Kampen for libertær kommunalisme & social økologi

Murray Bookchin (1921 – 2006) var libertær socialist og en populær fortaler for social økologi og basisdemokratisk kommunalisme.

Hans idéer har inspireret progressive bevægelser verden rundt og præget den revolutionære samfundsudvikling i den kurdiske enklave Rojava i det nordlige Syrien.

  • Hvad er konceptet omkring social økologi & kommunalisering af økonomien?
  • Divergenser og fællesnævnere i den anarkistiske tradition

Den 14. januar 2021 ville Murray Bookchin være blevet 100 år gammel. Han er en grundlæggerne af  ’Institute for Social Ecology’ i Vermont (USA) og har i løbet af sit produktive liv skrevet omkring 25 bøger om fremtidige social-økologiske samfunds-modeller.

På basis af egne personlige erfaringer fra den spanske borgerkrig og den spanske libertære revolution udviklede Bookchin sit socialøkologiske samfundskoncept, der bygger på decentralisering, modmagt, selvforvaltning og selvstyre. Han afviser klassekampen i dens traditionelle betydning og lægger istedet for vægt på bydelsarbejde, borgerforsamlinger og direkte demokrati.
Den libertære kommunalisme, som er en anarkistisk variant fra det udgående 20. århundrede, er først og fremmest præget af Murray Bookchin og den amerikanske anarkistiske økofeminist Janet Biehl (Janet Biehl: ”Politics of Social Ecology- Libertarian Municipalism”).  

  • Fra traditionelle anarkistiske bevægelser som anarkosyndikalismen bliver nogle af hans idéer – især valgdeltagelse på kommunalt plan – afvist som reformistisk og systembevarende. (Se en kort gennemgang af kontroverserne længere nede i artiklen).
  • Kommunaliseringen af økonomien 

Med sine teser om ’social økologi’ var Murray Bookchin den første til at formulere et sammenhængende politisk koncept, der kobler økologi sammen med de samfunds-mæssige forhold.
Det gjorde han ud fra en erkendelse af, at en omstilling til produktion af el-biler og alskens bestræbelser på at gøre økonomien og forbruget ”mere grønt” er helt utilstrækkeligt for at forhindre klimakatastrofen. Økonomien må som integreret del af samfundet forandres og gennemgå en grundlæggende demokratisering.
En reel økologisk strategi betyder heller ikke bare at tilkæmpe sig klimavenlig, ressourcebesparende teknologi og økonomi, men at sætte spørgsmålstegn ved hele vores samfundssystem med den indbyggede tvang til akkumualation og vækst (”Grow for die”).
Bookchin taler i denne forbindelse om ’kommunaliseringen af økonomien’. Idéen er omsat i praksis i bla. Rojava, hvor den kurdiske frihedsbevægelse har skabt et samfund baseret på en demokratisk konføderalisme. Samt hos Zapatistas (EZLN), Cooperation Jackson  og Cooperativa Integral Catalana.
Ifølge Bookchin forudsætter det en principiel afvisning af forfletningen mellem institutionel politik og økonomisk lobbyisme. Politik skal ikke basere på professionelle politikere, men formes af mennesker i hverdagen i form af direkte demokrati på lokalt plan.
(Forstør ved at klikke på billedet):

Udgangspunktet er visionen om decentrale fællesskaber af mindre byer, landsbyer og distrikter i et føderalt system.

Bookchins inspirationskilde er blandt andet de overskuelige ”Polis” – fællesskaber i oldtidens Grækenland (1) og han ajourfører sådanne fællesskaber med kommunal ejendomsret over produktionsmidlerne og økologiske principper som grundlag for de libertære institutionelle strukturer. Disse kommuner indgår i en føderation med fælles økonomiske og politiske forvaltede fællesskaber.
På det økonomiske område betyder libertær kommunalisme en kommunaliseringen af økonomien, dvs. at produktionsmidlerne ikke ejes af producenterne eller af kooperativer, men af hele kommunen. Beslutningerne bliver til på borgerforsamlinger og producenternes selvforvaltning er begrænset til virksomhedernes interne anliggender. Dermed forebygger man indbyrdes konkurrence mellem de forskellige kollektivt styrede virksomheder.

En sådan konkurrence udfoldede sig ifølge Bookchin i det anarkosyndikalistiske Spanien i 1936 "... og som kun med nød og næppe blev bragt under kontrol af den bureaukratiserede anarkosyndikalistiske fagbevægelse CNT.” (citat af Murray Bookchin, “To Remember Spain: The Anarchist and Syndicalist Revolution of 1936”, paperback, genudgivet i 2001).
Som modpol til den umyndiggørende nationalstat og den kapitalistiske produktionsmådes ødelæggende følge-virkninger, sætter Bookchin en ’moralsk økonomi’, der med gensidige sociale forpligtelser afløser det fremherskende konkurrenceforhold i kapitalismen.
En såkaldt ’rationel samfundsstruktur’ som alternativ model til den kapitalistiske nationalstat.

