Boganmeldelse: ”På kanten i Berlin” af Lene Tymoshenko

”På kanten i Berlin” er en sprælsk selv- biografi. Et digert værk på 519 sider, som bringer læseren vidt omkring i forskellige etapper af Lene Tymoshenkos voksenliv.

____________________

Bogen giver et realistisk indblik i 1990’ernes BZ- miljø i det østlige Berlin. Lene var selv del af det i mange år.                                                                                   Hendes selvbiografi rammer også en pæl igennem fordommen om, at sexarbejdere nødvendigvis må betragtes som ofre, der skal frelses.                              Det er de ikke nødvendigvis og Lenes beretninger fra hendes syv år som sexarbejder fortæller en anden side af den sag. En side som sjældent bliver hørt. 

 

 

Fortællingen starter i København NV. Året er 1991 og Lene er 21 år.

Hun har udlængsel, er træt af Nordvest og beslutter sig for at rejse til Berlin. Her finder hun hurtigt vejen ind i det østberlinske BZ-miljø:  

 

 

  • I 1991 er der en kæmpemæssig forskel på Østberlin og Vestberlin. Vestberlin er en pulserende noget hærget storby, med masser af trafik og forretninger. Østberlin er hovedsaglig grå og øde. Jeg har aldrig hverken før eller siden set en by, der var så grå og øde som Østberlin i begyndelsen af halvfemserne. Mange af husfacaderne er faldefærdige med smuldrende puds, og alle husene er forskellige nuancer af grå. De store brede brostensbelagte gader ligger stort set øde hen. Der er kun få mennesker og så godt som ingen forretninger. Ind i mellem tøffer en Trabant gennem gaden. Den lille DDR bil med totaktsmotor giver en tøffende lyd, der mest minder om lyden af en gammel knallert. Der er også noget på en gang fascinerende og melankolsk ved hele bybilledet.
Beboerfest i Østberlins Mainzerstrasse i 1990
Beboerfest i Østberlins Mainzerstrasse i 1990
  • Men der er også en masse bz’atte huse i Østberlin – blandt andet i Kreutzigerstrasse, der er en lille blind gade i nærheden af Frankfurter Alle, som er Friedrichshains hovedgade. I Kreutzigerstrasse ligger der otte bz’atte huse. Udover det er der en del tomme byggetomter og nogle faldefærdige staldbygninger, hvor der engang for længe siden har været en karetudlejning. (...) Det er i Kreutzigerstrasse kæresteparret har bz’at den lejlighed, de tilbyder jeg kan bo i. Den ligger i baghuset på anden sal”. (Side 14-15)
Lene
Lene

 

 

________________________

Maj 1992 flytter Lene ind i BZ-kollektivet Liebigstrasse 34 i bydelen Friedrichshain:

  • I Friedrichshain er der på den tid knapt halvtreds bz’atte huse. Med et hus menes som regel både forhus, sidehus og baghus, hvilket vil sige, at et hus er beboet af ca. halvtreds personer. Bare i min lille gade, Liebigstrasse, er der fire bz’atte huse og i Rigaerstrasse, en noget større gade, er der omkring ti bz’atte huse.                                                                                                        I hele Østberlin er der efter murens fald mere end hundrede bz’atte huse. Mange af husene har deres egne værtshuse, der som regel har åbent hver nat til den lyse morgen med billig øl og sprut, og de fleste værtshuse er altid fyldte. Desuden holder mange huse med jævne mellemrum store fester, teaterforestillinger og koncerter (...) Vi tilbringer de fleste sommeraftener siddende på fortovet foran et bz’værthus. Først til folkekøkken senere til den aftenlige øl. Sludrer med venner og nye bekendtskaber. I luften svirrer det af tysk, engelsk, måske spansk eller russisk(....) Vi bz’ere har to klare fjender: nazisterne og politiet.
Fælles øst vest bz-demo med omkring 20.000 deltagere i Berlin 1990
Fælles øst vest bz-demo med omkring 20.000 deltagere i Berlin 1990
  • - Vi er under konstant overvågning af panserne, der patruljerer i området med deres store tilgitrede mandskabsvogne. Døgnet rundt kører de mindst hver anden time langsomt forbi de bz’atte huse (...) Enhver der har boet bz’at i Østberlin i den periode, har lyden af mandskabsvogne i skridttempo så dybt indpræget på rygraden, at man selv i søvne kan genkende dem”. ( Side 27-28)

I årene umiddelbart efter murens fald var ejendomsforholdene omkring mange huse i Østberlin uafklaret. De bz’atte huse fik derfor lov til at fungere i fred i disse år.                      Indtil 1996 hvor den berlinske ”Innensenator” Jörg Schönbohm satte gang i en veritabal rydningsbølge rettet mod de bz’atte huse i de østberlinske bydele Friedrichshain, Mitte og Prenzlauer Berg.

