Tidsdoku. Den kinesiske kulturrevolution – første del

For 51 år siden startede Kulturrevolutionen i Kina. Den varede fra 1966 til 1969.

Halvandet årti efter dannelsen af Folkerepublikken Kina i oktober 1949, eksisterede der i befolkningen en ud-bredt vrede mod partibureaukratiets privilegier og magtmisbrug.        Mange tog derfor godt imod den nye proklamerede ret til oprør mod de etablerede autoriteter. Maos ideer blev kreativt fortolket og anvendt på mangfoldig vis.

  • “100 Blomster-bevægelsen“
  • Løn – og arbejdsbetingelser i Kina omkring Kulturrevolutionen
  • De venstreradikale bevægelser under Kulturrevolutionen  

 

På grund af artiklens længde har vi opdelt den i to dele. Anden del opsættes op til nytår.  

  • Det kinesiske kommunistpartis angst for kulturrevolutionære inspirationer

Kinas Kulturrevolution er gået over i historien på hovedsageligt to fortællinger. 

Den ene fremhæver især tumulterne og det omfattende kaos for at retfærdiggøre inddæmningen af den sociale revolte og genetableringen af den statslige kontrol. Det er først og fremmest Kinas Kommunistiske Parti (KKP), som står for denne udlægning – med opbakning fra vestlige mainstream-medier og borgerlige historikere.

Den anden fortælling bygger på kinesiske neomaoisters idealisering af Kultur-revolutionen, idet de fremstiller lederne som ikoner og banaliserer de dybe sociale og politiske modsætninger, der karakteriserer hele den kinesiske variant af socialismen.

I slutningen af 1960’erne opfattede mange på den internationale venstrefløj Kultur- revolutionen som en radikal politisk begivenhed og en kilde til social revolte samt nye former for kollektivitet, der kunne ryste de politiske magtstrukturer. 

Det var forbundet med et udbredt håb om, at formanden Mao Zedong* (1893 – 9. september 1976) og hans permanente revolutionsstrategi kunne overvinde de bureaukratiske hierarkier, ikke bare i Kina, og være en kilde til inspiration for en global revolte mod de herskende magtstrukturer.

______________________

* Mao var formand for Kinas kommunistiske parti ml. 1943 – 1976, formand for den centrale folkeregeringen ml. 1949-1954 og leder af Folkerepublikken ml. 1954 – 1959.

 

  • "De kaotiske 10 år"

Kinas Kommunistiske Parti har siden starten af 1980erne officielt betegnet perioden mellem 1966 og 1976 som ”de kaotiske 10 år” og dermed retfærdiggjort overgangen til den statsligt styrede markedsøkonomi og integrationen i den globale kapitalisme. Fra midten af 1990’erne førte den kapitalistiske markedsgørelse til en hastigt voksende ulighed og kolossale skader på klima og miljø. 

Massefyringer og udhulingen af de tidligere sociale sikringssystemer, udbredt korruption og privat tilegnelse af offentlig ejendom, grov udbytning af de omkring 280 millioner (ifølge statistiske undersøgelser fra 2016) vandrearbejdere, mv. har ført til en Mao-revival i dele af Kinas befolkning – især blandt arbejdere, studenter og aktivister.

Ikondyrkelsen af Mao og idealiseringen af de kulturrevolutionære begivenheder bliver forbundet med en kritik af de herskende forhold og inspirerer i stigende omfang til strejker og protester mod myndigheder og arbejdsgivere.

Kommunistpartiet har indtil videre forhindret videnskabelig forskning af  Kultur- revolutionen for at afværge en re-politisering af et subversivt tema i en tid med social og politisk usikkerhed for store dele af landets befolkning. På baggrund af de omsig gribende sociale protester vokser angsten i KKPs ledelse for, at de oprørske, kultur-revolutionære koncepter kunne udløse gnisten til en ny masserevolte.

