Tidsdoku. Den franske revolution - parlamentarisme versus direkte demokrati

  • Selvom det for det nye borgerskab var en nødvendighed at bygge på befolkningens deltagelse i samfundets anliggender for at kunne overvinde enevælden, så kunne borgerskabet ikke acceptere, at magten blev udøvet af folket selv. Derfor måtte de finde en måde, der korrigerede dette.
    (Citat: anarkokommunisten Daniel Guérin)

Resultatet blev så tilblivelsen af et system baseret på parlamentarisk repræsentation:
I teorien er det borgernes demokratiske afgørelser, der styrer samfundet.
I praksis er det blevet umuliggjort og folket kan kun delegere deres magtbeføjelser til andre ...

 

           Indhold

  • Prolog
  • Natten til den 10. august 1792 : ”Den anden Revolution”
  • Revolutionens forskellige etapper
    – kampen for direkte demokrati
  • De socialrevolutionære sans culotter
    – ”Les Enragés”
  • Revolutionens de-route
  • Robespierres død
  • Epilog

Tidsdoku. Den franske revolutions ups and downs – Første del (30. Juni 2020) 

Prolog 
Natten til den 10. august 1792 : ”Den anden revolution”

 Byen gjorde et roligt indtryk, mistænkeligt roligt. Kongen vågnede i Tuilerie-slottet ved Seine-flodens bredder. Med sin familie og betroede afventede han borgernes angreb.   Hovedstadens beboere var på dette tidspunkt organiseret i 48 sektioner. Alle med undtagelse af én sektion der var domineret af girondisterne (1) - havde stemt for afsættelsen af Kong Ludvig d. XVI.

De republikanske parisere er helt overbeviste om, at kun med den øjeblikkelige og definitive afskaffelse af det konstitutionelle monarki vil revolutionens tilkæmpede sociale reformer kunne reddes.
Hen mod midnatstide lød de første stormklokker og snart ringede de revolutionære over hele byen borgerne ud af sengen.
Men mobiliseringen bliver i første omgang noget middelmådig. Det var ikke sædvanligt at starte en opstand om natten. Om morgenen samledes over 10.000 væbnede borgere ved Tuilerierne.
Den uerfarne forreste del stormede ind i slottet, direkte ind i geværløbene på kongens discplinerede forsvarere, der kom fra Schweiz og som fyrede den ene salve efter den anden ind i folkemængden. Blodlugten var så intens, at det var svært at ånde, fortalte en af angriberne senere. Nogle hundrede revolutionære døde ved denne første storm på Tuilerierne.
Oprørerne var imidlertid talmæssigt overlegne ift. til 1000 gardere fra Schweiz og kunne efterhånden nedkæmpe dem. Kongen og hans familie undveg allerede før angrebet til ridehallen ved siden af slottet, hvor Nationalforsamlingen afholdt deres møder. Såvel monarken som Nationalforsamlingen, hvis flertal sympatiserede med kongen, havde nu mistet enhver indflydelse. Den ”anden revolution” som opstanden blev kaldt, sejrede på få timer. ”  (Uddrag fra Jules Michelets ”L’histoire de la révolution francaise”) 

Storm på Tuilerien 10. august 1792 (maleri af Jean Duplessis-Bertaux, 1793)
Storm på Tuilerien 10. august 1792 (maleri af Jean Duplessis-Bertaux, 1793)

Revolutionens forskellige etapper

Den franske revolution af 1789 var præget af idéen om folkesuverænitet og formel lighed mellem borgerne. Noget der kom til at danne selve grundlaget for det repræsentative borgerlige demokrati.

Det fremspirende borgerskab allierede sig med den udbyttede befolkning for at rydde de feudale forhindringer for den kapitalistiske udvikling af vejen. I løbet af revolutionen blev
denne folkelige ageren for egne interesser til et erklæret problem for borgerskabet.
                 _____________________________________

Selvom det for det nye borgerskab var en nødvendighed at bygge på befolkningens deltagelse i samfundets anliggender for at kunne overvinde enevælden, så kunne borgerskabet ikke acceptere, at magten blev udøvet
af folket selv. Derfor måtte de finde en måde, der korrigerede dette”... 
(Daniel Guérin, “Klassenkampf in Frankreich" 1793-1795”).

