Krig og revolution i Kurdistan

Kurdernes frihedskamp er en broget historie præget af sejre og nederlag.

Tyrkiets militære invasion af Afrin er det seneste angreb i en lang række forsøg på at knuse kurdernes kamp for selvstændighed.

  • Læs om kurdernes dramatiske historie.  

 

  • Den kurdiske by Afrins fald

Tre dage før den kurdiske NEWROZ-fest den 21. marts i år indtog den tyrkiske hær den kurdiske by Afrîn i Nordsyrien.

For to måneder siden startede tyrkiske militærenheder, sammen med den islamistiske fløj i den Frie Syriske Hær (FSA), et militært angreb på den nord-vestlige kanton Afrin i Syrien for at gøre en ende på det kurdiske selvstyre. Med indtagelsen af byen Afrin har det tyrkiske autoritære-nationalistiske styre foreløbigt nået sit mål. (1)

Ifølge den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan er dette det første skridt mod det endelige mål: At fordrive de kurdiske selvforvaltningsorganer, det kurdiske Demokratisk Unions Parti (PYD) samt folkeforsvarsenhederne YPG/YPJ fra hele det tyrkisk-syriske grænseområde frem til Irak og etablere et tyrkisk vasalregime i byerne Afrin, Manbij, Kobane, Qamishli, m.fl.

                  - Tyrkiske kampjets bombarderer Afrin, februar/marts 2018 -

Efter folkeopstanden mod Assad-klanen i 2011 lykkedes det for kurderne at etablere en basisdemokratisk forvaltning i dele af det nordlige Syrien. Dette skete i første omgang i tre adskilte områder. Gennembruddet kom i løbet af vinteren 2015 med kurdernes sejr i grænsebyen Kobane.

Kobane-by efter slaget med "Islamisk Stat"
Kobane-by efter slaget med "Islamisk Stat"
  • Sejr over "Islamisk Stat"

Med hjælp fra USAs luftvåben lykkedes det kurderne at slå ”Islamisk Stat” (IS) tilbage og fordrive IS fra Kobane. Derefter kunne de kurdiske militser ret hurtigt overtage området mellem byerne Qamishli og Kobane og dermed skabe en forbindelse mellem de to kurdiske kantoner.

Dernæst fordrev YPG/YPJ-militser ”Islamisk Stat” fra byen Manbij øst for floden Eufrat og forberedte sig på at få kontrollen over området mellem Manbij og Afrin. På denne måde ville den  autonome kurdiske konføderation ROJAVA langs den tyrkiske grænse være en realitet.

 

  • Kurderne er blevet ladt i stikken.

Den tyrkiske militærinvasion har foreløbigt inddæmmet kurdernes selvforvaltningsprojekt.                  Såvel de amerikanske som de russiske stormagtsinteresser i området vejede som sædvanligt tungere end den moralske pligt til at sætte en stopper for Erdogan-regeringens brud på Folkeretten og de elementære menneskerettigheder. Kurderne er blevet ladt i stikken. Det er et mønster, der har gentaget sig mange gange gennem hele det 20.århundrede. Kurderne er blevet udnyttet af større magter i regionen og disse har igen og igen saboteret kurdernes selvbestemmelseret, så snart der opstod interessekonflikter.

  • Kurderne – en bold i fremmede magters spil

Det startede med opdelingen af det osmanniske rige efter afslutningen på Første Verdenskrig. De fleste kurdiske stammer levede med få undtagelser i Persien, i det osmanniske riges område. Da kolonimagterne – først og fremmest Storbritannien og Frankrig – opdelte området i forskellige indflydelsessfærer, blev kurderne spredt i de nyopståede stater Tyrkiet, Irak og Syrien.

Da kurderne i det område som udgør nutidens Nordirak gjorde oprør mod den britiske kolonimagt, fordi de ikke ville være del af den konstruerede irakiske stat, blev de knust af britisk militær. 

Noget lignende skete i Tyrkiet, hvor de kurdiske opstande i 1920’erne og 30’erne blev slået ned militært. Hverken Tyrkiet, Irak eller Syrien ville risikere, at deres grænser blev udvisket af den kurdiske befokning. For magthaverne i Ankara, Damaskus og Bagdad og snart også i Teheran blev kurderne en destabiliserende trussel, som det gjaldt om at holde under kontrol med alle midler.
På den anden side ...

Når områdets magthavere blev involveret i konflikter, der truede med at underminere deres magtstatus, havde de ofte held med at vinde kurderne for dem, hvis de forbandt alliancen med løfter om en fremtidig kurdisk særstatus. På den måde blev kurderne ofte instrumentaliseret til gavn for deres angivelige alliance-partnere. Så snart siuationen igen var stabil, blev kurdernes krav arkiveret.  

