Anarkisten fra Glasgow, der ville dræbe general Franco

Stuart Christie var anarkist og blev verdenskendt for sit attentatforsøg mod den spanske diktator general Francisco Franco i 1964.
Stuart blev anholdt umiddelbart før han kunne  gennemføre attentatet den 11. august 1964 i Madrid.

  • Ved grænsekontrollen: ”Hvorfor er De kommet til Spanien?” ”Turista!” svarede jeg , i håb om at min accent ikke fik det til at lyde som ”terrorista” ... "  
    ** Læs et uddrag af hans beretning.

Stuart Christie, født den 10. Juli 1946 i byen Glasgow, døde den 15. August 2020.

Stuart Christie, 2020
Stuart Christie, 2020
  • Stuart Christie

I 1970’erne grundlagde Stuart Christie sammen med nogle andre det anarkistiske magasin 'Black Flag’ og deltog i fangestøtteorganisationen 'Anarchist Black Cross', der lagde særlig vægt på solidaritet med de politiske fanger i det fascistiske Spanien under Franco.

Senere dannede han det lille forlag 'Cienfuegos Press‘ og 'Anarchist Film', der omfattede omkring 300 film med anarkisme som omdrejningspunkt.  

  • Stuart Christies beretning om attentatforsøget på diktator Francisco Franco 1964

Et uddrag af Stuart Christies bog ”Granny Made Me An Anarchist“, hvori han beskriver sin deltagelse i et attentatforsøg mod den spanske diktator General Franco. Han fortæller detaljeret om sine erfaringer – fra han henter plastisk sprængstof i Frankrig til han bliver anholdt af  Guardia Civil  ("Benemérita") i Spanien. 

Stuart Christies mormor og en anarkistisk kammerat (graffiti-kunstneren Banksy...?)
Stuart Christies mormor og en anarkistisk kammerat (graffiti-kunstneren Banksy...?)

      _________________________
"Jeg fik kvalme. Noget var gået helt galt  …"

Den 6. august 1964 var alt forberedt til min mission.
Min billet til nattoget fra Paris til Toulouse var booket. På Place d’Italie mødte jeg Bernardo og Salvador (”Salva”), mine spanske anarkistiske kontakter fra London. Derfra gik vi ned ad Rue Bobilot, ind i en snæver og forkommen sidegade med snavsede grå lejekaserner. 
Salva sikrede sig, at vi ikke var blevet forfulgt og bankede som aftalt på et tildækket vindue i stueetagen.
Da døren blev åbnet, gik vi hurtigt gennem den mørke og trange gang ind i det forreste værelse. Dette var viceværtens lejlighed, hvor våben, sprængstof og de forfalskede dokumenter kunne opbevares med en vis grad af sikkerhed.
Der var allerede tre personer i rummet. To af dem sad ned. Den ene var Octavio Alberola, den karismatiske koordinator i den anarkistiske undergrundsgruppe ”Defensa Interior”.     

  • "Kemikeren lagde fem kæmpe sprængstofbarrer
    på bordet. De lignede en mega size udgave af min
    mormors hjemmelavede flødebonbons" 

Den anden var kammeraten, på hvis skuldre ansvaret for drabet på Franco lå. Den tredje, der blev betegnet som ”kemikeren” stod med gummihandsker på ved vasken for at måle og dosere forskellige kemikalier.
Kemikeren lagde fem kæmpe sprængstofbarrer på bordet. De lignede en mega-size udgave af min mormors hjemmelavede flødebonbons. Hver af dem indeholdt 200 gram plastisk sprængstof.

Alberola gennemfik alle detaljer i operationen, mens Salva oversatte. Min opgave bestod i, at give vores kontaktperson sprængstoffet samt et brev adresseret til mig, som jeg skulle hente i American Express kontoret i Madrid.
Ved vores møde på Plaza de Moncloa ville kontaktpersonen identificere mig på et lommetørklæde, som var viklet om en af mine hænder. Han ville komme imod mig og sige:  ”Qué tal? (”Hvordan går det“), og jeg ville svare: ”Me duele la mano“ (”Jeg har smerter i hånden”).
Jeg talte ikke et ord spansk, og for at undgå at jeg kom til at glemme teksten og gav et kilo sprængstof til den første venlige spanier, jeg mødte, skrev Octavio ordene op for mig, sammen med alle anvisningerne.
(Det var set i bakspejlet yderst letsindigt).
Lige så snart kontaktpersonen havde givet sig til kende, skulle jeg overlevere pakken med brevet og straks rejse væk.

