Tidsdoku. Den franske revolutions ups and downs

Mellem maj og oktober 1789 brød det gamle parasitære Ancien Régime sammen og den borgerlige revolution forandrede på bare fem måneder Frankrig og Europa. 

Der er næppe nogen anden begivenhed i den nyere historie, som har præget de vestlige borgerlige samfund mere end den fundamentale omvæltning, der startede med stormen på Bastillen den 14. juli 1789 ...

  • På tærsklen til sommerpause vil vi for den historieinteresserede del af vores læsere bidrage til et dybere indblik i de dramatiske begivenheder op til og under den franske revolution.
"Friheden leder Folket" maleri af Eugéne Delacroix (Borgernes opstand mod feudalregimet)
"Friheden leder Folket" maleri af Eugéne Delacroix (Borgernes opstand mod feudalregimet)
  • I tiden op til revolutionen står det franske monarki foran statsbankerot 
Marie-Antoinette med Ludvig XVI  (filmplakat)
Marie-Antoinette med Ludvig XVI (filmplakat)

Det har først og fremmest to grunde:

  • Landets økonomiske udvikling der efter en fase med dynamisk vækst stagnerer i 1780’erne.
  • Kongehusets finanspolitik. 

Ludvig XVI * kan således kun dække de kolossale statsudgifter med stadig mere gældsætning / lån. Fra 1786 er tilbage-betalingsraterne påkrævet og kongen vil kun kunne betale dem ved at ophæve adlens og kirkens skatteprivilegier.  Dette er dog en politisk umulighed, da adlen der kontrollerer domstolene (”Parléments”) afviser enhver form for kooperation herom. I mangel af alternativer tillod kongen, efter krav fra alle samfundets sider, at Generalstænderne – ”Etats Généraux” igen blev indsat den 1. maj 1789. Det var så første gang siden 1641.

Denne afgørelse var begyndelsen på enden af det gamle monarkistiske regime. Den udbredte sociale utilfredshed går hånd i hånd med en før-revolutionær grundstemning i befolkningen og resulterer senere i, at den 3. stand (1) overtager magten. 

* På fransk: Louis XVI. Født som Louis-Auguste den  23. august 1754 – henrettet den 21. januar 1793. Jakobinerne kaldte ham 'borger Louis Capet'.

  • Nationalforsamlingen dannes ... 

Efter nogle uger begyndte grupper af sognepræster og liberalt indstillede adelige at tilslutte sig 3. standen, som den 17. juni 1789 proklamerer dannelsen af en forfatningsgivende Nationalforsamling - "Assemblée nationale constituante" . Dette fandt sted  i sportshallen "Salle du Jeu de Paume" i Versailles, som de fornyligt var flyttet hen til.  

Kongen bøjede sig for at undgå en forværring af den i forvejen anspændte situation i Paris og accepterede den 27. juni, at Nationalforsamlingens delegerede afløste Generalstænderne som nationens repræsentanter.
Således dannede den 3. stand sammen med en del tilsluttede moderate fra adlen og kirken den 9. juli 1789 den forfatningsgivende Nationalsamling. Denne skulle ikke længere beslutte efter stænderne men derimod på basis af hvert enkelt individuelt stemmeafgivelse. 

"Assemblée nationale constituante" i sportshallen "Salle du Jeu de Paume" in Versailles
"Assemblée nationale constituante" i sportshallen "Salle du Jeu de Paume" in Versailles

Dette blev ilde set af  såvel kirken som adlen, der fornemmede at dette kunne være starten på opløsningen af den kongelige autoritet og derved deres egne privilegier.

  • ... og andre folkelige aktører

Nationalforsamlingen, der i sin første fase overvejende bestod af ’dannede’ borger-repræsentanter, fik i løbet af sommeren to andre folkelige aktører som medaktører:

Gadens parlament (sans-culotterne / lange bukser. Den 3. stands fattige, samfundskritiske bevægelse) i Paris og andre byer samt bønderne, som langsomt var ved at samle sig til spontane lokale oprør mod deres over-vejende elendige situation. 

”Bonnet rouge” – rød hue blev under den franske revolution et symbol på frihedskampen og båret af jakobinerne og sans-culotterne.

  • Gadens parlament radikaliserer Nationalforsamlingens krav

Imens Nationalforsamlingen så ud til at fejre sine fremskridt og udmønte dem indenfor de gældende retsmæssige muligheder, stod de under stærkt pres fra folk, der repræsenterede de underste sociale lag og drev de borgerlige kræfter til stadig nye polariserende målsætninger: 

Byernes og landets fattige befolkning bakkede synligt og højlydt den Tredje Stands repræsentanter op i kampen mod det gamle parasitære Ancien Régime. Borgerdelegeredes beslutninger inspirerede byernes underste lag og de ludfattige bønder til at kræve mere, end der var blevet opnået.
Således kom ikke bare kongen, men også borgernes Nationalforsamling mere og mere under pres af gadens parlament. Nationalforsamlingens medlemmer måtte bevise, at de ikke kun repræsenterede den borgerlige elite, men også umiskendeligt agerede som folkets repræsentanter.