Proklamationen af folkerepublikken Mahabad (22. januar - 16. december 1946)
Proklamationen af folkerepublikken Mahabad (22. januar - 16. december 1946)
  • Den første kurderrepublik

Efter afslutningen på 2. Verdenskrig, blev der i januar 1946 dannet en kurdisk republik kaldet ”Folkerepublik Mahabad” i det nordvestlige Persien. (2)           Stalin benyttede kurderne til at sikre sig indflydelse i området i Iran, som i 1945 delvis var besat af  Sovjetunionen og Storbritannien.

Folkerepublik Mahabad” lå i grænse-området mellem Tyrkiet og Irak (kortet t.h.) og var afhængig af de russiske magthavere. Efter tilbagetrækning af den sovjetiske hær blev den kurdiske enklave i slutningen af december 1946 erobret af  iransk militær.

Stalin foretog sig intet for at komme kurderne til undsætning. Efter nederlaget blev kurdernes præsident Gazi Mohammed hængt af det iranske militær. Kurdernes militære leder Molla Mustafa Barsani flygtede til Moskva.

  • Kurdernes kamp i Irak

Efter militærkuppet i Irak i 1958 vendte Molla Mustafa Barsani tilbage fra Moskva. Han blev kurdernes politiske leder i Nordirak og vigtigste modpol til Saddam Hussein, der siden 1973 var landets ledende militærperson og fra 1979 Iraks præsident. (Molla Mustafa Barsani er iøvrigt far til Massoud Barsani, den nuværende præsident i den kurdiske autonome zone i Irak).

Molla Mustafa Barsani grundlagde i 1946 Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), det første forsøg på at danne en politisk organisation, der var hævet over de traditionelle klan-tilhørsforhold.

  • Kurderne skaber et autonomt området i Irak

I starten af 1970’erne lykkedes det kurderne at etablere en kurdisk autonom enklave. Med massiv støtte fra Irans Shah Mohammad Reza Pahlavi (der blev styret af CIA i baggrunden), lykkedes det kurderlederen Barsani at afværge den irakiske hærs invasionsforsøg i de kurdiske områder. Hæren, der blev ledet af Saddam Hussein, led et alvorligt nederlag.  

  • Saddam Husseins grusomme hævn 

Katastrofen kom i 1975. Irans Shah og Saddam Hussein – der i mellemtiden var blevet udnævnt til landets vicepræsident – blev enige om en ny grænsedragning ved Shatt al-Arab. En flod som dannes, hvor floderne Eufrat og Tigris løber sammen i det sydlige Irak. Aftalen indbefattede også en ikke-indblandingsforpligtelse i landenes indre anliggender. Som resultat af dealen indstillede Iran sin støtte til de irakiske kurdere.

Derefter angreb det irakiske militær på ny den kurdiske enklave. Denne gang tog det kun få dage, før kurdernes militære modstand brød sammen. Titusinder af kurdere flygtede til Iran. Også USA lod kurderne falde og udleverede hundrede kurdiske CIA-medarbejdere til Saddam Husseins barbariske hævn. 

  • Folkedrab på de irakiske kurdere

I 1988 udførte Saddam Husseins diktatoriske regime i Irak et planlagt folkedrab på de irakiske kurdere. Mest kendte er giftgas-angrebet på den kurdiske by Halabja i marts 1988.

Mere end 80.000 kurdere blev dræbt, og op imod 1 million mennesker blev fordrevet fra deres hjem. Formålet var at affolke de kurdiske områder i Irak.

Først da amerikanerne og deres britiske allierede efter den 2. Golfkrig i 1990/91 etablerede en flyforbudszone for irakiske kampjets og helikoptere, kunne kurderne atter begynde at danne selvforvaltningsorganer i de kurdiske områder.

  • Mindesteder for de 80.000 dræbte kurdere i Irak i 1988 (Forstør ved at klikke på billedet): 
  • Kurdistans Arbejderparti (PKK)

I Tyrkiet varede det efter den kurdiske opstand i 1930’erne mange år, før den kurdiske modstand meldte sig på banen.                                                                  I kølvandet af en voksende venstreorienteret studenterbevægelse i Istanbul og Ankara i slutningen af 1960’erne, grundlagdes selvstændige kurdiske organisationer. 

I 1973 dannede en revolutionær kurdisk gruppe omkring Abdullah Öcalan en organisation ved navn Kürdistan Devrimcileri (Kurdistans Revolutionære). Formålet var at starte en væbnet kamp for Kurdistans befrielse. 

PKKs leder Abdullah Öcalan (tv)
PKKs leder Abdullah Öcalan (tv)

I 1975 startede nydannede væbnede enheder - ”Den nationale befrielses-hær” (Ulusal Kurtuluş Ordusu) - de første væbnede aktioner. Derigennem blev undergrundsbevægelsen udbredt i Østanatoliens byer.

I november 1978 dannede gruppen omkring Abdullah Öcalan i den kurdiske provins Diyarbakir Kurdistans Arbejderparti (PKK) med marxisme og leninisme som ideologisk grundlag. 

