Boganmeldelse. Lucio Urtubia: ”Revolution fra byggepladsen”

Denne selvbiografi af en baskisk anarkist er skrevet ud fra noget så sjældent som fra en arbejders perspektiv.                               En skildring af fattigdom og undertrykkelse under det blytunge Franco-dikatur. Men det er også fortællingen om klassekampe, værdig- hed og solidaritet indenfor de forskellige libertære og venstreradikale miljøer dengang og indtil i dag.                                                    Lucio var en af organisatorerne bag frem- stillingen af ”150 kilo” falske rejsechecks i navn af den amerikanske ”First National City Bank” i den sidste halvdel af 1970’erne.                     Formålet var at finansiere alverdens social- revolutionære bevægelser og solidaritets- arbejde med de politiske fanger rundt om i verden.                                                            Bogen er skrevet i et ligefremt og forfriskende sprog, der ikke lægger fingerne imellem.  

  • ChristianiaTV's optagelse fra Lucios aften, d. 29. sept. 2017 i "Byens Lys".

(Forstør ved at klikke på billedet):  

Lucio Urtubia voksede op under trange kår i en socialistisk arbejderfamilie i provinsen Navarra i det nordøstlige Spanien (billede tv.)  

Livet i landsbyen Cascante er barsk og mens Lucios bedstefar, far og ældste bror måtte udføre tvangs- arbejde i den af Franco-tropperne kontrollerede zone, måtte moren skjule sig for falangisterne.*

______________________                                     *Falange er et fascistisk parti. Efter Francos sejr i borgerkrigen blev Falange det eneste lovlige parti med Franco som dets leder.    

  • Falanges terror

Andre kvinder fra landsbyen og omegnen, der var kendt for at være republikanere,blev opsøgt af falangistiske militser. Kvinderne blev klippet skaldet og tvunget til at defilere gennem centrum af landsbyen, indtil mavesmerterne gjorde, at de ikke kunne andet end forrette deres nødtørft midt på gaden og i alles påsyn.                                      Disse og andre lignende episoder prægede den unge Lucios ungdom.

_____________________                                       José Antonio Primo De Rivera, var grundlægger af det spanske Falangist-parti (billede th. fra 1934) 

Som ung fyr bedrog han under sin værnepligt den frankistiske hær for millioner af pesetas. Senere deltog han sammen med anarkistiske aktivister i at organisere modstanden under Franco i det libertære undergrundsmiljø omkring Josep Facerias og Francesc Sabaté ”Quico” . De formåede på mange måder op til 1950 at forusikre de frankistiske repressionsorganer i Catalonien.

  • I den forbindelse kom det ofte til sammenstød med CNTs * eksil-ledelse  

* CNT står for ”Confederación Nacional del Trabajo” – konførderation af anarkosyndikalistiske fagforeninger med omkring 2 millioner medlemmer i 1930’ erne.

" Jeg tror ikke, at jeg nogensinde tilpassede mig CNTs tankesæt. (...) Quico havde en enorm indlydelse på mig. Jeg tog hjem til folk sammen med ham, og én ting er selvfølgelig at være revolutionær med snakketøjet og en anden at være revolutionær , som Quico var det, med våben i hånd. Derfor herskede der

mistillid, fordi hverken CNTs Nationale Komité eller Frederica Montseny – selv med al den respekt jeg kan have for hende – lod sig forene med den praktiske kendsgerning at krydse Pyrenæerne og sætte sit liv på spil. Montseny var en yderst intellegent kvinde, men hun var en (politisk) færdig kvinde. Og sådan var det også med størstedelen af CNTs komitéer, de var færdige. Der var meget få, som var villige til at sætte livet på spil. " (1)  

  • "Et elendigt udført falskneri"

" På et senere tidpunkt skulle jeg til Spanien på foranledning af CNTs formand, der var en mand ved navn Pintado. Identitetsdokumentet, som de gav mig til at komme ind i landet med, var bare et dårligt, genvundet dokument.                                                      Jeg blev møghamrende sur på ham og fornærmede ham. Jeg sagde: ”Det er ikke så mærkeligt, at I sender folk til Spanien for at dø.”  For én tinger at give nogen et dokument, så vedkommende kan bruge det, og noget ganske andet selv at tage afsted og sætte din frihed og måske dit liv på spil med dette stykke papir. 