Kort før solopgang, efter en klam og ubehagelig nat ankom mit tog til banegården i Toulouse. Det var fredag d. 7. august. Efter en hurtig kop kaffe og croissant tog jeg toget til Perpignan. Her forberedte jeg mig på at gå over grænsen; resten af vejen til Madrid ville jeg blaffe.
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte bære sprængstoffet på kroppen og ikke i rygsækken, i tilfælde af at den skulle blive gennesøgt af en emsig tolder.

I Perpignan fandt jeg en offentlig badeanstalt og betalte for en kabine. Efter et varmt bad og stadig nøgen, pakkede jeg pladerne med plastisk sprængstof ud og klæbede dem med tape fast til mit bryst og min mave. Tændingsmekanismerne viklede jeg ind i vat og gemte dem i foret i min jakke. Med plastiksprængstoffet klæbet på mig, så min krop utrolig uformelig ud.
Den eneste mulighed jeg havde for at skjule det, var at iklæde mig den udslidte pullover, som min mormor havde strikket til mig for at beskytte mig mod den bidende blæst i Clydeside (regionen omkring hovedstaden Glasgow, autonom info).

Med fare for at underdrive: Jeg så helt forkert ud sådan en varm augustsommerdag ved Middelhavet. Jeg gik gennem de ydre kvarterer af Perpignan, indtil jeg kom til et kryds med et skilt, der viste retningen mod Spanien. Efter en vis tid, der forekom mig som flere timer, standsede en bil.

Chaufføren var en engelsk midaldrende handelsrejsende fra Dagenham. Han ville til Barcelona. Det viste sig snart, at hans hjælpsomhed i høj grad var drevet af egen interesse. Med jævne mellemrum gik bilen i stå og jeg måtte stige ud i den hede augustsol og skubbe bilen op ad de stejle bjergveje, til motoren gik igang igen. ( ... )

Da vi nåede ’Le Pérthus’, det mest trafikerede bjergpas ved den spanske grænse, var der en enorm trængsel. Her måtte vi passere en grænsekontrol. På den anden side var det fascistiske Spanien.

  • "Jeg strammede min pullover og ventede med
    hjertet i halsen, mens to gnavne agenter fra
    Guardia Civil konstant betragtede mig ..." 

Efter vi havde stået i kø i en evighed, måtte jeg skubbe bilen op på en rampe, mens min ledsagder styrede. Jeg strammede min pullover og ventede med hjertet i halsen, mens to gnavne agenter fra Guardia Civil med glinsende trekantede laklæderhatte på hovedet og maskinpistoler i hænderne konstant betragtede mig. Jeg viste mit pas til grænsevagten, mens tolderen gennemsøgte bagagerummet og kiggede bag bilens sæder.

”Hvorfor er De kommet til Spanien?” ”Turista!” svarede jeg , i håb om at min accent ikke fik det til at lyde som ”terrorista”. Et par mørke øjne betragtede mig mistroisk, før jeg endelig fik stemplet i min pas.
Bilen klarede det til den centrale plads i Gerona, hvor den igen havde et uheld , denne gang midt i trafikmyldretiden. Til slut kom vi alligevel videre og inden jeg fik set mig om, kørte vi gennem det forkomne industriområde i yderkanten af Barcelona. ”Jeg troede ikke, vi ville klare det” sagde min ledsager. ”Det troede jeg heller ikke” svarede jeg. Vi sagde farvel til hinanden og gik hver sin vej. 

Mit rendezvous i Madrid skulle finde sted en af dagene mellem tirsdag d. 11 og fredag den 14. august .

Jeg forlod Barcelona om mandagen, denne gang med sprængstoffet i min taske. Jeg kunne have fløjet eller taget toget, men jeg kunne godt lide at blaffe, og i en nødsitution ville jeg så også have flere penge til rådighed. 
Mit mål i hovedstaden var ’American Express’- kontoret. I stedet for at tage til banegården for at finde en bagageboks, hvor jeg kunne efterlade min rygsæk, hvilket en erfaren anarkist ville have gjort, slyngede jeg den om ryggen og slentrede ned ad  Carrera San Jeranimo, for at hente brevet til min kontaktperson.
Det var siesta og gaderne var tomme.

