For 25 år siden: Anarkiets korte sommer i DDR

Beboerfest i Østberlins Mainzerstrasse i 1990
Beboerfest i Østberlins Mainzerstrasse i 1990

Det er nu 25 år siden, at det tidligere DDR blev indlemmet i den vesttyske forbundsrepublik, BRD.

Snart vil de vestlige medier flyde over i begejstringen for markedsdiktaturets triumftog i disse år. Vi vil fortælle et par andre historier fra tiden omkring murens fald.

________________

I et interview fortæller en tidligere bz’er som var medlem af bz-rådet om de vilde dage i Østberlin og de efterfølgende hårde konfrontationer med den vesttyske statsmagt.

Frihedens år i Østtyskland

Efter åbningen af DDRs (Deutsche Demokratische Republik) grænse i november 1989 og før indlemmelsen i BRD (Bundesrepublik Deutschland), den  såkaldte ”Genforening” den 3. oktober 1990, var staten i DDR reelt ikke eksisterende.

Først og fremmest husbesættere fra øst og vest benyttede denne statsløse tid til at overtage hele bykvarterer i Potsdam, Dresden og Leipzig. I Østberlins bz-kvarter oprettedes sågar en spæd form for rådsstrukturer.

Tusinder af mennesker strømmede til bz-kvartererne. Fulde af begejstring, nysgerrige og spontane. De indrettede sig i store hus- projekter, uafhængigt af om de havde penge eller ej.

De lærte hinanden at kende, tog ansvar og traf fælles demokratiske afgørelser. De opbyggede således de første strukturer af et selvforvaltet civilsamfund med bla. infra- strukturprojekter, folkekøkkener, beboer- mødesteder, bydelsforeninger – og et bz-råd for hele Østberlin, der repræsenterede flere tusinde husbesættere.

______________________________

Interview med Freke, en tidligere bz’er og medlem af bz-rådet om de vilde dage i Østberlin

  • Hvordan kom du for 20 år siden til Mainzer Strasse i det østlige Berlin?

Freke: Efter murens fald i 1989 blev jeg draget til Berlin, som dengang var den mest spændende by i verden. Og efter at der blev besat huse i Mainzer Strasse den 1. maj 1990, flyttede jeg dertil i juni.

- Under fraværet af statslig autoritet blev der dengang besat huse i DDR i hobetal. Man kunne bare flytte ind i de tomme huse. Alene i Mainzer Strasse var 12 huse besat, ti på den ene side og to på den anden side af gaden. På denne måde ud- viklede Mainzer Strasse sig hurtigt til centrum for det østlige bz-miljø. 

  • Hvem var beboerne i de besatte huse?

Freke: De kom fra ganske forskellige politiske spektra. I sammenligning med de andre besatte huse i Østberlin var de fleste bz-ere i Mainzer Strasse ”Wessis”  (vesttyskere). 

  • Nogle af de mange bz'atte huse i Østberlin, juni 1990:
  • Hvor mange BZ-husprojekter eksisterede der dengang i det østlige Tyskland?

Freke: Omkring 120. De opfattede sig allesammen mere eller mindre som et politisk projekt og de sluttede sig sammen i et bz-råd og et for- handlingsudvalg. Sommeren 1990 var anarkiets korte sommer. Vi kunne gøre, hvad vi ville. Vi kunne praktisere vores forestillinger om at bo og leve selvbestemt - og det frembragte et utal af projekter. Ingen blandede sig og folkepolitiet (Volkspolizei, DDRs politiorganer) viste sig overhovedet ikke hos os.

  • Hvordan forandrede situationen sig?

Freke: Da Vestberlins senat (bystyret under ledelse af socialdemokraten Walter Momper) i september 1990 tiltrådte vores forhandlinger med Østberlins magistrat, blev vi hurtigt klar over, at senatet ikke havde nogen interesse i at finde en løsning for alle besatte huse. Så kom genforeningen den 3. oktober 1990. Dagen før blev politi- autoriteten overgivet til Vestberlin. Fra dette tidspunkt af måtte vi også regne med rydninger af husene.

