Rudi Dutschke & 68-bevægelsen - del2

  • Kort biografisk oprids
  • Berlin 1968 : International Vietnam kongres 
  • Rudis overvejelser om revolutionær strategi
  • Holger Meins & RAF
  • Rudis engagement i den internationale solidaritets-kongres med den fængslede østtyske dissident Rudolf Bahro i Berlin  

” ... Vi kan ikke nøjes med en opposition mod Nato med passiv iagttagelse eller med protester, men istedet for må vi handle. For eksempel ved at lave aktioner mod Nato-skibe.”  (Rudi Dutschke)

Hvem var Rudi Dutschke?                                                                             – et kort biografisk oprids

Rudi blev født den 7. marts 1940 i Schöne-feld, en lille landsby sydligt for Berlin. Han var Elsebeth og Alfred Dutschkes fjerde barn. Fra 1943 levede familien i byen Luckenwald i den østtyske delstat Branden-burg.                                                          Faren var en nationalkonservativ arbejder, der kom tilbage fra krigsfangenskab i 1947. Moren stammede fra en bondeslægt.

Rudi kompenserede for kedsomheden i provinsbyen ved at begejstre sig for sport – især fodbold og højdespring. Han trænede meget disciplineret og hans drøm var at blive sportsjournalist.

I 1947 blev den sovjetiske militærzone i Tyskland omdannet til DDR (Den Tyske Demokratiske Republik), i Vesten grundlagdes BRD (Den Tyske Forbundsrepublik). Rudis familie affandt sig med denne udvikling, brokkede sig ikke over indførelsen af ’socialismen’ fra oven, men forholdt sig blot forsigtig for ikke at komme i statsmagtens søgelys. 

  • Kristen socialist

Rudi blev inspireret af den progressive lokale præst og kaldte sig selv kristen socialist. En mere formuleret distance til den officielle statslige socialismedoktrin fik Rudi, da de ungarske arbejdere i 1956 gjorde oprør mod de sovjetiske ”venner” og deres marionetter i Budapest (billederne nedenfor).                                                      Rudi sagde i den forbindelse: ”At et folk vil frigøre sig fra umyndiggørelse begejstrede mig og jeg var ovebevidst om, at Nagy-regeringen* stod for et socialistisk alernativ.” 

* Imre Nagy, der tidligere var Ungarns regeringschef, var en af de ledende folk i den ungarske opstand. Efter det russiske militær havde knust opstanden, flygtede Nagy ind i den jugoslaviske ambassade. Da han blev lovet frit lejde forlod han ambassaden - men blev derefter anholdt og henrettet af stalinisterne i 1958.

  • Flygtede fra DDR tre dage før muren blev bygget

Rudi Dutschkes drøm om at blive sportjournalist blev dog ikke til noget.                                    Først og fremmest fordi han åbent kritiserede militariseringen af DDR og den manglende rejse-frihed for landets borgere. Efter sin studentereksamen nægtede han at gøre tjeneste hæren.

I årene 1960-61 gik han på studenterkursus i den vestberlin-ske bydel Tempelhof, da hans østtyske studentereksamen ikke blev anerkendt i Vesten. Derefter var han i praktik som sportjournalist i næsten et år hos det konservative dagblad B.Z., udgivet af den magtfulde Springer-mediekoncern.

Den 10. august 1961 flygtede Rudi Dutschke fra DDR. Tre dage senere, den 13. august, blev muren bygget. Dagen efter forsøgte han sammen med nogle venner at rive et stykke af muren ned og kastede flyers over til DDR. Dette var hans første demo. 

  • Marxistisk funderet, anti-autoritær socialist

Rudi Dutschke var efterhånden så politiseret, at han fravalgte sportstudiet og begyndte at læse sociologi, filosofi og historievidenskab på Freie Universität i Vestberlin.                                    Han studerede Martin Heideggers og Jean-Paul Satres eksistentialisme og snart også marxisme og arbejderbevægelsens historie. Han læste Marx’s ungdomsskrifter, marxistiske historie-filosoffer som Georg Lukács (Ungarn) og Ernst Bloch samt fremtrædende repræsentanter af ’Kritisk teori” / Frankfurter Schule (1) som Theodor Adorno, Max Horkheimer, Herbert Marcuse. (2)