Bondegård i Nomandiet (maleri af Nicolas louis Cabat)
Bondegård i Nomandiet (maleri af Nicolas louis Cabat)
  • Militær nedkæmpelse af sociale oprør og strejkekampe

I marts og april kom det i Provence i det sydøstlige Frankrig til et af de første større oprør nedefra. Bevægelsen tog sit udgangspunkt i byerne Marseille, Arles, Toulon og Aix og breder sig derefter til landsbyerne. Folks vrede retter sig mod de høje kornpriser og lokale skatteafgifter. Deres modstandere er kirken, adlen og de store godsejere. 

Soldaterne nedkæmper arbejdernes strejke
Soldaterne nedkæmper arbejdernes strejke

I april 1789 strejker arbejderne i Paris’s papirfabrik ”Réveillon´ i Faubourg Saint –Antoine for højere løn. Arbejderne, familiepårørende og lokale sympatisører blokerer fabriksområdet og modtager sympati tilkendegivelser fra byens nydannede revolutionære klubber. Arbejdernes strejke bliver brutalt nedkæmpet af militæret. Over 300 strejkende og sympatisører blev dræbt.

Ligeledes blev oprøret i Provence nedkæmpet af det royalistiske militær med lignende brutalitet. 

  • Gadens parlament

De store folkelige forsamlinger og ’uroligheder’ i Paris foranledigede hoffet til at forlægge formentlig regimetro tropper til hovedstaden.

En afskedigelse af nogle liberale ministre, deriblandt ”folkets far” finansministeren Jacques Necker den 11. juli 1789, der vægrede sig mod adlens ihærdige intriger for bevarelse af deres magtbeføjelser, udløste en heftig reaktion i den Tredje Stand.

Stemningen i Paris var den 12. juni på kogepunktet og folket kaldte det aristokrater-nes kup.
Ved synet af de opmarcherede tropper på Marsmarken i Paris gik rygterne om et forestående blodbad, en ny Bartholomæusnat hvor huguenotterne (protestanterne) i august 1572 blev udsat for en massaker med omkring 20.000 dræbte. Kravet om bevæbning gik som en løbeild gennem Paris’ befolkning. 

Store folkemængder samlede sig dagen efter. Fra forstæderne strømmede enorme grupper af fattige gennem byportene og tømte bagerier og vinhandlere. I kælderen på klosteret Saint-Lazare blev der senere fundet ligene af nogle særlige vinenthusiaster, der druknede i klosterets store vintønder. 

  • Folket bevæbner sig

Efter denne hede nat samlede sig tidligt om morgenen den 14. juli 1789 næsten 50.000 mennesker foran de voldgrave, der omgav det store bygningskompleks  Hôtel des Invalides.
De opildnede demonstranter klatrede over voldgravene, sparkede dørene ind, hentede over 30.000 geværer fra kælderens depoter og slæbte afsted med dusinvis af kanoner. Bygningens vagtpersonale, deriblandt mange invaliderede soldater der åbent sympatiserede med oprørerne, lod det ske uden modstand.

  • Stormen på Bastillen

Der var brug for ammunition, og det fandtes ikke i tilstrækkelige mængder i Hôtel des Invalides. Hvem der opfordrede til marchen Bastillen vides ikke, men folkemængden begav sig derhen, hvor der var lagret store mængder af våben, kugler og krudt. 
I folks bevidsthed var dette dystre fæstningsfængsel med sine otte høje tårne, kendt som et sted hvor kongen lod samfundskritikere af alskens slags indespærre uden rettergang. 

Bastillens kommandant var på dette tidspunkt Marquis Bernard de Launay, som ledte en garnison på 114 soldater, herunder 32 schweiziske gardersoldater. 
Mindst hundredetusinde mennesker fra Paris samlede sig ved middagstid foran fæstningen, deriblandt mange soldater, der tilsluttede sig oprørerne. 
Marquis de Launay fulgte i første omgang en de-eskalationsstrategi og var forhandlingsvillig. Han erklærede til en delegation fra demonstranterne, at han ikke ville anvende våbenvold så længe fæstningen ikke blev angrebet og han inviterede delegationen indenfor, hvor han lod dem besigtige fæstningen, som på dette tidspunkt kun havde 7 fanger, der ifølge rundviseren ikke havde nogen politiske motiver for deres gerninger. Men kommandanten nægtede at efterkomme delegationens krav om udlevering af ammunitionen.

  • Massakren ...