Tilblivelsen af et system baseret på parlamentarisk repræsentation

Borgerskabets magt som klasse var endnu marginal og de frygtede, at småhandlende og arbejdere, som kom i klemme pga. konkurrence og udbytning, ville få for meget magt ift. lovgivningsprocessen.
Resultatet blev så tilblivelsen af et system baseret på parlamentarisk repræsentation. Princippet om en gennemgribende magtdelegering gjorde det muligt at fastholde folke-suveræniteten, samtidig med at udnytte den af senfeudalismen efterladte parlamentariske institution: 
I teorien er det borgernes demokratiske afgørelser der styrer samfundet, i praksis er det blevet umuliggjort og folket kan kun delegere deres magtbeføjelser til andre. 
De praktiske konsekvenser af denne permanente delegering var årsagen til en lang og modsætnings-fuld kamp.
I starten var valgretten afhængig af indkomst, social placering og køn. Kun tøvende og efter pres fra neden blev valgretten udviddet til flertallet af de fattige samfundsklasser og senere også til kvinderne. Kampen for valgretten forblev derfor et centralt spørgsmål i de udbyttedes holdninger og politiske handlinger.
Da klassekampene tog til under kapitalismens udvikling, viste det sig, at den almindelige valgret og det repræsentative system var uundværlige søjler for at grundfæste den samfundsmæssige konsens og legitimere borgerskabets politiske magt.
Ifølge rådskommunisten Anton Pannekoek var der dermed skabt belæg for, at en sådan form for demokrati ”ikke er resultat af kapitalens svaghed men tværtimod er udtryk for kapitalens indbyggede fleksibilitet”.

August 1792:
Dannelse af  den Revolutionære Kommune (”commune insurrectionelle”)

I årene 1792 og 1793 blev det oprørske folks kamp ført gennem de revolutionære sektioner og klubber, der gik i distance til den valgte repræsentative Nationalforsamling.

Som organer fra et bredt spektrum af det offentlige liv, forenede de sig og gennemførte aktioner, der i Nationalforsamlingens øjne var delvist ”illegale”.  
Med organiseringen af de revolutionære dele af befolkningen lykkedes det for pariserne at etablere en reel modvægt til Nationalforsamlingen.
Den revolutionære kommune (commune insurrectionelle) opstod den 9. august 1792 * og krævede en direkte regering af folket selv. Det blev opstandens højdepunkt, i hvis forløb gadens parlament blev ved med at udøve pres på monarkiets repræsentanter, indtil det blev afskaffet og republikken proklameredes.

* Ikke til at forveksle med et forvaltningsorgan af samme navn som allerede eksisterede siden juli 1789. De dengang inddelte forvaltningsdistrikter blev senere erstattet af sektionernes direkte demokrati.

I perioden fra efteråret 1793 til foråret 1794 fandtes der ialt 6027 klubber spredt ud over hele landet. Disse klubber organiserede op til 30 procent af alle voksne mænd. De 56 kvindeklubber – først og fremmest de ”Revolutionære Republikanerinder” ("Club des Citoyennes Républicaines Révolutionaires” ) omkring Pauline Léon og Claire Lacombe - var i mindretal.

Skønt Jakobinerne var den dominerende tendens i klubberne, så havde de stærk konkurrence af de folkenære klubber i de store byers fattige kvarterer. Her var sans culotternes klubber de dominerende, som for eksempel i Paris med over 10.000 medlemmer, i Marseilles 5.000 medlemmer. (I februar 1794 blev de fleste af disse klubber samt alle kvindeklubber forbudt).

Pjotr A. Kropotkin
Pjotr A. Kropotkin

” Kommunen vil selv skabe fælles sociale regler og forvalte så meget som muligt direkte og selvbestemt. Den repræsentative regering skal reduceres til et minimum. Alt hvad kommunen kan gøre direkte, skal ske uden melleminstans, uden delegation og afgørelse fra delegerede, der udelukkende har rollen som formidler af det lokale fællesskabs beslutninger.”
(Pjotr A. Kropotkin, “Die Grosse Franzosische Revolution 1789-1793“, Band 1).