  • ”Subversiv Aktion”
Gretchen Dutschke-Klotz
Gretchen Dutschke-Klotz

Allerede på et tidligt stadium knyttede han sit studie sammen med praktisk samfundsengagement. Således grundlagde han sammen med et par andre aktivister en Berlin-afdeling af  ”Subversiv Aktion”, der opfattede sig som del af den ’Situationistiske Internationale’ .                Da han mødte sin senere ægtefælle Gretchen (Klotz) , en amerikansk teologistuderende, blev han også bekendt med værker af samfundskritiske teologer som Karl Barth og Paul Tillich.                                                                  Fra at have være orienteret til en religiøs socialisme, blev Rudi nu en marxistisk funderet revolutionær, anti-autoritær socialist. Idet han til hver en tid stod fast på individiets handlingsfrihed overfor de samfundsmæssige forhold. (kilde: Gretchen Dutschke-Klotz: Rudi Dutschke. Köln 1996).

 

  • Berlin 1968 : International Vietnam kongres

Situationen op til Vietnamkongressen var præget af, at flere og flere for-trinsvis unge folk tilsluttede sig den udenomsparlamentariske opposition (APO).

Mobiliseringen mod den forestående  parlamentariske vedtagelse af de såkaldte ”Notstandsgesetze” / opstandsbekæmpelseslove var på sit højdepunkt. Disse love blev vedtaget d. 30. maj 1968 - på trods af massiv modstand og flere kæmpe protest-demonstrationer fra både 68-bevægelsen og fagbevægelsen. 

  • ”Têt-offensiven”

Vietnamkrigen var gået ind i en ny fase. Således startede den sydvietnamesiske befrielsesbevægelse FNL (eller ”Vietcong”, den vietnamesiske betegnelse for kommunist) den 31, januar 1968 deres såkaldte ”têt-offensiv”. 70.000 dårligt udstyrede partisaner trængte ind i 36 af ialt 41 sydvietnamesiske provins-hovedstæder – og rystede godt og grundigt ved USAs opfattelse af sig selv som den militært overlegne. 

Det amerikanske militær hævnede sig grusomt ved at tæppebombe Sydvietnams byer uden hensyn-tagen til befolkningen. Krigens grusomme billeder kom til at præge det globale 68-oprør som ingen anden begivenhed.                          I den anti-imperialistiske modstand i Vietnam så Rudi Dutschke en revolutionær udvikling, der kunne inspirere til modstand i andre koloniale lande (Det skete i bl.a. de portugisiske kolonier nogle år senere). Han forsvarede udtrykkeligt den vietnamesiske befrielsesbevægelses væbnede modstandstrategi :

Denne revolutionære krig er frygtelig, men endnu mere frygtelig ville befolkningens lidelser blive, hvis ikke krigen som sådan bliver afsluttet af mennesker vha. væbnet kamp.” (3)

  • ”For den endelige sejr for den vietnamesiske revolution”

Et af de vigtigste begivenheder for den udenomsparlamentariske opposition blev den internationale Vietnamkongres, der blev afholdt i Berlin den 17./18. februar 1968.        På denne kongres var det ikke, som så ofte før, den politiske analyse der stod i centrum, men den konkrete organisering af modstanden.

68-bevægelsens politiske centrum – studenterbevægelsen ”Sozialistischer Deutscher Studentenbund” (SDS) , hvis mest karismatiske repræsentant var Rudi Dutschke, talte om en ”enhedsfront” mellem alle anti-imperialistiske organisationer for at støtte den ”endlige sejr for den vietnamesiske revolution”. 

Over 3000 deltagere fra hele Vesteuropa og repræsentanter fra USA og Latinamerika – ialt 44 delegationer fra 14 lande, herunder også en større gruppe fra Danmark (4) - diskuterede i to intensive døgn en fælles strategi for støtte befrielseskampen i Vietnam.