  • Tiden op til Kulturrevolutionen

I de første måneder af 1966 udbrød heftige ideologiske kontroverser indenfor KKP. Uenighederne, der gik på Maos fortolkning af den ”permanente revolution” og klassekonflikter i socialismen, udløste interne magtkampe i partiets ledelse. Den kunne ikke blive enig om konklusionen på det katastrofale forløb for ”det store spring fremad” (”da yue jin”, 1958-1961) og skabte voksende splittelse i partitoppen.

Ifølge Mao var problemerne forbundet med kommunistpartiets etablering som det statslige magtcentrum. Præget af den langvarige militære konflikt med den japanske besættelsesmagt og borgerkrigens kamp mod nationalisterne (”Nationalistpartiet” / ”Gúomíndăng” under ledelse af Sun Yat-sen og fra 1925 af Chiang Kai-shek).

Her ud fra opstod i slutningen af 1940’erne en repressiv militaristisk statsstruktur, idet partiets, militærets og statens institutioner blev vævet ind i hinanden. 

Den Lange March. Mao Zedong til hest, fotograferet i 1947 under borgerkrigen mod Chiang Kai-shek.

I det efterfølgende årti udviklede partiet sig til et kæmpestort bureaukratisk stats-apparat. I modsætning til den officielle socialistiske ideologi om lighed, så eksisterede der i Folkerepublikken Kina et finmasket hierarki af forskellige kategorier af parti-medlemmer med tilsvarende forskelle i indtægter og privilegier.                        Således tjente de højeststående partimedlemmer omkring 30 gange så meget som de almindelige partifunktionærer. De modtog større huse og biler, beskæftigede tjenestefolk og meget andet. 

Flertallet af kinesere der ikke var medlem af KKP var ludfattige. Der blev hen ad vejen iværksat en række sociale reformer som for eksempel gratis skolegang, gratis lægehjælp, mv. Også fattigdommen blev mindsket og den udbredte analfabetisme blev mærkbart reduceret. Alligevel var de fleste kineseres arbejds– og levevilkår lysår fra det privilegerede liv blandt de højere lag af parti – og statsfunktionærer.

  • “100 -Blomster-bevægelsen“ 

Mao og hans tilhængere i partiet havde allerede før Kulturrevolutionen haft den strategi at disciplinere partiet og afsikre deres magt-positioner ved at benytte sig af folkelige mobiliseringer udenom partiet med populær kritik af partihierarkiet.        Således inviterede Mao’s iscenesatte kampagne “100 Blomster bevægelsen“  (baihua yundong) i 1956/57 alle utilfredse lag udenfor partiet til offentligt at kritisere mis- forholdene. Da den fremkomne kritik først og fremmest koncentrerede sig om de nye privilegerede stats – og partilag, de ideologiske udskejelser og den eksisterende ulighed, fandt kommunistpartiets ledelse en hurtig afslutning på denne demokratiske åbning fra neden.

For at forhindre fortsættelsen af den offentlige kritik af KKPs ledelse iværksattes en hastigt organiseret ”kampagne mod højreafvigere”, hvor hundredtusinder blev stigmatiseret. I denne kampagne kom partiets rigorose sociale klasseinddeling til at spille en central rolle.

  • Klasseinddelingens praksis

Efter KKPs sejr i 1949 blev klasseinddelingens praksis, der førhen i de konkrete samfundsmæssige brydninger var del af massemobiliseringen, omformet til et sterilt bureaukratisk system for politisk kontrol. Således blev hele landets befolkning inddelt i over 40 ”klassekategorier” (de såkaldte ”chengfen”) ud fra dels socio-økonomiske placeringer: bønder, godsejere, småkapitalister, arbejdere, osv. og dels politiske kategorier: revolutionære ledelsesmedlemmer / kadrer, højreafvigere, kontra-revolutionære, osv.).                                                                                            Gennem denne økonomiske og politiske klassificering blev befolkningens relation til Folkerepublikken fastlagt og anvendt som instrument for disciplinering af afvigende sociale og politiske holdninger.   