Nationalforsamlingens – og senere konventets -  tøvende holdning og frygt for kommunen og gadens radikalisering, forstærkede de borgerlige strømningers trang til indskrænkning, korrektur og selektiv undertrykkelse af folkets suverænitet. Den hastige udbredelse af det direkte demokratis princip, der stod i markant modsætning til den jakobinske repræsentative tankegang, foruroligede det revolutionære borgerskab. 

De socialrevolutionære sans culotter
"Les Enragés" 

På trods af uovervindelige modsætninger mellem den franske revolutions to politiske hovedfløje, Montagnards og Girondisterne, vendte de sig i overensstemmelse mod enhver praktisk udfoldelse af direkte demokrati.
Eksempelvis da Les Enragés (2) – ”de rasende”, en venstreradikal strømning hvis basis hovedsagligt bestod af fattige sans culotter – på baggrund af den katastrofale mangel på fødevareforsyninger krævede en alternativ organisering af distributionen samt priskontrol med fødevarer. Både Montagnards og Girondisterne afviste disse krav fra Les Enragés, der var talerør for de underste lag af befolkningen.

Sans-culotternes Paris
Sans-culotternes Paris
  • “Et overmål af demokrati vil ødelægge suveræniteten” 
    (Maximilien Robespierre)

Jean-Paul Marat, fra den radikale fløj i Jakobinerne svarede på de social-revolutionære krav fra Les Enragés: 
”Det et er ikke muligt, at enhver enkelt af jer uophørligt beskæftiger sig med statsanliggender. Dette må overlades til de valgte repræsentanter.“ 
Robespierre gik endnu videre, idet han frygtede, at “et overmål af demokrati vil ødelægge suveræniteten”
(Begge citater er fra Marats avis “l’Ami du peuple“).

Konflikten udspandt sig mellem modstandere og tilhængere af direkte folkesuverænitet, mellem National-forsamlingen og den Revolutionære Kommune i form af en fleksibelt organiseret bevægelse. Denne bevægelse opstod ud fra de bydelssektionsforsamlinger i Paris, der oprindeligt var den 3. Stands almindelige valgorganer og som nu transformerede sig til en revolutionær bevægelse med åbne diskussionsklubber.

  • Adskillelsen mellem det repræsentative demokratis politiske rettigheder og den økonomiske og sociale lighed

I løbet af revolutionen forblev de en ind-flydelsesrig kraft, der konstant udøvede pres på Nationalkonventet. En folkevalgt (kun valgt af mænd over 21 år) lov-givende forsamling, der konstituerede sig den 20. september 1792 og som skulle virke tre år frem. (3)
De radikale borgerlige fraktioner, først og fremmest Jakobinerne, bestræbte sig på at adskille de sociale spørgmål fra den politiske selvbestemmelse.
I deres taler i konventet og i klubberne erklærede de i ihærdigt, at det repræsentative demokratis politiske lighed ikke måtte blandes sammen med økonomisk og social lighed.
Jakobinerne, der havde en del fællesnævnere med liberalismen, udviste en politisk autoritær holdning, såsnart det gjaldt beskyttelsen af den private ejendomsret.
Robespierre og hans indre kreds vendte sig åbent imod mod socialiseringen af landbruget til fordel for de jordløse bønder og krævede "de riges ret" i samfundet.

  • Opgør mellem moderate og venstreradikale fløje

I 1793 antog de langvarige uenigheder indenfor den revolutionære lejr klare konturer. De to modpoler indenfor den radikale Club des Cordeliers, der sammen med Jakobinerne udgjorde Montagnards (”Bjergpartiet”) var:

På den ene side ”de eftergivende” (Indulgents) under ledelse af Georges Danton (som samtidig var medlem af Jakobinerklubben) og Camille Desmoulins, der søgte en forsoning med de borgerlige girondister for at inddæmme den revolutionære bølge.