  • De internationale deltagere refererede til deres respektive landes situation og modstandens aktuelle udvikling. Blandt de mere kendte internationale deltagere var: 
Solidaritetsplakat fra den amerikanske SDS
Solidaritetsplakat fra den amerikanske SDS

* Giangiacomo Feltrinelli, venstreradikal italiensk forlagsejer. (Feltrinelli dannede i 1970 den første byguerillagruppe i Italien: den antifascistiske Gruppi d'Azione Partigiana” – GAP, inspireret af Che Guevarras fokusstrategi), * Alain Krivine og Daniel Bensaid fra det franske trotskistiske Jeunesse Communiste Révolutionnaire”, der var en af de vigtigste organisationer i opstanden i Paris maj 1968 * Daniel Cohn-Bendit fra ”Liaison d'Etudiants Anarchistes”, et andet vigtigt centrum i den franske oprørsbevægelse,   * Robin Blackburn og Tariq Ali fra ”Vietnam Solidarity Campaign” i UK, * Bernadine Dohrn fra ”Student for a Democratic Society”(SDS) i USA, som organiserede massebevægelsen imod Vietnamkrigen. Senere gik hun i undergrunden og grundlagde den amerikanske antiimperialist-iske byguerilla ”Weather Underground Organisation” * Ernest Mandel, marxistisk økonom og ledende medlem af 4. Internationale * Erich Fried, østrigsk lyriker og antifascist * Peter Weiss, tysk forfatter, der flygtede fra nazier og bosætte sig i Sverige (Kendt for hans værk ”Modstandens æstetik”, og teaterstykket ”Forundersøgelsen” om nazisternes tilintetgørelseslejre Auschwitz, etc.).

Kongressen sluttede med en stor demo gennem Vestberlin med mellem 20.000 (iflg. Gretchen Dutschke) og 40.000 (iflg. TV-kanalen Arte) deltagere.

  • Debat om militante aktioner

Rudi deltog i forskellige diskussionssammenhænge, hvor man overvejede at op-bygge grupper, der bla. skulle gennemføre illegale aktioner i Vesttyskland - og i Vesteuropa i det hele taget.  

Og der blev knyttet politiske forbindelser til Italien, Frankrig, Spanien og Nordirland. 

Fokus for samtlige overvejelser var såvel Vietnamkrigen som befrielsesbevægelserne rundt om i verden. Målet var at give disse al den støtte, der kunne tænkes. Gretchen Dutschkes kontakter til borgerretsgrupper og antikrigsbevægelsen i USA skabte nyttige forbindelser over Atlanten. 

  • Opbygning af  strukturer for amerikanske militærdesertører

SDS gik efter Vietnamkongressen igang med at opfordre amerikanske soldater, der var stationeret i Vesttyskland, til at desertere. SDS aktivisterne skaffede desertørerne det nødvendige eksistensielle grundlag. 

Amerikanske soldater demonstrere imod Vietnamkrigen i Chicago 1969 (?)
Amerikanske soldater demonstrere imod Vietnamkrigen i Chicago 1969 (?)

En del af de deserterede amerikanske soldater blev sluset til lande, der ikke var medlem af Nato - så som Sverige, Østrig og Schweiz.

Kort efter Vietnamkongressen præciserede Rudi Dutschke i forbindelse med et større aktivistmøde i Amsterdam en generel militant strategi. Han sagde bl.a. :

”... Vi kan ikke nøjes med en opposition mod Nato med passiv iagttagelse eller med protester, men istedet for må vi handle. For eksempel ved at lave aktioner mod Nato-skibe.”

CIA optog dette møde og på grund af deres beretning, blev Rudi senere efter attentatet mod ham, udvist af England. (kilde: Gretchen Dutschke: ”Wir hatten ein barbarisch schönes Leben”, side 188, Knaur Verlag 1998. Bogen er også oversat til dansk på forlaget Modtryk).

  • Rudis overvejelser om revolutionær strategi 

Centralt i Rudi Dutschkes samfundskritik var, at det kapitalistiske system producerer tvang og vold. Hvilket er resultat af en autoritær stat med en indbygget fascistisk tendens. Problemet for en tilsvarende modstand mod dette system var ifølge Rudi, at den udøvede statsligt sanktion-erede vold for det meste ikke ytrer sig åbent.

Den voldelige sammenhæng, der er til at føle på i de fleste lande uden en borgerlig-demokratisk tradition, er for det meste fordækt. Ikke desto mindre manifesterer den sig ikke blot i politik og justits, men i alle samfundets institutioner. Derfor skulle den udenomsparlamentariske oppositions vigtigste opgave være at synliggøre denne skjulte vold gennem direkte aktioner.