  • ”I samme øjeblik bemærkede jeg to mænd og en kvinde, der sad i en niche til højre for mig. Jeg vidste straks, at det var politifolk”

Da jeg gik om hjørnet, for at træde ind i American Express kontoret, bemærkede jeg straks tre smart klædte og stramlæbede mænd med tykke solbriller, der stod ved indgangen og sludrede med hinanden. Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at beherske min angst. Jeg gik fordi denne gruppe og ind i American Express kontoret, hvor jeg spurgte efter poste restante skranken. En ansat viste mig hen til en skranke i den anden ende af rummet.

Jeg viste mit pas til receptionisten og spurgte, om der var breve til mig. I samme øjeblik bemærkede jeg to mænd og en kvinde, der sad i en niche til højre for mig. Jeg vidste straks, at det var politifolk. Blodet og lymfevæsken forsvandt fra mit ansigt og mit hjerte. Jeg fik kvalme. Noget var gået helt galt.

Med mit pas i hånden fandt receptionisten mit brev og trak det frem fra de tætpakkede hylder. Da hun gjorde det, bemærkede jeg, at den var markeret med et rosafarvet stykke papir.  

Kvinden fra nichen, en politileder, nærmede sig pigen, der bragte brevet, sagde et par ord til hende og fjernede sedlen.
Hvad stod der i brevet? Hvor meget vidste hun? Ville jeg blive anholdt med det samme eller ville de vente, til jeg havde mødt min kontaktperson? Politilederen gav sedlen til pigen og gav hende besked om at overrække den til de to mænd i nichen.

  • ”Jeg forsøgte at efterligne en munter velhavende turist, der netop har indløst sin rejsecheck”

Lederen gav mig derefter brevet og mit pas. Jeg vendte mig om og så, de to mænd gå hurtigt ud af nichen. ( ...)
Min mave trak sig sammen og mit hjerte bankede som en tromme. Alligevel havde jeg en underlig følelse af forløsning, da jeg trak vejret dybt og gik ud af kontoret, mens jeg forsøgte at bevare et helt udtryksløst ansigt.
Med så megen selvtillid som mulig, stoppede jeg foran indgangen for at betragte gruppen på de fem mænd, der nu havde placeret sig på den ene side af indgangen. Indtil jeg dukkede op, havde mændene i gruppen talt med hinanden.
De holdt op med at tale for et kort øjeblik, udvekslede sigende blikke med hinanden og fortsatte så.
Jeg forsøgte at efterligne en munter velhavende turist, der netop har indløst sin rejsecheck, og gik tilbage ad den vej, jeg var kommet, så langsomt som jeg kunne. Jeg var blot gået et par meter, da mandegruppen fulgte efter mig ned ad gaden, samtidig med at de stadig talte med hinanden.

Mine øjne drejede i alle retninger og søgte forgæves efter en flugtmulighed. Jeg gik videre ad Carrera San Jeronimo og standsede op for at kigge på et butiksvindue, som om jeg var ude for at købe ind.

  • "Da jeg forberedte mig på at storme ind i menneskemængden, blev jeg pludseligt grebet i armene bagfra ..." 

I virkeligheden ville jeg se, hvor lang væk de var fra mig. De havde indrømmet mig et forspring på 20 meter, før de bevægede sig, og denne afstand holdt de.
En tom taxa kørte på gaden op ved siden af mig. Men da chaufføren opfordrede mig til at stige ind, vidste jeg at det drejede sig om en undercover-politibil.
Jeg blev mere og mere ind-kredset.
På dette tidspunkt nåede jeg til hjørnet af den livlige gade Calle Cedaceros. Da jeg forberedte mig på at storme ind i menneske-mængden, blev jeg pludseligt grebet i armene bagfra, mit ansigt blev presset mod en mur og et revolverløb stødt mod min ryg.

Jeg forsøgte at dreje hovedet, men før jeg rigtig forstod, hvad der var sket, fik jeg håndjern på. På få øjeblikke var alt forbi.

(kilde: sunzibingfa.noblogs.org (tysk), august 2020. Oversat og lidt forkortet af ikh. / autonom infoservice)

Efter anholdelsen blev Stuart Christie ved en militærdomstol dømt til 20 års fængsel. På grund af en international solidaritetskampagne for ham, hvori bl.a. Bertrand Russell og Jean-Paul Sartre deltog, blev Stuart Christie allerede løsladt efter tre år og kunne vende tilbage til Storbritannien. 

_______
Relateret

Kommentar schreiben

Kommentare: 0