På den anden side den socialrevolutionære fløj ”Les Enragés” (de rasende) under ledelse af Jacques-René Hébert, som konstant skærpede kravene om at få kontrol med den sociale krise:
Under deres pres blev der vedtaget en del dekreter (love) om priskontrol ”loi du maximum”,  men også et repressionsdekret om anholdelse af folk, der er mistænkt for sabotage o.a  ”loi des suspects”. Sidste dekret institutionaliserede en bredt favnende repression, der også fik tungtvejende konsekvenser for de revolutionære selv.
”Les Enragés” vandt de interne magtkampe og Danton, Camille Desmoulins og mange af de moderate medlemmer måtte forlade Cordelier-klubben (4), der herefter bliver mere og mere radikal.

Revolutionens de-route

I starten af revolutionen valgte sektionerne direkte repræsentanter til byrådet – Paris’s kommune. Disse stod under kontrol af befolkningen og kunne til hver en tid blive tilbagekaldt. I takt med Jakobinernes forcerede centralisering skiftede sektionerne til at fungere som statsmagtens organer. 

Kulminationen på denne ændring resulterede i 1793, i at kvindernes klubber (5) bliver forbudt.
Revolutionens stemninger og energi ændrede sig i takt med organisationernes skiftende funktion.
I spændingsfeltet mellem den politiske kamp og modsætningerne i den revolutionære proces, mistede de folkelige dobbeltmagts-organer deres oprindelige suveræne funktion og blev efterhånden transformeret til en del af statsmaskineriet.
På den måde lykkedes det den centraliserede stat at fratage komitéerne og sektionerne – grundlaget for den Revolutionære Kommune – deres samfundsmæssige funktion og underkaste dem myndighedernes bureaukrati.

”Staten har opsuget dem. Og deres død var revolutionens død, idet den
offentlige deltagelse var forsvundet” (
Kropotkin om de revolutionære sektionernes pacificering).

Social kontrol & repression
Afgørende for denne underordning under nationalstaten var den massive politimæssige sociale kontrol og repression (den 21. marts 1793 dannes således såkaldte 'over-vågningsudvalg'), der tog til efter en del udenlandske magter - Holland, England, Spanien, den preussisk-østrigske koalition - førte krig mod den franske revolution.
Revolutionens centrum blev derefter henlagt til klubberne, hvilket lettede udslettelsen af den revolutionære kommune, Les Enragés miljøerne og dets fremtrædende folk.
Jacques-René Hébert og andre fremtrædende socialrevolutionære blev anholdt i marts 1794 og under en skueproces beskyldt for at have deltaget i en udlandsk styret sammen-sværgelse mod revolutionen.
De blev henrettet i guillotinen, den 24. marts 1794 i Paris.

François Noël (”Gracchus”) Babeuf
François Noël (”Gracchus”) Babeuf

François Noël (”Gracchus”) Babeuf

Samtlige radikale strømninger i den franske revolution har kæmpet for det, som Jakobinerne kategorisk afviste: En ufravigelig sammenkobling af den politiske suverænitet med økonomiske og sociale lighedsrettigheder.
Efter de socialrevolutionære Les Enragés og dens venstreradikale fløj omkring Hébert, var det journalisten og den politiske agitator François Noël Babeuf og hans kreds af revolutionære i ”Societé des Égaux” (De liges fællesskab), som anklagede revolutionsregeringen for at have frarøvet befolkningsflertallet dets suverænitet: ”Hvor der ikke længere findes rettigheder, eksisterer der heller ikke længere nogen pligter”.
                          _____________________________________________

Babeuf karakteriserer de nye magtforhold på denne måde: ”Arbejd meget, brug kun lidt til dine livsfornødenheder, ellers vil du ikke have noget arbejde overhovedet og  intet mere at spise. Sådan lyder den barbariske lov, som dikteres af kapitalen”

Babouvisterne gjordte sig første gang bemærket efter Jakobinernes undertrykkelse af Les Enragés. De organiserede sig uafhængigt med clandestine strukturer. Deres agitation var stort set baseret på de revolutionære sans culotters krav:

  • Registrering og beslaglæggelse af grundernæringsmidler via ”comité des subsistances”, som Babeuf var sekretær for.
  • Terror mod den gamle adelige klasses reorganiseringsforsøg.
  • Uindskrænket udøvelse af suverænitet og af det direkte demokrati.
  • Lige rettigheder til kvinderne.