  • Og det kom jo også snart derefter...

Freke: Tidligt om morgenen den 12. november 1990 blev vi bekendt med, at der var blevet ryddet tre huse i det østlige Berlin. To i Pfarrstrasse og et i Prenzlauer Berg. Derpå gik omkring 70 bz’ere fra Mainzer Strasse spontant på gaden for at demonstrere mod rydningerne. I medierne påstår man dagen efter, at der var blevet bygget ”barrikader”, men i virkeligheden handlede det om to vejspærringer ifm. vejarbejde...

________________________

" De rettede deres vandstråler mod vinduerne, der gik itu og oversvømmede rummene"

- Da vi kort efter vendte tilbage til Mainzer Strasse, ventede politiet med vandkanoner og rydningskøretøjer (bulldozere) på os. Efter det første angreb trak vi os tilbage i husene. Bulldozerne skubbede bilerne til side og vandkanonerne kørte i stilling. 

- De rettede deres vandstråler mod vinduerne, der gik itu og oversvømmede rummene. Der blev kastet alt muligt tilbage fra husene. Sådan startede eskalationen. Resultatet var flere timers heftig konfrontation med politiet i hele kvarteret. Om aftenen var hele Mainzer Strasse befriet for politiet og der blev bygget barrikader og gravet huller i asfalten.

  • Barrikader i Mainzerstrasse efter politiets første rydningsforsøg:

Forhandlingerne løb ud i sandet

- Den 13. november 1990 forsøgte alle mulige kendisser at forhandle med myndig-  hederne. Fra borgerrettighedsaktivisten Bärbel Bohley til den nuværende borg-  mesterkandidat i Berlin Renate Künast fra partiet ’Die Grünen’. Forgæves.

- Om aftenen fik vi nys om, at der var massive politistyrker fra Vesttykland på vej til Berlin og at visse motorveje var spærret på grund af troppetransporter. Da vidste vi: Nu kommer de med alt, hvad de umiddelbart kan mobilisere og de vil gå til angreb næste morgen.

4000 politifolk mod 400 bz-ere

- Omtrent 4000 politifolk kontra 400 bz’ ere kom i konfrontation den 14. november 1990. Det blev en af de mest dramatiske gadekampe i Berlins efterkrigshistorie. Ihvertfald var det det heftigste, jeg nogensinde har oplevet og set hvad angår statslig vold.

- Jeg personligt ville gerne have undværet denne erfaring, men jeg finder det idag vigtigt og også rigtigt, at vi førte denne kamp på trods af, at vi naturligvis vidste, at vi ikke kunne vinde kampen militært.

Tusinder af tåregas- granater og gummikugler...

- Politiet anvendte tusinder af tåregasgranater og gummikugler, som det dengang endnu ikke var tilladt at tage i brug. To bz’ere skal have fået skudsår, da politiet skød med skarpt. Men om det passer, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Dette var dog med- virkende til, at vi sammen trak os tilbage til husene, for bagefter at lade os anholde.

- Vi var enige om, at det ikke var det værd, at nogen af os blev dræbt. Omfanget af eskalationen satte mange af os i en slags choktilstand. I et af de bz’atte huse i Kreuziger Strasse, lige ved siden af Mainzer Strasse, underskrev bz’erne samme dag en lejekontrakt med husejeren af angst for rydning.

I det hele taget var det sådan, at efter rydningen af husene i Mainzer Strasse drejede det sig nu kun om at blive legaliseret. 

Fælles øst vest bz-demo med omkring 20.000 deltagere i Berlin 1990
Fælles øst vest bz-demo med omkring 20.000 deltagere i Berlin 1990
  • Betød rydningen af Mainzer Strasse enden på bz-bevægelsen som politisk projekt?