I slutningen af 1950’erne blev der indført et registreringssystem (det såkaldte ”hukou”-bopæl-system), som tildelte samtlige indbyggere bestemte distrikter på landet eller i byerne, som de kun måtte forlade med de lokale parti-myndigheders tilladelse. 

Klassekodificeringen blev fra omtrent starten af 1950’erne indtil afslutningen af Mao-æraen anvendt til både sociale mobiliseringer og politiske kampagner. Store dele af det kinesiske samfund var hverken borgerlige eller proletar-iske – og blev alligevel klassificeret på netop denne måde. 

For at undgå mulige ufordelagtige klasse-inddelinger opfandt mange kinesere uden entydig klasseidentitet en sådan ved hjælp af opfindsomme fortolkninger af deres biografi.

  • Kulturrevolutionens start 

I KKPs ledelse verserede grundlæggende uenigheder om forholdet til Sovjetunionen, landbrugspolitikken, de private ejendomsforhold på landet, vareproduktionens overlevelse og industriproduktionens strategiske placering, mv. 

vægavis- kampagnen ”Dagibao”
vægavis- kampagnen ”Dagibao”

På baggrund heraf udkrystalli- serede der sig to poler, person-ificeret ved Mao på den ene side og Liu Shao-chi * på den anden side. Der udviklede sig heftige stridigheder i perioden maj til august 1966.

Præcis på dette tidspunkt startede vægaviskampagnen ”Dagibao” ( de store skrifttegns vægavis) på universitetet i Beijing. Kampagnen mobiliser-ede bevægelsen Den Røde Garde og startede dermed en bevægelse, som hen ad vejen antog massekarakter med omtrent 20 millioner medlemmer.  

Efter starten på Kulturrevolutionen der var baseret på Maos opfordring til at ”gøre oprør mod dekadente funktionærer og bekæmpe borgerlige figurer og deres ideer”, intensiveredes angrebene på folk med en ”suspekt klassebaggrund”.

Vægavis-kampagnen ”Dagibao”
Vægavis-kampagnen ”Dagibao”

Således blev mishandlingen af magtesløse personer fra den gamle feudale klasse betegnet som en handling af stor politisk betydning, mens angrebene på parti – og statslige autoriteter blev anset som verserende klassekamp mod de interne ”kapitalistiske agenter”.

Skønt initiativet til Kulturrevolutionen kom ovenfra, så bredte bevægelsens dynamik sig fra neden. Halvandet årti efter dannelsen af Folkerepublikken Kina eksisterede der i befolkningen en udbredt vrede mod partibureaukratiets privilegier og magtmisbrug.

Mange mennesker tog derfor godt imod den nye proklamerede ret til oprør mod de etablerede autoriteter. Maos fragmentariske ideer blev kreativt fortolket og anvendt på mangfoldig vis – til opgør i partiinterne stridigheder samt i personlige konflikter, i forbindelse med almen utilfredshed og som legitimering af angreb på politiske autoriteter, mv. 

____________________________

* Liu Shao-chi (1898 – 1969) blev efter dannelsen af Folkerepublikken af den 2. og 3. folkekongres valgt som folkekongressens præsident. Efter Mao Zedongs tilbagetræden i 1959, blev Liu den officielle leder af Folkerepublikken. Han blev anholdt og fængslet i starten af Kulturrevolutionen i 1967 og i oktober 1968 ekskluderet af KKP. Liu døde i november 1969 i fængsel i byen Kaifeng i provinsen Henan. 