Og denne omstændighed fik stor indflydelse på mig, når det kom til at etablere et forhold til CNT. " (side 177/178)  

  • Lucio Urubia karakteriserer sit livs forløb på denne måde: 

”L ivet er kort, rigtig kort, hvis vi medregner den tid, vi ligger og sover. I dag, hvor jeg er syvoghalvfjerds år gammel, tror jeg ikke, at jeg misunder nogen noget. Jeg ønsker mere retfærdighed til alle, og også mere forståelse. At du skal vide, at hvis du giver, så får du også. Hvis jeg skulle begynde mit liv på ny, ville jeg mere eller mindre gøre det samme, som jeg har gjort.                       Så jeg vil forsøge at forklare mit liv, der er rigt på mange andre liv, rigt på eventyr, på arbejde og fornøjelser, og de handlinger jeg har ført ud i livet med succes, de utopiske handlinger, der til et vist punkt er uforklarlige, nogle gange vanvittige, utrolige men sande. Jeg vil fortælle om mine mange anholdelser og fængselsophold, de tidligste på grund af ubetydeligheder jeg begik som barn, og om min kamp mod alle etablerede samfundssystemer, socialistiske eller ej. ” (side 42/43)  

  • Hans indtryk fra maj 1968 som han engageret deltog i: 
Libertære oprørere i Paris-Nanterre i 1968 (forrest: Daniel Cohn-Bendit)
Libertære oprørere i Paris-Nanterre i 1968 (forrest: Daniel Cohn-Bendit)

”Ved Gare de l’est var der samlet en enorm menneskemængde og i glæde og harmoni blev der sunget spanske anarkistsange og sange fra Pariserkommunen, mens tusindvis og atter tusindvis af røde flag vajede. Men demonstrationen satte ikke igang. Hvad skete der?

Der skete det, at sosserne fra kommunistpartiet og CGT ville gå forrest i  demon- strationen, ligesom de havde for vane. Der stod rigtig mange ting på spil for tiden fremover.                                                                                                                       De studerende og deriblandt Daniel Cohn-Bendit mistede respekten for dem og be- handlede dem som stalinister ved at sige til dem, at hvis de ikke ville gå bagved, kunne de skrubbe hjem.                                                                                                Og da måtte dem, der i over fyrre år havde troet, at de var ejere og bestyrere af den politiske venstrefløj for første gang vige tilbage, så den tyske jøde, der dengang var anarkist , og andre grupper kunne få deres plads forrest i demonstrationen. Dette var et forvarsel: Det første tilbageskridt for dem, der sidenhen har betydet stadig mindre, blev taget og i dag repræsenterer de ikke meget mere end en gruppering. ” (side

190-191) 

Om kritisk solidaritet og støtte til kammerater i fængsel

Lucios solidarisk-kritiske forhold til de franske kammerater, der deltog i den glandestine libertær-socialistiske ACTION DIRECTE er noget, som vi autonome her i landet i 1980' erne godt kan genkende.     På trods af strategiske differencer med kammeraterne gennemførte vi solidaritets – og oplysningskampagner (baseret på infos som vi modtog gennem vores korrespondence med Action Directe’s advokat Dagmar R.) for at gøre opmærksom på den franske stats isolationstortur og hårde chikanepraksis mod de politiske fanger. Ligesom Lucio blev også vi i kølvandet af vores fangesolidaritetsaktiviteter konfronteret med en udgrænsningskampagne fra dele af den legalistiske venstrefløj.