I bogen ”Rebellion der Studenten” der udkom i maj 1968 skriver Rudi Dutschke:  

”Det handler om ”gennem systematiske, selv-bestemte og begrænsede konfrontationer mod statsmagten og imperialismen at tvinge det repræsentative ”demokrati” til åbent at vise dets klassemæssige og magtpolitiske karaktér og få det til at afsløre sig som ’voldens diktatur’.”

  • ”Oplysning gennem direkte aktion”

Denne synliggørelse skulle iværksættes med ”oplysning gennem direkte aktion”. 

Perspektivet er ikke refomer, der finpudser systemet, men omvæltning af klassesam-fundet gennem et engageret og bevidstgjort flertal af befolkningen.

Med det hyppigt anvendte slogan ”direkte aktion!“ påpegede Rudi Dutschke vigtigheden af nøjagtigt planlagte aktioner, der skulle ramme systemet og samtidigt formå at sætte bevidsthedsprocesser igang i offentligheden: 


” Vores alternativ til den herskende vold er en tiltagende modvold. Eller skal vi blive ved med at lade os ødelægge? (*) Nej, de undertrykte i lande i Asien, Latinamerika og Afrika, som bevidst bliver fastholdt i en status af afhængig-hed, har allerede startet deres kamp mod disse forhold. (...) Kunsten i revolutionær modstand består ikke bare i at handle aktivt, men i at vælge konfrontationernes tid og sted med omhu der, hvor modstanderen viser sig særligt svag.” (Rudi Dutschkes indledning til ”Briefe an Rudi D.", Voltaire Flugschrift 19-1968 ) 

(*) Kriminaliseringen af 68-oprørerne var i fuld gang. Således havde statsapparatet indledt mere end 7000 retssager mod aktivisterne.

  • Rådskommunisterne

Gretchen Dutschke: ” (...) Rudi var begejstret for skrifterne, der ved afslutningen af Første Verdenskrig beskæftigede sig med rådsdiskussion-erne. Allerede på et tidligt stadium havde rådskommunisterne Anton Pannekoek og  Hermann Gorter polemiseret mod Lenin. De forudså faren for afdemokratiseringen, der udgik fra det leninistiske parti.” (Gretchen Dutschke: “Wir hatten ein barbarbarisch schönes Leben”, side 113)

Og Rudi skrev: "At bolsjevikkerne med succes har gennemført Oktober-revolutionen i forbund med arbejdere, soldater og bønder, det ved vi fra hundreder af bøger. Men tallet på de bøger, der beskæftiger sig med sovjetternes nederlag, er stadigvæk ringe. Min tese er, at sovjetternes undergang hænger snævert sammen med den "nye" statsmaskines fremkomst.” (Rudi Dutschke: “Versuch, Lenin auf die Füße zu stellen, Ffg Forlag 1974).

  • ”Parlamentarismen - den autoritær stats opstyltede facade”

Hvordan skulle forholdet mellem rådsstrukturer og partierne være, for at undgå det leninistiske despoti og ikke ende i kaos? Ifølge Gretchen Dutschke gav Rudis organisationskoncept ikke svaret herpå, da det ikke var færdigudviklet.

SDS (Sozialistischer deutscher Studentenbund”) udviklede med tiden en udenoms-parlamentarisk koncept, der var stærkt præget af rådsdemokratiske positioneringer. Vesttysklands parlamentariske system opfattede SDS som en ”autoritær stats opstyltede facade”. Idéen om rådsdemokratiske samfundsalternativer blev med SDS igen kendt og diskuteret i offentligheden. 

  • Rudi Dutschkes forhold til væbnet undergrundsstrategi

Da der i Tyskland blev dannet en række væbnede under-grundsgrupper, som Rote Armee Fraktion - RAF, 2. junibevægelsen, Rote Ruhr Armee, Revolutionäre Zellen, Rote Zora, skete det ikke  spontant (5).

Forud var der gået et hav af strategidebatter, som også Rudi Dutschke deltog i. Allerede i 1966 kom “Viva-Maria-gruppen“ i SDS til intensive diskussioner om temaet militans. Rudi Dutschke skrev bla. :

”Vietcongs kamp og Mir-bevægelsen i Peru er vores kamp og skal hos os gennem rationelle diskussioner og principielt illegale demonstrationer og aktioner udmønte i fælles bevidhedsprocesser”.

