigt! Under omstændigheder, hvor en skarp kritik af de økonomiske forhold havde været påkrævet, bevægede feminismen sig i retning kulturkritik og afkoblede sig i udstrakt grad fra de kapitalismekritiske strømninger.

  • b).Nyfortolkning af den feministiske kritik af androcentrismen:

Kapitalismens nye ånd i den neoliberale æra betød blandt andet, at en ny form for økonomi blev profileret. Den var baseret på fleksible netværk af projekter, platforms-økonomi, crowdsourcing, teams i flade strukturer osv. Alt med det formål at frisætte potentialet i individuel kreativitet, hed det sig.

Tiden med manden som hovedforsørger af familien er forbi. To indtægter blev nød- vendighed for de fleste familier. Kvinder kom ud på arbejdsmarkedet i stort antal OG samtidigt under forringede forhold. Neoliberalismen medførte faldende reallønninger, mindre sikkerhed i ansættelsen, faldende levestandard og i det hele taget prekære livsvilkår for mange.

                _________________________________

” Men kun få taler om de kvinder der vasker gulvet” (citat Laurie Penny ).

Neoliberalismen sælger de forringede levevilkår som et fremskridt med nye muligheder for kvinder – og dele af feminismen følger med i glorificering af kvindelige iværksættere, og kvindelige ledere, der bryder gennem glasloftet (”men kun få taler om de kvinder der vasker gulvet”…citat Laurie Penny ).

Feminismen som oprindeligt kritiserede den androcentriske kapitalisme for at bygge på en kernefamilie livsform med manden som hovedforsørger og dermed legitimt overhoved i familien – er med neoliberalismen havnet i en overvurdering af løn- arbejdet / kvinders lønarbejde, hvilket styrker kapitalismen, profitmaksimeringen og systemets ideologi som helhed.

  • c) Nyfortolkning af den feministiske kritik af teknokratvældet i statsapparatet:

I den neoliberale tidsalder er kritikken af teknokratvælde og bureaukrati i staten blevet brugt som argumentation for at indskrænke statens virke i det hele taget. Til privatisering. Til demontering af den offentlige sektor som sådan. NGOarbejde, velgørenhed og projekter med prekært eksistensgrundlag og private sponsorater har i stor udstrækning afløst statslig kontinuerlig og forpligtende omsorg, uddannelse, kulturstøtte mv.

Fremherskende dele af feminismen har i alt for høj grad og med bind for øjnene jublet over udvikling af og tilskud til diverse projekter med såkaldte ’empowerment’ aktiviteter for kvinder, der som sidegevinst også giver jobs/karrieremuligheder til andre kvinder. Dette er vel at mærke blevet lanceret samtidigt med, at staten trak sig fra sit ansvar og overlod mere og mere til det private initiativ.

  • d) Nyfortolkning af den feministiske kritik af nationalstatslig orientering:

Feminismen har ligesom mange andre bevægelser udviklet transnationale og globalt orienterede aktiviteter. MEN der er samtidigt sket en NGOisering, på globalt niveau al for høj grad af tilknytning til FN konferencer og agendaer.

Resultat: Øget kløft mellem professionelle feminister med karriere og basis – altså de kvinder aktiviteterne er rettet mod/laves for og til dels med. Det gælder f.eks. diverse ligestillingsinitiativer i FN eller EU regi.  

 

KONKLUSION: Feminismens fremfærd i den neoliberale æra konfronterer os med et paradoks:   

  • På den ene side har feminismen sat sine spor over det meste af verden og mange af bevægelsens idéer er blevet omsat i praksis.
  • På den anden side har genuine feministiske forestillinger under forandrede samfundsmæssige forhold fået ny betydning.

- Den feministiske kritik der under den statsligt organiserede kapitalisme var entydigt emancipatorisk, er i dag blevet tvetydig og har (uden at det var hensigten) legitimeret en ny form for kapitalisme – den neoliberale.

- Den neoliberale kapitalisme kan meget bedre håndtere krav om anerkendelse af identiteter og forskellighed end krav om økonomisk omfordeling. Den neoliberale kapitalisme er i høj grad baseret på kvinders lønarbejde.

Fra innovative kvinder der bryder glasloftet og lægger liv og sjæl og kreativitet i virksomhedens udvikling til kvindelige arbejdere, der nedslides under slavelignende forhold på verdensmarkedsfabrikkerne. Neoliberalismen har brug for begge kategorier og sælger det som ’kvindefrigørelse’.  

 

 

Den kriseramte neoliberalisme – fra 2008 til idag

 

Finanskrisen 2008 blev et vendepunkt i kapitalismens udvikling. Occupy Wallstreet (og hvad deraf fulgte i USA og andre lande)blev et højdepunkt i modstanden fra neden.

