Den 7. og 8. juli 2017 sætter G20-topmødet byen Hamburg på den anden ende.
Mobiliseringerne mod de imperiale topmøder – det nærmeste man kan komme en slags prokapitalistisk verdensregering - har altid været et spejlbillede af venstrefløjens sammen- hængskraft, dens op – og nedture.
- Fællestræk for topmødemodstanden - en kritisk reflektion
Vi vil i det følgende formidle et indtryk og give bedre forståelse for de historiske erfaringer med forløbene og deres følgevirkninger for de kræfter, der stod bag modstanden. Samt de skiftende alliancer mellem den reformorienterede og udenomsparlamentariske venstrefløj. Artiklen baserer delvist på konkrete og personlige erfaringer. (folk fra autonom infoservice)
Hvorfor en storby som Hamburg?
”G20 topmødet flyttes til Sylt!” - skrev det tyske dagblad Junge Welt den 1. april 2017. Det var nu en aprilsnar. Men vi var nok en del,
som umiddelbart troede på det.
Øen Sylt ude i Nordsøen forekommer at være et mere sandsynligt valg, når det drejer sig om at afvikle et G20 topmøde med besøg af nogle af verdens centrale stats- og
regeringschefer.
- Hvorfor har tyske politikere og myndigheder så valgt centrum af Hamburg?
G7 topmødet 2015 blev afholdt i Elmau højt oppe i de bayriske alper. G8 topmødet 2007 (med Rusland) fandt sted nær stranden i Heiligendamm ved Østersøen. Det er lokaliteter, som har det til fælles, at det for demonstranter er vanskeligt at komme dertil, det er områder, som er lette at afspærre, så politi og sikkerhedskræfter har det fulde overblik. Hamburg City er lige det modsatte.
Så hvad stikker bag? Regnes modstanden for så svag, at Hamburg City ikke vurderes som et problem for politi og sikkerhedsfolk og vil det regerende
socialdemokratisk-grønne bystyre profilere sig som en ’lov-og-orden-faktor’ med henblik på det kommende forbundsparlamentsvalg i efteråret?
Eller er man ude på at bruge gadekampe og konfrontationer ifm. G20 modstanden til at legitimere for eksempel en politi-riot med efterfølgende lukning af det selvfor- valtede
aktivistcenter Rote Flora? Ellerer der tale om helt andre motiver? Det kan man kun gisne om.
Men ét er sikkert: Modstanden går på gaden og G20 topmødet i Hamburg vil indgå i rækken af topmøder, som er blevet mødt med mangfoldige og massive protester og en sensationshungrende presse, der håber på de vildeste historier og de mest dramatiske billeder.
___________________
- Seattle, november 1999
Topmødemodstanden har siden det legendariske slag i Seattle november 1999 haft sine ups and downs. Men uanset det, så har magthavernes diverse topmøder også været særlige highlights for alskens antikapitalistiske aktivister, organisationer og bevægelser.
Topmødemodstanden har styrket aktivistnetværk på globalt plan, udviklet diskussioner og aktioner og skabt fælles erfaringsgrundlag for fremtidige aktiviteter. Alene derfor er topmødemodstand ikke kun relateret til en enkeltstående begivenhed.
I Seattle 1999 lykkedes det for modstanden at lukke topmødet i WTO (World Trade Organization) – og det blev derfor en milepæl i topmødemodstandens historie. Men også før Seattle var der væsentlige massemobiliseringer mod eliternes topmøder.
_____
Nedslag - 1980’erne
- USAs vicepræsident Bush senior på statsbesøg i Krefeld, Tyskland 1983
Der er en lang tradition for venstrefløjsprotester, når repræsentanter af imperialistiske magter og reaktionære regimer drager ud i verden for at mødes med andre landes magthavere.
Da vicepræsident Bush senior kom på statsbesøg i den tyske by Krefeld i 1983, for at møde den daværende konservative regeringsleder Helmuth Kohl, mobiliserede autonome antiimperialister til protest.