 

  • Kulturrevolutionens første fase

Efter Maos opråb til Kulturrevolutionen i maj 1966 * sendte statspræsident Liu Shao-chi ’arbejdsgrupper’ fra partiet ud til skoler og uddannelsessteder for at overvåge elevernes og studenternes aktivisme. Dette førte til flere konflikter, da de militante elever og studerende ville føre bevægelsen videre uden en sådan partikontrol. Derpå beordrede Mao allerede i juli arbejdsgrupperne tilbage igen

_________________________________

*Se tidslinjen i hovedtræk fra Kulturrevolutionens start i maj 1966 til Maos død den 9. september 1976 og derudover på AsiaNews.it

  • ”Oprøret er retfærdigt” (”zaofan youli”)

Derefter mistede KKP kontrollen og antallet af uafhængige elev – og studentergrupper eksploderede. Situationen udformede sig dog paradoksalt. Motiveret af Maos parole ”Oprøret er retfærdigt”, udfordrede modstanden partiets bureaukrati.

Men de ledende aktivister i denne modstand var gennemgående elever og studerende fra politisk privilegerede familier, der påberåbte sig at tilhøre den elitære såkaldte ”blodlinje-teori” (”xuetong lun”), ifølge hvilken Kina udelukkende skulle ledes af familier med en ren revolutionær biografi.

___________________________

Hierarkisk struktur med forskellige ”røde kategorier”

Indenfor Den Røde Garde eksisterede en hårfin hierarkisk struktur med forskellige ”røde kategorier”. På toppen rangerede børn af højtstående militærpersoner, efterfulgt af civile partikadrer og helt nederst i hierarkiet kom dem fra proletariske familier og bondefamilier.

Da der kun fandtes relativt få industriarbejdere og bønder i Beijing, kunne kun omkring 15-20 procent af de studerende blive optaget i Den Røde Garde. Mange af dem kom fra familier med højtstående partimedlemmer.

I perioden august – september 1966 startede den såkaldte ”røde terror” , hvor folk med en ”dårlig klassebaggrund” blev angrebet: 

___________________

”Uproletarisk” beklædning og frisure

I Beijing blev der i disse måneder, ifølge officielle tal, dræbt mindst 1.772 mennesker. Omkring 33.600 boliger og huse blev ransaget og hærget.

Alt sammen led i en  kampagne, der var målrettet imod de ”fire relikter”: de gamle ideer, den gamle kultur, de gamle traditioner og de gamle sædvaner. Tusinder af de historiske stader blev ødelagt og alt, der tydede på borgerlig livsstil, som for eksempel ”uproletarisk” beklædning eller ”uproletarisk” frisure, blev opsporet på de dertil oprettede gadekontrol-points.

Sensommeren 1966 blev ifølge officielle tal 77.000 mennesker i Beijing tvangsflyttet til fjerne områder på landet. Det drejede sig først og fremmest om mennesker fra de ”fem sorte kategorier” (”hei wu lei”): husejere, velhavende bønder, kontrarevolution-ære, dårlige elementer, højreafvigere, inklusive deres familiemedlemmer.

Den Røde Garde gennemførte titusindvis af husransagninger og fysiske angreb mod medlemmer af disse stigmatiserede klassekategorier uden hverken det lokale politi eller partifunktionærer på stedet blandede sig.

  • Partiledelsens kursændring splitter bevægelsen
"Bombardér hovedkvarteret!"
"Bombardér hovedkvarteret!"

Fra oktober 1966 blev der fore-taget et væsentligt kursskifte. KKPs ledelse fremkom med en ny retningsgivende kritik, hvor-efter den ”borgerlig-reaktionære linje” som havde forskånet magt-haverne og rettet kampen mod masserne skulle bekæmpes.  Lokale partimyndigheder bliver beordret til at rehabilitere dem, som i månederne før var blevet forfulgt som kontrarevolutionære og sorte bander.

Moddiskurs til ’blodlinje-teorien”

Dette førte til splittelse af bevægelsen. Nydannede Røde Garder af mennesker med ”tvivlsom” familiebaggrund vendte sig mod partiapparatet og de højtstående funktionærer. Med deres moddiskurs til ’blodlinje-teorien” blev de til rebeller mod den herskende orden.