Men han var ikke indforstået med den ’militære’ kamp fra de kammerater, der valgte denne strategi i Vesttyskland. Rudi holdt fast i nødvendigheden af at opbygge en revolutionær organisation, der kan bidrage til og indgå i en revolutionær samfundsproces. ”Hvordan er det ellers muligt at skabe nye samfundsmæssige strukturer?”, spurgte han i en diskussion i tidsskriftet ’Konkret’, der havde Ulrike Meinhof som chefredaktør før hun gik i undergrunden. 

Mens Rudi Dutschke skarpt kritiserede  byguerillagruppen RAFs strategi, forsvarede han samtidigt sin gamle bekendte Elisabeth Käsemann, der i efteråret 1968 tog til Chile og senere til Argentina, hvor hun deltog i den væbnede under-grundskamp:

 ”Hun (Elisabeth) har i ti år kæmpet i den argentinske klassekamp”, sagde Rudi og forsvarede hendes valg af den væbnede kamp under de eksisterende betingelser: ”De militære regimer anerkendte ikke det mindste borgerlig ret og tilintetgjorde samtlige venstrefløjsstrømninger med militær terror. Elisabeth blev dræbt af militærregimet - med fire skud i ryggen blev hendes lig udleveret til Tyskland. ’Skudt under flugtforsøg’ ..., hvor ofte har vi måttet høre dette.” (Rudi Dutschke: "Ermordetes Leben. Im Gedenken an Elisabeth Käsemann”, Chile-Nachrichten, juli 1977).

  • RAF-medlemmet Holger Meins

Den 9. november 1974 skrev Rudi Dutschke i sin dagbog: 

”Nu er der igen faldet en, HM (Holger Meins) døde i fængsel, svinene har med al sandsynlighed indkalkuleret en RAF-død i forbindelse med sultestrejken (...) Fortvivlede aktioner og anslag vil følge, alle er dømt til døden. Blot hvad skal der gøres?” 

Rudi kendte Holger Meins siden 1967, da han i forbindelse med politimordet på studenten Benno Ohnesorg i et under-søgelsesudvalg forsøgte at modbevise politiledelsens løgne. 

Holger Meins var ligesom Ulrike Meinhof, Jan Karl Raspe, Gudrun Ennslin, Andreas Baader, m.fl. gået under jorden efter attentatet mod Rudi. Holger Meins blev anholdt og befandt sig siden juni 1972 i totalisolation. RAF-fangernes kollektive sultestrejke havde varet i  50 dage, da den 35-årige Holger Meins døde, mens en alkoholiseret fængselslæge undlod at dukke op til tiden.

Rudi Dutschke ved Holger Meins bisættelse
Rudi Dutschke ved Holger Meins bisættelse
  • ”Holger, kampen fortsætter!”

Rudi deltog i begravelsen og efter de flere hundrede tilstedeværende havde sunget ’Internationale’, trådte han frem, hævede hånden til en knyttet næve og sagde ”Holger, der Kampf geht weiter!”.  Medierne eksploderede dagen efter og Bild-Zeitung kaldte Rudi Dutschke for RAF-tilhænger. I virkelighedens verden var Rudi solidarisk med fangernes kamp, men uenig med deres politiske strategi.   

  • International kongres for den fængslede DDR-dissident Rudolf Bahro 

Ti år efter Vietnamkongressen organiserede den revolutionære, antistalinistiske venstrefløj en international kongres for den fængslede dissident Rudolf Bahro i Berlin den 16. til 19. november 1978.                                                                                Bahro var i mange år funktionær i det østtyske partiapparat (Sozialistische Einheits-partei Deutschlands – SED) og dets statslige fagforeninger. Efter den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 gik han i distance til SED. 

I al hemmelighed formulerede Rudolf Bahro en analytisk insidekritik af DDRs økonomiske og politiske funktions-måde.                                                    Det vesttyske ugemagasin ’Der Spiegel’ offentliggjorde et uddrag af Bahros kommende bogudgivelse ”Die Alterna-tive” (1977).

Dagen efter blev Bahro anholdt i Øst-berlin og senere dømt til 8 års fængsel. Dommen resulterede omgående i heftige og vedvarende protester og solidaritetsaktiviteter i hele Vesteuropa. 