  • Økosocialismens samfundsvision

Murray Bookchin hører til pionerene i den antiautoritære økologiske bevægelse. Som teoretiker og aktivist var han tæt forbundet med denne bevægelse.
Han lagde vægt på, at menneskenes beherskelse af naturen grundlæggende set er baseret på hierarkier og stræben efter magt. Det er således ikke menneskets kamp mod naturen, der har ført til  menneskets udbytning af naturen, men det er fremkomsten af sociale hierarkier, der har medført magtudøvelse over såvel mennesker som natur. Med koblingen mellem natur, hierarkier og herredømme udviklede Bookchin en anarkistisk etik og filosofi – socialøkologien.

  • Socialøkologien skelner mellem ’første natur’ og ’anden natur’

Den ’første natur’ er den evolutionære og biologiske natur, der også omfatter mennesker, men som ikke er del af det menneskelige samfund/kultur.
Den ’anden natur’ er naturen, som er præget eller forandret af menneskers kulturelle udvikling og teknologi. Mens den ’første natur’ er en organisk evolution, er den ’anden natur’ udtryk for det menneskeskabte samfund.

Hvilke økologiske strategier der vil udvikle sig i de næste afgørende år, er i ifølge økosocialisterne afhængigt af, hvilke bagvedliggende etiske holdninger, der styrer strategien.
Den sociale økologi med dens filosofiske koncept om den ’dialektiske naturalisme’ (2) leverer foruden et rationelt teoretisk fundament, en konkret vision for en libertær økosocialisme fra neden. 

  • Anarkokommunisme versus anarkosyndikalisme 

Indenfor den anarkistiske bevægelse har den libertære kommunalisme mødt modstand og har udløst heftig debat.

Således retter den internationale anarkosyndikalistiske sammenslutning IWAs  konference i Lissabon i et åbent brev i 1999 en heftig kritik mod den libertære kommunalisme, idet den beskyldes for at udgøre en

”... reformistisk manøvre, hvis forehavende er en omgruppering af den militante anarkisme ind i den politiske kollaboration”. (Underskrevet af ”Asociacion Internacional de los Trabajadores”).
Konkret hentydes der bl.a. til Murray Bookchins forslag om, at den libertære bevægelse skal deltage i kommunevalg og under visse forudsætninger sågar kandidere til borgmesterembeder med henblik på at udforme en basisdemokratisk føderal forfatning.

Bookchin på sin side fastslår en skillelinje mellem den spanske anarkosyndikalisme, som kontrollerede arbejderbevægelsen og så anarkokommunismen.

Ifølge ham anså anarkokommunisterne alle syndikalister som ”overløbere til reformismen:

" Anarkokommunisterne er radikale antikapitalister, der vil opbygge en autentisk revolutionær bevægelse på trods af deres relativt ringe størrelse og indflydelse, mens anarkosyndikalisterne er pragmatiske fagforeningsaktivister”. (Murray Bookchin, ”Remember Spain”, side 21).

Mange vigtige anarkistiske teoretikere mistroede ifølge Bookchin syndikalismen fordi

” den kanaliserede sociale aktiviteter fra kommunerne/boligkvarterene over til fagforeningen: Fra de daglige sociale problemer forskellige lag af undertrykte bliver udsat for til kun at omfatte industriarbejderne, væk fra gaden til virksomhederne – og i sidste konsekvens fra folkelig opstand til generalstrejke.” (Murray Bookchin, ”Spanish Anarchists”, side 137)

Ifølge Bookchin skulle næsten samtlige anarkistiske kommunister, inklusiv Emma Goldman, Pjotr Alekseevitj Kropotkin, Errico Malatesta,den franske anarkist Elisée Reclus, m.fl. , oprindeligt have afvist den syndikalistiske strategi. 

Dele af den mere aktuelle anarkistiske bevægelse har ligesom Bookchin formuleret en afgrænsning til anarko-syndikalismen.
Det drejer sig for eksempel om den irske ”Workers Solidarity Movement” og det italienske Federazione dei Comunisti Anarchici (FdCA). De førstnævnte mener, at syndikalismen ignorerer nødvendigheden af særlige politiske grupper for at kunne repræsentere de anarkistiske synspunkter:
”Syndikalister anser det største problem for at være de etablerede fagforeningernes strukturer, istedet for at bekæmpe idégrundlaget der binder lønarbejderne til den autoritære, kapitalistiske doktrin.”
Workers Solidarity Movement går i sin praksis ind for en slags fagbevægelse, som i adfærd egentlig ikke adskiller sig fra syndikalismens forestillinger, men ikke desto mindre afviser enhver sammenligning med syndikalistisk strategi...
De italienske anarkister fra Federazione dei Comunisti Anarchici derimod lægger vægt på den såkaldte ”organisationsdualisme” (3) kombineret med Bakunins ’anarkistiske kollektivisme’ (= produktionsmidlerne ejes i fællesskab af overskuelige kollektiver under producenternes kontrol).