Freke:I modsætning til 1980`erne, hvor man i ny og næ ryddede et bz’at hus her og der og samtidigt gav de ”fornuftige” bz’ere en lejekontrakt, så handlede Mainzer Strasse om at fastslå magtforholdene én gang for alle. Ikke bare overfor bz’erne, men også overfor hele den østtyske befolkning, sådan at de ikke kom på subversive tanker ( ifm. de nye vesttyske ejendomsforhold ).

  • Denne for venstrefløjen så markante begivenhed er ikke blevet markeret med årsdags-ritualer eller mindearrange- menter. Hvordan kan det være?

Freke: Nå ja, en revival-gadekamp for dette synes jeg ikke ubetinget er en politisk meningsfuld koncept. Husene i Mainzer Strasse var tabt for os. De blev også straks moderniseret ved hjælp af statslige midler. De nye ejere fik omkostningerne til saneringen eftergivet af staten, som således skabte nye realiteter.

Den 14. nov. er for mig en depressionens dag. Det som jeg savner er, at vi ikke fester til minde om anarkiets korte sommer og alle de fede projekter, som vi i fællesskab formåede at gennemføre i denne undtagelsestilstandstid.

  • Hvad var det særlige ved jeres projekter dengang?

Freke: For eksempel havde vi i gaden besluttet at lave en byggelejeplads og dette var vi så også straks gået i gang med. Vi blev enige om at dæmpe trafikken i gaden og opstillede overalt blomsterkasser.

- Vi opbyggede fælles strukturer med gadens beboere i form af folkekøkkener, caféer, butikker, kulturarrangementer, fester, og meget mere. Sikkert var alt ikke lige succesrigt og fedt, men der var utroligt meget igang i fællesskabet og det indebar en hel del samfundsmæssige eksperimenter.

  • Bz-demonstrationer i Berlin - Vest & Øst:

               - Nogle af de talrige bz' - og anti-repressionsdemoer i Berlin -


Global solidaritet og vrede

- Lige efter rydningen var vi i starten endnu ganske euforiske. Vi tænkte, at det nok ville fortsætte på den ene eller anden måde. Vi blev mødt med ufattelig stor solidaritet fra alle sider. Beboerne i kvarteret kom med varmt tøj og pengegaver og venstre- fløjen erklærede sig på forskellige måder solidarisk med os. Der blev i de følgende dage gennemført solidarietsaktioner, som resulterede i materiel skade på mindst 15 millioner DM ( 60 millioner d.kr.).

(I talrige europæiske byer, deriblandt København, Oslo, Stockholm og Malmö, mm. var der solidaritetsdemonstrationer og angreb på tyske ambassader og konsulater. I den autonome info-café Zapata / autonomi-kollektivet på Nørrebro kunne man se en fotoudstilling om kampene i Mainzer Strasse).

Nazi-trusler

- Det tog et stykke tid, før vi det gik op for os, at der ikke skete noget og at det hele i virkeligheden var forbi. Men der er sikkert mere tilbage end de deltagendes personlige minder. Det var heller ikke kun positive erfaringer. Jeg tror, at de som har oplevet rydningerne mere eller mindre har fået nogle mén af det. Fraværet af statens væbnede organer i sommeren 1990 havde mange positive aspekter, men også negative følgevirkninger. F.eks. at vi selv måtte udøve vold mod de meget aktive nazier i Østberlin.

             _____________________________

"Vi kunne ikke regne med politiet og måtte selv forsvare os"

- Nazierne benyttede sig også af fraværet af de statslige voldsorganer. De besatte således nogle huse i Lichtenberg og derudfra overfaldt de ofte vores huse i Fried- richshain. Vi kunne ikke regne med politiet og måtte selv forsvare os. En dag kom politichefen fra den lokale politistation forbi hos os og undskyldte, at de fornyligt ikke kunne komme til hjælp, da de ”var for få og havde angst for at få nogen på kæften af nazierne”. Politilederen spurgte os i den forbindelse, om vi ikke kunne koordinere kommunikation- og alarmsystemer ifm. naziangreb.            _____________________________

"...så gik alarmen løs: Hjelm på, ind i kassevognen og frem til stedet"

Vi havde i forvejen overtaget politiets job i forbindelse med sikkerheden i kvarteret. Vi oprettede en vagtcentral, hvorfra vi var forbundet med de andre huse i kvarteret og når der skete et overfald eller lign., så gik alarmen løs: Hjelm på, ind i kassevognen og frem til stedet. Alligevel kunne der ske overfald, som vi ikke kunne forhindre, bl.a. husker jeg to kidnapninger fra naziernes side. 