Kropotkin karakteriserede i sit omfattende værk om ”Den store franske revolution” kredsen omkring Babeuf på følgende måde:
     _____________________________
Deres idé var at erobre magten og skabe et kommunistisk samfund via et sammensvoret hemmeligt fællesskab (...)  det var et produkt af afmattelsen – bar for virkningen af den mægtige energi i årene 1789 – 1793. Babeufs aktionsmidler reducerede kommunismens idégrundlag til et lavt niveau. Mens mange i tidens ånd mente, at den eneste måde, der kunne skabes en bevægelse i retning af et frihedens fællesskab var at sikre de demokratiske landvindninger”.

Såleds var Babeuf-tilhængernes projekt omkring ”Societé des Égaux” præget af epokens 
indskrænkede muligheder. De fremlagde klare argumenter for, at parlamentarismens repræsentative system kun var en formel lighed og fungerede under falske præmisser, sålænge der ikke eksisterede økonomisk lighed.
Samtidigt opfattede Babeuf-tilhængerne sig som en elite (”avantgarde”), der var istand til ”for folkets vel” at gennemtrumfe det direkte demokrati, støttet af sektionerne, klubberne og folkeforsamlingerne, som de kaldte ”Suverænitetens forsamlinger”.
Opstanden skulle organiseres af et lille bevidst mindretal, der skulle garantere, at folkets suverænitet blev respekteret. Kredsen havde gode kontakter ind i militære cirkler, der skulle sørge for deres bevæbning. (Et revolutionskoncept der senere blev praktiseret af  gruppen omkring de franske kommunardes idol, den ukuelige revolutionær Louis Auguste Blanqui, 1805 – 1871).

I deres mest kendte manifest fastslår ”Societé des Égaux”, at ”den franske revolution kun var den første budbringer af en anden, meget større og betydelig mere festlig revolution, som vil være den sidste (i frigørelsens tegn)”.

Indslusede politiagenter afslørede den revolutionære sammensværgelse og i maj 1796 blev de fremtrædende aktivister anholdt og stillet for en domstol. François Noël (”Gracchus”) Babeuf og Augustin Darthé blev dømt til døden og guillotineret den 27. maj 1797. En del andre blev deporteret til kolonierne.
       ___________________________________________________________

* Babeuf, ”Textes choisis”.Édition sociales, Paris 1965. Obs. Der findes også et udvalg af tekster/originaltaler fra den franske revolution på dansk: "Den Franske Revolution", udgivet af Forlaget Slagmark, 2015.

 Robespierres død

Jakobinerne traf i forbindelse med krigens følgevirkninger nogle afgørelser, som resulterede i en mærkbar distance fra deres tilhængeres side. Således frusterede deres hierarkiske centralisme dem, som havde kæmpet for frie diskussioner og deltagelse i samfundsudviklingen . Mens den dirigistiske prispolitik irriterede det radikale borgerskab. Sans culotterne var vrede over indefrysning af lønningerne og bønderne over beslaglæggelsen af levnedsmidler.

Da Robespierre den 26. juli 1794 (den 8. Thermidor efter revolutionskalenderen) truede konventet ved at antyde, at der var medlemmer, som planlagde en ”uhyrlig sammensværegelse” - samtidig med at han ikke efterkom kravet om bekendt-gørelse af navnene på disse medlemmer, blev han dagen efter selv anklaget, anholdt og sammen med fremtrædende Jakobinerne som Saint-Just und Georges Couthon overført til fængslet.
Flugten fra fængslet
Det lykkedes dog Robespierre sammen med flere anholdte tilhængere at bryde ud af fængslet og flygte hen til Rådhuset, hvor de barrikaderede sig.
Efter en kort og heftig konfrontation med den indtrængende nationalgarde udsendt af konventet, blev Robespierre og hans kampfæller nedkæmpet og overført til Tuilerie-slottet. Robespierre var blevet skudt i kinden og blodet sivede ud af hans  provisoriske forbinding.