Der opstod udbredt skepsis overfor casino- kapitalismen / markedsdiktaturet – også i ikke-venstreorienterede kredse. Marx og andre blev atter genstand for interesse.

Kapitalismekritikere som David Graeber, Siliva Federici, David Harvey, Toni Negri / Michael Hardt, m.fl. blev læst vidt og bredt. Lige efter nedsmeltningen i 2009-10 var der blandt dele af venstrefløjen en vis optimisme at spore: Nu kan alle se det! Neoliberalismen har fejlet. Der er grobund for venstrefløjens visioner – og for måske også for feminismens? Nogle troede på, at neoliberalismens dage var talte. Det er de forhåbentlig også MEN:

I dag har det vist sig, at det neoliberale regime ikke er brudt sammen endnu. Krisen er blevet normaltilstand, den neoliberale hærgen fortsætter og for de fleste mennesker bliver levevilkårene bare værre og værre.  

 

FEMINISTISKE AKTIVITETER i dag– to eksempler

Der er idag spæde tegn på en opblomstring af anti-kapitalistiske og transnationale feministiske aktiviteter, der forbinderfeministiske kampe med forskellige udgangs-punkter i en fælles kamp.

8. marts 2017 blev der iværksat en ’Transnational Social Strike’, der forbandt feministiske kampe i en lang række lande med hinanden. Initiativet kom fra den argentinske bevægelse ”Ni una menos”, der i efteråret mobiliserede tusindvis af kvinder og mænd til gade- protester mod vold mod kvinder (billede ovenfor). De fik tilslutning fra feministiske grupper fra bla. USA, Sverige, Polen, Irland, Ukraine, Frankrig, Tyskland ....

I deres fælles opråb hedder det blandt andet:

” The women’s strike is social because it puts into question the overall current organization of society.  The women’s strike is political because women claim for themselves the power to decide and to choose, knowing that no one will simply grant it to them. By this they open the way to all those willing to overturn social hierarchies and gender roles.” ( Læs mere om initiativet her ).

  • Towards a feminist social strike in Sweden the 8th of March:

21. januar 2017 fandt den globale Women’s March sted. Det der var begyndt som modstand mod Trump-regimet i USA blev denne dag markeret som global bevægelse for en anden verden. En af de markante taler ved demonstrationen i Washington var den sorte borgerrettighedsforkæmper og feminist Angela Davis .

  • Her er et udpluk af hendes tale:

 

Så er det vi som feminister må spørge os selv: Hvad skal der til, for at feminismen kan bidrage til kampen for en anden verden?

 

  • Vi må forbinde krav om økonomisk omfordeling med kravene om anerkendelse af kønspolitiske og etniske minoriteter. Ikke enten eller, men både og. Hvis disse dimensioner forbindes med hinanden, kan vi muligvis genskabe sammenhængen mellem feministisk kritik og kapitalisme kritik.
  • En offensiv kamp for et liv, som ikke kredser ensidigt om lønarbejdet. Hvor omsorg og opbygning af menneskelige relationer og kulturelle og politiske aktiviteter anerkendes som værdifulde og uundværlige for samfundet.
  • Opbygning af en socialrevolutionær modmagt fra neden – og det på globalt niveau, på tværs af lande og statsgrænser.  

Tænk stort! Vi må erobre feminismens visioner tilbage og gøre feminismen til en samfundsforandrende kraft igen. Det er det, jeg lægger i parolen RECLAIM FEMINISM!  "  (ikh/autonom infoservice)

(Forstør ved at klikke på billedet): 

                      ______________________________________________

Blandt de øvrige feminister, der har markeret sig med kapitalismekritiske visioner og som jeg er blevet inspireret af er bla. Frigga Haug og Laurie Penny. Dem vil jeg lige sige et par ord om : 

Frigga Haug er sociolog og filosof. Hun har rod i 68-oprøret. Har gennem 40 år forbundet sine akademiske feministiske analyser med konkrete politiske aktiviteter.

Betegner sig selv som marxistisk feminist. Som fornyer af den forstenede, dogmatiske og økonomistiske marxisme, der ensidigt fokuserer på modsætningen mellem lønarbejde og kapital og nærmest betragter feminismen som en biting eller ligefrem som en forhindring i klassekampen.

Frigga Haug er først og fremmest kendt for sit såkaldte ’4-i-1 perspektiv’. Det er ment som et kompas for feminismen. På én gang strategi i kampen for radikal nedsat arbejdstid, og politisk mål i kampen for et samfund, hvor vi kan leve som hele mennesker i lighed og frihed. ”En feministisk utopi, der er en utopi for alle”, som hun selv siger det. Kompasset går ud på, at vi må kæmpe for et samfund, hvor alle mennesker har ret til et liv fordelt på 4 ligeværdige områder. Et liv med sådan cirka:

  • 6 timer erhvervsarbejde * 6 timer reproduktion * 6 timer selvrealisering / kultur ' 6 timer politisk engagement i udviklingen af samfundet.