Mens de dengang mere venstreorienterede ’Grønne’ afholdt et symbolsk protest- møde/festival langt udenfor byen og der i selve byen var hundredtusindvis af folk, som tiljublede Bush og Kohl, så samledes omkring 1000 militante aktivister for at konfrontere Bush senior med USAs aktuelle sabotagevirksomhed mod det dengang revolutionære Nicaragua og USA's hjælp til fascisterne i El Salvador mod den venstreorienterede guerillabevægelse i landet. ( Fra Danmark deltog nogle aktivister fra såvel bz-bevægelse som fra den autonome Vesttysklandskomité)
_________________________________________
På trods af den relativ ringe deltagelse i demoen, så lykkedes det for de militante at sætte deres protest mod Bush og Co. på dagsordenen i den internationale nyhedsdækning:
KORT REPORTAGE:
Demonstrationen (se billede nedenfor) blev efter et par minutter angrebet og efter en kort og heftig konfrontation, spredt af paramilitær riotpoliti.
Flere demonstranter blev anholdt og overført til en politistation. En del af demonstranterne formåede dog at samle sig igen og begav sig på vej til politistationen for at kræve de anholdte løsladt.
På vejen stødte demoen tilfældigvis på Bush’ bilkolonne – og reagerede hurtigere end de ledsagende
politistyrker. En veritabel regn af brosten haglede ned over bilerne og ramte Bush’ egen bil, der blev stærkt beskadiget. Bush lå ifølge verdenspressen på bunden af bilen for at gå i dækning for
angrebet.
Efter dette øjebliks overraskende angreb trak demonstranterne sig tilbage, da de amerikanske CIA-bodyguards med trukne pistoler omringede vicepræsidentens bil.
Dette blev forsidehistorie i alverdens medier - også i Danmark. Foruden den sædvanlige voldsdebat skabte aktionen også debat om USAs udenrigspolitiske engagement til fordel for Mellemamerikas højreekstremistiske bander og USA-afhængige regimer. (Såkaldte 'komprador-regimer' ).
___________________________________
- Her er et udpluk af topmøder med særlig betydning for den radikale venstrefløjsmodstand:
* G7 topmøde i Bonn 1985 * IVF og Verdensbank topmøde i Berlin 1988 * WTO-konference i Seattle 1999 * IVF topmøde i Praha 2000 * EU topmøde i Göteborg 2001 * G8 topmøde i Genua 2001 * EU topmøde i København 2002 * G8 topmøde i Heiligendamm 2007
_____________
Bonn 1985
I Tyskland går masseprotester mod den internationale elite tilbage til 1985, da der blev afholdt G7 topmøde i Bonn, som dengang var hovedstad i Vesttyskland.
Den radikale venstrefløj organiserede ’action days’, der blev afholdt en alternativ konference og der blev organiseret en stor demonstration med 30.000 deltagere. En del aktivister fra bz-bevægelsen og autonome sammenhænge i Danmark deltog også heri. Det endte med massive konfrontationer mellem demonstranter og politi.
KORT REPORTAGE:
Det bemærkelsesværdige ved denne store demonstration var, at den under hele forløbet var omringet af massive kampklædte politienheder, der var blevet indkaldt fra hele forbundsrepublikken.
Overfladisk betragtet så det ud til snarere at være et politioptog end en civil demonstration. Ved samlings-pladsen eksploderede vreden over politiets indskrænkning af ytringsfriheden.
Efter massive angreb fra de autonome demonstranters side blev politiet presset tilbage og til sidste måtte de trække sig helt væk, mens vrede demonstranter knuste ruderne i pladsens omkringliggende banker og i statslige bygninger. Alliancen mellem de forskellige deltagende venstrefløjsstrømninger havde godt nok holdt i selve demonstrationen, men nu forsøgte pacifistgrupper og folk især fra de Grønne forgæves at stille sig imellem og afværge de brosten, der fløj mod politiets kæder.
Denne episode resulterede i heftige opgør mellem de forskellige parlamentariske og udenomsparlamentariske strømninger. Sidstnævnte kritiserede de reformistiske kræfter for at underlægge sig statsmagtens åbenlyse indskrænkning af samfunds-kritiske ytringer.
_____________
Berlin 1988
For den autonome bevægelse fik kampagnen mod Den Internationale Valutafonds og Verdensbankens topmøde i Berlin i september 1988 dog langt større betydning.
Mobiliseringen strakte sig over tre år, hvor man bestræbte sig på at kombinere massemilitans med direkte, clandestine aktioner, man udviklede diskussioner og radikale analyser for at bringe forskellige tendenser og strømninger på den radikale venstrefløj sammen i en fælles interaktion med den brede venstrefløj. Det lykkedes ganske godt.