Konventets tropper trænger ind i Rådhuset hvor Robespierre og hans tilhængere havde søgt tilflugt
Konventets tropper trænger ind i Rådhuset hvor Robespierre og hans tilhængere havde søgt tilflugt

Den 28. juli 1794, efter revolutionskalenderen en arbejdsfri dag, blev Robespierre og 21 af hans kampfæller uden retssag guillotineret på ”Revolutionens Plads”. I dagene derefter blev endnu 83 af hans nærmeste tilhængere sendt i døden.

Stormklokkerne ringede denne gang forgæves. Sans culotterne forblev passive og vægrede sig mod at redde Robespierre og hans indre kreds. Alt for mange skuffelser og repressive tiltag havde de oplevet under hans regimes sidste år.
Inden årets udgang beslutter konventet, der nu regeres af moderate liberale kredse, at lukke Jakobinernes klubber og løslade samtlige politiske fanger. De løn – og pris-reguleringer, der blev indført under revolutionen bliver til borgerskabets tilfredshed ophævet. Revolutionens pendul slår tilbage. 

Epilog

Den efterfølgende forandring af den samfundsmæssige og politiske magt-fordeling var af skrøbelig karaktér. Store dele af befolkningen sultede, eftersom de sociale reformer i slutningen af 1794 blev ophævet igen. Utilfredsheden voksede hurtigt og ønsket om en tilbagevenden af Jakobinerne bredte sig med lynets hast.

I foråret 1795 mindes sans culotternes deres erfaringer med kampformer, som de har tilegnet sig i løbet af revolutionen.
De organiserer en kæmpestor ubevæbnet massedemonstration i Paris i starten af april. Da demonstrationen blev slået brutalt ned af nationalgarden, startede forstædernes socialrevolutionære klubber i maj en væbnet opstand. Konventet, som havde mobiliseret sine tropper mod eksterne trusler og udsendt tropperne jævnligt for at slå den ulmende utilfredshed i provinserne ned, formåede ikke at inddæmme sans culotternes oprør i Paris.

”Brød og forfatningen fra 1793!”

Under sloganet ”Brød og forfatningen fra 1793!” blev nationalkonventets parlamentssal stormet. Da nogle parlamentarikere under ledelse af  Jean Féraud forsøgte at stoppe oprørerne, indtil forstærkning nåede frem, blev han skudt af en af de væbnede kvinder. Hans hoved blev skåret af og placeret på et spyd. Konventets formand Theodore Vernier tog hatten af i en ærbødig hilsen til den dræbte (maleriet nedenfor). Derefter vedtog konventet samtlige krav fra oprørerne.

Opstanden, som var spontan og uden strukturer eller strategisk koncept, blev i de efterfølgende dage ved hjælp af loyalistiske tropper og nationalgardister, trængt tilbage til forstæderne og derefter spredt.
I kølvandet heraf kom det til en massiv repressionsbølge, der satte en stopper for de sociale folkebevægelsers ageren i lang tid fremover.
36 fremtrædende oprørere, deriblandt seks medlemmer af den politiske venstrefløj i nationalkonventet blev henrettet, samtlige sektioner i forstæderne blev afvæbnet og over titusinde sans culotter og jakobinere blev fængslet.
Derefter overtog priviligerede, velsituerede og veluddannede borgere landets politiske styre.          (al./autonom infoservice)

Noter

1) Girondisterne repræsenterede det øvre borgerskab. Navnet stammer fra det franske distrikt Département Gironde med hovedstaden Bordeaux, hvor mange af deres parlamentarikere kom fra. I konventet tabte de flertallet til ”Montagnards” – bjergpartiet, den såkaldte venstreside øverst i den lovgivende forsamling. Sans culotternes første opstand i 1793 resulterede i henrettelsen af ledende girondister – lederne af højresiden i konventet. 