  • Vil det sige, at det særlige ved denne sommer var det unikke magtvakuum?

Freke: Det historiske øjeblik åbnede nogle muligheder, som pt. er helt utænkelige.

  • Findes der en eller anden form form for historisk oparbejdning af denne tid?

Freke: Man er velkommen til at invitere os og spørge løs. Ganske for nyligt blev der lavet et magisterarbejde om Mainzer Strasse på universitetet i Graz ( hovedstaden i Østrigs forbundsland Steiermark). Der  er også blevet lavet en film om temaet:  ”Herzlichen Glückwunsch – die Mainzer wird geräumt”. Som du kan se, er oparbejdningen gået i gang...

_____________________

Interviewet med Freke er blevet offentliggjort i ugemagasinet Jungle World, d. 11. november 2010. Oversat og let redigeret af autonom infoservice. Kommentarerne står for autonom infoservice’s regning.


En kommentar af  al./autonom infoservice 

Beboermodstand imod gentrificeringen af  Berlin
Beboermodstand imod gentrificeringen af Berlin

Den ”totale frihed” var i forår og sommer 1990 blevet virkelighed i Østtyskland. Men ikke for enhver. De fleste af DDRs borgere havde store bekymringer i denne periode. Om deres boliger, jobs, om frem- tiden som helhed.

Mange var blevet orienteringsløse, fordi deres verdensanskuelse brød sammen. Skønt de nu kunne rejse hen, hvor de ønskede og blev fri for en autoritær kontrolstat, oplevede mange denne frihed som en graverende angst for fremtiden.             

Typisk spekulationsobjekt i Berlin-Friedrichshain
Typisk spekulationsobjekt i Berlin-Friedrichshain

I kølvandet af det vesttyske stats- apparats tilintetgørelse af spæde demokratiske selvforvaltningsstrukturer i visse kvarterer i de østtyske byer, opkøbte og istandsatte vesttyske boligspekulanter en stor del af den desolate boligmasse, der ikke havde klart definerede ejendomsforhold.

En mindre del af de bz’atte huse blev privatiseret og omgjort til ganske almindelige andelsforeninger. I de seneste år har den anden store gentrificeringsbølge nået de sidste rester af kvarterer med mangfoldig social sammensætning - som for eksempel Friederichshain i Øst- berlin.

Om den eksisterende beboermodstand kan begrænse denne yuppiesering, som fortrænger de oprindelige, mindre indtægtsstærke befolkningslag, må den umiddelbare fremtid vise. (al./autonom infoservice)

_________

Relateret

Silvio Meier var en autonom aktivist i bz-miljøet i Berlin. Han blev myrdet af nynazister den 21. november 1992 i U-Bahn - stationen Samariterstrasse i Berlin-Friedrichshain.

Situationen eskalerer i Mainzerstrasse:

(Informativ men desværre forringet billedkvalitet)

Slaget om Mainzer Strasse:

  • "Kollektiv Mainzer Straße - Sag niemals nie":  You Tube part 1 – 10  - en oprørscyklus fra 1872 til idag

Relateret litteratur på tysk

  • Autonome in Bewegung - Häuserkampf in den 80er und 90er Jahren und vieles mehr, ISBN 3-935936-13-3 (Assoziation A, Berlin 2003)
  • Berlin, Mainzer Straße - Wohnen ist wichtiger als das Gesetz. ISBN 3-86163-020-6 (BasisDruck Verlag, 1992)