  • Afgrænsningen mellem anarkokommunisme og anarkosyndikalisme virker modsætningsfuld og konstrueret

Her et par eksempler:
De fleste anarkosyndikalister har defineret deres målsætning som en anarkistisk og kommunistisk samfundsformation, der tilstræber en behovsorienteret distribution på basis af et system af fælleseje og producentkontrol.
Kendte protagonister af den ’anarkistiske platformisme’ som Pjotr A. Kropotkin, Bakunin, Nestor Machno, Errico Malatesta, Carol Ehrlich , Erich Mühsam, Alexander Berkman m.fl. anså eksistensen af specifikt anarkistisk agerende grupper som en nødvendighed, men afviste kategorisk adskillelsen mellem dem og syndikalismen.  

Pjotr Alekseevitj Kropotkin
Pjotr Alekseevitj Kropotkin

Således var Kropotkin medudgiver af den russiske anarkokommunistiske avis ”Kleb i Volya” (”Brød og frihed”, 1905 – 1907), der målrettet propaganderede den libertære syndikalisme. Han var overbevidst om nødvendigheden af at opbygge revolutionære fagforeninger.

Andre anarkistiske teoretikere, som anarkokommunisten Errico Malatesta, betegnede fagforeningen som det mest ”effektive middel” og ”stærkeste kraft for en samfunds-mæssig transformation”. Han anså generalstrejken for at være et potentielt redskab for at tilkæmpe sig ”en radikal social revolution”. (kilde: Errico Malatesta: ”Anachists and the Working Class Movements”, del af en artikel i "Life and Ideas", s.130).

Anarkokommunisten Alexander Berkman sympatiserede også med syndikalismen og pointerede, at revolutionen ligger hos såvel industriarbejdere som landarbejdere, men også hos det ”intellektuelle proletariat” og bliver gennemført af en basisdemokratisk arbejderfagforening og vha. generalstrejker (Alexander Berkman: ”Anarkismens ABC”). 
Den samme holdning havde Emma Goldman, idet hun fastslår, at syndikalismen er ”anarkismens økonomiske udtryksform” (Syndikalismus: Theorie und Praxis”, 1913. Udgivet af anarkister i Osnabrück 2010). 

Heller ikke platformismen formulerer nogen afgrænsning til syndikalismen, idet den med al tydelighed pointerer at det at konstruere en modsætning mellem den anarkistiske kommunisme og syndikalismen er komplet kunstnig og meningsløs.
I 1938 offentliggjorde ”Agrupación de los Amigos de Durruti” (1937 - 39), der var en radikal gruppe indenfor den anarkistiske bevægelse i Spanien, teksten ”Towards a fresh revolution” som et vigtigt programatisk dokument for den anarkistiske platformisme.
Heri opfordrer organisationen – der organiserede omkring 5000 aktivister -  til at danne et revolutionært forsvarsråd for at koordinere den revolutionære proces. Valget skulle finde sted via demokratiske afstemninger i fagforeningsorganisationerne, hvis arbejderforsamlinger skal udøve permanent kontrol over forsvarsrådet. (Før dette kunne realiseres overtog Franco-fascisterne magten i Spanien ...).      
(al./autonom infoservice)

Noter

1) ”Polis” er et urbant centrum i oldtidens Grækenland, hvis økonomi byggede på landbrug og handel med en stor grad af arbejdsdeling og direkte demokratiske borgerforsamlinger for mænd med politiske rettigheder. Kvinder og slaver var udelukket. (se wikipedia

2) Dialektisk naturalisme udforsker det komplekse indbyrdes forhold mellem sociale problemer og de direkte konsekvenser, de har på den økologiske indflydelse på det menneskeskabte samfund.
Bookchin tilbød ’dialektisk naturalisme’ som en kontrast til det, han så som den " dybest set antinaturalistiske dialektiske idealisme" af filosofen Hegel, mv. men også til ortodokse marxisters udlægning af den ”dialektiske materialisme” ( - som understreger de indbyrdes forhold mellem klasse, arbejde og socioøkonomiske interaktioner).

3) Organisationsdualisme går ud på at være engageret/organiseret indenfor den anarkistiske bevægelse/struktur samtidig med at være aktiv i sociale bevægelser udenfor det anarkistiske og venstreradikale spektrum

  • Murray Bookchin: "The Ecology Movement: Utopia or Technocracy?"  (1978)

Murray Bookchin on his personal journey through communism to libertarian socialism and social ecology - talking to Andrew Whitehead, May 1992


  • Et udvalg af Bookchins bøger

Kommentar schreiben

Kommentare: 0