De oprindelige nu ”gamle Røde Garder” forsøgte som pårørende til parti -, stats- og militærledere at forsvare deres privilegerede status. Fra en dag til den anden var de selv blevet ”bastarder” og et angrebsmål for bevægelsen.

Undtaget fra rebellernes angreb var kun et lille lag af KKP-ledere omkring Mao. Skønt de fleste af dem, inklusive Mao og hans nærmeste kampfælle Lin Biao, hverken havde en baggrund som fattig bonde eller kom fra arbejderklassen.                 Kulturrevolutionen der i store træk var startet fra oven og havde været i stand til at få massernes undertrykte energi til at eksplodere, havde nu tydelige vanskeligheder med at begrænse omfanget af eksplosionen. 

  • ”Januarstormen” i Shanghai

I Shanghai startede Kulturrevolutionen i sensommeren 1966 – igangsat af bevægel-sen Den Røde Garde. Også her skete der i slutningen af oktober et kursskifte, da partihierarkiet blev hovedmål for angrebene. Til forskel fra andre dele i landet slog rebellernes aktioner i Shanghai over fra uddannelsesstederne til den ene fabrik efter den anden. 

”Arbejdergeneralhovedkvarteret” (”gongren zongbu”)

I november grundlagde rebellerne deres egen organisation ”Arbejdergeneralhovedkvarteret”, som de lokale partimyndigheder officielt anerkendte som en revolutionær organisation. 

Dermed fik arbejderne nu også ret til selvstændigt at organisere sig. Noget som førhen kun var tilladt for elever og studerende.

Den maoistiske ledelse havde dog undervurderet effekten af massemobiliseringen vendt mod såvel partibureaukratiet som mod selve produktionen. Dens oprindelige planer var, at Kultur-revolutionen kun skulle finde sted i fritiden, i fabrikkerne og kommunerne. Men dette stødte på energisk modvilje fra Shanghais arbejderrebeller.

Fra november 1966 til januar 1967 deltog meget forskellige sociale grupper aktivt i bevægelsen. De hurtigt udbredte arbejderkrav om mere i løn, bedre arbejdsforhold, garantier for at kunne forblive på ens arbejdsplads, bedre sundhedsvæsen, mv. blev af de maoistiske ledere behæftet med begrebet ”økonomisme”.* Utilfredsheden havde længe eksisteret blandt arbejderne, men først med Kulturrevolutionen blev dette synligt og førte til en kollektiv modstand.

_________________________________________

* Maoisterne har her anvendt Lenins ”økonomisme” - begreb på en åbenlys forkert måde. Den oprindelige version var en kritik af den opfattelse, at den økonomiske, faglige kamp er et tilstrækkeligt redskab for at kunne realisere arbejderklassens frigørelse. Derimod havde begrebet ”økonomisme” intet at gøre med en fordømmelse af økonomiske kampkrav som sådan. 

  • 5.300 autonomt organiserede grupper i Shanghai

Rebelbevægelsen i Shanghai omfattede ialt omkring 5.300 autonomt organiserede oprørsgrupper.

Alle disse grupper fremkom i slutningen af 1966 med deres ”økonomistiske“ krav. Fra november 1966 til januar 1967 til-spidsedes situationen yderligere. Mange af Shanghais myndigheder var handlins-glammede.

Statens repræsentanter stod under konfrontationen med bevægelsen under massivt pres og gav derfor efter på en lang række områder: De udbetalte høje beløb til lønninger og tillægsbetalinger, ophøjede lokale virksomheder til stats-virksomheder med deraf følgende sociale rettigheder til arbejderne, hævede lønningerne for de landlige områder og udstedte talrige regulære ansættelses-kontrakter.

På trods af disse åbenlyse forbedringer af forholdene som de panikslagne myndigheder gennemførte, blev arbejderne ved med at nedlægge arbejdet og forlade deres arbejdsplads for at deltage i de fortsatte protester, som omkring årsskiftet 1966/67 fortsatte i endnu større omfang. 