  • Det skete altid klokken seks om morgenen.(...) ”I har et kvarter til at pakke jeres ting” råbte panserne, hvorefter de overrumplede søvndrukne bz’ere blev anholdt og ført ud af huset. Imens begyndte renovationsarbejdere at smide resten af tingene i huset ud af vinduerne ned i gården. (...) Der blev ryddet mellem to og tre huse om ugen gennem et par måneder. Rigtig mange mennesker blev pludseligt hjemløse og de fleste mistede alt, hvad de ejede. Det kom som et kæmpechok for alle og afmagten var enorm.” (Side 92-93)

Lene bliver i Berlin, bliver del af byen. I bogen beskriver hun frejdigt, levende og dynamisk en del af sine møder med storbyens mange forskellige brogede skæbner. Hun møder blandt andet Silvio Meier, en bz’er og anti- fascist , der en skæbnesvanger dag, den 21. nov. 1992 blev myrdet af nazier på U-Bahn stationen Samaritter- strasse, Berlin-Friedrichshain :

Lene møder også Kirill Tymoshenko fra Ukraine, som hun forelsker sig i, gifter sig med og skilles fra efter 10 år.                                                                                 Bogen er fyldt med fyrrige dialoger, rappe replikker og levende miljøbeskrivelser. Man keder sig ikke. Og den handler også en hel del om kærlighed og sex. Sex- arbejde er et hovedtema i bogen. Lene vælger i en periode at kaste sig ud i livet som selvstændig sex- arbejder. Om hendes indstilling til jobbet skriver hun:

  • Jeg er både glad og stolt over min profession. Jeg synes på ingen måde, der er noget moralsk forkasteligt i, at jeg tager penge for sex. Selvfølgelig har jeg også tit sex med mænd, jeg ikke tænder på, men det giver mig mulighed for at udleve en masse andre sider af mig selv: empati, intuition og indlevelsesevne. Alle mænd er forskellige .                                                                                Det er mit job at give min kunde en skøn oplevelse, at opfylde hans seksuelle ønsker og forsøge at finde frem til hans ønsker, hvis han ikke selv tør udtale dem. Han betaler mig penge for det, og det har jeg respekt for, men samtidigt synes jeg også, at det er rimeligt, og at min ydelse er det værd.” (Side 364 – 365) 

 

Lene indvier også læserne i nogle af hendes oplevelser som sexarbejder.

  • En af dem begynder således: 

  

  • " Det er lørdag aften. Jeg er på escort hos en ung irsk fyr. Han er ansat i Deutsche Banks afdeling i Dublin i Irland og er blevet inviteret til at komme og arbejde et halvt år i Berlin. Han bor i Kreutzberg i nærheden af Bergmann- strasse. Det er et skønt bohemeagtigt kvarter. Jeg ankommer lidt over midnat. Han lød sympatisk i telefonen og da jeg på, bliver døren åbnet af en ung, køn fyr der ser glad på mig. Jeg træder indenfor i en smagfuldt indrettet to- værelses lejlighed. Flere steder i lejligheden står tændte lys i stager. Det giver en virkelig hyggelig stemning. Han hedder Craig og virker utrolig sød. Han siger, han er lidt nervøs”. (Side 385)
  • One-woman guide firma ”Berlin på vrangen”

Efter syv år som sexarbejder beslutter Lene sig for at gå andre veje. I 2015 starter hun sit one-woman guide firma ”Berlin på vrangen” (hjemmesidefacebook ),  hvor hun tilbyder forskellige byvandringer om Berlins fortid og nutid. Det går godt med det. Hvad der kommer bagefter, vil tiden vise.  (ikh, al. / autonom infoservice)

Lene Tymoshenko: På kanten i Berlin. Books on Demand, 2017. 519 s. ISBN: 9788771883213

_____________________________

Juni 2017: Lene holder en velbesøgt bogreception i den                                         anarkistiske bogcafé på Halmtorvet på Vesterbro i København:

Relateret                                                                   autonom infoservice:

Kommentar schreiben

Kommentare: 0