KORT REPORTAGE:
Foruden en stor demo med omkring 80.000 deltagere (se billede nedenfor), inklusive en autonom blok med op til 14.000 deltagere, blev der senere organiseret en særskilt autonom demo med
ligeledes flere tusinde deltagere.
Heriblandt en ’internationalistisk blok’ med ca. 500 deltagere fra 12 forskellige lande, heriblandt en hel del bz’ere og autonome fra Danmark. (Blokken blev til på initiativ af autonome i Danmark / gruppen 'autonome revolutionære', der tog initiativ til et fælles internationalistmøde i Mehringhof i bydelen Kreuzberg).
Politistyrker angreb umotiveret både den autonome blok i fællesdemoen (her blev de slået tilbage) og den
autonome demo. Her gik det især ud over den forreste, feministiske blok. Det lykkedes politiet at opløse demoen voldsomt og førte efter-følgende til konfrontationer, der spredte sig gennem
hele den indre del af Vestberlin. I dette forløb blev en del hoteller, der fortrinsvis husede deltagere i IVF / Verdens-bankmødet, angrebet med et hav af malerbomber og hotellers
mure blev udsmykket med revolutionær graffiti.
I modsætning til G7-mødet i Bonn holdt den brede alliance sin indbyrdes solidaritet
- på trods af massive hetskampagner i medierne.
Anti-IVF/Verdensbank kampagnen var langvarig og dybtgående. Der blev i de internationale
medier sat fokus på modstanden og der blev skabt nogle stærke aktivist- netværk over hele Vesteuropa.
Hvilket blandt andet betød oprettelsen af kommunikations- strukturer og nye medier, som f.eks. den aktionsprægede ugentlige publikation INTERIM (eksisterer stadig væk!).
Kampagnen skabte også et opsving i forsk. autonome aktiviteter, først og fremmest i den autonome feministiske bevægelse (ikke kun i Berlin).
Sidst nævnte kom til at præge dagsordenen for den radikale venstrefløjens diskussioner og aktiviteter i en hel del år.
___________
Seattle 1999
Seattle 1999 er gået over i historien som en legendarisk begivenhed. Magthaverne blev overrasket over modstandens styrke og mangfoldighed. Så uforberedt, at de måtte lukke deres topmøde før tid. Filminstruktøren Stuart Townsend, der har lavet spillefilmen ”Battle in Seattle” kalder det for ”5 dage der rystede verden”. Den betegnelse er der vist ikke nogen topmødemodstand, der siden har fået ...
__________
Prag 2000
Året efter Seattle gik det for alvor løs i Prag. September 2000 afholdt Den Internationale Valutafond og Verdensbanken topmøde i den tjekkiske hovedstad.
Aktivister fra mange lande mobiliserede til topmødemodstand, den første af sin slags i et østeuropæisk land. 12.000 mennesker fra hele verden kom til Prag. Aktionerne og demonstrationerne blev af et sådant omfang, at topmødet måtte afsluttes en dag før planlagt. Dette var naturligvis en sejr for modstanden – og derudover førte mobiliseringen til opsving i de tjekkiske og slovakiske sociale bevægelser, men havde også en konkret betydning for autonome, socialrevolutionære og antifascistiske cirkler og organisationer i Polen og Rusland.
KORT REPORTAGE:
Under aktionerne kom det til
interne uenigheder indenfor den militante del af demonstranterne. Dengang var det ikke primært alliance- spørgsmålet, der stod i forgrunden, men selve aktionsformen indenfor de militantes
rækker.
Uenigheden gik primært mellem de Italiens inspirerede nye ulydigheds aktionsformer fra den postautonome strømning ”Tute Bianche”/ ”Disobbedienti” * og de traditionelle
Black Bloc – formationer.
I Prag lykkedes det ikke for de talrige ”Tute Bianche” – aktivister og deres
sympatisører fra andre lande (deriblandt aktivister fra ”Globale Rødder” fra Danmark) at forcere de tjekkiske politiafspærringer. Efter flere timer opgiver de deres forehavende og gør
plads til Black bloc – aktivister.
Disse angriber politiet med molotow cocktails og en byge af sten og sprænger dermed politikæderne indenfor ganske kort tid. Derefter trænger Black bloc aktivister ind i de ”forbudte” zoner og
nogle aktivister kommer helt ind i konferencens modtagelseshal. Kun med yderste besvær formåede sikkerhedstjenesten at forhindre, at de militante autonome trænger ind i selve
kongrescentret.