Efter militærkuppet i 1980 flygtede de ledende PKK-medlemmer omkring Abdullah Öcalan til Syrien og blev beskyttet af  præsident Hafis al-Assads * hemmelige tjeneste. I den libanesiske Bekaa dal blev de første PKK-guerillaer militært trænet af syrere. I august 1984 startede PKK den væbnede kamp i Tyrkiet.

* Hafis al-Assad (1930 – 2000) er far til Syriens nuværende præsident Bashar al-Assad

  • Hafis al-Assads forræderi

Da den tyrkiske hær truede med at marchere ind i Syrien i 1998 lod Hafis al-Assad kurderne falde. Abdullah Öcalan og hans familie samt nogle kampfæller måtte flygte ud landet.

Efter en længere odysee blev Öcalan kidnappet i Kenya, hvor CIA og den tyrkiske efter-retningstjeneste samarbejdede om aktionen. Det var den 15. februar 1999. Siden da har Öcalan været fængslet på øen Imrali i Marma-havet.  

  • Libertære positioneringer

Abdullah Öcalan og mange kurdiske frihedsfightere har ladet sig inspirere af bl.a. den amerikanske libertære socialist Murray Bookchins (1921-2006) ideer. Dette er bl.a. kommet til udtryk i Rojavas frihedscharta. *

__________________                                                                                                     ( * Se baggrundsartiklen hos autonom infoservice: ”Rojava hvorhen?” – en kritisk-solidarisk analyse ). 

  • De kurdiske selv-forvaltede områder i Erdogans sigtekorn 

Efter Afrins fald den 18.marts 2018 (4) annoncerede den tyrkiske udenrigs-minister Mevlüt Çavuşoğlu, at det tyrkiske militær i maj måned vil starte en offensiv mod PKK og dets allierede.

Samtidig truer Erdogan med at indtage Manbij, den anden store by i Afrin-regionen i Nordsyrien. At dette angreb endnu ikke er startet skyldes amerikansk militærs tilstedeværelse i byen.            Skulle USA trække sig tilbage, står de kurdiske militser igen alene overfor en ny militær konfrontation, inklusiv tyrkiske bombarderinger fra kampjets. Tyrkiets militære strategi går åbenlyst ud på at trænge de kurdiske militser tilbage til Eufrat-flodens østlige bredder. I den anden fase af krigen vil Erdogan forsøge at udradere hele det kurdiske selvstyre i Rojava.

Den globale venstrefløjs aktive støtte til den kurdiske frihedskamp er påkrævet på alle tænkelige niveauer.                                                                                  (al./autonom infoservice)

Artiklen er tilegnet de faldne kammerater fra de kurdiske folkeforsvarsenheder YPG, fra kvindebataljonen YPJ,  fra "Syrian Democratic Forces" – SDF samt den internationale solidaritetskampenhed.

 

Nyttige links

Noter

  1. Hediye Yusuf: “We will push the looters out of Afrin” 
  2. Kurderne er en etnisk befolkningsgruppe, der i dag tæller mellem 25 og 30 millioner mennesker. De fleste kurdere lever i Tyrkiet, Irak, Iran og i Syrien. Fælles er det kurdiske sprog og kulturelle traditioner. Flertallet af kurderne er sunnitiske muslimer, deres fortolkning af islam er traditionelt meget moderat. Kurdiske mindretal omfatter først og fremmest alewitter og Yazidier.
  3. Der fandtes allerede i 1927 en kurdisk ”Republik Ararat” i det østlige Tyrkiet, men senest i 1931 kom dette område - i dag den tyrkiske provins Ağrı - under den tyrkiske stats kontrol.
  4. Læs Afrin regionens selvstyre-administration’s erklæring, d. 18. marts 2018 : Den tyrkiske invasion og modstanden i Afrin hos autonom infoservice’s update her 

 

 

In memory of the fallen volunteers of Rojava

 

Olivier Le Clainche, 'nome de guerre': "Kendal Breizh"  (40) fra Bretagne, medlem af den franske anarkistiske organisation Alternative Libertaire (AL). Han blev dræbt den 9. februar 2018 i Afrin af tyrkiske bombe-fly.  

Æret være hans minde.

Haukur Hilmarsson (32), anarkist fra Island,  blev den 6. marts 2018 dræbt i kamp mod det tyrkiske militærs invasion af  den kurdiske enklave Afrîn. 

Æret være hans minde.

Anna Campbell (26), feministisk anarko-syndikalist - IWW medlem fra UK er faldet i kampen om Afrîn den 16. marts 2018.

Æret være hendes minde.

Alina Sanchez  - kurdisk ’nome de guerre’: Legerîn Çiya (32) YPJ-fighter og læge fra Argentina, blev dræbt i en trafikulykke i den kurdiske by Hesekê i Rojava, d. 17. marts 2018.

Æret være hende minde.