Bogen udløste en intensiv debat inden-for den vesteuropæiske venstrefløj. Man diskuterede heftigt forholdene i DDR, den såkaldte ”realsocialisme”.  

Også på den danske venstrefløj – særligt indenfor Venstresocialisterne - diskuteredes Rudolf Bahros sønder-lemmende kritik af det østtyske stats – og partisystem. (Forfatteren til denne artikel havde en kronik i det daværende venstrefløjsdagblad ”Socialistisk Dagblad” (formelt SFs avis).

Den internationale solidaritet med Bahro kulminerede i en kongres med over 2000 deltagere. Rudi Dutschke optrådte som den centrale oplægsholder. Han lagde vægt på, at solidariteten med Rudolf Bahros skæbne ikke forviskede den kritiske debat om forholdene i DDR. 

Fra Danmark var vi en lille gruppe VSere, der deltog i Bahro-kongressen. I toget på vejen til Berlin mødte vi journalisten Vibeke Sperling som vi kendte fra politiske sammenhæng. Hun dækkede begivenhederne for dagbladet Information.                     Her oplevede vi Rudis karismatiske personlighed og intellektuelle skar-phed. Dette var en af hans sidste offentlige optrædener før sin tragiske død.                                                   Ved kongressen kom det også til en massiv politisk konfrontation med de tilstedeværende socialdemokratiske politikere, der ihærdigt forsøgte at omfavne Bahros kritik med en pro-kapitalistisk systembevarende logik.

Rudolf Bahro fik amnesti den 11. oktober 1979 i anledning af  30-årsdagen for DDRs grundlægelse. Han blev senere en af de ledende i det vesttyske parti ”Die Grünen”, hvor han tilsluttede sig partiets venstrefløj (”fundis”). Rudolf Bahro døde af kræft i december 1997. 

(al./ autonom infoservice)

På grund af artiklens længde, har vi opdelt den i 3 dele.

Den tredje og sidste del handler om

  • Hvad stod 68-bevægelsen for?
  •  Revolten i revolten – feministernes oprør.

NOTER

  1. Det karakteristiske ved “Frankfurter Schule“ var et relatere teorien af den „autoritære personligheds“ psykoanalytiske, sociologiske og filosofiske egenskaber til en kritisk analyse af fascisme og det borgerlige samfund.
  2. Herbert Marcuse (1898 – 1979) , tysk-amerikansk filosof, der udøvede en stærk indflydelse på 1968-generationen. I hans bog ”Det etdimensionale menneske” der udkom i 1967, kritiserede han konsumterroren som menneskerne uden modstand underkastede sig, skønt at den lader de naturlige behov utilfredsstillet og som hæmmer udvikling af menneskenes kreative identitet. Den opnåede fremskridt gennem videnskab og teknik burde istedet for bruges til en udvikling af en kultur der er frit af nød og tvang og som forsoner fornunft og sanselighed.
  3. Gaston Salvatore & Rudi Dutschke i forord til CHE GUEVARAs skrift ”Lad os skabe to, tre, mange Vietnam”  (læs også 68-oprøreren Tariq Alis beretning: DAGBOG FRA DET BOMBEHÆRGEDE VIETNAM  , hos autonom infoservice).
  4. ”Et andet aspekt af (den danske) Vietnambevægelses aktiviteter i 1967-68 var organiseringen af store demonstrationer og deltagelse i de internationale Vietnam-demonstrationer: Liége i 1967 og Berlin i 1968. Der deltog især trotskister og DKP’ere, og 200 danskere deltog i den velorganiserede demonstration i Berlin i februar 1968 med 25.000 deltagere. Denne demonstration blev inspirationskilde for senere demonstrationer, med militante Ho-HO-Chi-Minh råb og kæder af demonstranter arm i arm.” (citatet er fra Inger Vinter Johansen og Wilfred Gluud: Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75, 32 sider, kan læses på pdf-fil . Se også:  ’Vietnambevægelsens historie i DK’ hos leksikon. org.  * ’Oprørsåret 1968’ – artikelarkivet hos Socialistisk Bibliotek 
  5. Se autonom infoservice: ” Rote Armee Fraktion (RAF) – hvem var de, hvor kom de fra? 

For tyskkyndige