På trods af den åbenlyse succes for de militante autonomes forstyrrelse af topmødet, haglede det ned med kritikken fra de sædvanlige
institutionaliserede politiske sammenhænge. Men også – som noget nyt – fra dele af den venstre- radikale modstand. Anført af den italienske ”Tute Bianche” – bevægelse.
(I et efterfølgende oparbejdningsmøde for deltagende aktivister i Danmark i Ungdomshuset, bliver disse indbyrdes uenigheder mellem de to fløje også markeret ret så tydeligt.)
_______________________
* ”Tute Bianche” (De hvide overalls), senere ”Disobbedienti” (de ulydige) bygger på en "defensiv-offensiv" – fremgangsmåde: På den ene side bygger de på selvforsvarsprincippet ved at udstyre sig med puder, bildæk, skjolde, hjelme, arme – og benbeskyttelser, gasmasker, handsker, tåregasbeskyttelsesbriller, etc. Samtidig anmelder de i forvejen deres aktioner og forehavender. Blokken er velorganiseret og forsøger på fredelige måder at skubbe sig fremad gennem afspærringer og lign. Strømningen er imidlertid blevet opløst og nogle af dens mest kendte fortalere, som f.eks. Luca Casarini, tilhører i dag den parlamentariske, reformistiske venstrefløj.
_______________
Göteborg 2001
Året efter samledes topmødemodstanden igen. Denne gang i Göteborg, hvor der i juni 2001 blev afholdt EU topmøde – krydret med et besøg af USAs præsident George W. Bush.
Da verdens elite atter mødtes bag pigtråd og lange formationer af riot politi, drog et væld af aktivister med tusindvis af forskellige baggrunde i bagagen til byen for at deltage i aktionsugen mod topmødet. Ved den største demonstration deltog der omkring 20.000 mennesker. Det siges, at USAs efterretningstjeneste havde 1.000 folk i byen for at give svensk politi råd og vejledning i oprørsbekæmpelse.
- Politiet skyder med skarpt
Faktum er, at politiet opførte sig brutalt ud over det sædvanlige og var bemærkelsesværdigt offensive i deres aggressive angreb på aktivister og formodede aktivister. I den forbindelse blev der første gang massivt anvendt tåregas samt i enkelte situationer skarpe skud mod demonstranterne.
Da ugen var ovre, var tre mennesker blevet skudt (men til alt held ikke dræbt), hundredvis arresteret og pressen kørte de mest hysteriske hadkampagner mod aktivisterne: 51 demonstranter blev såret og op mod 600 demonstranter anholdt. Der blev indledt 112 retssager mod aktivister. Omkring 60 af dem blev dømt, 40 fik fængselsstraffe, nogle af dem lange ...
Kontroverser indenfor venstrefløjen
Gøteborg 2001 er indtil videre topmødemodstandens højdepunkt i Skandinavien. Efterfølgende heftige debatter, især i Danmark (!), skabte en massiv stemning rettet imod den autonome venstreradikale fløjs ”ansvar” for de heftige konfrontationer i Göteborg. Dele af den reformorienterede venstrefløj lagde i denne kontrovers mere vægt på ødelagt caféudstyr på byens hovedstrøg end på repressionsorganernes målrettede chikaner og brutale overgreb mod især de revolutionære venstrefløjs- blokke.
____________
Genova 2001
Genova 18. – 22. juli 2001 var præget af de heftigste konfrontationer mellem forskellige italienske politienheder og sikkerhedstjenester og store blokke af demonstranter.
I forbindelse med konfrontationerne blev den 23 årige autonome Carlo Giuliani skudt med to kugler af en politimand, der likviderede Carlo Giuliani på ca. 4 meter afstand.
Flere hundrede demonstranter blev alvorligt såret. Mange af dem i en skole, hvor mange udenlandske
demo-deltagere overnattede, der blev invaderet af hårdtslående politifolk. Talrige anholdte blev brutalt pryglet og udsat for sexistiske overgreb. Den juridiske oparbejdning er stadig væk ikke
afsluttet.