2) Les Enragés var en socialrevolutionær politisk fløj (med nutidens teminologi: venstreradikal), hvis basis var de underste lag af arbejdere og småborgere.
De var ikke et organiseret parti, men havde decentrale strukturer, der var forbundet med hinanden.
Nogle af de mest kendte i ”Les Enragés" var Jacques Roux , Jean Varlet, Théophile Leclerc, Pauline Léon og Claire Lacombe.
Jacques-René Hébert udgav et revolutionært tidsskrift kaldet ”Le pére Duchesne” (billedet tv.), der først og fremmest var henvendt til sans culotterne. Med et oplag på omkring 600.000 var publikationen den største af de venstrerevolutionære aviser, hvilket bidrog til Cordelier-klubbens popularitet. 

3) Stemmeberettiget til Nationalkonventet var alle mænd over 21. år. Konventets omkring 750 medlemmer stammede fra alle lag i samfundet, men advokatstanden var den mest dominerende gruppe. Dens politiske sammensætning var på dette tidspunkt:

* La Montagne - bjerpartiet (140), der var venstresiden i konventet og bestod af radikale Jakobiner-grupperinger, * Marais, nederst på venstre – og midtersiden i konventet – også kaldt  ”sumpen” (450), som bestod af uafhængige parlamentarikere, der indtil Robespierres fald bliver stadigt mere radikale, * Girondisterne (160) højreside af konventet. Derfra stammer betegnelsen højre-venstre retning.

4) Cordelier-klubben “Société des droits de l'homme et du citoyen“ (“Selskabet for menneske – og borgerrettigheder“) var en radikal klub, der senere delte sig i to fraktioner - en moderat og en venstreradikal.
Den venstreradikale fløj blev senere i forbindelse med interne opgør den dominerende. Blandt de ledende personligheder var Jean-Paul Marat, Georges Danton, Jacques-René Hébert, Camille Desmoulins og Pierre-Gaspard Chaumette.
Cordellier’erne delte i Konventet de øverste siddepladser med Jakobinerne. Derfor blev begge grupperinger kendt som ”Montagne” – Bjergpartiet.
 

5) Kvindeklubberne. I 1790 blev der dannet klubber og selskaber, som udelukkende bestod af  kvinder - for eksempel ”Cercle Patriotique des Amies de la Vérités“ ( Den politiske kreds af sandhedens veninder”) , ”Klub des femmes” (Kvindernes klub), ”Soeurs de la Constitution” (Forfatningens søstre), etc. I takt med revolutionens radikalisering blev kvinderne mere politisk engageret og militante. De deltog i aktuelle diskussioner og formulerede deres egne politiske krav og fremstillede pamfleter og flyers. 

En erklæring om kvindernes rettigheder ”Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne”, som blev forfattet af Olympe de Gouges i september 1791, blev en inspiration for den moderne feminisme og blev til et fælles grundlag for kvindernes oprør.
Olympe de Gouges blev anklaget for med sine skrifter at have ”planlagt et forbryderisk anslag mod folkesuveræniteten”. Hun blev henrettet den 3. november 1793.
Syersker, vaskekoner, købmandskvinder m.fl. krævede at blive uddannet i våbenbrug.
De fremsatte krav om valgret, reform af skilsmisse- og arveloven og de kæmpede for at transformere ægtesskabet til en civil kontrakt mellem ligeberettigede partnere.
Kun få af disse krav bliver indfriet af konventet – blandt andet en reform af skilsmisse- og arveloven. 
En del kvinder havde allerede bevæbnet sig ved revolutionens første fase i 1789. For eksempel et kvindekompagni i Creil-sur-Oise-distriktet i det nordlige Frankrig, der kæmpede i nationalgarden og i opstandene i juni og august 1792. 

En af de mest opsigtsvækkende klubber i sans culotte-bevægelsen i Paris, var den feministiske "Club des Citoyennes Républicaines Révolutionaires”, der i maj 1793 blev dannet af Claire Lacombe og Pauline Léon.
De revolutionære republikanske kvinder bar bukser og Jakobiner kasket og var bevæbnet. De propaganderede oprettelsen af en amazonehær og  konsekvent modstand mod revolutionens fjender. Så som royalister, kirkens institutioner, girondister og de moderate fløje af Jakobinere. Det var sidstnævnte, der iværksatte et forbud mod samtlige kvindeklubber.

Relateret
autonom infoservice