Forhandlingerne trak ud hen over eftermiddagen. Efterhånden blev folkemængden, deriblandt mange tilkomne nysgerrige, utålmodige og trængte ind i fæstningens forreste gård indtil den anden vindebro. Det var i det øjeblik, kommandanten befalede sine soldater at skyde på folkemængden. Folk flygtede i panik ud i gennem portene og efterlod ifølge forskellige kilder 98 døde, mens 73 mennesker blev såret. 
Fok var rasende og borgerne samt omkring 300 gardersoldater, ledet af tidligere officerer slæbte kanonerne i stilling og forberedte stormen. Ved 17-tiden konstaterede Marquis de Launay, at garnisonen var håbløst underlegen og kapitulerede ved at åbne Bastillens porte. 

... og hævnen

Den rasende folkemængde trængte ind i bygningerne og dræbte nogle af soldaterne og slæbte kommandanten hen til byens rådhus, hvor han blev slået og udskældt som ansvarlig for myrderierne. 

Efter Bastillens fald marcherede folkemængden til Rådhuset i Paris (maleri af Hippolyte Delaroche)
Efter Bastillens fald marcherede folkemængden til Rådhuset i Paris (maleri af Hippolyte Delaroche)

En kokkelærling ved navn Desnot savede den bevidstløse kommandants hoved af med sin lommekniv, hvorpå hans hoved blev placeret på et spyd. Ved samme lejlighed blev også den gamle borgmester Flesseles halshugget. Han blev anklaget for grådighed og leflen for hoffet. Hovederne blev udstillet i Palais Royals haveanlæg.

Oprørets talsfolk anlagde ’sorte lister’ med flere dødskandidater, der blandt andet talte kongens bror, krigsministeren Victor Francois de Broglie, general Besenval, m.fl. Sidstnævnte forlod med sine tropper byen, ligesom mange andre af, dem som havde profiteret af Ancien Régime. Boghandleren Ruault noterede: ”Denne tirsdag, den 14. juli 1789, har tilintetgjort kongens magt”.

  • "Intet ..."

Kongen forfulgte begivenhederene i Versailles. I første omgang anså han hændelserne i Paris for at være de sædvanlige periodiske skærmydsler. Alligevel undlod han denne dag at tage afsted på sit elskede tidsfordriv: jagt. I sin dagbog, hvor han normalt skrev en oversigt over dagens jagtudbytte, skrev han i stedet for: ”Intet...".

  • Dannelse af borgermilitsen

Stormen på Bastillen den 14. juli blev en legende og en national arbejdsfri festdag til ære for den påbegyndte revolution. Men hverken de daværende revolutionære eller hoffet anså Bastillens fald som et højdepunkt eller en skelsættende begivenhed. Snarere faldt dette under kategorien ”en af mange begivenheder”.  Urolighederne fortsatte dagene efter og endnu flere af regimets trofaste støtter mistede hovedet. 

Sans-culotternes Paris
Sans-culotternes Paris

Hovedstadens borgere oprettede en folkelig milits under ledelse af Marquis de La Fayette – en valgt repræsentant fra den moderate del af adelen i Nationalfor-samlingen – en ”helt fra den amerikanske uafhængighedskrig” mod den engelske kolonimagt og samtidig Frankrigs arvefjende.
Imens opbygger mange af de  nydannede  klubber - først og fremmest under indflydelse af moderate (girondister) og radikale (jakobinere af forskellige retninger) selvstændige bevæbnede strukturer...

(folk fra autonom infoservice)

  • Vi har underdelt den franske revolutions historie i tre dele 
  • 2. del om den franske revolution vil handle om monarkiets endeligt * sans-culotterne og den revolutionære klubbevægelse ( landsdækkende i alt 6027 klubber , deriblandt 56 revolutionære kvindeklubber i årene 1793/94) * revolutionens fremtrædende personligheder og deres indbyrdes magtkampe i skyggen af  Guillotinen * Menneskerettighedserklæringen og sociale reformer
  • 3. del om perioden efter revolutionen: * Tiden efter jakobinernes fald og militærets nedkæmpelse af sans-culotternes to opstandsforsøg. * Napoleon Bonapartes militærkup i november 1799. * Kildemateriale og anbefalet litteratur for interesserede 

Note

1) De tre stænder i Frankrig anno 1989, udgjorde følgende andel af  Frankrigs 25 millioner indbyggere:
1. Stand: Kirkens repræsentanter (ca. 0,5 procent),
2. Stand: Adelen (ca. 1,5 procent),
3. Stand: borgere (ca. 16 procent) * Storborgerskab (store købmænd, handelsskibsejere, bankejere /ejede ca. 30 procent af landets jord * Borgelige mellemlag (håndværkere, købmænd, selvstændige erhvervsdrivende) * nederste lag af borgere ( små håndværkere, købmænd, svende / lærlinge, lønarbejdere, tjenestefolk) 
* samt bønderne, der med ca. 82 procent udgjorde den absolut størstedel af landets befolkning (velhavende bønder, fattige bønder, landarbejdere).
Den 1. og 2. Stand ejede ca. 30 til 40 procent af jorden og var indtil den franske revolutions begyndelse fri for at betale skat. 

Kommentar schreiben

Kommentare: 0