____________________

Heftige konfrontationer mellem grupper af Røde Garder 

Da de socialrevolutionære rebeller fra  ”Arbejdergeneralhovedkvarteret” under heftige konfrontationer fik nedkæmpet den konservative ”Røde Arbejdergarde” (”gongren chiweidui”), der støttede partiets bureaukratiske elite, og drev dem ud af virksomhederne, gik produktionen endnu længere tilbage.

Også transportarbejderne tilsluttede sig revolten. Dette resulterede i flere fabriks-lukninger pga. manglende forsyninger. Samtidigt blev forretningerne tømt for varer, da folk havde flere penge til at købe ind for.

__________________

Spontane masseaktioner

I starten af januar 1967 udfyldte en række oprørsgrupper det politiske tomrum, der var opstået som følge af de kommunale myndigheders handlingslammelse. Rebellerne overtog aviser samt radio – og TV-stationer.

Denne fremgangmåde var ikke som ofte påstået autoriseret af repræsentanter for Mao der var sendt til Shanghai, men baserede overvejende på ukoordinerede masse-aktioner. KKPs ledelse i Shanghai forhandlede på Maos råd med rebelgrupperne for at stabilisere situationen og få de prostesterende til at genoptage deres arbejde.

(al./ autonom infoservice)

Slut på 1. del - anden del opsættes op til nytår. 

 ________________

Anvendt litteratur                                   

 (Forstør ved at klikke på billedet)  

                      ________________

PS. Et par personlige indtryk

Som aktivist der deltog i forskellige internationale begivenheder mindes jeg de store maoistiske mobiliseringer:

  • I Portugal (1975/76)
  • I Tyskland ved internationale Chile-solidaritetsdemoer, hvor den største af de maoistiske organisationer, ”Kommunistischer Bund Westdeutschland” (KBW), kunne mønstre imponerende demoblokke med 15-20.000 deltagere.
Marxistisk-leninistisk (maoistisk) demo i Vesttyskland i 1970'erne
Marxistisk-leninistisk (maoistisk) demo i Vesttyskland i 1970'erne
  • I Paris, hvor mao-spontanisterne omkring ”Gauche prolétarienne” (GP) kørte opsigtsvækkende aktionskampagner mod det franske borgerskab.
  • Ikke mindst i Norge, Sverige og Belgien, hvor maoisterne i en periode var den dominerende kraft på den ikke-reformistiske venstrefløj og bl.a. dominerede den antiimperialistiske modstand mod den amerikanske invasion af Sydøstasien.
  • I Danmark mindes jeg især kammerater fra ”Boligorganisation marxister-leninister” (BOm-l), der senere blev til ”Marxistisk-Leninistisk Enhedsforbund” (MLE), hvis kompromisløse begejstring for Kulturrevolutionen var deres politiske omdrejningspunkt.

Dem mødte jeg på arbejde som lagerarbejder på ”Dansk Pelsauktion” i Glostrup, hvor nogle hundrede studerende to gange om året i perioder knoklede døgnet rundt for en løn, vi kunne leve af resten af året. I de lange ventepauser i kantinen var der gang i lidenskabelige diskussioner med maoisterne – og på trods af store uenigheder, forblev vi dog gode kammerater "i en fælles kamp".

  • I min tid som aktiv VS’er deltog jeg bl.a. i partiets programmatiske gruppe (under VS’s internationale udvalg). Her diskuterede vi indgående maoisternes ideologiske selvforståelse og omskiftelige strategi. 

Baggrunden herfor var de danske maoisters fremgang på dette tidspunkt, omtrent fra 1976 og til starten af 1980’ erne, hvor de blev til en politisk faktor på den revolutionære venstrefløj. Ikke mindst for at afværge flere udmeldinger fra VS til maoisternes nydannede parti KAP (Kommunistisk Arbejderparti). Det blev der nu heller ikke tale om – undtagen i Hillerød, hvor hele VS’s partiafdeling gik ind i KAP.  

(al. / autonom infoservice)