HÉLIETTE OG ACTION DIRECTE

”Mit liv er ikke en hemmelighed for nogen, alle kender min løbebane, jeg har ikke været nogen engel, men jeg forsøger ikke at retfærdiggøre min opførsel. Jeg forsøger at fortælle alle om det, jeg ved og det jeg har oplevet –og det bliver jeg ved med. Jeg vil også fortsætte med at forsvare alle de aktive grupper og organisationer, der opererer udenfor loven, selvom jeg mener, at de tager fejl angående forskellige ting.                                                                                        Jeg vil dog ikke bruge mig selv som eksempel men derimod min veninde Héliette. Jeg har fortalt om hende andetsteds: Hun er en velkendt kvinde i alle libertære kredse og i alle Frankrigs fængsler. Hun bor meget fattigt, og det er ikke hver dag, hun får varm mad.                                                                                                          Hvorfra og hvordan får hun styrken til at klar den, til at søge efter og finde det for- nødne til fortsat at hjælpe sine venner fra Action Directe, der har siddet indespærret i straffeanstalter i årevis? Jeg gentager, at hun ikke får varm mand hver dag, men hun besøger dem hver uge og medbringer det, de behøver. ( ...)                                        Héliette udretter mirakler med sine tomme hænder, og hendes modstandere har ved forskellige lejligheder tilladt sig at så tvivl om det. Hvis hun er sådan, er det fordi hun har valgt at være sådan – og det samme kan siges om hendes venner i Action Directe og andre nærtstående grupper. De valgte at leve på en bestemt måde,og at lave nogle aktiviteter med de midler, som de nu rådede over.” (side 421/422)

  • LUCIOS BESØG HOS LIBERTÆRE KAMMERATER I BYEN SAINT CLAUDE I JURA-REGIONEN

”Det var mit tredje besøg i Saint Claude. Byen råder over et Folkets Hus, der er ganske ødelagt, men som i sin tid må have været af meget stor betydning. Indenfor dets mure befinder Kulturhuset sig, hvor der holdes oplæg, konferencer og teaterforestillinger; der er også en biografsal og en slags kombineret bar-restaurant. I tidligere tider havde det været en industriby. Der var blevet fremstillet piber til rygere og også ordnet og forarbejdet diamanter til velhaverhjem og luksus-forretninger.

Jeg har været i størstedelen af Frankrigs vigtigste byer, men jeg har ikke i nogen af dem fundet en tradition og en historie som den i Jura-departementet. Hvad angår det sociale og det politiske har denne region opfostret flere personligheder end nogen anden, og den har haft en ekstraordinær genklang i Frankrigs historie og i verdens- historien.

For hundredehalvtreds år siden spillede Jura-departementet en meget stor rolle, for inden det socialistisk samfund fandtes, blev der her skabt et system af kooperativer mellem urmagerværkstederne. Michail Bakunin ønskede at tage ved lære af deres erfaringer, han besøgte rgionen og boede der endda en tid. Jura-føderationen mod- satte sig marxismen i Første Internationale, og for os spaniere var denne situation afgørende for fødslen og udbredelsen af det anarkistiske tankesæt i Madrid, Andalusien og Barcelona.

Og man må heller ikke glemme erfaringerne med selvforvaltningen af fabrikken LIP i halvfjerdserne, da arbejderne besatte virksomheden og i deres organisering var inspireret af anarkismen.” (side 494-495) 

Bogen "Lip Lip Hurra" om arbejdernes overtagelse af LIP-fabrikken er skrevet af de tidl. VS'ere Irene Clausen og Per Holm

Lucio Urtubias selvbiografi er et fyldt med autentiske skildringer, der fører læseren gennem den libertære venstrefløjs nyere historie.              Pyntet med en masse fornøjelige og informative episoder med bl.a. kendte franske politikere og mere eller mindre kendte personligheder i sports – og modebranchen.

Lucios Urtubias bog er ikke til at komme uden om: Den er spændende som en første klasses thriller, informativ, opmuntrende – med hjernen og hjertet på den rigtig side. 

(ikh. og al./ autonom infoservice)

__________

Note

  1. Om de indbyrdes uenigheder mhp. de mest effektive modstandsstrategier under Franco-diktaturet henvises til denne artikel på autonom infoservice: Tidsdoku. Anarkosyndikalister i væbnet modstand mod Franco og Hitler

______________________

Lucio Urtuba Jimenez:                                                                 Revolution fra Byggepladsen, 676 sider, 200 kr.                    Oversat fra spansk af Lars Trols Møller                                     Udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag - Bureauets Lommebibliotek    ISBN: 978-87-92280-95-3                             Kan også købes i Bogcaféen Halmtorvet 54        ________________________

 

                   (Forstør ved at klikke på billedet):  

@ Pernille Aino Mucha Søhald: " I 'Byens Lys' på Christiania så vi dokumentarfilmen Lucio samt hørte tekster fra hans selvbiografi - Revolution fra byggepladsen, oversat af Lars Troels Møller (på billede th.)". (29. september 2017)

Kommentar schreiben

Kommentare: 0