I et interview offentliggjort i Autonom Infoservice siger hun:

” Jeg mener, det drejer sig om at forbinde de fire centrale samfundsmæssige områder: Reproduktion, erhvervsarbejde, politik og kultur. Ingen af de fire områder er overordnet de andre. Det betyder blandt andet, at kun en radikal arbejdstids- nedsættelse gør os i stand til at udfolde os i de tre øvrige elementære livsområder. Det betyder også, at 4-i-et-perspektivet på én og samme tid også er et mål.”  

* autonom infoservice: "Kapitalismekritik og feminisme kan kun samlet lykkes som befrielses projekt"

Laurie Penny: Feminisme som samfundsforandrende kraft. Laurie Penny er feministisk blogger. Dem er der mange af, men Laurie Penny er en særlig en. Hun er eksponent for den yngre generation af rebelske feminister, i især Stor- britannien og Tyskland.

Hendes blog ”Penny Red” blev i 2010 nomineret til "George Orwell Prisen" for hendes modige og fornyende politiske analyser og statements. Hendes nyeste bog ”Unspeakable things. Sex, lies and revolution” er for nylig udkommet  på tysk med titlen "Unsagbare Dinge. Sex, Lügen und Revolution" på det libertære Nautilus Verlag.

  • I et interview offentliggjort i Autonom Infoservice siger hun blandt andet:

Det er ikke sådan, at jeg anklager kvinder som laver karriere. Det jeg finder suspekt, er en feminisme, som først og fremmest er orienteret mod spørgsmålet om, hvordan man kan skabe en bedre ’work-life’ balance for kvinder på toppen af hierarkiet i den økonomiske og politiske samfundsstruktur. ( ... )

- Jeg synes, det er på tide at spørge, om ikke der findes andre livsmåder, som vi skulle tage at kæmpe for. Vi skal ikke kun plædere for vigtigheden af kvinders selvstændige indkomst, men også for at de får mulighed for at udfolde deres ønsker og potentialer.

- Neoliberalismen prøver at bilde os ind, at hele vores identitet skal kredse om løn- arbejdet. Jeg mener, at den menneskelige identitet er langt mere mangfoldig. Derfor må vi også tale om feminisme på en langt mere omfattende måde. "

* autonom infoservice: "Sex, løgne og revolution - et interview med en radikal feminist" ________

Noter

1) Forholdet mellem klasse, køn og race:

Bestemmende for et menneskes samfundsmæssige placering er KLASSE, KØN OG RACE , men også andre faktorer spiller ind, feks. om du lever i et rigt industriland i Vesten eller i et fattigt og udplyndret land i Syden, om du lever som homoseksuel, heteroseksuel, transseksuel eller noget helt fjerde, om du er handicappet eller lever op til samfundets præstationsnormer for såkaldte raske mennesker, om du er ung eller gammel osv. osv.

Alle de nævnte forhold er af betydning, ingen er vigtigere end andre og det er samspillet herimellem, der skaber et menneskes samfundsbestemte situation. Der er således verdener imellem en hvid kassedame i København, som er diskrimineret af sexisme ; en sort, mandlig journalist i New York, som er diskrimineret af racisme og en cubansk maskiningeniør, som er diskrimineret fordi hun er lesbisk. Den ene er ikke mere undertrykt end den anden.

Den undertrykkelse, de oplever har forskellig karakter, men i høj grad fælles årsager. Alle er de underlagt tvangen til at sælge sin arbejdskraft. Fælles for de fleste feminister i tiden var : Systemforandring nu!Frigørelse! Emancipation! Ligestilling er ikke nok. Vi vil ikke bare have en større bid af kagen. Vi vil forandre opskriften og bage noget nyt.

 

2) Queerfeminismens ultimative frontfigur er den amerikanske kønsforsker Judith Butler, der i sin banebrydende bog ” Gender trouble” fra 1990 leverer en grundlæggende kritik af den feminisme, der bygger på ’kvinder’ som kategori.

I modsætning til den klassiske feminisme, handler queerfeminismen ikke om kampen for kvinders rettigheder, men snarere om at sætte spørgsmålstegn ved kønskategorierne kvinde/mand, fordi selve tankegangen i disse kategorier reproducerer kønshierarkierne og er selve grundlaget for sexistisk undertrykkelse.

Med samfundets inddeling af mennesker i 2 køn, konstrueres og fastholdes magtfor- holdene. Først når den uendelige performative kønsinddeling bliver brudt op, kan magt-hierarkierne nedbrydes. Denne queer diskurs præger store dele af feminismen i dag.