(Forstør ved at klikke på billedet):
KORT REPORTAGE:
Bemærkelsesværdigt er, at de interne uenigheder fra Prag får konkrete
konsekvenser i Genova. Her forsøger en fordemo på ca. 6000 autonome fra hele Italien og sympatisører fra bl.a. Tyskland, Østrig, Schweiz, Frankrig, Grækenland, Skandinavien, ... at tilslutte sig
hoveddemonstrationen med op til 100.000 demonstranter, der er blevet domineret af store organiserede blokke fra "Tute Bianche” / ”Disobbedienti” – bevægelsen med omkring
15.000 deltagere.
Deres talrige ordensfolk forhindrer, at de autonome integrerer sig i den store demonstration, hvorved den autonome Black bloc går sin egen rute hen imod den afspærrede ”røde zone”, hvor
konferencen finder sted.
Modstanden er dermed organisatorisk opdelt og begge to demonstrationer – uafhængigt af deres forskellige
taktiske fremgangsmåde – kommer i kamp med politiet. Den autonome blok er væsentligt bedre opstillet og kun ganske få af aktivisterne bliver såret og/eller anholdt, mens politibrutaliteten
rammer mange "Tute Bianche” / ”Disobbedienti” - aktivister og især deltagere fra de pacifistiske demo-blokke, der er relativ forsvarsløse og uforberedt mod politiets
massive overgreb.
_____________
København 2002
I Danmark lykkedes det for politiet under ledelse af politistrategen (og SF- medlemmet) Kai Vittrup at indbinde størstedelen af venstrefløjen i et samarbejde og koordinering med ordensmagten ift. den demonstration, der fandt sted mod EU-topmødet i december 2002.
KORT REPORTAGE:
Samtidig blev der kørt en kampagne mod potentielle
”ballademagere”. Mens ”Globale Rødder” indleder sig på disse samarbejdsmøder (deres aktioner udenom den aftalte hoveddemonstration fuser ud i rene symbolske selvfremstillinger),
arrangerer autonome sammenhænge og det anarkistiske miljø omkring det gamle Ungdomshus på Jagtvej en alternativ demonstration med omkring 800 – 1000 deltagere fra Vesterbro Torv over Vester
Fængsel (hvor der befinder sig nogle anholdte aktivister) og til indre by.
Da demonstrationen ankom til Vester Fængsel, var Globale Rødders demonstration, der ligeledes har vist deres solidaritet med fangerne, allerede på vej væk.
Undervejs blev den autonome, anarkistiske demonstrationen, hvori der også deltog en del internationale revolutionære, et par gange angrebet af politiet. Her manifesterede sig med al tydelighed politiets strategi: Samarbejde eller repression.
______________
G-8-topmøde i Heiligendamm , juni 2007
______________________
Fællestræk for topmødemodstanden
Der har indtil i dag vist sig et fælles mønster i reflektionerne efter de forskellige topmøder – uanset hvor forskelligt modstanden har udfoldet sig før og under de respektive møder:
* Der er hver gang blevet brugt for megen tid og energi på diskussioner om militans contra civil ulydighed contra legale protest- former - og det har ført til splittelser i modstanden.
* Feminister har gennemgående kritiseret modstanden for kun at fokusere på anti- kapitalisme/
anti-imperialisme/ anti-racisme/ anti-neoliberalisme og vende det blinde øje til kampen mod de patriarkalske strukturer, der er forbundet med alle de øvrige under-trykkelsesformer.
Derudover har feminister ofte kritiseret macho attituder fra visse street fighter-typer, der kun er ude på at profilere deres egen personlige frygtløshed - uden at tage hensyn
til de øvrige demonstranter.
* Modstanden op til og under topmøderne har styrket mange aktivistnetværk, skabt fælles erfaringsgrundlag og givet ufor- glemmelige oplevelser for aktivisterne. Det har givet mange en følelse af håb for frem-tiden. Men ikke desto mindre har den ujævne og ofte ukoordinerede opfølgning og manglende kontinuitet ført til en vis afmatning i den globale topmødemodstand.
- Vi får se, om Hamburg 2017 formår at vende denne tendens ...
(Skrevet af folk fra autonom infoservice)
__________________________
_______________________
Links
- InfoPortal NOG20 – 2017 (på engelsk)
-
THE AUTONOMOUS * REVOLUTIONARY NORDIC * ALLIANCE (ARNA)
Infos på facebook
Relateret
autonom infoservice
- G20-topmødet i Hamburg: Venstreradikale strategier & perspektiver (inkl. adresser, mv. )
